Globale Seniorer

Globalt håb? Globalisering fra Syd?

Hvordan forstår vi globalisering, og hvor er vi på vej hen?

Af Jette Steensen                                                                                                                                                  

En forening som Globale Seniorer må nødvendigvis forholde sig til disse spørgsmål. Lytter man i dag til det Globale Syd, er man herfra mere bevidst om, at råvarer stadig går fra syd til nord og at den neoliberale frihandelsmodel, hvor alverdens ting sendes frem og tilbage i forskellige forarbejdningsstadier, og produktionen flyttes efter den billigste arbejdskraft, den billigste skat og de laveste miljøkrav har haft negative konsekvenser. Selv om det er en politik, som har bragt mange mennesker ud af ekstrem fattigdom især i Kina, så har den samtidig øget uligheden i mange lande. Globale institutioner som Verdensbanken og WTO har ofte stillet så skrappe krav til de enkelte landes økonomiske politik, at det har været vanskeligt at gennemføre reformer til gavn for den almindelige befolkning. I stedet har vi set en stigende intern ulighed, og magtfulde mennesker som udnytter situationen til egen vinding og berigelse. Fælles for verden er imidlertid, at globaliseringen har medvirket til at accelerere et allerede alt for højt træk på klimakontoen.
Globaliseringens negative sider er nu delvis gået op for amerikanerne, ureguleret frihandel skaber problemer på hjemmefronten, et forhold Trump har forstået og nu udnytter til sin egen fordel. I stedet for at vi konstant fokuserer på at tage afstand til Trumps halvhjertede opgør med globaliseringen, er det vigtigt, at vi i Danmark/Vesten øver selvrefleksion og finder frem til en ny samtale om det gode liv med inspiration fra og i reel solidaritet med befolkningerne i det Globale Syd. Af mange grunde kan økonomisk vækst ikke fortsætte, alle ved det, men ingen gør noget. Det handler om konflikter, klima, forurening, biodiversitet, ulighed og mistrivsel på én gang. Man siger at magt korrumperer. Det gør penge også. I København har vi fokus på vores stadigt stigende ejendomsværdier, og de har en tendens til at binde os på hånd og mund. Visionerne for et bedre liv udebliver.
På trods af diverse planer er Danmark stadig blandt de mest forurenende lande i verden og samtidig blandt de 20 procent lande i verden med det højeste klimaaftryk. På denne baggrund virker det nærmest absurd, at Danmark nu placerer 5% mål for oprustning som tidens vigtigste EU spørgsmål. Oprustning i den størrelsesorden gavner bestemt ikke klimaet, kun våbenfabrikanterne, og skaber en evt. afledt midlertidig økonomisk vækst i Vesten, som vi absolut ikke har brug for. Det er derfor ikke så underligt, at mange lande i det Globale Syd ikke umiddelbart mener, at Europas oprustningsplaner er den bedste måde at bruge penge på.
I en kronik i Information (13.04.24) ” Mens Vesten ruster op militært, søger afrikanske feminister andre veje” beretter Susanne Possing om, hvorledes man i flere afrikanske lande, hvor man længe har levet med ødelæggelser fra både krig og klimakrise, finder vilje og evne til konfliktløsning i ubuntu, som er afrikansk udgave af tanken om, at vi bærer hinandens skæbne i vores hænder, men udvidet til også at omfatte fremtidige generationer. I kronikken henviser Possing bl.a. til Women´s International Peace Centre i Kampala, som arbejder med at gentænke hvad global politik kan være. I forlængelse af FN´s specialrapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder Olivier de Schutter udpeger de den rådende økonomiske model som roden til klimakrisen. I rapporten forud for FNs Globale Topmøde om fremtiden” konkluderer Schutter, for øvrigt, at ”vækstmanien må opgives ” (Information 11.07.24).
I Politiken (18.5.25) havde den indiske diplomat Kishore Mahbubani tre ’utænkelige’ forslag til Europa: Vi skal true med at forlade Nato, indgå en aftale med Rusland og et strategisk partnerskab med Kina. Mahbubani er ingen bæredygtighedsteoretiker. Alligevel er også han en budbringer, der kan bringe os videre, fordi vores vanetænkning udfordres.
At påvirke en forandringsproces synes helt uoverkommeligt, fordi store aftaler laves langt væk blandt politikere, der jonglerer med milliarder uden at vise reel indsigt i konsekvenserne. Det er usikkert, om politiske ledere i dag vil kunne løse de aktuelle problemer. De har tilsyneladende mistet kontrollen, fordi de lukkes inde i et system, hvor de motiveres af position og karriere, samtidig med at de konstant bombarderes med påvirkning fra lobbyister, der agerer på vegne af store og magtfulde virksomheder, som ikke nødvendigvis har samfundets interesse som førsteprioritet. I den sammenhæng kan det være grund til at mindes Hannah Arendts tese om “Ondskabens banalitet”, som henvender sig til os alle, fordi det basalt set handler om tankeløshed og manglende stillingtagen. Globalisering, vækst og modernitet er ofte blevet et problem frem for en løsning, især i forhold til vores behandling af hinanden og naturen. Mens fokus i debatten drejer sig om Putin og Trump, forværres klima-, miljø- og biodiversitetskrisen, men vi benægter det og lader os forføre til at fokusere på oprustning og fjendebilleder.
Spørgsmålet er, hvad der kan få mennesker til at samles om at skabe forandring. Hvad er et fællesskab? Er det et sted som forfalder til et anonymt, tankeløst og snakkende” man”, eller et sted hvor man tænker og handler sammen? Mener vi for alvor noget med det globale, så er det nødvendigt at løfte blikket og lytte til hinanden samt til de erfaringer og synspunkter der kommer fra det Globale Syd, som måske kan få os til at tænke det hele forfra.
Med udgangspunkt i disse og lignende tanker og ideer fra både nord og syd vil Afrikagruppen i efteråret 2015 i en studiekreds om Globalt håb sætte fokus på disse spørgsmål, som forhåbentlig også kan medvirke til forandring.

                                                                                                                                                                 14. juli 2025 

Det storpolitiske teater – i Haag

NATO-krisen blev bortvejret og spiren til et europæisk forsvarsforbund måske skabt.

