Globale Seniorer

Folk og magt- løgn og latin

Demonstrationer i Europa og forringelser i ytringsfriheden

Af Henrik Døcker

Vi bryster os af folkestyre og ytringsfrihed i det store flertal af Europas stater, vi har fundet fælles fodslag i Europarådet, EU, NATO m.fl. – de fleste af os. Men det “knirker” her og dér: I Tyrkiet, i Serbien og flere andre stater. Afstanden mellem civilbefolkningens almene opfattelse, den såkaldt offentlige mening, og regeringens har givet udslag i gigantdemonstrationer i bl.a. Istanbul og Beograd. Det er ingen løgn, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut, sådan som den engelske 1800-tals historiker lord Acton formulerede det.

Vor brede inddeling af verden – i diktaturer med eneherskere og demokratier med folkevalgte regeringer – holder desværre ikke rigtig. Det formelle demokrati USA ledes af en præsident, som kun rigtig regner med sin egen grænseløse udøvende magt, Tyrkiet har haft den samme præsident i snart 25 år, som også har ladet hånt om de “bremseklodser”, forfatning og love er udstyret med. Jo længere vi kommer op i hvad man kunne kalde “magtpyramiden”, jo sværere er det at opretholde troen på magtens tredeling (i den udøvende, lovgivende og dømmende magt). Tjah en ikke ellers så kendt romersk filosof, Juvenal, spurgte allerede i det 1. årh. efter Kr.: Qvis custodiet ipsos custodes? Hvem skal (så) dømme dommerne, dvs. landets øverste magtherrer, underforstået når de misbruger deres magt, lader hånt om forfatninger og love.

Da jeg første gang hørte om denne magtens tredeling, tænkte jeg uvilkårligt: Hvem er så stærkest? For de må da en gang imellem tørne sammen? Sådan bør man dog ikke se på det. De tre magter er nok i en evig “konkurrence”, men de kan hver især noget, de andre to magter ikke kan. Ligesom legen “sten, papir, saks”. Regeringen eller Folketinget tager her i landet initiativ til lovene, mens regeringen, dvs. dens centraladministration, forvalter lovene, træffer beslutninger – gennem såkaldte forvaltningsakter – og domstolene afgør de konflikter, der opstår om lovenes rette anvendelse.

Anklagemyndigheden kan siges at være magt-tredelingens Achilleshæl. Formelt sorterer denne myndighed under den udøvende magt, men i Danmark er der tradition for, at den fungerer uafhængig af regeringen, når bortses fra sager, der vedrører fremmede magter, herunder spionsager. I Tyrkiet derimod har der i Recep Tayyip Erdogans regeringstid været talrige eksempler på masseanholdelser af præsidentens politiske modstandere, herunder ikke blot journalister. Dvs. at Anklagemyndigheden er regeringens lydige redskab til uden et juridisk grundlag at forfølge og frihedsberøve politiske modstandere. Det såkaldt fejlslagne militærkup mod Erdogan i 2016 er et eksempel på sådant magtmisbrug. Erdogan selv kaldte det “en himmelsendt gave” (til at “rense ud” blandt “de illoyale”), men den dag i dag er det ikke opklaret, hvem, der virkelig stod bag kuppet, som hurtigt blev nedkæmpet og kun kostede 250 soldater livet.

Spændende bliver det, om den nu fængslede Istanbul-borgmester Ekrem Imamoglu i sidste ende bliver Erdogans afløser. Indbyggerne i Tyrkiets største byer. Istanbul, Ankara og Izmir, har i flere omgange stemt Imamoglus parti CHP lokalt til magten, Men det er først i 2028, at der næste gang skal være præsidentvalg i Tyrkiet, så der kan ske meget inden da. Samme kløft mellem befolkning og regering har man nylig set i Serbien. Det regeringsbærende parti, Serbiens Progressive Parti, beskyldes bl.a for korruption i stor skala – det er denne ofte benyttede begrundelse, som ikke overraskende også er rettet mod Imamoglu, og som for det meste er svær at bevise, fordi de fleste involverede har noget at dække over. Men den serbiske ministerpræsident Milos Vucevic er da for nylig blevet afskediget efter blot et år på posten – noget der dog ikke har standset den folkelige opposition.

