Globale Seniorer

EURAG Konferencen i København

Globale Seniorer og Danske Seniorer fik 22. april besøg af 39 internationale Gæster fra 17 forskellige lande, der kom for at deltage i et EURAG event, som vi var værter for.

Fra konferencen den 24. april i Fællessalen på Christiansborg. Eget foto.

Hovedbegivenheden i det samlede besøg var en konference den 24. april: Future of the Elderly – in a changing Europe. Men GS’ bestyrelseog Seniorpolitisk temagruppe tog allerede imod gæsterne ved en uformel reception på Onkel Dannys plads den 22.

Besøget og det samlede program var arrangeret af Ældrepolitisk temagruppe i samarbejde med bestyrelsen, som et led i vores aktiviteter i EURAG, European Federation of Older Persons. EURAG afholder en konference, hvert halve år og besøger i den forbindelse institutioner og organisationer, som arbejder for at fremme livskvaliteten for ældre. Desuden afholdes interne EURAG møder – i København var der møde i ”General Council”, der svarer til vores generalforsamling.

Vores internationale gæster blev modtaget på Københavns Rådhus af Klaus Mygind, næstformand for Borgerrepræsentationen. Han viste rundt i det smukke hus og gav en lynguide til, hvordan det fungerer politisk. Kirsten Nissen, formand for Københavns Ældreråd gav gæsterne en rigtig god introduktion til den unikke lovfæstede medbestemmelse som ældre har i Danmark.

”Elefanthuset for kræftramte mænd” i De Gamles By, var et andet vigtig besøg og det viste forbløffende resultater af aktiviteterne i en selvdrevet frivillig klub. Klubben er med i det internationale ”Mens Sheds” koncept. Vores irske gæster, kunne nikke genkendende til konceptet og refererede til, at det i Irland er udbredt til alle kommuner. Pointen i konceptet – som vi fik det beskrevet – er at mænd snakker bedst skulder ved skulder, hvor kvinder snakker ansigt til ansigt.

EURAG medlemmerne blev godt underholdt af Ronkedorernes kor i Elefanthuset for kræftramte mænd.
Fotoet er et lån fra klubbens flotte facebookprofil

Du kan se mere om det samlede besøgsprogram nedenfor, hvor der er linket til:

Dag til dag program
Deltagerliste for de internationale gæster
Program for konferencen “Future of the Elderly”

Konferencen blev holdt den 24. april i Fællessalen på Christiansborg og havde godt 80 deltagere.

Som en udløber af ældresamarbejdet i København noterede vi os, at der var fin deltagelse fra Faglige Seniorer, Ældrerådet og Ældre Sagen.

Hovedtemaet var en dialog om de ældre som aktive deltagere i udviklingen af Europa i en turbulent og omskiftelig tid. I Europa bliver vi flere og flere ældre – men de ældre bliver også mere aktive deltagere i samfundet og i takt med stigende levealder stiger opstår der nye muligheder for at deltage. Konferencen fokuserer derfor på ældre mennesker, ikke som modtagere af rettigheder og velfærd, men som aktive bidragydere til retningen for Europas fremtid. Det fik vi hjælp til at indkredse i tre aldersdiverse bidrag: ph.d. Anette Tybjerg-Jeppesen, Mogens Lykketoft som nestor og til sidst repræsentanten for ungdomsorganisationen SAGA, Naima Yasin.

De tre indlæg var bagtæppet for spændende beskrivelser af praksis og drømme i ældres aktiviteter i EURAGs medlemslande og fra os selv i Globale Seniorer. Efter salens reaktioner var især indlæggene fra Ukraine og Moldova interessante.

Jeg har forsømt at omtale de mere sociale og kulturelle dele af besøget, som også fyldte i programmet. Men det indhold kan du selv orientere dig om via link’ene ovenfor. Det er fair at tilføje, at vi i vores event team både skriftligt og mundtligt modtog stor ros og taknemmelighed for arrangementet efter afslutningen den 26. april. I Seniorpolitisk temagruppe vil vi, når vi har fordøjet besøget, give jer en fremadrettet rapport om resultatet af eventet og vores medlemskab af EURAG.

LFS' kor underholder ved farvelmiddagen.
Eget foto

Povl Anker Andersen 8. maj 2026

Arven fra Orbán truer Europa

Arven fra Orbán truer Europa

Af  Ole Aabenhus

Det var en imponerende sejr, Peter Magyar og hans Tisza parti hentede hjem ved det ungarske valg den 12. april. Og det var overraskende og trods alt glædeligt, at Viktor Orbán – opfinderen af “det illiberale demokrati” – valgte at indrømme sit nederlag, før optællingen var afsluttet. Mange havde frygtet, at Orban kunne finde på at følge eksemplet fra 2020-21, da USA’s præsident Donald Trump nægtede at acceptere nederlaget efter sin første præsidentperiode og lod en flok af sine støtter trænge ind i Kongressen.

Valget i Ungarn får konsekvenser både inden for og uden for landets grænser. Det, der springer i øjnene, er, at der nu bliver lukket op for pengestrømmene, dels til Ungarn selv, dels til Ukraine. Men det rejser også spørgsmålet, hvordan man sikrer demokratiet i EU, så problemer a la Orbán ikke genopstår i Ungarn – eller får alt for godt fat i andre EU lande.

I mere end to år har EU tilbageholdt 150 milliarder kroner i regionale og udviklingsmidler som reaktion på, at Viktor Orban har forgyldt sin egen familie og nære venner og samtidig ændret retssystemet sådan, at korruptionen ikke længere vil kunne standses af uafhængige ungarske dommere. De tilbageholdte midler, den omfattende korruption og Peter Magyars løfte om at genetablere frie domstole og magtens tredeling har været et af de mest populære temaer i Peter Magyars to år lange kampagne.

Set fra Bruxelles og fra Kyiv betyder vagtskiftet i Budapest først og fremmest, at Ungarn ikke længere vil blokere for EU’s næsten 700 milliarder kroner store Ukraine-lån, som skal gøre det muligt for landet at fortsætte krigen mod Rusland. Men mere fantastisk er det heller ikke, for Magyar har understreget, at en ny ungarsk regering ikke selv vil være med til at garantere for lånet, som efter lange, indviklede diskussioner i de europæiske hovedstæder er blevet til en noget ekstraordinær konstruktion: Det optages på de internationale lånemarkeder mod en fælles garanti fra EU-landene. Men det bliver kun garanteret af 24 af de 27 EU-lande. Der er tre, der har erklæret, at de vil sidde over. Det er tre stærkt højreorienterede nabolande: nemlig Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, så der kan stadig være snubletråde, der skal forceres.

I dag er situationen den, at Magyar og hans Tisza-regering ikke vil følge Orbán og blokere for, at de 24 kan optage lånet. Men han er heller ikke indstillet på, at Ungarn selv skal være med til at garantere for direkte støtte Ukraine. Dertil er nationalfølelsen for stærk, og der har været årelange diskussioner frem og tilbage over grænsen om sprogundervisningen i det ungarske mindretals skoler i Ukraine, hvor regeringen kræver, at en stadig større del af undervisningen foregår på ukrainsk, fordi det fælles sprog styrker samhørigheden i landet. Modsat kæmper Ungarn for undervisning i ungarsk, ikke mindst fordi ungarerne historisk er blevet spredt over forskellige lande – Rumænien, Slovakiet, Ukraine – og ønsker at styrke samhørigheden.