Af Henrik Døcker                                                                                                                                                   2. 

De storpolitiske topmøder er efterhånden blevet rutine, men det spektakulære i Haag i juni var ladet med mere spænding end så mange andre, Mange associationer til stedet Haag og  den organisatoriske ramme, NATO, kunne ikke undgå at melde sig. Meget tyder på, at den nederlandske NATO-generalsekretær Mark Rutte med sit vid og charme iscenesatte dette sammentræde af de 32 NATO- landes topfolk som et elegant skuespil  a la commedia dell’arte.

Det gjorde ikke noget, at Haag “emmer af historie”, og tilmed af den slags, der har med staters samarbejde at gøre – selv om en Donald Trump er fløjtende ligeglad med det. Vi andre kan dog få lov at mindes, at folkerettens “fader” juristen Hugo Grotius havde sit første embede i Haag i  1600-tallet. Og at Den Internationale  Domstol har sit sæde her. Men det  var også i denne by, i 1948, at spiren til efterkrigstidens europæiske stats-samarbejde blev lagt ved den konference af parlamentarikere, som datidens unge Europabevægelse havde indkaldt til.

Nu gælder det at få videreført et storstilet og snævert militært europæisk samarbejde, at få koordineret våben- og ammunitionsproduktion, noget ikke mindst Frankrigs præsident Emmanuel Macron har ivret for. I hvilket regi, det kan realiseres, er det for tidligt at spå om. Men det ligger i luften, at USA- efter nu så at sige er blevet “krystet i et stort, varmt europæisk NATO-favntag” vil komme til at spille en betydelig rolle, afsætningen af en masse amerikansk krigsmateril vil givetvis appellere til forretningsmanden i præsidentembedet. I forvejen blev han opstemt over at der – tilsyneladende – var samstemmighed i NATO-kredsen om over en ti-årig perioden at få banket hvert NATO-lands forsvarsudgifter op på 5 pct. af bruttonationalproduktet.

 Men så er det dog kun til 3,5 pct, til rene militærudgifter, 1,5 kan  gå til andre nye omkostninger med samfundsformål med en eller anden  relation til at styrke sikkerheden, Og  var så hele NATO-kredsen med? Tjah, det kneb meget med Spanien, hvis premierminister Pedro Sanchez  døjer med korruptionsanklager mod politikere i hans inderkreds. Det fejrede resultat af det ultrakorte topmøde den 25. juni blev altså såpas rummeligt, at mange dele af  det med tiden kan blive udvandede, Det afgørende var, at USA blev i NATO-folden, og at den  nærtagende amerikanske præsident kunne sole sig i noget, der kunne udlægges som en  “sejr”, dvs. et klart signal til Rusland om europæisk-amerikansk sikkerheds-sammenhold.

I de mange analyser af begivenheden indgår   naturligt en portion forargelse over “hofnarren” Ruttes spytslikkeri for sin “herre”, Trump. Var det virkelig nødvendigt på den måde at ligge på maven for den amerikanske præsident, at skamrose ham til skyerne og nærmest tilskrive ham æren for et godt resultat af mødet? Det får stå hen – der er i det mindste “ro på bagsmækken” hos NATO, som end ikke nævnte hovedfjenden Rusland i det afsluttede communique, Da Trump fremdeles har en idé om at kunne få afsluttet Ukraine-konflikten er det godt at have en bagdør åben.

Den altid travle Trump har i øvrigt stadig nogle andre konflikter, han gerne ser USA medvirke til at få løst. Principielt er han mod krig – og stræber efter at få Nobels fredspris. Derfor ser man USA’s “usynlige hånd” i diverse andre krigeriske konflikter: Som forsøgsvis mægler i uoverensstemmelserne mellem Indien og Pakistan over Kashmir-området og i DRC Congo, der har og længe har haft krigeriske sammenstød i en grænseprovins til nabolandet Rwanda under medvirken af enheden M23, der har rødder  blandt tutsi-folkegruppen, der lever på begge sider af den congolesisk-rwandiske grænse.

Man kan spørge hvilke forudsætninger amerikanske diplomater har for at få løst langvarige, indgroede konflikter i Asien og Afrika. Hans filosofi om at opnå resultater gennem en tyrkertro på sig selv er intet universalmiddel, og der er for resten nok af andre væbnede konflikter med ufattelige lidelser for befolkningerne i verden: med den sudanske borgerkrig som et frygtindgydende eksempel. Men NATO-mødet fik da i det mindste sikret et sammenhold, som tilsyneladende var begyndt at smuldre. Ruslands Vladimir Putin forholdt sig som vanligt tavs. Hans hensigter må Vesten aflæse gennem sine efterretningstjenester.

At NATO-Europa ikke skal føle sig for sikker fremgik af Trumps afsluttende bemærkning om, at man kan fortolke art 5 i den nordatlantiske traktat – den såkaldte musketer-ed om, at et angreb på ét NATO-land skal betragtes som et angreb på alle NATO-medlemmer. Internationale aftaler er og bliver skrøbelige – papiret alt for tålmodigt. I mellemkrigstiden indgik Tyskland fx ikke-angrebspagter med diverse lande – for så at indlemme dem få år efter. Det er i det mindste gået af mode. Ligesom krigserklæringer. Nu opstår såkaldt væbnede konflikter (nyt ord for krig) blot uden højtidelige ord på papir, Respekten for og troen  på NATO er i det mindste blevet bekræftet, Så er det bare om at  opruste på livet løs overalt i Europa.