I et andet Balkan-land, Bosnien-Hercegovina, er disharmonien mellem befolkningen, eller rettere dele af den, og regeringen af en anden beskaffenhed. Som den mest heterogene af det gamle Jugoslaviens mange delstater, er Bosnien-Hercegovina som selvstændig nation plaget af den serbiske befolkningsgruppes indgroede uvilje mod skulle dele magten med statens to andre nationale folkegrupper, kroaterne og bosniakkerne (som er muslimer). Med ringe tiltro til at de tre “parter” i den nye stat ville kunne fungere gnidningsløst sammen, bestemte Dayton-freden – som i 1996 afsluttede den langvarige borgerkrig i Bosnien, at en international “høj repræsentant” udefra skulle overvåge det politiske liv i staten. Den serbisk-bosniske politiker Milorad Dodik blev for nylig, på begæring af den nuværende høje repræsentant tyskeren Christian Schmidt, idømt halvandet års fængsel for separatistisk virksomhed.

Til allersidst lidt om de forringede vilkår for hvad man kunne kalde “verdens-ytringsfriheden”, Donald Trumps “skærebrænder-politik” har udløst. USAs langvarige støtte til ytrings- og informationsfrihed til diktaturplagede lande gennem radiostationer som Voice of America, Radio Free Europe og Radio Liberty står over for lukning, hvis det da ikke allerede er sket. Trumps håndgangne højrehånd Elon Musk er lige så frejdig/dygtig til at lyve som sin herre og mester, når han påstår “Ingen lytter alligevel til dem”. Den amerikanske myndighed, som har ført tilsyn med radiostationerne, USA Agency for Global Media, har ellers hævdet, at   427 millioner mennesker på verdensplan har lyttet til radiostationerne, som har sendt til 100 lande på 63 sprog. Alt dette lukkes naturligvis ikke ned uden sværdslag: retssager er et naturligt gensvar fra organisationer og enkeltpersoner. De budskaber, der oprindelig tjente til at trænge gennem det europæiske jerntæppe og nå borgere i Sovjetunionen og dets satellitstater, har nu i mange år også været påskønnet i bl.a. asiatiske diktaturer som Kina og Nordkorea. Måske er der stadig håb for radioernes overlevelse, men det bliver næppe på de hidtidige vilkår.

27. marts 2025

Travel Mic i Byens Hus

Mød unge af forskellige nationaliteter 27.03.2025 fra 18-20.

Nina Wernberg
Globale Seniorer

Travel Mic, som arrangeres af en gruppe unge studerende, går ud på, at de personer, der melder sig som Speakers fortæller en lille rejsehistorie på ca 5 min. – gerne illustreret med lyd, fotos, video, etc., men ingen betingelse. Herefter trækkes der lod blandt publikum, hvilke af de præsenterede historier, der er  bedst og mest underholdende. 

I oktober 2024 deltog jeg som Speaker i et lignende arrangement og vandt en 3. præmie for en lille historie fra Tsavo parken i Kenya, hvor en flok krokodiller fik has på en stor antilope, der kom for tæt på vandingshullet. 2. præmien gik til en historie, hvor vinderen havde fotograferet forskellige toiletter rundt omkring i verden, og 1. præmie til en ung fyr, som i Kina blev arresteret for at fotografere en politibil og som slap fri ved at råbe Dick Cheney, Dick Cheney, som åbenbart havde en speciel status i Kina på det tidspunkt. 

Det var på mange måder en rigtig underholdende og interessant oplevelse at være med til. Kom i god snak med de unge, som syntes at Globale Seniorer lød dybt interessant og lige noget de kunne tænke sig engang (det gælder jo om at være på forkant med rekrutteríngen!). Så det er en god mulighed for at komme i dialog med de unge. 

Man kan bare møde op og være med uden nødvendigvis at deltage som Speaker. Men jeg er sikker på at vi er mange i Globale Seniorer, som har nogle spændende og underholdende historier at byde ind med. Derfor har vi også fået en speciel opfordring fra arrangørerne til at komme og bidrage.  

I kan læse mere om arrangementet og hvordan I tilmelder jer som Speaker her.

Mødet foregår på engelsk. 

6. marts 2025

En tarvelig dagligstuesnak i Det Hvide Hus

Med forbehold for endnu flere vanvidsindfald

Af Henrik Døcker

Konstrueret præsident-ordre til en lakaj i Det hvide Hus: “Se så at få det gjort/og gerne som noget stort/ og det i en fart/for det er smart/helst på et døgn/med og uden løgn!

Haglbygen af ‘nyordninger’ fra det amerikanske præsidentpalæ er så tæt og langvarig, at alverdens kommentatorer har svært ved at følge med. Men hærværksmanden har et kissejav uden lige. Besindige typer skal ikke have en chance – eller i hvert fald en meget lille en – for at slå bremsen i. Men lad mig forsøge en slags ” politisk diagnose” af Donald Trump. Kan man fantasere sig til et slags rationale bag alle de ubegribelige destruktive udfald?

Idet der her lægges til grund, at det jo er forretningsmanden Trump som udlever alle sine herskesyge, infame instinkter.

