Globale Seniorer

Betragtninger ved Gorbatjov’s død

Michael Gorbatjov og Ronald Reagan i kollage, der illustrerer deres legendariske møde i Berlin 1987. Foto: Pixabay/Andre Drechsel
Ved Michail Gorbatjov’s død

Michael Gorbatjovs død gjorde mig trist. Først og fremmest fordi den vigtigste arkitekt mht. til at bygge ikke blot et fredeligt ”Europæisk hus”, men også en fredeligere og mindre farlig verden nu ikke længere lever.

Vi troede det ikke. Men i 1985 fik Sovjetunionen en leder som fuldt ud forstod, at der ikke er nogen vinder i en atomkrig, uanset hvor mange atomvåben, man har.

For mig – der som ung blev politisk aktiv i forbindelse med atommarcherne mod atomvåben i 60’erne – var det meget positive nye signaler.
Jeg husker Cubakrisen, og hvordan jeg efter at have været til koncert med mine forældre i Radiohuset den 24. oktober 1962 på FN’s fødselsdag frygtede en alt ødelæggende atomkrig. (Måske blev den undgået, fordi daværende Præsident Kennedy i sommeren 62 havde læst en beretning om, hvordan 1. verdenskrig brød ud pga. misforståelser og fejllæsninger).

Gorbatjov sendte – såvel før som efter at han blev Sovjetunionens leder – signaler om, at han ønskede et nyt forhold til USA og Vesteuropa.

Og paradoksalt nok fik han relativt hurtigt et godt forhold til USA’s præsident Ronald Reagan –  den præsident, der stod for ”stjernekrigsprojektet”, og som da han i Berlin stod ved Berlinmuren sagde ”Mr. Gorbatjov tear down this wall”.
I følge USA’s daværende ambassadør i Moskva var Reagan også dybt bekymret for risikoen ifm. atomoprustningskapløbet.

Reagan var positivt interesseret i at se, om man kunne opnå enighed om atomnedrustning.
Der var stor skepsis i den amerikanske administration, men det lykkedes. Man blev bl.a. enige om aftaler til sikring af, at aftalerne blev overholdt.
Der udviklede sig et personligt tillidsforhold mellem USA’s Præsident Ronald Reagan samt hans vicepræsident George H. Bush på den ene side og Sovjets Præsident Mikhail Gorbatjov på den anden. (Det bør ikke glemmes, at tilnærmelsen skete på Gorbatjovs initiativ)

Tillidsforholdet udviklede sig også mellem den tyske Forbundskansler Kohl – der til trods for, at han da Gorbatjov tiltrådte havde sammenlignet ham med Nazitysklands propagandaminister Göbbels.
Den historieuddannede og –bevidste kansler så, at man kunne udvikle relationerne mellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen og skabe mulighed for en tysk genforening.

Berlinmuren faldt den 11. november 1989 og kort tid efter ændrede billedet sig i hele Østeuropa.

Gorbatjov kunne med sovjetisk militær intervention have stoppet den proces.
Det gjorde han ikke. Men i flere vestlige medier blev fremstillingen: at ”vesten havde
vundet den kolde krig”. Det udsagn sårede Gorbatjov.

Det gensidige tillidsforhold fortsatte også efter, at Ronald Reagan blev afløst af George H. Bush (den ældre). Bush havde helt klart en international vision, men tabte genvalget til guvernøren fra Arkansas, Bill Clinton på indenrigspolitiske spørgsmål.

Efterfølgende gik det galt? Hvorfor må man spørge?
Først bør man konstatere, at ”The window of opportunity” blev udnyttet i den korte periode, det var åbent.

Gorbatjovs forslag til reformer ”Glasnost” og ”Perestroika” havde imidlertid ikke den nødvendige tilslutning i Sovjetunionen. Tomme hylder i butikkerne giver ikke folkelig opbakning.
Her kunne Vesten være gået ind med en støtte i en overgangsperiode.

Kupforsøget i august 1991 var et udtryk for modstand.
Heldigvis sikrede Boris Jeltsin, at kuppet mislykkedes. Men det betød samtidig en opløsning af Sovjetunionen, at det kommunistiske system blev afskaffet og at Gorbatjovs rolle som leder af Sovjetunionen og som Vestens samarbejdspartner sluttede.

I omformningen af det ex-kommunistiske samfund fra en centralstyret økonomi til en markedsøkonomi, leverede USA rådgivere, der bidrog til privatiseringen af de hidtil offentligt ejede virksomheder. Det var super-kapitalisme, hvor nogle få ”oligarker” blev ekstremt rige, mens den store brede befolkning oplevede et voldsomt fald i levestandarden. Det gjaldt ikke mindst pensionister.
Da man samtidig havde indført demokrati, var det forståeligt, at mange vælgere i Rusland ønskede sig tilbage til det ”gode” gamle system. Vestlige rådgivere – ikke mindst fra USA – skabte således baggrund for, at Vladimir Putin fik sit første folkelige mandat.

Man kan kontrafaktisk spørge:  hvad ville der være sket, hvis der var kommet rådgivere, der havde foreslået en skandinavisk økonomisk velfærdsmodel og ikke
en superkapitalistisk?

Tilbage står – at når krigen i Ukraine er slut – er der behov for arkitekter, der kan tegne et nyt ”Europæisk hus”.

Per Bo 19.09.2022