                                                                                                                                                                  30. juni 2025

Retfærdighedens mølle maler langsomt

Af Henrik Døcker

To afgørelser - fra Strasbourg-domsolen og Højesteret - udgør alvorlige læresteger for den danske stat

Retfærdighed er et eftertragtet gode, men kræver som oftest en uendelig tålmodighed. Er du op mod staten ekstra meget. En indvandrerkvinde fra Kolding måtte vente 14 år før hun i slutningen af maj ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg fik Danmark kendt skyldig i at have forvoldt hendes søns død. Blot 13 minutter i en såkaldt benlås tilbragte sønnen i Kolding arrest – med døden til følge. Han havde været kraftigt udadreagerende, som det hedder, og en mindre flok fængselsbetjente måtte til for at pacificere ham.
Det er nærmest umuligt at sætte sig ind i Melissa Kalkans mange følelser efter denne kolossale prøvelse. Plus at forstå, at det skulle tage denne enorme tid at få afsluttet sagen. Så meget mere som danske myndigheder i 2019 omsider bekvemmede sig til at udfase brugen af “brystvendt benlås”, altså med delinkventen liggende på maven. Strasbourg-systemet indbefatter – som andre domstole – den mulighed, at parterne, som regel en eller flere privatpersoner mod en stat – indgår et forlig idet sagen så ikke formelt afgøres af domstolen, men staten uden videre offentlighed betaler en godtgørelse for den foretagne menneskeretskrænkelse.
Det har den danske stat så ikke ønsket i dette tilfælde, men er i stedet blevet dømt til at betale moderen 25.000 euro i godtgørelse plus sagsomkostninger. I den juridiske sprogbrug bliver der ikke tale om erstatning, eftersom moderen ikke har lidt noget tab ved sønnens død. Sagen var inden den gik til Strasbourg forelagt by- og landsret herhjemme uden at staten fandtes ansvarlig for den unge mands, Ekrem Kalkans, død. En ringe trøst set i en større sammenhæng er det, at Danmark kun i 15 sager siden Menneskeretsdomstolens start i 1959 er blevet fundet skyldig i krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 -deraf kun fem egentlige domme, resten igennem forlig. I en anden sag, som afgjordes af Højesteret, pålagdes dansk politi at begrænse brugen af såkaldt nøgenvisitering.
Menneskerettighedsdomstolen – og for den sags skyld også menneskerettighedskonventionen, der ligefrem er gjort til dansk lov,- er fortsat til diskussion i politiske kredse herhjemme. Nogle kredse vil ligefrem frigøre Danmark for konventionerne, andre vil have dem ændret. De folkeretlige forpligtelser, der ligger i at have ratificeret dem, er ikke noget den danske stat let frigør sig fra. Man kan tage forbehold overfor enkelte bestemmelser inden man tiltræder en international aftale sådan som Danmark fx har taget nogle helt bestemte forbehold i forhold til EU; men bagefter er det ikke kutyme.
Der er ikke noget overraskende i, at stater som årene går, ind imellem føler de bånd, internationale aftaler har pålagt dem , snærende. Det var det stadig eksisterende Europaråd, der stod “fadder” til bl.a. menneskerettighedskonventionen på et tidspunkt, hvor Europa endnu ikke var gået ind i, hvad man kunne kalde “integrationens tidsalder”. Altså dette her med at afgive suverænitet til overnationale internationale fællesskaber. Det erkendtes ikke, at der i virkeligheden lå en lille smule afgivelse af suverænitet ved at tiltræde den her omtalte konvention. At udenlandske dommere kunne komme til at medvirke ved en tilsidesættelse af en dom fra fx den danske Højesteret.
I begyndelsen afsagdes ganske få domme i Strasbourg, emnet menneskerettigheder “fyldte” næsten ingenting, var kun et felt for idealister og specialister. Som tiden er gået er det svulmet op til et gigantemne, som ind imellem oversigtes i svulmende juridiske værker, senest en to-binds udgivelse fra DJØF-forlaget på over 2000 sider, indeholdende udpluk af over 10.000 domme i summariske gengivelser med kommentarer. En dom mod et af Europarådets 46 medlemsstater binder ikke juridisk de andre stater, men den bliver taget ad notam, for ingen stater ønsker i princippet at blive fundet skyldig i en lignende overtrædelse af en af konventionens ca. 30 opregnede menneskerettigheder.
Efter at Jerntæppet gik op omkr. 1990 blev hele det oprindeligt kommunistiske Østeuropas stater undtagen Hviderusland (Belarus) medlemmer af Europarådet. Efter Ruslands invasion af Ukraine udtrådte dette land af Europarådet i 2022.. De kritiske røster mod konventionen og domstolen har koncentreret sig om sidstnævntes såkaldte “dynamiske” afgørelser, dvs. benyttelse af visse konventionsbestemmelser på en udvidet måde, som har ligget ud over det , der tilsigtedes tilbage i 1950. Eksempelvis konventionens art 8, der sikrer beskyttelse af privat- og familieliv, Det har således bl.a. betydet, at privatpersoner i Italien og Spanien har modtaget erstatninger fra deres hjemlande for helbredsskader som følger af miljøforurening. Hvad en del iagttagere har opfattet som en absolut fordel, at konventionen bruges som et “levende instrument”, der afspejler nutidige forhold og situationer, anses så af andre som et middel til at påvirke enkeltlandenes retspolitik.
Det skal ingen hemmelighed være, at en del af de enkeltpersoner, der indgiver klage til Menneskerettighedsdomstolen, er folk, der har været på den forkerte side af loven. Hvis de er indvandrere, er situationen ofte ekstra speget, idet hensynet til disses familieforhold i opholdslandet kan spille ind og og komme til at hindre en udvisning. Sådan “regel-kollision” er ikke ukendt i den juridiske verden – hvordan den slags problemer løses vil nødvendigvis dele vandene. De relativt få tilfælde bør ikke tilsløre den vældige betydning for Europas borgere, domstolen har haft igennem 65 år. For Danmarks vedkommende alene en markant udvidelse af 1849 grundlovens lille kapitel med såkaldte frihedsrettigheder til omkr. 30 fuldvoksne menneskerettigheder i pagt med nutiden.

 

                                                                                                                                                              10. juni 2025

Golden Dome

Af Per Bo

-militarisering og privatisering af rummet

Selv om Musk nu officielt har forladt Trumps inderkreds, har byggematador og præsident Trump stadig store planer, hvor han har brug for Musk. Det drejer sig Trumps gigantprojekt ”Golden Dome”.

 Trump har planer om at bygge en gigantisk ”kuppel” over Nordamerika bestående af bevæbnede satellitter, der vil være i stand til at stoppe indtrængende missiler – selv atombevæbnede missiler. Trump og hans forsvarsminister mener, at det vil være muligt at opnå en succesrate tæt ved 100% ! (Hvad der så end menes med ”tæt ved”)

Projektet skulle koste ca. 1.150 milliarder kr. og kunne være færdigt i år 2028. Der skal bruges så vel satellitter som løfteraketter til at realisere projektet. (Det er her Musk kommer ind).