Der er ikke skyggen af en politiker, endsige statsmand på USA’s store magt-tribune, ikke en person, der på nogen måde føler ansvar for noget eller respekt for sit embede, Det illustreredes om ikke andet under den nylige ‘forestilling’ i form af en ikke særlig formel meningsudveksling med Ukraines præsident under dennes besøg i Washington. Der er ikke noget objektivt svar på hvem, der vandt og hvem, der tabte ved det møde, som via fjernsynet blev gjort tilgængeligt for hele verden.

Det undrede mig, at de amerikanske myndigheder tillod den uformelle ordveksling at blive tv-transmitteret. Det er mildest talt ikke kutyme at udsende den slags uformel snak, der kan betragtes som en form for forpostfægtninger, inden der udsendes en officiel erklæring. Måske var der tale om en lynvisit af Volodymyr Zelenskij, som kun levnede tid til det, vi så? Trump havde måske forestillet sig, at han – stor og mægtig, som han anser sig selv -kunne “tyre” den ukrainske gæst, påtvinge ham en slags “efterbetaling” i form af de eftertragtede ukrainske mineraler for USA-våbenstøtten til det krigshærgede Ukraine.

Karakteristisk for Trumps overlegne og overfladiske facon tangerede han ikke de sandsynlige vanskeligheder, der kan tænkes med udvindingen af mineralerne, som måske findes på krigshærget eller russisk besat område? Direkte oprørende forekom det gennemsnitseuropæeren, at Trump og hans vicepræsident i den grad nedgjorde Zelenskij – hørte det mon med til d’herrer ’s forberedte behandling af den europæiske gæst? Ikke utænkeligt eftersom Trump hader tabere eller personer/stater, der har udsigt til at tabe.

Udtryk som: at man ikke sparker den til én, der ligger ned, er ukendt og uvelkomment i Trumps megalomane verdensopfattelse. Den ydmygelse, ja mobning, som Zelenskij blev udsat for, vil blive husket som en skændsel i USA’s nyere historie. Hvis mange af de millioner amerikanere, som sidste år stemte på Trump, opfatter dette som en ‘sejr’, så vi jeg vende mig i afsky og tage hatten af for Zelenskij’s enorme selvbeherskelse. På løgnagtig vis at blive beskyldt for at “lege med 3. verdenskrig” og skulle påhøre Trumps falske tal for USA’s bistand til Ukraine, er voldsom kost – et gement kneb at forsøge at gøre offeret (for Ruslands aggression mod Ukraine) til gerningsmand.

Der skal nok være en del mennesker i verden, som ikke helt præcis husker hvordan Ukraine-krigen begyndte for tre år siden. Og en del, som fortaber sig i det politiske forløb forud for det russiske angreb 24.februar 2022. Intet af alt dette retfærdiggør den aggression, der var tale om – det eklatante brud på FN-pagtens Artikel 2 om staternes pligt til at håndtere konflikter med fredelige midler. Men al den folkeretlige “snak”, som både Ruslands diktator Vladimir Putin og USA’s “ulv i fåreklæder” Donald Trump negligerer, tæller ikke, når verdensmagtherrer agerer. Der verserer for resten allerede nu forlydender om, at USA overvejer at udtræde af FN – efter at det har bebudet exit fra WHO og FN’s Menneskerettighedsråd. Noget Putin ikke har bekymret sig om. Lad det blive ved rygterne.

Fra sin barske forretningsverden har Trump været vant til at skamrose egne “produkter” og ikke vige tilbage for at håne modstandere. Han har måske på en måde forregnet sig med den ukrainske præsident, som tillod sig at fremføre sine mærkesager, herunder især behovet for en sikkerhedsgaranti.  Trump er i den grad resultatorienteret, her opnåelsen af en hurtig fred i Ukraine, at han ser stort på, at ukrainerne ikke ønsker fred for enhver pris. Trump har jo lovet sin vælgere, at han kunne skabe fred i lyntempo. Umiddelbart er det svært at øjne nogen som helst interesse fra Putin til at “forhandle”. Trump har så i øvrigt – som det fremgik af tv-samtalen – “glemt” at han for ganske nylig kaldte Zelenskij diktator.

Trumps lige så uvederhæftige lakaj J.D. Vance tillod sig at spørge den ukrainske gæst, om han ikke havde noget ordentlig tøj at møde op i. Hans sorte antræk vil han imidlertid være iført så længe krigen varer – hvad vicepræsidenten – ikke overraskende – slet ikke kunne regne ud. Hovedindtrykket af hele seancen var nogle primitive amerikanske opkomlinges sølle forsøg på at nedgøre deres europæiske gæst, alene fordi de kommer fra det mægtige USA.  Trump befinder sig bedst i en angrebsposition, idet han tillige har en udsøgt evne til at skyde personer og institutioner noget i skoene, dvs. udslynge falske beskyldninger mod dem.