Under alle omstændigheder viser historien om de frosne pengestrømme, at EU’s indflydelse er totalt afhængig af den interne politiske situation i de enkelte medlemslande, selv på så afgørende et demokratispørgsmål som retsstat og magtens tredeling. Skal EU styrkes som demokratiets vogter, er der brug for nye former for debat og kontrol. Et første skridt kunne være at følge Peter Magyars forslag: At ingen politiker skal kunne sidde i sit embede i mere end to valgperioder. Var valget denne gang ikke endt med et nederlag til Orbán, var EU’s problemer med Ungarn efter al sandsynlighed fortsat fire år endnu – mindst.

Som toppolitiker er Peter Magyar nærmest et ubeskrevet blad, men han har været medlem af Orbáns parti, Fidesz, i 22 år. Han har været tæt på Orban selv, før han brød ud i 2024 og afslørede den korruption, der fandt sted i partiet – så tæt på ham, at den omfattede hans kone, den daværende justitsminister Judit Varga, der nu er hans eks.
Magyar er altså ikke nogen centrum- eller venstredrejet politiker. Han er nationalkonservativ ligesom sin tidligere partiformand, Viktor Orbán. Han har udtrykt sympati for Donald Trump, på trods af at Trump har sendt både sin udenrigsminister Marco Rubio og sin vicepræsident J.D. Vance til Ungarn for at støtte Orbáns forsøg på genvalg.

I den standende konflikt mellem Øst og Vest har Magyar klart valgt side til fordel for Europa. Tisza-tilhængere har haft “Europe, Europe, Europe” som et af deres kampråb i gaderne, og Magyar lover nu, at Orbáns mange statsbesøg hos Vladimir Putin ikke vil blive genoptaget, på trods af Ungarns næsten totale energiafhængighed af Rusland. Men ligesom Orbán er det hans grundholdning, at EU skal begrænses til det fælles marked:
“EU er en kompliceret, bureaukratisk og kompromissøgende organisation”, erklærede Magyar efter valget. “Jeg er sikker på, der vil være uenigheder. Men vi vil ikke søge kampen blot for kampens skyld, så vi bagefter kan udbasunere, at Bruxelles er ond og skal stoppes”. Eller som den britiske tænketank Chatham House siger det: Ungarn vil fortsætte den forsigtige linje i migrationsspørgsmålet, fokusere på landets egne interesser og se på EU’s økonomiske “vismand” Mario Draghis nye ideer om “pragmatisk føderalisme” med største forsigtighed.

Det ekstraordinære ved Magyar er, at han har ført en fantastisk og energisk kampagne helt ud i landsbyerne under overskriften “Nu eller aldrig” og talt om det, alle kunne forstå:
At der må et opgør til med den store korruption i kredsen omkring Orbán, at der skal flere penge til sundhed og undervisning, og at vejen tilbage til retstaten, vil frigøre milliarder af indefrosne EU-midler. Det er dem, der har givet ham en jordskredsejr med mere end 2/3 af pladserne i det ungarske parlament.

Når sejren er blevet så stor, hænger det sammen med, at tendensen væk fra Orbán allerede var til stede. Fidesz tabte Budapest allerede i 2019 til en centrumvenstre kandidat, Gergely Karácsony, og det er ikke lykkedes Fidesz at vinde byen tilbage, trods en ihærdig indsats. Samtidig tyder meget på, at befolkningen ikke længere tror på Fidesz’ konstante propaganda. Orbán og kredsen omkring ham sidder på omkring 80 pct. af alle ungarske medier, og de er blevet flittigt brugt til fake news-kampagner, der på lange stræk overgår, hvad man har set og hørt fra Donald Trump.

Det siger noget om, at reelt uafhængige public service-medier er en forudsætning for, at retsstaten kan fungere, og at vi i EU bliver nødt til at finde nye måder at støtte frie medier, både nationalt og på tværs af grænser.

At Peter Magyar og hans Tisza parti vandt 2/3 flertal i parlamentet betyder, at de nu kan ændre forfatningen – ganske som Orbán og hans Fidesz parti har gjort. Det bliver ikke nødvendigvis let, for Orbán har brugt sine 16 år ved magten til at opbygge alle slags institutionelle forsvarsværker, der skal sikre Fidesz fortsat indflydelse, uanset hvem de demokratiske valg skulle pege på. Et eksempel er den ungarske forfatningsdomstol, hvor man bliver udpeget for en periode på ikke mindre end 12 år.

Men er det rimeligt, at en forfatning i en retsstat kan ændres bare med et 2/3-flertal i parlamentet – uden folkeafstemning? Det er praksis i mange EU-lande. Men Ungarn under Orbán har vist, hvor skrøbelig den garanti kan være, når flertallet kontrollerer spillets regler. Spørgsmålet er derfor ikke kun ungarsk, men europæisk:
Er 2/3-flertallet i sig selv nok til at beskytte retsstat og demokrati?

Det “illiberale demokrati” tabte i Ungarn. Det var Orbáns ide, at “demokrati” skulle handle om, at folket ved stemmeurnerne valgte en national leder, mens “Illiberal” skulle betyde, at man ikke var nødt til at tage hensyn til frihedsrettighederne og magtens deling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. I stedet for demokratisk debat skulle alt kunne tolkes nationalt som “dem mod os” – og ikke mindst “EU mod os”.

Illiberalismens æra er forbi i Ungarn, må vi tro. Men illiberalismens ide findes fortsat i bedste velgående i andre EU-lande: I Slovakiet og i Tjekkiet, i Polens oppositionsparti PiS.

Kan den brede sig til det øvrige Europa? Muligheden er der, fordi populisme og illiberalisme hænger sammen, og fordi populismen har så stor vægt i store dele af Europa. Mange, især i kredsen omkring den græske populismeforsker Takis Pappas, ser illiberalisme som det, at en stærk leder, der har fået et overvældende flertal ved et valg, tager kontrol med domstolene og andre af de institutioner, der er skabt for at sikre pluralismen, altså mangfoldigheden, i demokratiet. Populismen handler om, at en folkelig bevægelse, med en stærk leder stiller “folket” op som en modsætning til det elitære statsapparat og forsøger at indtage det nationale parlament med et stort flertal, som er forudsætningen for, at illiberalismen kan tage fart inden for folkestyrets rammer.

I dag er der populistiske partier, som er godt på vej mod regeringsmagten i nogle af EU’s største medlemslande: I Frankrig er Marine le Pens National Samling klart landets største parti. Ifølge meningsmålingerne ville det få 34 pct. af stemmerne, hvis der var valg i morgen. I Tyskland ligger AfD omkring 26 pct., på niveau med regeringspartiet CDU. Og i Italien vandt Giorgia Melonis parti, Italiens Brødre, valget i 2022 og er stadig landets markant største parti.

Set i det perspektiv burde det ungarske valg føre til nye overvejelser og mere handling i et Europa, der er trængt fra Øst og Vest, mens både USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin forsøger at påvirke valgresultaterne i Europa. Man kan lykønske Peter Magyar og glæde sig over hans jordskredssejr. Men et lettelsens suk er næppe nok. Det er tid at overveje, hvordan man udvikler og fastholder folkestyre og retsstat i Europa, før den næste udgave af et illiberalt demokrati som Orbáns dukker op igen.

23. april 2026

Skal Danmark have atomvåben?

Atomvåben og dansk sikkerhedspolitik

Af Per Bo

Da jeg var ung, var jeg aktiv i Kampagnen mod Atomvåben.
Så en rygmarvsreaktion ville være NEJ.

Et NEJ ville også være i god overensstemmelse med Danmarks mangeårige officielle politik, der lød: ”Ingen atomvåben på dansk jord – i fredstid”.

