Af Henrik Døcker 8.8.2023
Det er dette her med ”tillid er godt, kontrol er bedre”, ”den stærkes magt er den svages ret” eller” den kloge narrer den mindre kloge”. De aktuelle danske beretninger om familiers udnyttelse af udenlandske au pair-kvinder afspejler sørgeligt alt dette. Og gennemhuller til en vis grad myten om, at vi danskere udgør et tillidssamfund.
Jovist har vi i almindelighed tillid til hinanden, og heldigvis har vi en årvågen presse til afsløre hvor tilliden er brudt, selv om skaden mere eller mindre er en enlig svale. Og så kan ”skadevolderen” lige så godt være en privat person som en offentlig myndighed. Sidstnævnte har ansvaret for at få ændret tilstandene evt. med nye lovregler. . En fransk sag endte i 2005 helt til tops i det europæiske beskyttelsessystem for menneskerettigheder, nemlig ved Strasbourg-domstolen. Tilmed kategoriseret som slaveri. Forbuddet herimod på det internationale plan går helt tilbage til forløberen for FN: Folkeforbundet, som i 1926 fik tilslutning til en konvention til begrænsning og gradvis afskaffelse af slavehandelen.
Efter menigmands opfattelse drejede den franske sag , Siliadin mod Frankrig, sig måske ikke om slaveri i almindelig forstand, sådan som den fx stadig findes i arabiske lande. Men det må erindres, at moderne slaveri omfatter enhver situation, hvor en enkeltperson udnyttes af andre for personlig eller egen vindings skyld. Det er ikke begrænset til menneskehandel, tvangsarbejde eller trældom, men omfatter altså også ‘husslaver’ og
gældsslaver eller groft underbetalte migranter, sådan som nutidens Anti Slavery Organisaztion ser på det.
Men den grove udnyttelse, som en purung kvinde fra den tidligere franske koloni Togo oplevede hos en ligeledes togolesisk familie i Paris, faldt altså efter Den Europæiske Menneskerttighedsdomtols opfattelse klart ind under det moderne slaveriforbud. Art. 4 i den europæiske menneskeretskonvention siger nemlig, at ingen må holdes i slaveri eller trældom eller udsættes for tvangsarbejde.
Den togolesiske kvinde, Siwa-Alofa Siliadin, var kun 15 år gammel, da hun i 1994 kom til Paris for at bo et stykke tid hos en derboende togolesisk kvinde (i sagen blot ‘madame D’). Det skulle være midlertidigt, og hjemrejsen var planlagt til det tidspunkt, hvor hun – gennem husligt arbejde for sin landsmand – havde arbejdet prisen for flybillet frem og tilbage til Togo af. Hendes pas blev konfiskeret af husets frue.
Efter et halvt års tid ”udlånte” madame D imidlertid den unge hushjælp til et vennepar – også i Paris. Her skulle hun ligeledes lave husarbejde og tillige tage sig af parrets børn. Nu boede hun så lige pludseligt hos en ‘monsieur og madame B’. Hendes reelle arbejdstid dér var fra kl. 7.30-22.30 uden en ugentlig fridag. Hun sov på gulvet og fik intet nyt tøj. Egentlig betaling modtog hun ikke.
I 1998, fire år efter ankomsten til Frankrig, fik hun kontakt til en nabo , som satte hende i forbindelse med en fransk anti-slaveri-organisation – Comité contre l’Esclavage moderne – som bragte sagen så vidt som til den franske anklagemyndighed. Herefter rullede sagen i det franske retsmaskineri med en tiltale mod hr. og fru B for overtrædelse af den franske straffelovs § 225: Parret havde groft udnyttet en sårbar person, betalt næsten ingen løn til hende og basalt krænket hendes menneskelige værdighed. Efter først at være idømt fængselsstraf endte det dog ved en appel med, at parret alene skulle betale deres ”husslave” godt 15.000 euro. Totalt, incl. advokatudgifter, tilkendtes der hende godt 31.000 euro.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konkluderede , at den franske lovgivning ikke ydede en person som den unge togolesiske kvinde tilstrækkelig, effektiv beskyttelse mod typer, som kunne og ville udnytte hende. Det ville sige, at fransk lov skulle strammes op. Den formåede ikke at dæmme op for brud på menneskeretskonventionens slaveriforbud i art. 4.
Som ”Politiken” netop har beskrevet, udsattes en au pair-pige i Danmark for et slaveri-lignende husarbejde à ofte ti timers dagligt arbejde, som tåler sammenligning med pigen fra Togo. De sårbare unge kvinder risikerer alverden, hvis de bryder en au pair-kontrakt, herunder umiddelbar hjemsendelse til oprindelseslandet. Det ulige forhold, der hersker mellem danske værtsfamilier og uerfarne kvinder fra fattige lande, frister til udnyttelse. Heldigvis giver organisationen Au pair Network hjælp, herunder til erstatningssager mod de ryggesløse værtsfamilier , ligesom den store fagforening FOA har været på banen.
Det er under alle omstændigheder uværdigt for Danmark, at velbjergede familier udnytter piger, som skulle optages i danske familier ”på lige fod” (som udtykket au pair betyder) ved at strække deres arbejdstid langt ud over kontrakten. Og det alene fordi de har magt. Der er behov for at få ført en grundig debat, herunder at få gennemtænkt, om den opholdstilladelse, der gives en værtsfamilie til au pair’en, ikke i virkeligheden burde gives til au pair’en. Det ville stille hende stærkere under en evt. konflikt.