Det siger noget om mandens ufattelig lave moral, at han efter en flyulykke i Washington for nylig straks ville finde syndebukke blandt flyveledere – og den såkaldte diversitetspolitik, der skulle ligge bag rekrutteringen af flyveledere. Aldeles uunderbygget og baseret på hans egne primitive og nedrige følelser. En sådan “motivforfalskning” er kendt som et juridisk fænomen, men utilstedeligt af en præsident at fremkomme med. Trumps uhøjtidelige facon, hvor verden kan se med fra “familieopgør” mellem statsledere, kunne være en grund til “skilsmisse” mellem USA og Europa. Hvis ikke vi stadig føler os ret så afhængige af USA og dets atomparaply. Og så er det for resten USA, der ret skråsikkert viser Europa vintervejen og indgyder os frygt for at Atlantpagten (NATO) ikke holder.

6. marts 2025

Landbrugets Natur

World Earth Day fejres med særvisning af filmen Landbrugets Natur i Grandteatret

af Asbjørn Andersen

Det danske landbrug er udviklet med fokus på effektivisering og højst muligt udbytte. Det har krævet store investeringer og skiftende regeringer har bidraget med tilskud ligesom det er sket i andre EU lande. Resultatet er en jord som er tæt ved at være uden det rige liv med mikroorganismer, svampe og og andet kryb som giver en regenerativ jord. Kan naturen genopbygges med landbruget?

I ”Landbrugets Natur” møder vi en række danske jordbrugere og deres bud på et naturvenligt, regenerativt landbrug, der dyrker næringsholdig mad til mennesker, skaber biodiversitet over og under jorden, binder kulstof, opbygger jordens frugtbarhed og genetablerer vores vand- og kulstofcyklusser. Udvalgte forskere og eksperter, bl.a. fra Landbohøjskolen, supplerer med let forståelige biologiske forklaringer og refleksioner. Filmen er således fyldt med visioner og nyttig naturvidenskabelig information.

Men den er også smuk og helende på sin helt egen måde og kan ses af alle. Den får os til at mærke, hvordan et livsbekræftende landbrug kan føles. Der er en del eksempler på intensivt landbrug men også et eksempel på et traditionelt landbrug, som er i transformation mod en sund og levende jord med effektive landbrugsmaskiner.  Instruktøren ønsker at skabe en længsel, som i bedste fald vil være med til at inspirere os til at blive klogere og skubbe landbruget til at producere sunde  produkter med udgangspunkt i en sund jordkultur.

Isabelle Denaro er en dansk filminstruktør med en særlig interesse i menneskets såvel som planetens natur samt relationerne i livets fællesskab. Hun går gerne i dybden med det, andre går uden om, og hun er whistleblower i ånden. For tiden er hun tiltrukket af utopiske fortællinger som svar på den dystopiske virkelighed, vi lever i, hvor naturen langsomt dør, mens vi som mennesker fortrænger det eller paralyserede ser på. Som filmskaber har hun både en poetisk og en dokumentarisk åre. En kritiker skrev engang, at der var en særlig elegance og sjælden sans for detalje i hendes kreationer.

Klima og miljøgruppen forsøgte for sidste år, at vise filmen i Hellerup, men måtte give op pga økonomien. Nu er filmen tilgængelig i Grand Teatret i København. Vi vil forsøge at få Isabella Denaro til at komme til Hellerup og svare på spørgsmål og diskutere filmen en dag i begyndelsen af maj.

Filmen vises den 22 april kl 18:30 i Grandteatret   

26. februar 2025

I sejrens frugt er orm

Mange af de millioner af amerikanere, der stemteTrump ind i præsident-embedet, vidste ikke hvad det indebar.

Af Henrik Døcker

TRUMPSKE EGENSKABER

Aggressv
Bister
Chauvinistisk
Demagogisk
Egensindig
Følelsesladet
Gemen

Hævngerrig
Ilter
Jaloux
Krigerisk
Løgnagtig
Mistroisk
Nederdrægtig

Ondsindet
Plat
Rabulistisk
Skændig
Truende
Uvederhæftig
Vredladen

Mange gloser kan hæftes på Donald Trump – et udpluk af hans attituder og egenskaber er opregnet ovenfor. Sammenfattende om konsekvensen af hans indtagelse af præsidentposten ville jeg benytte titlen på en roman af James Kinross: I sejrens frugt er orm.