Men verden har ændret sig meget siden dengang – særligt i de seneste år.

Grundlaget for dansk sikkerhedspolitik
Den danske holdning til atomvåben byggede på en række forudsætninger, der var mere eller mindre klart udtalt.

Den første forudsætning var Medlemskabet af NATO – siden 1949 – hvor USA havde atomvåben og USA’s atomvåbenarsenal forventedes at udgøre en paraply for medlemslandene. Det var i særlig grad den, man tænkte på, når man henviste til artikel 5 ”Musketereden”.
Netop de amerikanske atomvåben skulle forebygge, at en potentiel fjende skulle føle sig fristet til at angribe et NATO-medlem, da man ikke kunne vinde ved at slå først.

Så vel USA som Sovjetunionen/Rusland har arbejdet på at udvikle usårlige gengældelsesvåben. (Second strike)
Det er vigtigt at militærstrategien ”MAD” fortsat består. MAD står for Mutual Assured Destruction. Umiddelbart virker ”MAD” vanvittig, men det skulle sikre, at ingen føler sig fristet til at slå først f.eks. i form af et så kaldt ”forebyggende” angreb.

I forbindelse med troværdigheden af NATOs atomparaply er det vigtigt at huske på, at det er helt op til den amerikanske præsident, om de amerikanske atomvåben skal benyttes.

(Franskmændene har dog været skeptiske og har deres eget atomvåben).

Normalt ville en tiltrædende amerikansk præsident erklære. at han vil stå bag artikel 5,
hvis et NATO-land bliver angrebet. Det er imidlertid ikke sket automatisk med Donald Trump I eller II

Medlemskabet af NATO var også grundlaget for, at Danmark – i lighed med en række andre lande – kunne tiltræde ikke-spredningsaftalen vedr. atomvåben og samtidig have en beskyttelse. 

Netop derfor er det vigtigt, at det ligeledes er Frankrigs præsident, der bestemmer over deres atomvåben, selv om de skal indgå som beskyttelse af en række andre europæiske lande, uden at de skal have atomvåben i fredstid.

Ustabilitet med en præsident Donald Trump
Med Trump i Det Hvide Hus hersker der usikkerhed med hensyn til, hvilken rolle USA ønsker at spille i internationale sammenhænge.

Den kan ændre sig fra måned til måned fra uge til uge ja selv fra dag til dag, og hvem der opfattes som venner og fjender skifter ligeledes, som Danmark og Grønland har oplevet!

Med Trump i det Hvide Hus har sloganet været ”America First”. USA’s ønsker betyder for NATO-alliancen, at de europæiske medlemmer skal stå for en større del af udgifterne. Man havde et mål på 2 % af BNP det bliver nu øget til 5% (3½ % + 1½ %). Trump mener at europæerne skal stå for udgifterne ved krige, der forgår eller truer i Europa.
Det kunne der være en vis raison i.

Oprustning og sikkerhed
For øjeblikket er der en voldsom oprustning i gang i Europa. Af to grunde. For det første for at forebygge et angreb fra Rusland og for det andet, fordi de europæiske NATO-allierede ikke er sikre på, hvordan USA’s præsident vil reagere i en krisesituation.
Oprustning er dyr og skaber ikke automatisk mere sikkerhed.
Tidligere eksisterede der en række bilaterale aftaler mellem USA og Sovjetunionen/Rusland, der skulle reducere spændingen mellem de to atom-supermagter. De regulerede antallet af kernevåben, hvor de var placeret, og på hvilke fremføringsmidler de var placeret. Der var også beskrevet kontrolmekanismer. Endvidere kunne der være aftalt varsling ved større øvelser.
Disse aftaler er stort set udløbet eller opsagt. Såvel USA som Rusland har opsagt aftaler. Det giver i sig selv anledning til øget spænding.
Men til en vis grad skyldes det også, at nogle aftaler ikke er tidssvarende.
Først og fremmest af tre årsager:

1. Der er kommet nye betydningsfulde atommagter f.eks. Kina, der også bør være omfattet af nye aftaler.

2. Der er kommet nye typer våben, der omfatter ny teknologi. Det behøver ikke
nødvendigvis at være meget dyre våben. Det kan eksempelvis være droner.

3. Der er kommet nye destabiliserende projekter på tegnebrættet f.eks. ”Golden Dome”.

Behov for afspændingsinitiativer
Situationen kan se helt håbløs ud. Alle taler om militære løsninger på konflikter og på oprustning. Meget få taler om behovet om at finde diplomatiske løsninger.
Selv under den kolde krig var der indgået en række aftaler for at nedbringe spændingsniveauet herunder for at forbygge ”fejltolkninger” , der kan udløse ikke ønskede konflikter.
Det historiske mareridt er udbruddet af 1. verdenskrig. Så parallelt med oprustning er det vigtigt at undersøge, hvordan man kan finde mekanismer til afspænding. 

 

24. marts 2026.

Landbrug og gældskrise i Senegal

Ungdomsprotester og politisk uro i Senegal

Af Jette Steensen

Senegal, som ellers har været kendt som et relativt stabilt demokratisk land har gennem den seneste tid været præget af uro og voldelige sammenstød mellem unge demonstranter og politistyrker i hovedstaden Dakar. På mange måder er begivenhederne symptom på udfordringer man står med i mange andre afrikanske lande og dermed værd at ofre lidt opmærksomhed.

Magtkamp og bristede forventninger

De aktuelle optøjer i Senegal følger efter en politisk krise opstået som konsekvens af uenighed og
rivalisering mellem Senegals præsident Diomaye Faye og premierminister Ousmane Sonko, en strid som foreløbig har resulteret i, at Faye har fyret premierministeren. Afrikanske politiske iagttagere vurderer dog, at det senegalesiske demokrati foreløbig er stærkt nok til at kunne løse konflikten med fredelige midler.

Ideologisk splittelse

Det ulykkelige i sagen er, at såvel præsident som premierminister kommer fra partiet PASTEF (Patriots of Senegal) og de har tidligere arbejdet tæt sammen. Partiet bygger på løfter om reformer, en stærk, fornyet panafrikanisme, opgør med korruption og fransk indflydelse, kombineret med pragmatisk demokratisk tradition.

Partiet blev stiftet i 2014 af Ousmane Sonko især med støtte fra yngre akademikere og funktionærer med stærk appel til Senegals ungdom, som udgør 55% af befolkningen. Sonko blev efterfølgende anklaget for forsøg på at korrumpere ungdommen. Partiet blev forbudt og Sonko blev sat i fængsel. Dette resulterede i voldsomme protester og partiet fik lov til at stille op til parlamentsvalget i 2024, hvor det fik flertal. Efterfølgende blev Sonko så premierminister, mens Faye, som er relativt ung (46 år), blev valgt til præsident på en kampagne med mange (for) store løfter til Senegals unge, måske især i byerne.

Ungdommen mellem håb og kaos

Presset af landets dårlige økonomi har han været nødt til at gennemføre betydelige besparelser,
hvilket bl.a. har ramt de universitetsstuderende, som ikke har fået udbetalt deres stipendier, fordi staten simpelthen ikke længere har tilstrækkelige midler i kassen. Dette har udløst stor skuffelse og vrede blandt de studerende, som havde forventet så meget, da de støttede Fayes valgkamp. Mange er nu nervøse over udsigten til at miste det økonomiske grundlag for deres universitetsstudier, som de og deres familier har satset så hårdt på, og de er naturligt nok bange og frustrerede ved udsigten til ikke at kunne afslutte deres studier.

