Det ulige magtforhold er illustreret af mange generende klippeskær – er der efterhånden noget forhold?

Meget er sagt og skrevet om forholdet mellem Amerikas Forenede Stater og Europa i den senere tid, men lad os prøve at se det forhold i et langsigtet, 100-årigt perspektiv.  Efter den første verdenskrig var det en amerikansk universitetsrektor, senere præsident Woodrow Wilson, der drog til Europa for sammen med en hærskare af eksperter, han havde fundet, ikke mindst geografer, for at få rede på verdensdelenes sammensætning og for at få lanceret sine nye idéer, blandt andet om national- og selvbestemmelsesret. Han havde også de store, vilde fredsplaner pakket ind i forslaget om oprettelsen af et Folkeforbud, der skulle sikre freden i fremtiden. Denne kommission gjorde et enormt forarbejde fra selve Versailleskonferencen, som skulle ende med den endelige undertegnelse af Fredstaktaten med Tyskland. Ideerne var vidtløftige, og begejstringen var uendelig, i visse kredse i hvert fald, og forventningerne store. USA var meget mod sin vilje blevet inddraget i Første Verdenskrig, der i det væsentlige var et europæisk magtopgør. Hovedårsagen hertil var, hvad der betegnedes som den uinskrænkede ubådskrigsførelse fra tysk side. De tyske ubåde ramte nemlig primært fartøj fra den amerikanske handelsflåde.

Desværre havde Wilson ikke sit politiske bagland i orden, og det førte så senere til, at han ikke blev genvalgt som præsident, og i øvrigt ikke fik sit hjemland USA med i Folkeforbundet. Der var således nok af mørke skyer i horisonten. USA var blevet fejret som medvirkende til sejren over Tyskland i Første Verdenskrig og havde derfor betydelig medvind i Europa. Disse ideer blev fortsat dyrket igennem 1920’erne, blandt andet udmøntet i Briand-Kellogg-pagten af 1928, der skulle sikre freden i fremtiden. Det er knapt nævneværdigt i forhold til alle de mørke skyer, der var trukket op nu med fascistens og senere nazistens voldsideologi og appetit for andre lande.

Italien gik til angreb på Abyssinien (i dag Etiopien) i et forsøg på at få skabt det kolonierige, som ikke var blevet det forundt i det 19. århundrede. Og så meldte Italien sig i øvrigt ud af Folkeforbundet. 1930’erne igennem var USA domineret af det, der kaldes isolationspolitikken: De ville ikke rigtig være med nogen andre steder uden for den vestlige hemisfære og lænede sig op af Monroe-doktrinen fra 1823. Det skulle ikke blande sig i andre verdensdeles forhold og heller ikke tillade dem at blande sig i Amerikas. Der blev ligefrem medtaget to såkaldte isolationslove, som forbød USA at yde hjælp til krigsførende parter. Da Anden Verdenskrig var en kendsgerning i 1939, blev behovet for en hjælpende hånd fra USA, tæmmelig stærkt hos Europa, ikke mindst Storbritannien, som manglede flykræfter, ammunition og andet krigsmateriel.

USA holdt sig altså endnu en gang på afstand, men efter det japanske angreb på Pearl Harbor i 1942, en amerikansk flådebase i Stillehavet, blev USA også igen modstræbende draget ind i en verdenskrig. Japan havde indgået en pagt med Italien og Tyskland, aksemagterne kaldte man dem, og derved fik USA både en fjende i Asien og Europa.

Det er velkendt, at USA var stærkt medvirkende til de allieredes sejr over Tyskland i 1945, og tiden derefter blev i høj grad præget af de bånd, som nu var bundet mellem det gamle Europa og det nye Amerika. USA og Storbritannien (med Franklin D. Roosevelt & Winston Churchill i spidsen) havde under krigen i 1941 mødtes og undertegnet atlanterhavsdeklarationen for at befæste båndende mellem USA og Europa.

Efter Anden Verdenskrigs afsluting i 1945 blev det tydeligt, at nu var der en ny international fare, nemlig truslen fra verdenkommunismen. Under den kolde krig var der ikke meget diskussion om venskabet, for ikke at sige solidariteten, med USA hos os europæere. Fjenden var hele tiden Sovjet, og vi kunne så være tilfredse med, at det blev ved truslerne og oprustningen, men ikke rent faktisk krig. Derfor var der tilslutning til forslag om at danne en pagt mellem USA og Europa: Atlantpagten, kaldet og forkortet NATO, blev det moderne udtryk for båndene mellem USA, som her efter Anden Verdenskrig var umådelig populære i hele Europa. Alt dette her er nu en fortid, som man må tænke tilbage på med vemod.

Nu har vi altså fået en slags indre splid af umådeligt farlige dimensioner. Et lidt sprængfarligt og ustyrligt forhold mellem USA og Europa. Når jeg har grebet til ordet misalliance, altså forholdet mellem en ofte mand på et højt niveau, intellektuelt og finansielt, som finder en køn kvinde fra arbejderklassen (tænk på My Fair Lady), ja, så er det fordi, at USA i lange perioder har spillet den rolle som den rige, måske kunne vi her kalde det den rige onkel, i forhold til det dårligere stillede Europa. Og i hvert fald var marshallhjælpen, som USA ydede for at få Europa til hægterne efter Anden Verdenskrig, af fabelagtig betydning – og selv tabermagterne, Italien og Tyskland, tog imod den. Herved gentog man ikke den hævnpolitik, som påfulgte Første Verdenskrig og pålagde Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, som det ikke kunne betale.

I virkeligheden er det sådan set først efter Donald Trump er kommet til, at forholdet mellem USA og Europa er blevet så elendigt, som det er. At skulle modtage hånende og nedladende bemærkninger, som fx fra vicepræsident J.D. Vance på sikkerhedskonferencen i München sidste år, hvor han ikke med ét ord nævnte Rusland, men talte om en fare, der kom indefra, altså læs: At det ikke var de politiske partier, USA sympatiserede med, som vandt diverse parlamentsvalg i Europa. Han havde ret i det med hensyn til, at faren kom indefra, hvis han betragtede sit eget land som hans arbejdsgiver, om man så må sige. Trump er i færd med at ødelægge med al sin ondskab og al sin uvilje mod internationalt samarbejde og internationale organisationer. Antallet af sidstnævnte, som USA har meldt sig ud af, er efterhånden ikke til at gøre op. Det blev nævnt, at det var nogle og 30 forleden dag, men der var sikkert talrige, han havde forladt før det tidspunkt.

Når USA’s præsident direkte siger, at han kun har sin egen moral og forstand at støtte sig til, og vil blæse på alverdens folkeret og andre normer i internationale forhold til andre stater, ja, så er vi ildefaren. På grund af USA’s magt, politisk og militært, vover ingen politikere, hvis det er sådan, at man rigtigt har sat sig til modværge mod disse kaskader af negative og ødelæggende meldinger. Der er ikke meget at have håbet i, og der er ikke meget at støtte sig til, når budskaberne hele tiden er de samme.

I de 100 år kan man altså sige, at forholdet mellem Amerika og Europa har bevæget sig i bølger, og for tiden er vi nede i en absolut stor bølgedal. Kun sammenholdet i EU kan give trøst for europæerne. Måtte det stadig blive stærkere – også militært, men vi har også brug for en forstærkelse af de langvarige venskabsbånd, der har været mellem USA og Europa.