En betydelig del af hans støtter må være skrækslagne over de “innovationer” præsidenten, kraftigt sekunderet af  sin skarpretter, tetch-millionæren Elon Musk, nu gennemfører med brask og bram. Intet mindre end en nedrivning af det amerikanske demokrati. Unddragelsen af internationale forpligtelser, ja tilsidesættelsen af folkerettens elementære grundsætninger adresserer jeg lidt senere.

Det er en eftertanke værd, at USA havde en medvirkende rolle i den fulde udfoldelse af  magtens tredeling, nemlig i den udøvende, lovgivende og dømmende magt for omkring 300 år siden. Det var ganske vist den franske dommer Montesqieu, som først formulerede begrebet i sin bog om “Lovenes ånd” fra 1748. Det var omkring samme tidspunkt, at kong Ludvig XIV udtalte “L’etat, c’est moi”. Staten det er mig. Først med den franske revolution 1789 blev der for alvor gjort indhug i statsmagtens beføjelser i Frankrig. Men det var en af ophavsmændene til USA’s forfatning af 1787, James Madison, der “finpolerede” magt-tredelingen ved at påpege, at de tre magter skulle holde hinanden i skak og balance – checks and balance.

Krystalklart er Madisons udtryk ganske vist ikke. De frie forfatninger, der skød op i Europa efter omkring 1850, skulle finde hver deres vej til definitioner af magtfordeling, og her især hvilke statsorganer, som varetog hvilken magt. I USA har præsidenten en slags “øverste” udøvende magt, idet han også er premierminister. Trump med sin mere end særegne foragt for love og regler, synes at  opfatte sin rolle i stil med en enevoldsfyrste. Flere enkeltstatsdommere har dog – i hvert fald foreløbig – fået bremset præsidentens værste udslag af magtbrynde. Hans åbenlyse foragt for domstole, hans mageløse mangel på moral har sendt chokbølger gennem tusinder af offentligt ansatte i forbundsstaten USA. Nedlukning af diverse styrelser og departementer er kun blevet bremset med stort besvær og i sidste øjeblik.

De folkevalgte i USA’s Kongres har man ikke hørt meget til. Republikanernes flertal i begge parlamentets kamre synes at lamme en egentlig opposition. Trumps uhørte nedgørelse af moderne demokratis bærende principper imødegås ikke manifest fra politisk hold. Ej heller løsrivelsen af USA’s internationale engagementer, herunder medlemskabet af FN-særorganisationen WHO og FN’s Menneskerettighedsråd.

Europas frygt for, at USA også ville forlade NATO, synes bortvejret. Dér hvor Europa kunne have forventet klarere amerikanske signaler om holdningen til Rusland og Ukraine-krigen: på den årlige sikkerhedskonference i  München serverede den amerikanske vicepræsident J.D. Vance en våd klud i hovedet på USA’s trofaste europæisk alliancepartnere. Hans optagethed af “en fare indefra” i  Europas stater kunne med god ret opfattes som en hån – i bedste  Trump-stil. Mette Frederiksen & co. måtte gøre gode miner til slet spil i erkendelse af Trumps voldsomme ømfindtlighed.

Men det lignede ikke noget, at en højstående USA-ping (Vance) blandede sig i europæisk indenrigspolitik – uden i øvrigt at nævne Rusland eller Ukraine med ét ord. USA har tidligere – i den ikke alt for fjerne fortid – forsøgt at blande sig direkte i enkelte europæiske staters forhold, læs den “manglende” styrke hos udvalgte  højreorienterede partier. Det synes åbenbart, at USA i den grad plejer egeninteresser og dermed uddyber kløften til Europa, tilsyneladende uden skelen til hvordan dette styrker Kremls Vladimir Putin. De “to store”, USA og Rusland, synes også at have udvekslet fredsbetingelser i Ukraine-krigen hen over hovedet på Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og det øvrige Europa. Et koreansk ordsprog siger: “Når hvalerne slås, bliver rejerne ædt”. Tiden vil vise, om Europa og EU magter at bremse stormagtsspillet.

Udsigten for Europa  til at opnå noget synes spinkle, efter at USA allerede inden egentlige forhandlinger mellem Øst og Vest har aflivet håb hos ukrainerne om NATO-medlemskab såvel som tilbagegivelse af russisk erobrede dele af Øst-Ukraine. Unægtelig ikke særlig taktisk set fra Vests side. Med så svage kort på hånden lover det ikke godt for en snarlig fred, USA – med Trumps løgnagtig eller misvisende udsagn blot om Danmark – er ikke alene en dårlig allieret, nej en troløs én af slagsen. Ikke overdrevet at tale om en skilsmisse mellem Europa og USA, drevet frem af en megalomanisk præsident, der  ønsker tiden skruet tilbage til kolonialismens gyldne tider og med USA som en ny kolonimagt, der prøver at tage Canada, Grønland, Panama-kanalen – og minsandten også Gaza til sig. Hvad befolkningerne dér mener: Aldeles ligegyldigt. 