 Men med Golden Dome vil Trump eliminere terrorbalancen og dermed MAD i form af modpartens ”second strike”. Trump vil postulere, at USA bliver sikrere. Men det betyder ikke, at verden som sådan bliver sikrere: Tværtimod. Skøre personer i USA kunne tage chancer, som de ikke hidtil ville tage, og second strike vil da kunne blive rettet – ikke mod USA – men mod en eller flere af USA’s allierede.

 Det er ikke kun USA’s strategiske modstandere, der er kritiske over for projektet. Det vil i det hele taget øge spændingsniveauet i verden. Derfor er det en sag, der burde være på dagsordenen i FN’s sikkerhedsråd!

 

                                                                                                                                                              2. juni 2025

Verden på hovedet

Af Henrik Døcker

Flossede grænser, fordrejede identiteter, falden moral

Alverdens læger og  lærde byder i disse tider på diagnoser af verdens viderværdigheder: Har vi én to eller tre virkelige stormagter – eller lever vi i en multipolær verden? Kan man have tillid til noget som helst? Er det til syvende og sidst tech-milliardærerne, der styrer det hele? De hidtil grundmurede ideer om respekt for enkeltstaternes suverænitet, om FN-pagtens smukke ord om at konflikter skal løses “ved fredelige midler” og bekendelser til demokrati og menneskeretsbeskyttelse – er alt det sat ud af kraft?

Lad os nøjes med at sige, at denne idealverden er sat i skammekrogen, at den forekommer aldeles kraftesløs for ikke at sige lammet. Til ulidelighed må det gentages, at stater som sådan ikke har nogen moral. Det  har det enkelte menneske, måske i samklang med andre gennem mere eller mindre idealistiske organisationer. Den franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau opererede med begrebet samfundskontrakten, en idealforestilling om det frie ubundne menneskes bånd til den stat han/hun nu lever i. Politiske partier  var ikke med i tankerækken – de kom til senere.

Med de flossede grænser mener jeg såvel den russiske som den amerikanske præsidents negligeren af almindeligt anerkendte statsgrænser. Man fristes til at reflektere over et menneskes første faser: Barnets umiddelbare besiddertrang efter at have fået sit første legetøj, mødet med andre børn og trangen til også at bemægtige sig deres legetøj. Langsomt lærer barnet en slags respekt for ejendomsret – og for voksnes formaninger. Det er et uhyggeligt tilbageskridt, at hverken Rusland eller USA har taget respekten for enkeltstaters suverænitet til sig – som om de intet lærte af  to verdenskrige udløst af større magters begær efter nyt territorium. USA var ikke her synderen, bevares, men at erkendelsen af hvert lands suverænitet i dag ikke er indiskutabel,  er chokerende.

Perioden efter 2. Verdensskrig helt op til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022 bød kun på relativt få internationale krige – med Iran-Irak-krigen, Kuwait-krigen og Israels krige mod sine arabiske nabo-stater som de mest markante. Til gengæld så mange flere borgerkrige eller hvad der er blevet betegnet som internationaliserede borgerkrige: I Korea, Vietnam, på Balkan, i tidligere Belgisk Congo, i Nigeria, Sudan, Myanmar, Rusland (Tjetjenien), på Cypern m.fl. områder. Den folkeret, som FN byggede på og videreudviklede gennem talrige konventioner – om menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, demokrati, sundhedsfremme og international bistand mv.- tilsidesættes, forsøgene på gennem FNs Fredsbevarende Styrker at skabe tryghed, underløbes.

Offentligheden i mange stater – med velfungerende adgang til objektiv nyhedsformidling – forvirres af den løbende strøm  af informationer. Mindre forvirrende bliver det  ikke af at de folkeretskyndige belærer os om, at ordet krig nu er afskaffet – til fordel for væbnet konflikt, ekstern væbnet konflikt mellem stater, intern væbnet konflikt når der er borgerkrig. FN er – realpolitisk på grund af vetoretten hos FN-Sikkerhedsrådets fem permanente medlemsstater – forhindret i at gribe ind i det, mange stadig kalder borgerkrige, her har  så Den Internationale Røde Kors Komité visse muligheder for at hjælpe, ikke mindst civilbefolkningen og krigsfanger. Har man fx sympati for den skammeligt plagede befolkning i Gaza, hjælper det ikke noget at forlange dette område anerkendt som selvstændig stat. Som også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt har ingen palæstinensisk myndighed fuldstændig magt over dette territorium; hertil kommer, at USA forventeligt vil blokere en optagelse af Gaza i FN.

National identitet er også et varmt emne – og såmænd ikke kun i Ukraine. Men her kan man, om man ikke direkte véd det, gætte sig til mange tvivlsspørgsmål om nationalt tilhørsforhold efter Ruslands erobring af Krim og de østlige dele af Ukraine. I lighed med mange grænseegne i Europa har Ukraine efter over 70 år som bestanddel af Sovjetunionen/Rusland været præget af russisk sprog og statsopfattelse. Efter Ukraines selvstændighed i 1991 kunne det kun ryste verden, at den store russiske nabo blot en halv snes år inde i dette århundrede greb til tidligere tiders ekspansionsiver, kendt fra tsarens og sovjetstatens tid. Magten kom atter til at erstatte retten. At USA’s selvpromoverende og magtbegærlige  demokratisk valgte præsident – på andre måder godt nok – griber ud til højre og venstre (efter Grønland, Canada og Panama) er udtryk for det samme stormagtsbegær, som demokratiske stater, særligt i Europa, dog hidtil har kunnet standse.

At Donald Trumps politiske modstandere og den amerikanske offentlighed ikke  har opponeret kraftigere mod hans åbenbare demokrati-undergravende virksomhed kan kun undre her i Europa. At der ikke stilles voldsommere spørgsmål til fordelene ved hans verdensomspændende toldkrig, hans underminering af internationalt samarbejde, hans massefyringer af offentligt ansatte mv. er forbløffende.  Deporteringen af hærskarer af udlændinge fra USA har vakt røre både nationalt og internationalt.  Et nærmest ubegribeligt stort antal mennesker  på denne jord oplever meget kontant at føle sig uvelkomne på det territorium, de befinder sig – i det væsentlige på grund af deres forældre. USA isolerer sig fra hele verden.