Landbrug som politisk kamplads

Under denne konflikt lurer imidlertid langt mere omfattende strukturelle problemer. Den formelle arbejdsløshed er tårnhøj, reformer i landbruget anbefales som løsning, men urbaniseringen og uddannelseseksplosionen har skabt langt flere veluddannede senegalesere end landet kan beskæftige, og disse unge udgør en højlydt protestmotor, fordi de havde helt andre forventninger. Fayes relative
pragmatisme har imidlertid bragt ham på kant med Sonko, som anklager ham for at gå på kompromis med partiets oprindelige intentioner.
Hovedstaden Dakar har tidligere fungeret som et brohoved for fransk kolonialisme.

Peanuts til salg på marked i Senegal.
Foto: GS

Under kolonitiden udgjorde peanuts og peanutolie mere end 80% af Senegals eksport, efter uafhængigheden er der gjort meget for at udvide eksporten med f.eks. fiskekonserves, fosfat, olie og gas. Dette har resulteret i en vis økonomisk vækst, som først og fremmest har kunnet mærkes i hovedstaden, men statens gæld har også været støt stigende og udviklingen har betydet, at forskellene mellem land og by er blevet større.

Diversitet eller monokultur
Selv om peanuts således har mistet sin relative betydning, så præges landområderne stadig af peanutdyrkning i stor skala, og samtidig trues produktionen af et mere voldsomt og uberegneligt vejr som følge af  klimaforandringerne. Regeringen har derfor iværksat en plan for reformer i landbruget med henblik på større variation i produktionen og højere grad af selvforsyning væk fra monokulturel peanutdyrkning over mod flere forskellige produkter såsom tomater, ris, bønner, hirse mv.

Elsie i sin have – Sydafrika. Foto GS

Det er især kvinder og småbønder i Senegal som med entusiasme har taget denne mulighed til sig, og der er opbygget en betydelig national agroøkologisk bevægelse, som har haft en vis støtte fra regeringen, men udviklingen er ikke uden problemer, bl.a. fordi en regering i økonomiske vanskeligheder er udsat for pres fra udefrakommende kommercielle landbrugsinteresser.

Verdensbanken argumenterer med behov for reformer, fordi de forudser at over de næste 10 – 15 år vil
omkring 1,2 milliarder unge i Afrika være på udkig efter jobs, mens der ifølge bankens beregninger kun vil
være 400 millioner jobs til rådighed, hvilket er årsag til stigende usikkerhed og protest blandt unge. Derfor forventer verdensbanken, at såkaldt ”agribusiness” vil være en af de vigtigste beskæftigelsesområder i fremtiden, og det fremhæves, at det er nødvendigt, at unge mennesker kan finde arbejde i en moderne landbrugssektor. Spørgsmålet bliver, hvordan man får de unge til at skifte fra universitet til landbrug – og hvad vil det i øvrigt sige at være ”moderne”?
FAO har tidligere støttet Senegal i at etablere en agroøkologisk transformation af landbruget. Alligevel har Senegals regering i samarbejde med Verdensbanken og African Development Bank netop lanceret et storstilet projekt AgriConnect Compact Senegal, støttet af en lang række internationale organisationer samt Bill og Melinda Gates med henblik på at reformere landbrugssektoren efter en mere traditionel industriel model.

”The Compacts” har projekter i mange afrikanske lande og fokuserer typisk på en snæver gruppe internationalt handlede stabelvarer som majs, sojabønner, ris og hvede og oliefrø, som skal dyrkes i store mono kulturelle dyrkningsområder. Denne tilgang er imidlertid ”top down” og til dels
udefrakommende og gavner først og fremmest de store multinationale frøfirmaer samt producenter af
gødning og kemiske ukrudtsmidler, men giver store udfordringer for små bønder, som fortsat ønsker at
have stor diversitet i afgrøderne til gavn for jordens frugtbarhed og robuste agroøkologiske systemer. ” The Compacts” kommer imidlertid med betydelige midler til finansiering og det er dermed vanskeligt at afvise deres løsninger, selvom FAO i 2015 udpegede Senegal til at være agroøkologisk foregangsland, og selvom Præsident Faye har ført kampagne på at afvise udenlandsk indblanding og har argumenteret stærkt for lokal udvikling med udgangspunkt i senegalesisk kultur, herunder med fokus på traditionelle afgrøder, frø og fødevarer.

Grøntsager til salg i Senegal
Foto: GS

Industri eller bondesamfund

I Senegal Compact fremhæves det, at hensigten er at forbedre fødevaresikkerheden ved at øge
selvforsyning med korn og ris. Korn og ris appellerer til industriel stordrift, mens havebrug/gartneri og
kvæg i højere grad kan forenes med småbrug i kooperativt samarbejde., men hvor Verdensbanken er
involveret, plejer kapitalinteresser i industrielt landbrug at få overtaget. Den strategi, som fremhæves i
Senegal Compacts, følger som direkte konsekvens af Verdensbankens strategi gennem årtier, en udvikling, som Samir Amin allerede for 50 år siden pegede på ville have ødelæggende konsekvenser for bondesamfundet.

Gældskrise og Grøn Revolution

Amin fremhævede, at småbønders autonomi er kapitalismens sidste frontlinie, som derfor har skullet erobres ved at knuse deres subsistensøkonomi. Selv om udviklingen er gået langsomt, så sker denne ødelæggelse bl.a. ved at banken har prioriteret kreditmuligheder designet til at fjerne den landlige verden gennem stordrift i form af den berømte og berygtede såkaldt ” Grønne revolution”, en udvikling, som vækker betydelig modstand lokalt.

African Food Sovereignty Alliance (AFSA), som kæmper for agroøkologi og småbønders rettigheder i Afrika, anerkender, at den afrikanske udviklingsbank skaffer betydelige ressourcer til landbruget, men kritiserer at størstedelen stadig bliver givet til landbrugsmetoder som prioriterer monokulturer, kunstgødning og kemisk ukrudtsbekæmpelse. AFSA understreger, at der fortsat er meget begrænset støtte til agroøkologiske metoder, herunder brug af lokale frø, som mange småbønder er afhængige af.

Bæredygtighed og klimaperspektiv

Samtidig fremhæver de igen og igen, at agroøkologi vil give bedre klimatilpasning og sikkerhed for fødevarer lokalt. I Senegals tilfælde kritiserer de bl.a., at satsning på stor skala monoafgrøde i form af ris- produktion vil kræve store mængder vand og dermed øget behov for kunstvanding i et af verdens tørreste lande, hvilket vil føre til dramatisk pres på vandforsyningen. Små bønder, der prioriterer diversitet i grøntsagsdyrkningen, har også brug for kunstvanding, hvilket vil gøre det muligt at høste flere gange om året, men de klarer sig med drypvandingssystemer, som er vandbesparende, fordi vandet leveres direkte til rødderne.

Kvinder i Afrikansk landbrug har det primære ansvar for, bæredygtighed

I Vestafrika blev organisationen ”Nous Sommes la Solution”(NNS) dannet i 2011 af en række kvindeorganisationer i Ghana, Burkina Faso, Guinea, Mali og Senegal og organisationen har i dag mere end 175000 medlemmer, som er fortalere for de mange små familiebrug, som de gerne vil bevare. De kæmper for adgang til jord og for retten til at dyrke jorden ud fra agroøkologiske metoder og med respekt for lokal
kultur og lokale traditioner. Ser man på dyrkningsmetoderne i klimaperspektiv er der derfor ingen tvivl om at udvikling i retning af småbrug med stor diversitet og vandbesparende dyrkning er langt mere bæredygtigt end stor skala industriel produktion. Samtidig er det mere arbejdsintensivt og kan være mere socialt inkluderende. Når det gælder klimatilpasning og bæredygtig levevis, så er disse kvinder på mange måder langt mere ”moderne” end Melinda og Bill Gates og deres Compact program. De har regeringens
støtte på det ideologiske plan, men i den politiske virkeligheds verden er der lagt op til både fortolkningsmuligheder og politiske kompromisser.

Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning Senegal selv kan få lov at bestemme? Koddenbrock (2024) karakteriserer regeringens indsats som ”earnest struggles”, de har de gode intentioner, men som påpeget af Amin (2009) så holdes Afrika fast i et neokolonialt mønster, der bl.a. omfatter det globale Nords kontrol over det finansielle system, kommunikationsmidler og handelsaftaler, et mønster som til stadighed knuser den lokale selvbestemmelse og bærer kimen til interne stridspunkter og uenigheder, når politiske intentioner ikke kan realiseres.
Klimaforandringer, gældskrise og ungdommens skuffede forventninger er en tikkende bombe og udgør en sammenhængende udviklingspolitisk udfordring i Senegal såvel som i mange andre afrikanske lande.

Referencer
Amin S., Haar, K., Graversgaard, J. (1977). Frihandel og forbrydelse. Århus Klim.
Amin, S. (2009). Lande i syden – foren jer- Om Afrika, Kina og de imperialistiske centre. Det ny Clarté /
Foreningen Det Ny Clarté. Årg. 3, nr. 11, 48-57
Botazzi, P. et al (2024). Civil society in Senegal spearheads policy for agroecology. Policies for Agroecology,
Issue 1.
Dembele, D.M(2025). Senegal: The Descent Into the Abyss with the IMF and World Bank Structural
Adjustment Programs Available to Purchase. In Herrera, R. Trajectories of declining and destructive
Capitalism. Research in Political Economy, vol 40. Emerald Publishing.
Koddenbrock, K. (2024). Earnest struggles: structural transformation, government finance and the
recurrence of debt crisis in Senegal. Review of international Political economy, vol. 31, no. 6, 1788–1813

16. marts 2026

Moringa og Mangrove

Rejsebrev fra Senegal

Af Jette Steensen

Jette Steensen fra Afrikagruppen har været i Senegal med organisationen Interkulturel Kontakt (IK). IK har mange års erfaring med projekter i Vestafrika først og fremmest kvindeprojekter i Burkina Faso og Senegal.

Fra lufthavnen i Dakar gik rejsen gik mod sydøst rundt omkring flodeltaet Sine Saloum. På turen skulle vi først til byen Sokone, hvor vi skulle bo en uge og møde en kvindegruppe, der har fået støttet til et agroøkologisk projekt, hvor Moringatræer og hibiskusbuske dyrkes sammen med grøntsager. Projektet var inspireret af et lignende projekt i Burkina Faso. Moringatræet vokser hurtigt og giver skygge til øvrige grøntsager. Samtidig er blade, blomster og frø uhyre næringsrige, fyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter. Hibikusbuskene er ligeledes meget anvendelige bl.a. til marmelade og en velsmagende saft, som hedder ” Bissap”. Den største udfordring har naturligvis været vanding, men heldigvis fandt man vand og fik boret en brønd. Kvinderne skiftes til at vande afgrøderne formiddag og eftermiddag og kan efterhånden tjene lidt ved at sælge afgrøder på markedet. Selv om de landsbyer vi besøgte på mange måder syntes at hvile i sig selv uden meget synlig fattigdom, så er mændenes fravær tydelig mange steder. Migration til Dakar såvel som til udlandet sætter sit præg, mens kvinderne bliver tilbage og må sørge for sig selv og børnene. Heldigvis er der også et godt sammenhold, hvor kvinderne hjælper hinanden med det lidt de har.

Som så mange andre steder i Afrika er spørgsmålet om ret til jord kompliceret. Formelt ejes det meste jord af staten, men reelt er jorden fordelt gennem en  århundredgammel familietradition, så det kan være vanskeligt at få adgang til jord. Da projektet foreløbig har vist sig at være en succes, som får produceret grøntsager til markedet, håber projektdeltagerne, at byens borgmester vil hjælpe med at finde et større jordstykke så grøntsagsproduktionen kan udvides.

I Senegal hvor der dyrkes grøntsager på et lille jordstykke
Foto: GS

Som en del andre steder i Senegal har byen Sokone en stor jordnøddeproduktion og overalt bydes man velkommen med saltede eller karameliserede jordnødder. Sokone ligger i det inderste af floddeltaet med udsigt til store arealer af mangrove. Mangroven har i mange år været truet, mangrovetræerne blev fældet, men nu plantes der igen mangrove, hvilket har betydet at fiskene får bedre betingelser og der kan igen høstes østers. Østers gror på mangrovens rødder og om eftermiddagen ser man kvinderne gå ud og høste østers når det er ebbe i floden.

I Senegal ses kvinderne at høste østers, når der er ebbe i floden.
Foto: GS

Efter Sokone , som ligger inderst i floddeltaet skulle vi ud til byen Palmerin, som ligger ved Atlanterhavskysten. Det er i overvejende grad en fiskerby og hver dag ser man fiskere i traditionelle farverige piroger sejle ud fra stranden om morgenen og vende hjem med deres fangst ved middagstid. Fiskebestanden har i mange år været stærkt truet dels på grund af overfiskeri fra store trawlere længere ude på havet og dels på grund af fældning af mangrovetræer i floderne som sikrer fiskeynglen, men nu er der igen kommet mere gang i fiskeriet, dels fordi de store trawlere er taget længere mod syd og dels på grund af øget biodiversitet i floderne – og vi fik da også fisk til aftensmad 30 dage i træk og de var friskfanget !

Traditionelle farverige piroger i Senegal ved Atlanterhavskysten, der bruges til fiskeri.
Foto: GS

Pirogerne minder dog også om den farefulde migration til Gran Canaria, som alle lokale havde en holdning til og kendte prisen på.
Inden vi kom til Palmerin overnattede vi to nætter i Sifu- en ø i et stort naturreservat, hvor sjakalerne hylede og vortesvin gik frit omkring. Først og fremmest er der et utal af fugle og et væld af eksotiske træer og planter. Vi fik en særdeles interessant rundvisning i området af en senegalesisk botaniker, som fortalte alt om de forskellige planters og træers ernæringsmæssige og helbredende virkning. Der var blade som ved afkog virkede mod såvel hoved- og mavepine som kur mod gul feber og malaria, så medicinalindustrien behøver ikke at komme her (eller måske henter de inspiration?)
Baobabtræet, som man ser overalt, viste sig at have en stor frugt med en vidunderlig kerne af hvidt kød, som giver en meget velsmagende saft og marmelade.

Baobab frugtkød der bruges til velsmagende saft og marmelade i Senegal.
Foto: GS

Vores tredje hjem i Senegal var i landsbyen N-gallou ved byen Palmerin. Landbyen ligger omgivet af et stort naturreservat med rigt dyre og fugleliv. Hytterne lå lige ned til havet og om natten kunne man høre den buldrende brænding i havet. Mange gange gik vandet helt op til lejrområdet og når man gik langs kysten var der ingen tvivl om at havet havde ædt sig voldsomt ind på kysten. Vores lejr var da også en af de eneste overnatningssteder, der var tilbage, resten lå tilbage i ruiner som minder om en mere turistindbringende fortid. Der var i det hele taget ikke mange turister i området – bortset fra et par enkelte franskmænd.