Trump har næppe læst noget af den florentinske 1500-tals jurist og forfatter Niccolo Machiavelli – men det var ham, der i sin senere så berømte bog Fyrsten fastslog, at en magtherre hellere måtte være frygtet end elsket. Eller sagt på en anden måde: Den stærkes magt er den svages ret.

 

25. februar 2025

Udviklingspolitik 2025?

Trump og privatisering

Af Jette Steensen

I 2017 blev udviklingspolitikken i Danmark rammesat i ’Verden 2030 – Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi’, som i høj grad introducerede verdensmålene. Den blev i 2021 erstattet af Fælles om Verden – Danmarks Udviklingspolitiske Strategi, som altså er den gældende. Begge var resultater af en parlamentarisk proces, hvor flere partier end blot de regeringsbærende partier var enige om strategien.
I august 2024 lanceredes Afrikas århundrede, som er omtalt som en strategi. Den er dog bredere end udviklingssamarbejdet og skal nok ikke forstås som en ren udviklingspolitisk strategi.

Ifølge forslag til Finanslov 2025 forventes dermed en ny mere tydelig og fokuseret udviklingspolitisk strategi fra omkring juni 2025 til at erstatte den nuværende:  ‘Fælles om Verden’, der har været gældende siden 2021. Det essentielle er, hvordan denne vil blive formuleret, hvad den vil indeholde og hvordan den vil blive omsat til praksis.

Efter sin genindsættelse som amerikansk præsident har Trump markeret sig ved at angribe både nationale og internationale institutioner, og senest har Trump sat USA´s udviklingsbistand på pause i en foreløbig periode på 90 dage med begrundelsen, at det skal sikres, at den amerikanske støtte bliver forvaltet på en måde, der er i overensstemmelse med Trumps ’America First’-politik, dvs. USA skal have større økonomisk og politisk indflydelse.

Med Trumps ordre er al amerikansk udviklingsbistand, der ikke er omfattet af særlige dispensationsordninger, sat på pause med øjeblikkelig virkning. Som verdens største individuelle donor af udviklingsbistand, især gennem USAID skaber dette Trumpistiske træk global bekymring, usikkerhed og frygt for beslutningens konsekvenser for udviklingen.

Ifølge Politiken påvirkes også danske organisationer, blandt andet Folkekirkens Nødhjælp og det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (IRCT), der med øjeblikkelig virkning er blevet bedt om at stoppe deres amerikansk støttede indsatser. Mange organisationer, der yder akutstøtte til aktivister og rettighedsforkæmpere er afhængige af støtte fra USAID og er derfor også ramt. Selv om der på nuværende tidspunkt ikke er et klart overblik over konsekvenserne, er der ingen tvivl om, at de er særdeles alvorlige.

Med Trump og Musk i førersædet er der ingen tvivl om, at private amerikanske virksomheders interesser kommer i førersædet. Sideløbende med denne politiske proces er der en mere generel tendens til en ”privatisering” af bistanden, således at private fonde og virksomheder får en stigende rolle i udviklingen. Trumps initiativer gør det blot buldrende klart , men det er en tendens, man nok også kan fremtolke for Danmarks vedkommende i den føromtalte Afrikastrategi – dog mindre tydeligt og mere skjult bag idealistiske formuleringer. I Danmark har civilsamfundspuljen således allerede modtaget stærke opfordringer til at afsøge finansieringsmuligheder i den private sektor hos virksomheder og private fonde.

Der er nationalt såvel som internationalt rigtig mange fonde med vidt forskellige formål, og man kan jo mene, at med de gigantisk store overskud som mange virksomheder har fået gennem de senere år, er det også kun rimeligt, at de bidrager til udviklingsarbejdet. Problemet kan være, at det giver et demokratisk underskud og måske skævvrider bistanden i en bestemt retning afhængig af de pågældende fondsbestyrelsers interesser. Udvikling kan fortolkes på mange måder- en diskussion vi måske ofte er tilbøjelige til at overse. Ikke alle ønsker fuld fart på en vestlig inspireret industrialisering. Det kan være vanskeligt at generalisere om konsekvenserne af øget privat finansiering, men der er ingen tvivl om, at der er forandringer på vej, og det er derfor vigtigt at holde øje med de store megafonde, som Gates og Novo Nordisk, der har store økonomiske muskler og dermed kan spille en betydningsfuld politisk og økonomisk rolle i udviklingspolitikken.