Men nu er det altså ikke kun de store, afskyelige stormagter, som behandler såvel egne som fremmede borgere dårligt, hvis ikke elendigt. Danmark må gribe i egen barm og erkende svigt over for enkeltpersoner, som har været så uheldige ikke at være født på dansk territorium af kernedanske forældre, som vedblivende er blevet boende i Danmark. Dagspressen har ikke helt sjældent afdækket eksempler på urimeligt paragrafrytteri og  fejl i forvaltningen, som årtier efter den fejlbehæftede forvaltningsafgørelse  bringer enkeltpersoner i voldsom knibe – så vedkommende med rette føler sig berøvet sin juridiske identitet. Hvis det offentlige fejler, gælder tilsyneladende ikke nogen forældelsesfrister eller krav om at undgå unødig formalisme, som fx. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indskærpet. I forvaltningen (læs: ministerierne) tænker man ikke i det daglige på Danmarks pligt til i henhold til en særlig konvention at undgå statsløshed. Såmænd bare et eksempel på, at demokratiet i vores eget land heller ikke er lydefrit. Ja, at det endog ind i mellem savner noget samfundsmoral. Det er nemlig moral, der i vidt omfang ligger bag vores love, og som holder retsstaten oppe.

17. maj 2025

Store Bæredygtighedsdag

Af Jette Steensen

Trepartsaftalen, demokratiet og de grønne dagsordner

Refleksioner fra Christiansborg 16. maj 2025, hvor 16 grønne organisationer* havde indkaldt til konference med henblik på at kræve revision af trepartsaftalen.

Kender du UNDROP? (United Nations Declaration on the Rights of Peasants) eller på dansk: FN´s erklæring om rettigheder for bønder og andre mennesker, der arbejder i landdistrikter ”. Hvis ikke, så læs med her, for denne FN- erklæring gælder også i Danmark.

UNDROP er blevet til på initiativ af La Via Campesina** https://viacampesina.org –  en verdensomspændende organisation af småbønder, som efter et årti med aktioner og kamp mod industrielt landbrug, startede en kampagne for at skabe et juridisk instrument, som skulle beskytte/forsvare befolkningers ret til jord, frø og såsæd, vand og skov. Efter mange års forarbejde vedtog FNs generalforsamling 18. december 2018 UNDROP, som således blev en del af FNs menneskerettigheder, og i 2024 stemte FNs menneskerettighedsråd for at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal sørge for at UNDROP bliver implementeret, og at rettighederne for bønder og andre som arbejder på landet skal beskyttes. Dette er skelsættende og en sejr på vejen mod et bedre madsystem overalt i verden.

UNDROP er hidtil blevet forbigået og overset i Danmark, ikke mindst fordi Danmark, i lighed med en række andre europæiske lande, afstod fra at stemme for erklæringen, formentlig fordi industrielle landbrugsinteresser her har for stor magt og indflydelse. Erklæringen blev dog alligevel vedtaget med 121 stemmer mod 8, men som med andre FN-erklæringer så gælder flertalsprincippet. Erklæringen er dermed bindende for alle lande, herunder selvfølgelig også Danmark!

Hidtil har kvinde- og bondeorganisationer i Kenya (Kenyan Peasants League) og Sydafrika (Rural Women´s Assembly) været i front med hensyn til at påberåbe sig UNDROP i kampen mod monokulturer og stor-skala landbrug og det dertil knyttede industrikompleks i form af standardiseret frøproduktion, kunstgødning og pesticider. Nu er en række grønne organisationer i Danmark imidlertid også gået sammen om at påberåbe sig UNDROP. Pointen er, at den såkaldte trepartsaftale er blevet vedtaget blandt en sluttet kreds af magtfulde organisationer, mens repræsentanter fra de befolkningsgrupper, som bor på landet og som færdes der til daglig, i alt væsentligt har været udelukket fra processen og dette kan således fortolkes som overtrædelse af FNs erklæring om menneskerettigheder, idet artikel 18.stk 3 fremhæver, ”at bønder og andre mennesker, der arbejder i landdistrikter har ret til at bidrage til udformningen og gennemførelsen af nationale og lokale politikker for tilpasning og afbødning af klimaforandringer, herunder gennem brug af praksis og traditionel viden”

Samtidig er et af de grundlæggende problemer ved trepartsaftalen , at man betragter jordbrug og natur som hinandens modsætninger, og at der derfor opereres med en arealfordeling, som opdeler jorden i enten industrielt landbrug og skovbrug eller helt urørt og uopdyrket land. Dermed overses muligheden for at fremme naturnært, regenerativt og økologisk jord- og skovbrug, baseret på naturlige processer – en dyrkningsform, der kendetegnes ved fortrinsvis mindre jordbrug og jordbrugsfællesskaber og dermed livsformer som i langt højere grad peger mod en bæredygtig fremtid.

Ved konferencen deltog en lang række politikere, forskere og repræsentanter for de grønne organisationer. Fra folketinget deltog politikerne Torsten Gejl (Å) og Zenia Stampe(B), hvor især Torsten Gejl kom med gode realiserbare forslag til, hvordan UNDROP’s dagsorden kunne bringes ind i folketingssalen. Sociologen Birthe Lindal Jeppesen fortalte om sit ph.d.-projekt om multifunktionelt landbrug med mange gode overbevisende pointer omkring entreprenørskab, som kan bidrage til mere liv og flere arbejdspladser f.eks. i forbindelse med mindre, bæredygtige landbrug (med flere funktioner). Steen Nørhede, cand. Agro bidrog med kritik af silotænkning omkring miljø og landbrug og leverede overbevisende resultater for afgrøde diversitetens betydning for mere liv i jorden. Kenneth Løvenskjold Andreasen, jurist og ph.d.stipendiat-SDU demonstrede  elegant den juridiske jungle af direktiver, erklæringer og forordninger, som kan bruges og misbruges i kampen for indflydelse på landbrugspolitikken, mens Paula Gioia, ECVC(European Coordination- Via Campesina) stærkt pointerede at UNDROP er bindende for alle lande. 