I nabobyen Facao hilste vi på kvindegruppen ”Hitio”, der har været med til at plante mangrove og med støtte fra IK har etableret en kornbank, som giver kvinderne mulighed for at tjene lidt penge som de efterfølgende kan låne til egne småprojekter. De er meget aktive og initiativrige. En har lånt penge til en bageovn så hun kan bage boller, som hun sælger i landsbyen, en anden laver suppe til fiskerne, en tredje holder høns etc. Små opgaver, men det får familielivet til at køre rundt.

Ud fra det begrænsede landområde vi har besøgt er mit indtryk af Senegal, at livet er ”primitivt” – transport foregår i overvejende grad med trækvogn og hest/mulddyr eller æsel og bådene er traditionelle træskibe. Husene i landsbyen er små – ikke alle er helt færdige, men alligevel virker samfundet på en eller anden måde i balance – ikke decideret fattigt – eller rettere –  vi så ikke stor ulighed. Børnene var velklædte, gik i skole og der var mad nok, alle var venlige og interesserede i os danskere, men de var ikke påtrængende.

FAO har udpeget Senegal som agroøkologisk foregangsland og der var stor opmærksomhed om, og stolthed og velvilje mht. til økologi og traditionelle lokale produkter. Der er også et stigende antal beskyttede naturreservater. Flere steder berettede folk med stolthed om, hvordan lokalbefolkningen havde afvist investorer, der f.eks. ville industrialisere saltproduktionen, bygge store hoteller etc., så der var en stor senegalesisk stolthed og selvbevidsthed – måske ikke mindst også fordi Senegal blev afrikanske fodboldsmestre, mens vi var i landet!

Transport foregår overvejende med trækvogn og hest og mulddyr i Senegal
Foto: GS

10. marts 2026.

8. marts i afrikansk kontekst

Den Internationale kvindedag på det afrikanske kontinent

Af Jette Steensen

Introduktion

Den 8. marts fejres verden over som den Internationale Kvindedag, hvor man sætter fokus på kvinders rettigheder, ligestilling og de udfordringer, som kvinder står overfor. Det er imidlertid ikke blot en fejring, men også en påmindelse om, at kvindekampen har en lang historie og den er langt fra afsluttet! Dagen har stadig stor betydning i mange lande. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på de enorme udfordringer kvinder ofte står overfor andre steder i verden. Hvordan mon det ser ud i afrikansk kontekst?

Kvindernes klimakamp

Overalt i det sydlige Afrika oplever man en kompleks blanding af permanente overlappende og gensidigt forstærkende begivenheder, som i stadig stigende grad er konsekvenser af klimakrisen. Økonomisk krise ledsages af prisstigninger, landenes gældsbyrder mindsker muligheden for katastrofehjælp og regeringerne bliver lettere overtalt til at bøje sig for udenlandske kapitalinteresser. Klimaforandringerne opleves tydeligt i tørkeperioder, som ødelægger høsten og i stigende grad gør fødevareproduktionen usikker. Vekslende med tørkeperioder kommer voldsomme uvejr med regn og storme, som ødelægger bygninger og infrastruktur. Senest har man i februar måned oplevet voldsomme cykloner, som har hærget i Malawi og Mozambique samt ikke mindst i Madagaskar, som i februar 2026 har været udsat for gentagne cykloner, som har totalt raseret adskillige områder og har ødelagt huse, skoler og hospitaler. Samtidig er floderne løbet over deres bredder og har afskåret mange mennesker fra mad og rent vand mm. Mere end 1 million mennesker har været berørt af katastrofen og 230 er døde. Ganske vist er cykloner ikke noget nyt i området, men WTO ( World Meterological Organization) udtaler, at klimaforandringerne har gjort dem voldsommere.

I alle landene oplever man øget efterspørgsel efter jord, hvilket ofte resulterer i ”landgrabbing”, dvs. nationale eller regionale myndigheder overtales af udenlandske investorer til at give tilladelse til minedrift eller industrielt monokulturelt landbrug. Ingen af delene er positivt for miljø og klima, men resulterer i stedet i forurening af floderne og tab af biodiversitet. Samtidig er denne praksis med til at begrænse kvindernes adgang til dyrkbar jord. Det er kvinderne på landet, som producerer mad til familien. Ifølge FAO er det stadig mellem 60 og 80 % af fødevarerne i Afrika, der produceres af kvinder på landet. De er dermed også de første, som mærker klimakrisens konsekvenser. Det er dem, der er rygrad i lokalsamfundene, de dyrker jorden, producerer maden og tager sig af familien, men de er stadig marginaliseret i officielle politiske beslutninger om jord, naturressourcer og udvikling. Deres stemme bliver ikke hørt, hvor de afgørende beslutninger træffes om landbrug, klima og økonomi.

Den internationale Kvindedag blev oprindeligt etableret i begyndelsen af det 20. århundrede og er siden blevet en platform for at fremme kvinders rettigheder globalt. På det afrikanske kontinent har dagen fået en særlig relevans, da mange lande stadig kæmper med udfordringer med fattigdom, patriarkalske strukturer uddannelsesmæssige barrierer, sundhedsmæssige problemer og diskrimination mod kvinder. Derfor er der i Afrika en stigende bevidsthed blandt kvinderne om betydningen af kvindesolidaritet og samarbejde mellem kvinderne ikke bare lokalt, men også på tværs af landene regionalt. Rural Women´s Assembly (RWA) er en af de mange organisationer som taler kvindernes sag. De har en helhedsforståelse af, at klimakrise, ” land grabbing” økonomisk ulighed og vold mod kvinder udgør et sammenhængende hele, som de kæmper imod, fordi det er kræfter, der betragter både mennesker og natur som ressourcer, man bare kan udnytte. I stedet kæmper de for at styrke feministisk solidaritet på græsrodsniveau med henblik på at fremme dyrkning med agroøkologiske metoder. De tager afstand til brug af pesticider og kunstgødning og prioriterer i stedet lokale erfaringer, stor afgrødediversitet, brug af lokale (i modsætning til kommercielle) frø som en vej til at sikre bæredygtig levevis.

Konklusion

8. marts har en særlig betydning i den afrikanske kontekst, hvor kampen for kvinders rettigheder er både aktuel og kompleks. Dagen fungerer som en vigtig platform for at sætte fokus på ulighed og uretfærdighed, men også for at skabe dialog og mobilisere til handling. De afrikanske kvinders kamp fortjener at få større opmærksomhed, både fordi de fortjener støtte, men også fordi de i høj grad kan inspirere til diskussioner blandt kvinder i det globale nord. Selvom der er store udfordringer, er der mange inspirerende eksempler på afrikanske kvinder, der tager lederskab og driver positive forandringer.

8. marts 2026

USA – vores tætteste allierede?

Kommentar inspireret af Henrik Døckers indlæg af 30.01 2026.

Af Per Bo

I rigtig mange år ville der ikke have været et spørgsmålstegn i overskriften. Men siden Donald Trump atter blev valgt til USA’s præsident, er spørgsmålstegnet meget berettiget.  Et flertal af den grønlandske og danske befolkning føler i hvert tilfælde, at den nuværende amerikanske regering udgør en trussel mod rigsfællesskabet (Kongeriget Danmark). Paradokset er, at det er det selv samme land USA, der skal beskytte os (Grønland/Danmark)

Vi står overfor den største udenrigspolitiske trussel siden 2. verdenskrig. Har Grønland/Danmark så modstået truslerne, dvs. direkte trusler og provokationer fra USA med præsident Trump i spidsen?

