Hemmeligheder, dørlukning og torturanvendelse
Af Henrik Døcker
30.10.2023
Demokrati er ikke alene noget, der daglig skal kæmpes for, det er også – som en plante – noget, der skal plejes og videreudvikles ved intense debatter i civilsamfundet. Det er heller ikke gjort med at beskrive demokratiet som båret af tredelingen mellem den udøvende, der lovgivende og den dømmende magt – for hvor går grænsen mellem dem – og overholdes regler for hvem, der er disse “magters” udøvere?
I længere tids dansk debat har begreber som hemmeligheder, dørlukning, Danmarks sikkerhed, og internationalt ansvar præget den offentlige debat. I sidste ende er det Højesteret, der sidder med magt til at træde på bremsepedalen – til at slutte en sag, til at afsige en endelig dom. Kunne man tro. Som part i det vidt udviklede politiske samarbejde i Europa og verden, ind imellem strækkende til sig til integration, er Danmark underkastet risikoen for, at en dansk højesteretsdom tilsidesættes af Den Europæiske Menneskeretsdomstol.
Og det har vist sig, at også Anklagemyndigheden besidder skarpe magtmidler, som kan få så afgørende betydning for en sags udfald, at det kan sammenlignes med en dom. Her skal det forsøges at kaste lys over tre sager 1) Den mod fhv. forsvarsefterretningschef Lars Findsen, 2) den mod fhv. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og 3) den om danske soldaters medansvar for tortur mod civile irakere i Irak 2004-05.
Lad os tage den ældste først – den kan forekomme ny, eftersom Den Europæiske Menneskeretsdomstol så sent som 9. oktober antog den til såkaldt realitetsbehandling Det er det afgørende nåleøje, sagerne (dommene) skal smutte igennem, inden de kan forebringes domstolen i Strasbourg – ofte efter et langt forløb med en stribe af retshandlinger for nationale domstole. 95 pct. af de sager, der forebringes her afvises, fordi de formelt ikke drejer sig om en rettighed, optaget i menneskeretskonventionen, er indleveret for sent, eller ikke opfylder et andet formelt krav.
Det har altså foreløbig taget 20 år for en dansk sag om det danske militærs (og dermed statens) ansvar for den mishandling og stedvis tortur, som 21 irakiske bønder blev udsat for, da danskerne bistod britiske styrker i Basra-rådet i Syd-Irak på et tidspunkt efter diktatoren Saddam Husseins fald. I tidligere sager for Strasbourg-domstolen er der statueret statsansvar for et af Europarådets 46 medlemsstater, selv om krænkelsen af konventionen havde fundet sted uden for Europa.
Forsvarsministeriet og andre danske myndigheder har igennem årene brugt mange kræfter på at forhale sagernes afvikling, herunder de tidligere fangers ret til at søge erstatning, få besøg eller afhøre vidner. Afgørende er hvad dansk militær vidste om irakiske fængslers beskaffenhed og dermed risikoen for under en sådan internering at blive torteret.
Trods mange forsøg fra forskellige myndigheder på at mørklægge sagen mod tidl. chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen, så har Højesteret meddelt tilladelse til delvis døråbning i sagen for Højesteret, ligesom anklageskriftet vil blive læst op og dermed offentliggjort. Mens menigmand nok vil finde det “på sin plads”, for ikke at sige en uomgængelig betingelse. Hvordan og hvor mange undtagelser fra grundprincippet om offentlig retspleje i Danmark kunne man spørge.
Sært ville det have været om en efterretningschef – og dermed en af rigets mest trænede i at holde på hemmeligheder -ikke formelt kunne få at vide, hvad han var anklaget for. Tilmed da det drejer sig om et i medierne nok som omtalt kabelsamarbejde med USA, hvorunder det skal have været muligt for USA at tappe danske telefonsamtaler.