I en artikel i Information (16.5.25) skriver Pia Quist***, at i Danmark skjuler fortællingen om kløften mellem land og by som to afskårne virkeligheder, at det store flertal af danskere lever med begge virkeligheder i deres liv – et faktum der ofte overses, hvis man har interesser i de magtfulde udvalgte lobbyorganisationer. Ikke desto mindre er mobilitet mellem land og by en integreret del af mange livshistorier. Dette er imidlertid ofte blevet fortrængt og kan være en af forklaringerne på, at der hidtil har været så lidt fælles indsigt, forståelse og engagement omkring landbrug og bæredygtig madproduktion, og det er meget uheldigt, fordi den grønne omstilling angår alle. Håbet er, at det indledte samarbejde mellem de grønne organisationer vil give dem  gennemslagskraft og få  folk i storbyboblen til at tage skyklapperne af, og at større fokus på UNDROP’s betydning kan være med til at gøre en forskel.

*

  • Den grønne Ungdomsbevægelse
  • Landsforeningen Praktisk Økologi
  • Københavns Fødevarefællesskab
  • Frøsamlerne
  • Forum for Madsuverænitet
  • NOAH
  • Økonet
  • Landsforeningen mod svinefabrikker
  • Regenerativt landbrug
  • Permakultur Danmark
  • Det fælles Bedste
  • Madland
  • Landsforeningen Levende Hav
  • Foreningen for biodynamisk jordbrug
  • Landsforeningen for Økosamfund
  • Frie Bønder – Levende Land/La VIA Campesina Danmark

** Mellemfolkeligt Samvirke har i samarbejde med La Via Campesina og Frie bønder levende land https://Friebonderlevendeland.com udarbejdet en brochure på dansk om FN´s erklæring om rettigheder for bønder og andre mennesker der arbejder i landdistrikter.

***Pia Quist er professor ved Københavns Universitet og leder grundforskningscentret TRANSITION- Centre for changing Urban and Rural Lives ved Københavns Universitet. Pia Quist har hus på Fejø og afvikler årligt 4 dage med fokus på aktuel videnskab med titlen: Videnskab under æbletræerne.

                                                                                                                                                               17. maj 2025

Hvordan kunne det gå så galt?

Af Per Bo

For få år siden var indtrykket hos skiftende regeringer, at sikkerhedssituationen for Danmark var så god, at forsvarsudgifterne kunne holdes på 1 – 1,5 % af BNP selvom vi ad åre havde et mål om at komme op på NATO-tilsagnet på 2 % af BNP. Danmark var jo medlem af NATO og Vesten havde jo ”vundet den kolde krig”.

I dag er sikkerhedssituationen radikalt ændret og som konsekvens heraf skal vi nu til at bruge milliarder af kroner på militært udstyr måske op til 5 % af BNP. Det bliver vi ikke rigere af, og vi får ikke mere velfærd af det. Og hvad er begrundelsen? At der er en meget alvorlig trussel fra Rusland!

Og hvordan kan det så være? Vi vandt jo den kolde krig, der var jo ingen trussel  efter, at Berlinmuren faldt, det sovjetisk kontrollerede Østeuropa blev demokratiseret og selve Sovjetunionen opløstes

Måske ville det være en idé at spole filmen tilbage?

Var vi ”klædt på” til at udnytte de muligheder der åbnede sig? Havde vi de rigtige ”redskaber”?  Formelt havde vi eller fik vi nye demokratier, men levede vores demokratiske systemer op til de udfordringer (positive og negative) vi stod over for?

Man kan altid diskutere, hvornår historien skal begynde. Jeg har valgt det tidspunkt, hvor Gorbatjov overtog magten i Sovjetunionen dvs. 1985.

Meget hurtigt opstod der en forståelse mellem Gorbatjov og USA’s præsident Reagan. De var begge bevidste om faren ved atomoprustningen og risikoen for en atomkrig, og man blev enige om nedrustningsplaner. Der opstod samtidig et tillidsforhold, der også omfattede Reagans efterfølger Georg H Bush (den ældre).

Desværre blev Bush ikke genvalgt og opløsningen af Sovjetunionen betød samtidig  et farvel til Gorbatjov som samarbejdspartner.

Det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991 bragte Boris Jeltsin til magten og førte til opløsning af Sovjetunionen.  En række lande under det hidtidige Sovjetunionen benyttede muligheden til at få reel selvstændighed (her i blandt Ukraine) og hidtidige modsætninger – der hidtil havde været undertrykt – kom frem i lyset.

I Jeltsins Rusland betød omformningen af det ex-kommunistiske samfund fra en centralstyret økonomi til en markedsøkonomi, at hidtil offentligt ejede virksomheder blev privatiserede. Man benyttede i høj grad amerikanske rådgivere, hvilket ofte bidrog til super-kapitalistiske løsninger, hvor nogle få ”oligarker” blev begunstiget og blev ekstremt rige, mens den store brede befolkning oplevede et voldsomt fald i levestandarden. Det gjaldt i særlig grad pensionister. Da man samtidig havde indført demokrati, var det forståeligt, at mange vælgere i Rusland ønskede sig tilbage til det ”gode” gamle stabile system.                      

Vestlige rådgivere ikke mindst fra USA skabte således grundlaget for, at Vladimir Putin fik sit første folkelige mandat, da han lovede at rette op på situationen.(Man kan kontrafaktisk spørge, hvad ville der være sket, hvis der var kommet rådgivere, der havde foreslået en skandinavisk økonomisk velfærdsmodel og ikke en amerikansk inspireret model?)

Samtidig gav flere i ”Vesten ” og i særlig grad i USA igen og igen udtryk for, at ”vi vandt den kolde krig”. Flere lande ikke blot i Østeuropa, men også i det tidligere Sovjetunionen opnåede selvstændighed og flere søgte om optagelse i EU og også i NATO. Og i visse tilfælde ønskede man i Vesten at fremme denne proces.

