Globale Seniorer

Ekstremisternes spil

Krigen mellem Israel og Hamas

Af Per Bo Globale Seniorer

Krigen mellem Nethanyahus Israel og Hamas har nu stået på i over 4 måneder med uhørte lidelser til følge.

Det uhyggelige er, at ekstremisterne på begge sider spiller ud til hinanden. Det var også det, der skete efter mordet i 1995 på daværende premierminister Yitzhak Rabin. Det var en jødisk fanatiker – i den kreds Nethanyahu familien hørte til – der dræbte Rabin, fordi han støttede Oslo-aftalen med en to-stats løsning.

Konflikten mellem palæstinenserne og israelerne (jøderne) går langt tilbage, men en hel afgørende begivenhed er FN’s beslutning i 1948 om at opdele det britiske mandatområde Palæstina i to stater en Palæstinensisk (arabisk) og en Israelsk (jødisk).
Man vidste godt, at Palæstina i forvejen var beboet, men holocaust gjorde, at mange lande herunder Danmark støttede, at jøderne skulle få et hjemland. I dag er det så palæstinenserne, der reelt ikke har et hjemland.

De lande, der i sin tid stemte for oprettelsen af staten Israel her i blandt Danmark har derfor – efter min mening – et særligt ansvar for, at der kommer en to-stats løsning.

Vi bør derfor tage afstand fra ekstremisterne på begge sider og omvendt give støtte til de kredse på begge sider, der vil finde et kompromis, der er til at leve med dvs. en to-stats løsning.

Efter denne meget blodige krig bør der gøres en ekstraordinær stor indsats for at nå frem til en egentlig fred. Her er det vigtigt, at der på så vel israelsk som palæstinensisk side findes troværdige repræsentanter, der vil indgå en fredsaftale.

På israelsk side forventes det, at Nethanyahu ikke vil overleve et valg, og andre kommer til. På palæstinensisk side er hjemmestyret PLO indstillet på to-stats løsningen. Problemet er efter sigende. at befolkningen ikke har tillid til den nuværende ledelse med Abbas i spidsen.

Fire tidligere danske udenrigsministre Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Villy Søvndahl og Martin Lidegaard kommer med et interessant forslag om, at den palæstinensiske leder Marwan Barghouti, der for øjeblikket sidder i israelsk fængsel bliver løsladt, således at palæstinenserne bliver repræsenteret af en person, de har tillid til, og som forhandlingspartnerne også kan have tillid til. De fire tidligere udenrigsministre henviser til eksemplet Mandela. Derudover henviser de til, at forslaget støttes af den tidligere israelske sikkerhedschef Ami Ayalon, der til The Guardian har udtalt, at Israel først får sikkerhed, når palæstinenserne får håb !

Der bør fra vesten: EU og især USA og ledende arabiske lande lægges pres på parterne, men også stilles muligheder i udsigt. Men det haster, da det er nu, vi har en amerikansk ledelse, der klart ønsker en to-stats løsning.

Udgivet 21.februar 2024

Generalforsamling 2024

Kære medlemmer

Den 22. marts kl. 10 – 13 afholdes foreningens årlige generalforsamling i 

Den store sal i Byens Hus, Hellerupvej 24, 2400 Hellerup

Årets generalforsamling starter med oplæg og debat om 

Palæstina, FN og UNWRA ved Peter Hansen, tidl. topdiplomat i FN og generalkommissær for UNWRA i perioden 1996 – 2005.

Peter Hansen har stor indsigt i den Israelsk – Palæstinensiske konflikt fra sit 10 – årige virke i området og følger stadig udviklingen tæt. 

Peter Hansen har udtalt sig om den aktuelle situation i et interview i Information den 2. februar 2024.

Efter oplæg og debat afholdes den ordinære generalforsamling med følgende 

Dagsorden:

Valg af dirigent, 2 referenter og 3 stemmetællere

Godkendelse af dagsorden

Beretning for 2023-24 v/Nina Ellinger

– Året der gik – møder og aktiviteter       

– Evaluering af team-struktur

– Status hjemmesiden

Regnskab 2023, v/Peter Højslev Petersen

Handlingsplan og indkomne forslag                      

Valg af bestyrelse og revisor jf. vedtægterne

Eventuelt

Medlemmers forslag til behandling på Generalforsamlingen skal fremsendes til bestyrelsen senest tirsdag den 12. marts 2024

Endelig dagsorden med bilag bliver løbende gjort tilgængelige på hjemmesidens intranet: 

For medlemmer -> GS-dokumenter -> Generalforsamlinger -> GF-2024

Tilmelding sker via kalenderen på hjemmesiden.

Opdateret: 24. februar 2024

Bykrig og humanitær assistance

Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde

Andres møder

Nina Ellinger, forkvinde for Globale Seniorer gør opmærksom på, at  Delegatforeningen i Røde Kors arrangerer et sørgeligt relevant og aktuelt møde om Bykrig og humanitær assistance – i Gaza og andre steder. 