Om USA rent faktisk har brugt disse aflytninger til noget, vides ikke. Men der er i vide kredse mistanke om, at hemmelighedskræmmeriet i hvert fald delvis skyldes pres mod den danske stat fra USA. Det bør i øvrigt ikke glemmes, at beskyldninger om at have røbet statshemmeligheder begyndte hos Findsen, da en medarbejder i FE på egen foranledning hemmeligt begyndte at aflytte alt hvad Findsen gik rundt og sagde på jobbet. Efter at have afleveret de båndede aflytninger til en overordnet, sendte daværende forsvarsminister Trine Bramsen Findsen (og andre FE-ledere) hjem. Et kvalificeret gæt på hvad, der dybere nede lå bag dette er: Gennem længere tid har FE (og antagelig også PET) været usynlig opdelt i “strammere” og “slappere”, dvs. dem, der holdt fast ved, at efterretningsarbejde er hemmelig tjeneste, og så de mere “moderne”, som mente og mener, at visse enkeltheder godt kan slippes ud til offentligheden: ”Slapperne”. Til sidstnævnte må bl.a. regnes Findsen og tidl. PET-chef Jacob Scharf.
Trods tiltalefrafald i alle anklagepunkter på nær ét i sagen mod Scharf (foranlediget af den bog, der udkom om hans tid som politi-efterretningchef) havde anklagemyndigheden så mod på endnu en sag, eller et sagskompleks, det mod Findsen. Da Findsen-sagen formelt drejer sig om “forholdet til fremmede magter” (hvor straffelovens ophavsmænd tydeligvis har haft “fjendtlig indstillede” fremmede magter i tankerne) er meget vendt på hovedet og begreberne gjort forvirrede.
Hjort Frederiksens sag kan kaldes en udløber af Findsen-sagen, men vedrører så også en af rigets “fremmeste mænd”, som om nogen skulle kunne holde på hemmeligheder. Skal man virkelig tro på, at kabelsamarbejdet har været en (dårlig skjult) hemmelighed for alle andre end FE og PET? Nå, måske ikke, men disse to måtte i hvert fald ikke røbe, at de vidste det! Hjort Frederiksen har bekræftet, hvad der gennem længere tid var alment kendt i den veloplyste danske offentlighed. På grund af hans tidligere immunitet som folketingsmedlem har der været et mellemspil om retten til overhovedet at tiltale ham for retten. Både for Findsen og Hjort har al denne” mistænksomme offentlighed” været til store gene. Noget der næppe kan bødes for gennem en nok så stor erstatning.
Spørgsmålet er hvad Danmark og dansk demokrati kan lære af disse tre sager? Mangt og meget vil stribevis af jurister antagelig sige! Den ældste sag om dansk militærs forpligtelser og beføjelser i en krigssituation er ganske speget. Der var politikere, der dengang den verserede for danske domstole, var parat til at erklære det for umuligt at deltage i internationale militæroperationer, selv ”på sidelinjen”, uden at brænde fingrene, hvor man reelt helst burde holde sig væk. Tja, vores første indsats i så henseende – hospitalsskibet “Jutlandia” til Korea i 1950’erne – viste sig ufarligt. Mere speget blev det i Eksjugoslavien, hvor det viste sig nærmest umuligt at nøjes med at være “fredsbevarende”, som FN-mandatet tilsagde. Som en officer bemærkede: “Hvordan bevare en fred , der ikke var opnået endnu?” – ergo var der i hvert fald konstant tilløb til at være “fredsstiftende”.
I Syd-Irak var det en næsten håbløs opgave at skille ven fra fjende og et gigantjob at fornemme hvem, der var ens potentielle fjende. På den anden side var det ikke lig med legitimering af brug af tortur. Som danskerne ingenlunde udøvede, idet de dog havde ansvar for, at andre (irakiske fængselsfolk) benyttede sig af. Det internationale ansvar kan med andre ord strække sig langt ned. Men kampen mod tortur er så væsentlig, at Danmark må forfølge indsatsen mod dens brug helt til vejs ende.