En af de mest ”beskidte” metoder har været forsøget på at drive en kile ind mellem Grønland og Danmark. Det er ikke lykkedes. Tværtimod har Statsministeren og Landsstyreformanden sendt det samme klare budskab: Grønlands uafhængighed aftales indenfor rigsfællesskabets rammer. Ovenikøbet har landsstyreformanden meddelt, at hvis Grønland skulle vælge mellem USA og Danmark, ville man vælge Danmark.

Meget kan gå galt, men det ser foreløbig ud til, at det ikke er sket. Tværtimod ser det ud til, at man har haft en strategi med en klar rollefordeling. Inden for regeringen har man haft en klar fordeling af arbejdsopgaverne, Man har hver for  sig opdyrket og mobiliseret  sine respektive netværk i  Norden, EU, NATO mv. Der er blevet arrangeret møder, og man har rejst rundt i Europa mv. Statsminister Mette Frederiksen optræder normalt sammen med formanden for det grønlandske landsstyre Jens-Frederik Nielsen. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen optræder normalt sammen med Landsstyremedlem for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen optræder normalt sammen med  Landsstyremedlem for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt

Det er utroligt, som vennerne har stillet op med solidaritets erklæringer af forskellig karakter og med en fornuftig timing. Et par eksempler Flere lande vil gerne stille op til forsvaret af Grønland under militærøvelserne Artic Sentr og Arctic Endurance. Derudover er det vigtigt at nævne, at det grønlandske medlem af folketinget Aaja Chemnitz (IA) havde inviteret en amerikansk kongresdelegation med 11 medlemmer med den republikanske senator fra Alaska Lisa Murkowski i spidsen til Danmark. Det gav mulighed for at rette nogle at de mange løgne Trump har udspredt om Grønland og Danmark.

For at styrke samarbejdet med Rigsfællesskabet og modstanden mod Trump har så vel Frankrig som Canada for nylig åbnet konsulater i Nuuk og flere kan komme til. På baggrund af et møde i januar mellem den amerikanske vicepræsident og udenrigsminister på den ene side og den danske og grønlandske minister for udenrigsanliggender på den anden er der gået en diplomatisk fortrolig forhandling i gang.

Under sikkerhedskonferencen i München 13-15 februar mærkede Danmark og Grønland den meget stærke støtte fra de europæiske lande og det ser også ud til at USA også er ved at bevæge sig, men med en Præsident Trump ved man aldrig. Man kan håbe, at han vil få mere modstand ved midtvejsvalget til kongressen til november. Alle medlemmer af repræsentanternes hus er på valg og 35 senatorer er på valg 13 demokrater og 22 republikanere. Så alt andet lige er det mest sandsynligt, at i det mindste flertallet i senatet skifter.

Udfordringerne for Danmark/Grønland er stadig ikke overstået, men vi ved nu, hvem der er vores rigtige venner, de er vores tætteste allierede. Vi står ikke alene.

19. februar 2026

Mindeord om Henrik Døcker

Den 3. februar døde Henrik Døcker
Æret være hans minde

Henrik Døcker i hans lejlighed på Østerbro Foran bøgerne og souvenir fra rejser til alverdens lande.
Foto: Thomas Frederiksen

Jeg lærte Henrik at kende i 2013, hvor Globale Seniorer blev stiftet. Han var med, fordi hans interesse både professionelt og privat var det internationale. Henrik var journalist og forfatter og skrev om de internationale retsregler og deres institutioner. Han elskede at rejse og stifte bekendtskab med nye kulturer og var også medlem af De Berejstes Klub. Et almindeligt verdenskort ville knap kunne anes gennem den skov af knappenåle, der markerede de steder på kloden, Henrik havde besøgt. Rejseminder fra de steder, han havde besøgt, prægede også hans hjem.

Det var journalisten Henrik Døcker, jeg lærte at kende, og det er ham og hans indsats i Globale Seniorer, jeg vil mindes og huske jer på. Jeg ved, at andre kan bidrage med andre sider, for Henrik var meget alsidig; han var foreningernes mand med interesser, der spændte fra morgendagens FN til barokmusik.

Henrik fandt hurtigt ind i det udvalg, som arbejdede med vores hjemmeside, og bidrog med fast hånd og solide, klassiske journalistiske dyder, og han veg aldrig en tomme. Han forsvarede blandt andet et godt dansk sprog, og engelske ord i teksten var no-go for Henrik. Selv havde han en let pen med et klart og enkelt sprog, og det var som leverandør af indlæg til hjemmesidens debatopslag, at han gav sit unikke bidrag til os læsere. Han nåede at skrive mere end 50 debatindlæg og var netværkets absolut flittigste skribent. Det sidste indlæg hænger endnu på forsiden, hvor det blev udgivet den 30. januar, kun 3 dage før Henrik døde.

Hvis vi karakteriserer hans indlæg ud fra de system-etiketter, som hjemmesiden byder på, så handler de om demokrati, menneskerettigheder, folkeret, konventioner, international ret, domstole og krigsforbrydelser. Men de digitale etiketter yder ikke hans indlæg retfærdighed; de handler om langt mere. For mig burde etiketter som historie og verdenssyn knyttes til hvert eneste af hans indlæg.

I dag bekender alle sig til den såkaldte regelbaserede verdensorden, hvis popularitet er vokset med dens opløsning. Men for Henrik var den et livslangt bekendtskab; han kendte den ud og ind, og for ham var det et dynamisk begreb, som integrerede jura, historie og politik. Alle delene var med, når han skrev; vi slap aldrig for lektioner om systemets oprindelse og historie. Bag det hele lå et utrætteligt engagement og en tålmodig tro på en international retsorden.

Henriks udgivelser om international ret burde være fast stof og skema i skolen.

Henrik var respekteret i vide kredse for sin ekspertise på området. Jeg overværede ved en lejlighed en hyldesttale til ham, hvor en advokat med møderet for Højesteret fortalte: ”… når den slags sager blev behandlet i retten, så hang advokaternes og dommerens øjne altid nede ved pressen for at afsøge, om Ritzaus journalist var til stede, ligesom for at sikre sig, at der i det mindste var én i lokalet, som kunne forstå, udlægge og formidle sagen.”

Den status havde Henrik også i Folke- og menneskeretsgruppen i Globale Seniorer. Henrik var gruppens ekspert; han havde kontakten til relevante foredragsholdere og havde en ambition om, at gruppen skulle nå det samme niveau, som han havde været et helt liv om at nå. I 2018 var Henrik omdrejningspunktet i en meget vellykket studierejse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, og han var en nysgerrig, interesseret medrejsende på Globale Seniorers rejser til Kina, Iran og andre himmelstrøg.

Det praktiske overlod Henrik gerne til andre, og det og hans manglende evner for rundkredsdialog var der nogen, der slog sig på. Jeg gjorde ikke – for mig lignede Henrik en af de to gamle mænd fra Muppet Show, som fra balkonen kommenterede alt. Pointen er, at Henrik havde fortjent sin plads på balkonen; hans kommentarer var kloge og relevante, og han gik i det åbne med sit brok.

De, der slog sig på det, er gået glip af utrolig meget. Jeg vil savne Henrik, både hans mange reflekterede indlæg, hans sikre humanistiske verdenssyn og hans gode og altid interessante selskab. Det tror jeg, mange vil gøre med mig!

Povl Anker Andersen
10. februar 2026

 

Henrik Døcker bisættes fredag den 13. februar kl. 11 fra Kastelskirken.