Delegatforeningen inviterer til medlemsmøde om

Bykrig og humanitær assistance

Sted: Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø
Lørdag den 9. marts 2024 klokken 14.00 til ca. 17.00

Vi har alle fulgt den forfærdelige udvikling fra Hamas terroristangreb i Israel den 7. oktober 2023 til den nuværende israelske bykrig i Gaza, hvor beboerne i Gaza fordrives internt. Indtil nu har mindst 27.500 mistet livet.

Desværre er det ikke første gang der er krig i urbane omgivelser. Tidligere eksempler er Grozny, Mozul, eller krig i Ukraine – noget som gør humanitært respons meget svært, dels pga. adgang/logistik og dels pga. sikkerhed i forbindelse med ueksploderet, militært materiel.
Programmet:
• Claudia Læssøe Pedersen, major, Forsvarsakademiet, taler om politiske og militære udfordringer i urban krigsførelse på baggrund af de Israel-Arabiske konflikter.
• Mie Therkelsen, sygeplejerske, MSF, fortæller om sit arbejde på hospital i Gaza, og hvordan det er gået hendes kolleger under krigen.
• Bjarke Skaanning, katastrofechef, Røde Kors giver en status på de humanitære indsatser i relation til situationen i og omkring Gaza.
• Jonathan Somer, legal adviser, International Humanitarian Law, Red Cross gives an overview international humanitarian law in urban settings including an analysis of the recent decision of the International Criminal Court.

Alle med interesse for emnet er velkomne og tilmeldingen sker ved at nedenstående beløb indbetales på Delegatforeningens konto: 4183 4091744, husk at påføre navn på indbetalingen.
Deltagelse med kaffe og kage 40,- kr.

Deadline for tilmelding: Senest 3. marts 2024.

Delegatforeningen glæder sig til at se jer.

Venlig hilsen
Rikke Gormsen

Delegatforeningen@gmail.com

 

Udgivet 10. februar 2024

Rejsebrev fra Etiopien

Fra Globale Seniorers Afrika-rejsegruppe

Deltagelse i Etiopisk, religiøs festlighed

Af Jette Steensen
Globale Seniorer

Lørdag 20.1 deltog de afrikarejsende i TIMKET, den ortodokse etiopiske kirkes største religiøse festlighed.

Timket fejrer Jesu dåb i Jordanfloden og markerer samtidig julens afslutning (julen begynder i Etiopien 7 januar). Dåben gennemføres rituelt ved at de fremmødte på den centrale plads oversprøjtes med vand. Til den ceremonielle del af begivenhederne bærer hver kirke deres eksemplar af ”the Tabot” (pagtens ark) gennem byen i en utrolig farverig procession. Vi havde forberedt os grundigt til begivenheden, idet vi dagen før havde besøgt den centrale plads, således at vi kunne se pladsen og ceremoniens installationer tæt på. På selve dagen blendede vi ind i den store folkemængde, hvor hundredtusinder af glade og feststemte hvidklædte etiopiere bevægede sig gennem hovedgaden og rundt om pladsen.

Vi fulgte menneskemængden bag det religiøse optog gennem byen, en vandretur som tog flere timer i uendeligt langsomt tempo. På forhånd havde flere af os med klaustrofobiske tendenser været betænkelige ved at lade sig opsluge af menneskehavet, men menneskemængden var utrolig disciplineret. Det skal dertil siges, at der også var et betydeligt opbud af politi og soldater, og vi måtte passere indtil flere sikkerhedscheck på vej til pladsen. Addis Abeba er i alarmberedskab af frygt for terroraktioner på grund af indtil flere samtidige etniske uroligheder i landet og dertil kommer en potentiel konflikt med Somalia, men det hele forløb fint.

 

Udgivet 7. februar 2024

Rejsebrev fra Afrika-gruppen

Den afrikanske Union
Tirsdag 24.1, 16.45 fik rejsegruppen endelig besked om, at vi ville blive modtaget hos Den Afrikanske Union dagen efter. På forhånd var vi blevet spået fra ambassaden, at det ville være meget vanskeligt – om ikke umuligt – at komme ind, så stor var vores begejstring og forventning til begivenheden, og vi gik straks i gang med at omorganisere vores onsdagsprogram således at vi kunne møde op hos Department of Governance og Conflict Prevention ved dets director Patience Chiradza.
The African Union består af en lang række store bygninger og ligger som de fleste andre store internationale institutioner på et stort og stærkt bevogtet eget areal.

Governance and Conflict Prevention havde til huse i en af de ældre bygninger, doneret af Tyskland, hvorfra vi dog havde fin udsigt til den store nye signaturbygning (foto).