Afrikagruppen sætter fokus på denne problematik gennem flere møder. Første gang tirsdag 18.2, hvor Adam Fejerskov fra DIIS sætter fokus på filantropi, private fonde og global udvikling særligt med henblik på Afrika.
Adam Moe Fejerskov er bl.a. forfatter til bogen: The Gates Foundation´s Rise to Power, Private Authority in Global Politics, Routledge Studies in Development and Society (2018) samt ” Philanthrophy, private foundations , and global development” i bogen The Companion to Development Studies, Taylor and Francis, (2024)

5. februar 2025

Krig og kaos i Congo

Vi mindes stadig med ubehag om, at de tidligere kolonimagter i Afrika fastlagde grænserne

Af Henrik Døcker

Ind imellem er det nødvendigt at fjerne blikket fra Trump, Ukraine og Gaza. Derfor her fokus på de verserende blodige begivenheder i Congo “og omegn”. Tilføjelsen er nødvendig, eftersom det aktuelle – men i virkeligheden langstrakte – militante opgør i Congos østlige provins Kivu nok så meget skyldes indtrængende militser fra det lille naboland Rwanda.

Det meget ulige størrelsesforhold mellem de to stater – Congos 2,3 mio. kvadratkilometer og lidt over 100 mio. indbyggere mod Rwandas 26.000 kvadratkilometer og 14 mio. indbyggere – synes ikke at være så afgørende.

Hertil kommer, at Congo er opsplittet i omkring 20 større folkegrupper (og utallige mindre), mens Rwanda blot har tre.
De lokale magtforhold – dvs. centralregeringens faktiske magtudøvelse, synes ikke at have afgørende vægt, hvortil kommer, at den stedlige befolkning typisk identificerer sig med stammefrænder og ikke den fjerne statsmagt. Stammefrænderne befinder sig i mange tilfælde også hinsides den statsgrænse, som kolonimagterne fastsatte på geografiske kort ved en konference i Berlin, tilbage i 1884-85.

Tænker vi tilbage på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutu-stammefolk dræbte omkring 800.000 tutsier, ja så er det ikke gjort med det. Vi skal medtænke, at knap en mio. hutuer – efter at en eksilhær af tutsier fra Uganda havde overtaget magten i Rwanda –  flygtede til stammefrænder i nabolandet Congo (tidl. kaldet Zaire). Her har de mildest talt været et uhyggeligt voldselement lige siden.

Congos historie i de seneste godt 125 år synes at være en lang lidelse. Lige fra den belgiske konge erhvervede det som sin personlige ejendom – mod dog i 1908 at gå over til den unge belgiske stat – har der været megen indre uro.

Brutaliteten i den første tid, hvor afrikanske tvangsarbejdere fik afhugget lemmer, hvis de ikke var hurtige nok på gummiplantagerne, vekslede til anden form for undertrykkelse.

Frigørelsen fra Belgien i 1960 var også blodig, isprængt borgerkrig, hvor den kobberrige provins Katanga (i dag kaldet Shaba) ville løsrive sig, men blev hindret deri ved FN’s indgriben.

Det selvstændige Congos første premierminister Patrice Lumumba blev myrdet (vistnok under medvirken af USA’s hemmelige tjeneste CIA).

Da FNs daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld fløj mod den nye stat for at mægle, omkom han, da hans fly blev skudt ned.
Dette blot som historisk bagtæppe for de seneste 30 års blodige efterslet.

Da general Paul Kagame umiddelbart efter Rwanda-folkedrabet i spidsen for en eksilhær rykkede ind i Rwanda – mens titusinder af hans hutu-medborgere som nævnt var flygtet til Congo – opkastede han sig til den lille stats enehersker og havde held til at skabe en god økonomi.

Beretningerne om Rwandas samfundsforhold, herunder de politiske magtstrukturer, har været få. Men det står fast, at han ved det seneste valg i juli 2024 opnåede godt 99 pct. af stemmene – som også ved valget i 2017. Det tydeliggør, at der ikke er tale om et demokrati, men der foreligger ikke for den store omverden nærmere information om, hvordan denne ensretning er blevet gennemført

Helt tilbage til 2009 går beretninger om tutsi-stammefolks brutalitet, plyndringer, voldtægter og drab i det østcongolesiske område, nærmere betegnet Nord-Kivu der kaldes “De store Søer” med hovedbyen Goma (omkr. to mio. indbyggere). Tutsierne lever både i Rwanda og Congo, skal det bemærkes.