USA-Europa: Misalliance i forfald

Forholdet mellem USA og Europa befinder sig i en bølgedal.

Af Henrik Døcker

Det ulige magtforhold er illustreret af mange generende klippeskær – er der efterhånden noget forhold?

Meget er sagt og skrevet om forholdet mellem Amerikas Forenede Stater og Europa i den senere tid, men lad os prøve at se det forhold i et langsigtet, 100-årigt perspektiv.  Efter den første verdenskrig var det en amerikansk universitetsrektor, senere præsident Woodrow Wilson, der drog til Europa for sammen med en hærskare af eksperter, han havde fundet, ikke mindst geografer, for at få rede på verdensdelenes sammensætning og for at få lanceret sine nye idéer, blandt andet om national- og selvbestemmelsesret. Han havde også de store, vilde fredsplaner pakket ind i forslaget om oprettelsen af et Folkeforbud, der skulle sikre freden i fremtiden. Denne kommission gjorde et enormt forarbejde fra selve Versailleskonferencen, som skulle ende med den endelige undertegnelse af Fredstaktaten med Tyskland. Ideerne var vidtløftige, og begejstringen var uendelig, i visse kredse i hvert fald, og forventningerne store. USA var meget mod sin vilje blevet inddraget i Første Verdenskrig, der i det væsentlige var et europæisk magtopgør. Hovedårsagen hertil var, hvad der betegnedes som den uinskrænkede ubådskrigsførelse fra tysk side. De tyske ubåde ramte nemlig primært fartøj fra den amerikanske handelsflåde.

Desværre havde Wilson ikke sit politiske bagland i orden, og det førte så senere til, at han ikke blev genvalgt som præsident, og i øvrigt ikke fik sit hjemland USA med i Folkeforbundet. Der var således nok af mørke skyer i horisonten. USA var blevet fejret som medvirkende til sejren over Tyskland i Første Verdenskrig og havde derfor betydelig medvind i Europa. Disse ideer blev fortsat dyrket igennem 1920’erne, blandt andet udmøntet i Briand-Kellogg-pagten af 1928, der skulle sikre freden i fremtiden. Det er knapt nævneværdigt i forhold til alle de mørke skyer, der var trukket op nu med fascistens og senere nazistens voldsideologi og appetit for andre lande.

Italien gik til angreb på Abyssinien (i dag Etiopien) i et forsøg på at få skabt det kolonierige, som ikke var blevet det forundt i det 19. århundrede. Og så meldte Italien sig i øvrigt ud af Folkeforbundet. 1930’erne igennem var USA domineret af det, der kaldes isolationspolitikken: De ville ikke rigtig være med nogen andre steder uden for den vestlige hemisfære og lænede sig op af Monroe-doktrinen fra 1823. Det skulle ikke blande sig i andre verdensdeles forhold og heller ikke tillade dem at blande sig i Amerikas. Der blev ligefrem medtaget to såkaldte isolationslove, som forbød USA at yde hjælp til krigsførende parter. Da Anden Verdenskrig var en kendsgerning i 1939, blev behovet for en hjælpende hånd fra USA, tæmmelig stærkt hos Europa, ikke mindst Storbritannien, som manglede flykræfter, ammunition og andet krigsmateriel.

USA holdt sig altså endnu en gang på afstand, men efter det japanske angreb på Pearl Harbor i 1942, en amerikansk flådebase i Stillehavet, blev USA også igen modstræbende draget ind i en verdenskrig. Japan havde indgået en pagt med Italien og Tyskland, aksemagterne kaldte man dem, og derved fik USA både en fjende i Asien og Europa.

Det er velkendt, at USA var stærkt medvirkende til de allieredes sejr over Tyskland i 1945, og tiden derefter blev i høj grad præget af de bånd, som nu var bundet mellem det gamle Europa og det nye Amerika. USA og Storbritannien (med Franklin D. Roosevelt & Winston Churchill i spidsen) havde under krigen i 1941 mødtes og undertegnet atlanterhavsdeklarationen for at befæste båndende mellem USA og Europa.

Efter Anden Verdenskrigs afsluting i 1945 blev det tydeligt, at nu var der en ny international fare, nemlig truslen fra verdenkommunismen. Under den kolde krig var der ikke meget diskussion om venskabet, for ikke at sige solidariteten, med USA hos os europæere. Fjenden var hele tiden Sovjet, og vi kunne så være tilfredse med, at det blev ved truslerne og oprustningen, men ikke rent faktisk krig. Derfor var der tilslutning til forslag om at danne en pagt mellem USA og Europa: Atlantpagten, kaldet og forkortet NATO, blev det moderne udtryk for båndene mellem USA, som her efter Anden Verdenskrig var umådelig populære i hele Europa. Alt dette her er nu en fortid, som man må tænke tilbage på med vemod.

Nu har vi altså fået en slags indre splid af umådeligt farlige dimensioner. Et lidt sprængfarligt og ustyrligt forhold mellem USA og Europa. Når jeg har grebet til ordet misalliance, altså forholdet mellem en ofte mand på et højt niveau, intellektuelt og finansielt, som finder en køn kvinde fra arbejderklassen (tænk på My Fair Lady), ja, så er det fordi, at USA i lange perioder har spillet den rolle som den rige, måske kunne vi her kalde det den rige onkel, i forhold til det dårligere stillede Europa. Og i hvert fald var marshallhjælpen, som USA ydede for at få Europa til hægterne efter Anden Verdenskrig, af fabelagtig betydning – og selv tabermagterne, Italien og Tyskland, tog imod den. Herved gentog man ikke den hævnpolitik, som påfulgte Første Verdenskrig og pålagde Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, som det ikke kunne betale.

I virkeligheden er det sådan set først efter Donald Trump er kommet til, at forholdet mellem USA og Europa er blevet så elendigt, som det er. At skulle modtage hånende og nedladende bemærkninger, som fx fra vicepræsident J.D. Vance på sikkerhedskonferencen i München sidste år, hvor han ikke med ét ord nævnte Rusland, men talte om en fare, der kom indefra, altså læs: At det ikke var de politiske partier, USA sympatiserede med, som vandt diverse parlamentsvalg i Europa. Han havde ret i det med hensyn til, at faren kom indefra, hvis han betragtede sit eget land som hans arbejdsgiver, om man så må sige. Trump er i færd med at ødelægge med al sin ondskab og al sin uvilje mod internationalt samarbejde og internationale organisationer. Antallet af sidstnævnte, som USA har meldt sig ud af, er efterhånden ikke til at gøre op. Det blev nævnt, at det var nogle og 30 forleden dag, men der var sikkert talrige, han havde forladt før det tidspunkt.

Når USA’s præsident direkte siger, at han kun har sin egen moral og forstand at støtte sig til, og vil blæse på alverdens folkeret og andre normer i internationale forhold til andre stater, ja, så er vi ildefaren. På grund af USA’s magt, politisk og militært, vover ingen politikere, hvis det er sådan, at man rigtigt har sat sig til modværge mod disse kaskader af negative og ødelæggende meldinger. Der er ikke meget at have håbet i, og der er ikke meget at støtte sig til, når budskaberne hele tiden er de samme.

I de 100 år kan man altså sige, at forholdet mellem Amerika og Europa har bevæget sig i bølger, og for tiden er vi nede i en absolut stor bølgedal. Kun sammenholdet i EU kan give trøst for europæerne. Måtte det stadig blive stærkere – også militært, men vi har også brug for en forstærkelse af de langvarige venskabsbånd, der har været mellem USA og Europa.

30. januar 2026.