I Vesten dvs, sige i EU og i NATO var man generelt imødekommende, mens kredse i Rusland følte, at landet blev ”inddæmmet”. Det gav præsident Putin udtryk for ved sikkerhedskonferencen i München i 2007. Han sendte bl.a. en advarsel til Vesten om at ikke at opstille missiler i Polen og Tjekkiet. En opstilling ville blive opfattet negativt af Rusland.

Forud var gået et forløb, hvor Putin hurtigt efter terrorangrebene i USA den 11.september 2001 tilbød at stille basefaciliteter til rådighed for USA ifm. aktionen mod Taliban i Afghanistan. Det ”belønnede”  George W Bush (den yngre) ved  ensidigt at trække USA  ud af ABM-traktaten (Anti Ballistic Missile Treaty) og også af Nuclear Test Ban Treaty. *

Her i oprustningens tidsalder skal vi derfor huske på, at Vesten selv kan have et medansvar for, at atomoprustningen ikke blev bremset.

Ustabiliteten i verden
Her i dag i 2025 er der ingen tvivl om, at lederne i såvel Moskva som Washington DC bidrager til den nuværende spænding og ustabilitet.

Ironien er, at stabiliteten var sikrere under den kolde krig med to forskellige samfundssystemer. Endnu mere ironisk er det, at den største ustabilitet i dag kommer fra ledelsen i USA med en præsident, hvis indfald ikke kan forudses, og som bakkes op af ministre og rådgivere, hvor fagkundskab snarere er undtagelsen end reglen, og hvor basale demokratiske spilleregler ikke efterleves, og hvor løgne har de optimale muligheder for at kunne udfolde sig.     

I kongeriget Danmarks tilfælde er paradokset samtidig at begrundelsen for den voldsomme – og dyre – oprustning er en potentiel trussel fra Rusland, mens den eneste eksplicitte trussel Grønland/Danmark har været udsat for er fra vores vigtigste NATO-allierede USA. Med andre ord: vi bør opruste pga, at vi ikke ved, hvad USA kan finde på.

Oprust, Oprust, Oprust
I Europa i dag synes det som om, det eneste svar på den internationale spænding er : Oprust, Oprust, Oprust! Det bliver meget dyrt.

Vi hører intet andet. Selv under den kolde krig kunne man indgå aftaler om begrænsninger i våbenkapløbet.

Verden bliver ikke i sig selv sikrere med flere våben.
Jeg savner virkeligt, at man samtidig med en nødvendig oprustning også analyserer mulighederne for begrænsning af våbenkapløbet. I en tid hvor alle parter udvikler nye våbentyper, der bliver mere og mere sofistikerede mht automatik og hastighed, er det helt centralt, at man arbejder for aftaler, der reducerer risikoen for krig ved fejltolkninger og der ikke bliver en fordel ved at slå først.

Derfor er det vigtigt at Second Strike muligheden ikke bliver elimineret. Det betyder at man fortsat bør sikre at militærstrategien ”MAD” stadig består.  MAD står for Mutual Assured Destruction. Umiddelbart virker ”MAD” vanvittig, men den skulle sikre, at ingen har en interesse i at slå først, da man er sikret gensidig ødelægelse.               

Derfor går jeg ind for, at parterne har nogle usårlige gengældelsvåben.
Samtidigt er det vigtigt, at man definerer forsvarsudgifter, som udgifter der reducerer spændinger og konflikter. Eksempelvis kunne gensidige nedrustningsaftaler være en vej samtidig med at de reducerer udgifterne for begge parter.

Derfor bør også udgifter til konflikt- og fredsforskning – efter min mening – kunne dækkes under forsvarsbevillingerne.

Uanset hvad skal vi sameksistere på denne klode.

 

                     

06. maj 2025

Forbrydelse, dumhed og kaos

Den trumpske handelskrig udspringer af uvidenhed, mindreværdskomplekser og hævngerrighed

Af Henrik Døcker

Mange af historiens store “navne”  har rødder i mægtige felttog og erobringer – i flæng kan nævnes Ramses, Cæsar, Alexander den Store, Frederik den Store, Napoleon, Hitler – men den mand, som i levende live i nutiden behersker al for megen opmærksomhed, er blevet et verdensnavn på en helt anden måde. Det vil være en forenkling at sige “ved fredelige midler”, selv om han ikke (endnu) har udløst voldelige   konflikter mellem stater. Donald Trumps metoder kan siges ikke at være så primitive som at bruge vold  Og dog er hans raseri mod alt og alle alligevel utrolig primitiv i sin manglende tagen højde for skadevirkningerne – også  på hans eget USA.

En nu ca. 75 år gammel bog, “Forbrydelse og dumhed” rammer med sin titel essensen af hvad den stupide amerikanske præsident har gang i. Måske skulle man dog nævne dumheden først. Alene dette at “smage” på et enkelt ord. “told” og kalde det sit yndlingsord signalerer en så voldsom indskrænkethed, at ethvert tænkende menneske må tage sig til  hovedet.  USAs store overskud på sin handelsbalance udlignes i et vist  omfang af underskud på betalingsbalancen. Således over for EU et handelsoverskud på 157 mrd. dollars mod et undeskud på betalingsbalancen på 109 mrd. dollars Dette her her har sin rod i, at man i samhandelen opererer med to kategorier: Varer og tjenesteydelser.

USA sælger mindre end det køber i udlandet, til  gengæld afsætter det flere tjenesteydelser, fx. it-systemer, kurser, “programmer”, end det køber. I det trumpske “verdenshandelsbillede”  opererer han tilsyneladende kun med varer. Alverdens eksperter, ikke mindst økonomer, har måbet over hvordan præsidenten har kunnet tro, at hans i sin magt og vælde kunne omstrukturere handelsvejene og tilføje USA en så umådelig ekstra eksport ved at pålægge det meste af verden uhyrligt høje toldsatser. At han ikke har taget højde for den mægtige fordyrelse det vil påføre importvarer i USA, samtidig med at der ikke som paddehatte ville rejse sig fabrikker i USA som kan opsluge arbejdsivrige skarer. I “Guds eget land” vil der tilmed ikke kunne produceres til de priser, som fx. Kina, Vietnam og Bangladesh kan producere til.