Hovedaktøren, den militante bevægelse M23, har netop undertvunget sig Goma. M23 er en tutsi-sammensat gruppe, opkaldt efter en fredsslutning mellem Congo og Rwanda den 23. marts 2009. Selv efter en massiv indsats fra FN’s fredsstyrke MONUSCO er der langt fra fred. I øvrigt vedtog FN i 2023 at styrken skulle trækkes tilbage – uden at det dog er sket.

Problemerne kan sættes i perspektiv ved at fokusere på, at Goma ligger blot 100 km. fra Rwandas hovedstad Kigali, men 1500 km fra Congos hovedstad Kinshasa.
Rwanda, som i årevis efter sin selvstændighed i 1962, har støttet tutsierne i Congo, har i kraft af den økonomiske og politiske stabilitet, Kagame har tilvejebragt, opnået en sådan international respektabilitet, at landet nærmest er blevet ombejlet som kommende afrikansk center for asylsøgere til Europa. Efter en melodi, som nu i flere EU-lande, deriblandt Danmark, midlertidigt at “eksportere” de ubekvemme asylsøgere. Et “projekt”, der som bekendt foreløbig er strandet på juridiske klippeskær. Ligesom Italiens tilsvarende ideer om at eksternalisere sine problemer med asylsøgere til Albanien.

EU-Kommissionen ventes at komme med et udspil herom i foråret.

Der al mulig grund til at have forbehold over for Kagame, selv om fx Danmark yder Rwanda pæn bistand: 150 mio. kr. over de næste tre år. Han bekender sig til hede drømme om et “Stor-Rwanda” i en refleksion over urimeligheden i kolonimagternes korttegning (jf. ovenfor) Hvad driver ham så?

Bortset befolkningstætheden på 578 indb. pr. kvadratkilometer i Rwanda har Congo rige mineralforekomster, bl.a. af cobolt, tin, guld og wolfram. Trods præsident Kagames benægtelser og fredsforsikringer på diverse forsoningsmøder, så er 4000 M23-soldater fra Rwanda rykket ind i Congo. FN’s store fredsbevarende styrke MONUSCO på oprindelig omkr.20.000 mand synes efterhånden mere eller mindre magtesløs.
Disse tilstande har taget livet af millioner af mennesker og tvunget 5,7 mio. på flugt til andre dele af landet plus en million til nabolandene. De indledende høfligheder mellem Kagame og Congos præsident Félix Tshisekedi er afløst af isnende kulde. FNs Sikkerhedsråd har appelleret til parterne om at indstille kampene, USA’s nye udenrigsminister og den danske FN-ambassadør har været på banen – men uden resultat.

Der er for resten også over 100 forskellige militser ud over M23, som røver, plyndrer, myrder og voldtager i denne østlige del af Congo. En del af dem består af hutu-stammefolk, som flygtede fra Rwanda, efter at Kagames tutsi-eksilhær tog magten oven på hutuernes folkedrab på tutsierne.

P.s. Der er i øvrigt to Congo’er: Det her omtalte, officielt kaldet Den Demokratiske Republik Congo (med hovedstaden Kinshasa) og Republikken Congo (tidl. fransk) med hovedstaden Brazzaville.

5. februar 2025

Make America Great Again…

Paradokser og toldmure

Af Per Bo

Da Donald Trump Jun. i begyndelsen af januar besøgte Grønlands hovedstad, Nuuk, delte han røde kasketter ud med Trump-kampagnens slogan på: ”Make America Great Again”. Umiddelbart syntes det at være en støtte til Trump Seniors isolationistiske politik, hvor hensynet til USA’s interesser i snæver forstand er i fokus.

Men i mange europæeres erindring findes der en helt anden og positiv tolkning om et stort og generøst USA med en vision, der gavnede så vel USA som Europa.

Det er erindringen om ikke mindst Marshall-hjælpen, som bidrog til genopbygningen af Europa efter Verdenskrigen. USA stillede valuta til rådighed USD, så europæerne kunne købe amerikanske produkter (varer og tjenester). Men USA forudsatte, at europæerne samarbejdede og ikke igen opbyggede toldmure, som de havde gjort i 30’erne. Derfor blev OEEC – organisationen for europæisk økonomisk samarbejde – dannet. Det blev en katalysator for udviklingen af det europæiske samarbejde: Det hjalp Europa, og det hjalp USA, der kunne afsætte deres produkter. Det var virkelig en win – win situation.

USA tog også initiativet til en række andre internationale aftaler.

Derfor virker det som et kæmpe paradoks, at USA’s nuværende præsident forsøger at fortælle verden, at man bliver rigere ved at opbygge toldmure og nedbryde internationale aftaler.

Jeg håber, at USA atter kan blive god inspiration.

23. januar 2025