Det kan da også konstateres, at den megalomane chauvinist Trump – der efter tæt ved 75 års nutidshistorie præget af et vildt varieret og nyttigt internationalt samarbejde –  foreløbig har lidt indtil flere nederlag: 1) Han “får” ikke Grønland med et fingerknips  2) Han har ikke skabt umiddelbar fred i Ukraine 3) Han får ikke amerikansk suverænitet over Panama-kanalen 4) Han får ikke udflyttet Gazas befolkning. 5) Han har måttet sætte nogle af sine mest skadelige toldforhøjelser på 90 dags pause.  Dog undtaget Kina, som han tilsyneladende har kåret til hovedfjenden i toldkrigen.

Den oven for omtalte bog “Forbrydelse og dumhed” skyldtes Berlingske-journalisten Nicolai Blædel og skildrede optaktsårene i 1930’erne til 2. Verdenskrig. Om alt det især Frankrig og Storbritannien ikke havde gjort for evt. at hindre krigen. I tilfældet Trump og hans såkaldte handelskrig forholder sig godt nok lidt anderledes – dumheden og forbrydelsen skyldes alene ham: Det var ikke til at forudset, at hans såkaldte Maga-bevægelse gemte på så storladne negative følelser over for nærmest hele verden – og at han ville handle så primitivt med ødelæggende følger for både USA selv og alle dets samhandelspartnere..

Jeg er ikke i den rivende strøm af kommentarer til hans destruktionsværk stødt på udtryk som “ny-isolationisme”, men det ligger på tungen. Hele forholdet mellem USA og Europa er indviklet. I mange år var USA feteret og vel også  misundt set udefra, men alligevel valgte det selv at isolere sig: Ingen indblanding fra europæiske magter i vore forhold, ingen indblanding i jeres fra vores side, hed det. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident James Monroe i det 19. årh., blev isolationismens navn. Da Adolf Hitler udløste 2. Verdenskrig satte amerikansk lovgivning en bom ned for våben- og ammunitionsbistand til Europa, indtil amerikanerne “opfandt” låne- og lejeloven, der åbnede mulighed for bistand, som ikke direkte var køb eller gave. For resten havde USA også bistået Europa militært under 1. Verdenskrig som modsvar til den uindskrænkede u-bådskrig fra Tysklands side, som også ramte amerikanske skibe på Atlanten. 

Mens man på det økonomiske felt ikke kan mistænke Trump for at have alt for skarphjernede eksperter, så har han i et mindste en veltalende vicepræsident – J.D. Vance. Først gjorde han sig på Den Internationale Sikkerhedskonferance i München bemærket ved at tale helt uden om emnet sikkerhed. Han forfægtede, at Europa var truet “indefra”. Nå ja, efter hans (og Trumps) mening var det et udryk for at  de forkerte partier for tiden  styrer europæiske regeringer. Dertil kunne man tørt indvende, at det er man også UiSA truet af (uden at den nuværende regering vil indse eller erkende det) i form af den indefra kommende kraft, som ligger i Trumps personlige nedbrydning af de bærende konstruktioner i den amerikanske forfatning.

Det må i øvrigt have været ham en skuffelse, at “Grønlandsinitiativet”- først den aflyste USA-overværelse af det store hundeslædevæddeløb og så den ubekvemme ‘melding’ fra Pituffikbasens kvindelige chef, en oberst, om det fortrinlige samarbejde mellem basen og danske myndigheder – måtte betragtes som et nederlag. Her havde Vance for basens mandskab hudflettet Danmark som en uartig skoledreng, der ikke havde passet sit job ordentligt, som med større ord varen “dårlig allieret” alt mens base-chefen roste selvsamme danskere. Som et dårlig samstemt orkester, der straks førte til den “illoyale” obersts fyring (dog kun et par måneder før hun alligevel skulle andetsteds hen i det amerikansk forsvar).

Men masseafskedigelser , lukning  af offentlige styrelser og kontorer, nedbrydning af samfundsbærende lovgivning mv. i USA fortsætter og skaber ubodelig skade. Usikkerhed om fremtiden for tusinder af menneskers liv og arbejde usikkerhed for aktionærer – kort sagt kaos. I al væsentligt skyldes det tilsyneladende én mands galskab, ondskab og hævngerrighed , kommen de fra fra et magtuhyre uden hjerne og hjerte. Som sælger et såkaldt narrativ om at USA ikke er stort nok. For omverdenen er det ubegribeligt, at der ikke har rejst sig en folkestorm herimod såvel i Kongressen som i de folkelige politiske cirkler udenfor. Internationalt, ikke mindst på børserne, virker usikkerheden efterhånden som en plage. Kan denne galskab virkelig fortsætte?

17. april 2025

Et lys i mørket?

Af Per Bo

Verden er på fuld fart ind i en handelskrig, og finansmarkederne reagerer med kraftige kursfald. Det hele skyldes den nye amerikanske administration med Præsident Trump i spidsen. Hans seneste indfald var annonceringen af kraftige toldsatser mod alle lande tilsyneladende bortset fra mod Rusland og Belarus. Ja selv et lille landområde p.t. kun beboet af pingviner bliver ramt!

Hvordan kan jeg så skimte et lys i mørket? Det skyldes, at så godt som alle andre lande end USA er interesserede i at finde alternative handelspartnere til USA. Derfor varer det sikkert ikke længe, før USA får opfyldt ønsket om at ”være alene hjemme”.

Det vil ske på kort som på lang sigt. Selv med kortsigtede indrømmelser fra USA vil det nu for os andre være erfaringen, at det er for risikabelt at stole på aftaler med USA.

Investorer – herunder også amerikanske investorer – vil se sig om efter markeder, der ikke er udsat for Trumps vilkårlige indfald. Det skal helst være potentielle vækstmarkeder. Her vil bl.a. Europas forsvarsindustri byde sig til.

På længere sigt vil den største – selvskabte – skade for USA efter min vurdering være, at

omverdenen ikke længere tør tro på USA. (Tænk bare på den abrupte nedlæggelse af USAID).

Resultatet bliver mindre økonomisk vækst og et mindre tillidsfuldt samarbejde internationalt.

7. april 2025