Vi blev modtaget af en stor delegation, som fortalte om hver deres speciale, som især omfattede rådgivning og teknisk bistand i forbindelse med afholdelse af demokratiske valg, valgobservation samt bistand til post-konflikt situationer. Som vi erfarede hos så mange andre institutioner manglede de i høj grad økonomisk råderum og samtidig begrænsedes arbejdet også af, at de havde et meget snævert mandat til handling fra de afrikanske stater, som ofte er internt uenige om mange ting. Det virkede umiddelbart som et meget bureaukratisk forum, en af de kvindelige repræsentanter fik udtrykt det således, at de i høj grad manglede mulighed for at gå til ”root causes” og i stedet måtte beskæftige sig med symptombehandling. Vi fik dog også berørt den demokratiske udfordring bestående i, at 70% af befolkningen er unge som mangler realistiske fremtidsmuligheder.
Repræsentanter fra den danske ambassade havde i forvejen udtrykt en del skepsis vedrørende Den Afrikanske Unions aktuelle handlemuligheder. Der er mange store og imponerende bygninger, som er sparsomt bemandet, fordi der ikke er råd til at ansætte tilstrækkeligt personale, opgaveløsningen er meget personafhængig og der sker ofte videns tab, når der er udskiftning på de forskellige poster. Samtidig er de mange afrikanske stater ofte internt uenige. På den positive side er det dog vigtigt at sige, at det er godt at de mange stater har et neutralt mødested, og samtidig er der ingen tvivl om at Unionen har en rolle at spille på den udenrigspolitiske stormagtsscene som talerør for det afrikanske kontinent.

Af Jette Steensen 28.1.2024

Globale Seniorer og Israel-Palæstina konflikten

Globale Seniorer stiller skarpt på Israel-Palæstina konflikten
På to konferencer er de langsigtede løsninger i centrum

"Den folkelige modstand mod Israels ødelæggelse af Gaza vokser eksplosivt i hele verden". Her fra en antikrigs demonstration i Amsterdam oktober 2023. Foto: PersianDutchNetwork / CC BY-SA 4.0

Af Nina Ellinger,
Globale Seniorer

Mellemøstengruppen i Globale Seniorer holdt 16. januar et vellykket møde med debatoplæg af Morten Thing og Fathi El-Abed. Læs mere om indholdet af mødet i Vibe Jakobsen og Finn Hanssons referat “Hvordan skal det gå for Palæstina“.

I den efterfølgende debat stod det klart at den folkelige modstand mod Israels ødelæggelse af Gaza vokser eksplosivt i hele verden – mens vores regeringer fortsat fremhæver Israels ret til selvforsvar. Men forsvaret er eksploderet uproportionalt til altomfattende ødelæggelser af både civile liv og alt grundlag for liv og samfund i Gaza. Den Israelske stats behandling af det palæstinensiske folk gennem årtier dækkes endeligt i medierne – mest af alt i de sociale medier. Mens politikerne sidder på hænderne demonstreres og protesteres der som aldrig før under parolerne:

Stop krigen
Slut mareridtet
Nej til fordrivelse af det palæstinensiske folk
Nej til apartheid
Nej til folkemord

 Globale Seniorer har siden sin etablering stået på mål for Folke- og menneskeretten, for FN og de internationale institutioner. Vi har derfor taget initiativ til at samarbejde med en række andre organisationer om to Palæstinakonferencer på Christiansborg i de kommende måneder:

 Den 9. februar 2024 kl 13-16 i Proviantsalen, Christiansborg: Unge og børns rolle er afgørende for at sikre en langsigtet løsning i Palæstina og Israel. Hvad kan Danmark gøre? 

Konferencen byder på stemmer fra engagerede unge, forskere, civilsamfundsorganisationer og politikere, der giver deres bud på centrale spørgsmål. Konferencen finder sted på Christiansborg og er arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Betlehems Venner, FN Forbundet,  KFUM & KFUK, Globale Seniorer, SOS Børnebyerne og PLAN Børnefonden.

Den 8.marts 2024 kl 12:30-16:30 i Fællessalen, Christiansborg
Den glemte resolution  – som måske er et redskab til fred og måske en håndsrækning til Palæstinas kvinder

Formålet med konferencen er at skabe opmærksomhed omkring FN’s sikkerhedsråds  resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed og om de muligheder, den åbner for en positiv udvikling i Palæstina. Muligheder med danske politikere og det danske civilsamfund som vigtige aktører. Hvis de vil engagere sig. Konferencen håber at vise, at det vil de og lade palæstinensiske stemmer fortælle hvordan bedst. Konferencen er arrangereret af Globale Seniorer, Betlehems Venner, FN Forbundet,  Mellemfolkeligt Samvirke, Kvindernes Internationale Liga for Fred of Frihed, Kvinderådet, Kvinfo, Oxfam Ibis m fl.

ANNONCERING med mulighed for tilmelding kommer på hjemmesiden snarest

Udgivet 27. januar 2024

Hvordan skal det gå for Palæstina?

Globale Seniorers Mellemøstgruppe afholdt 16. januar 2024 et meget velbesøgt møde om Israel og Palæstina. Morten Thing, kulturhistoriker, som er vokset op med en jødisk mor og med en positiv holdning til Israel, og Fahti El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening,som er palæstinenser opvokset i en flygtningelejr i Libanon, talte om historien og politikken, der har ført til den grundlæggende Israel-Palæstinakonflikt og om den igangværende krig imellem Gaza og Israel.

Morten Things bog (2023) hedder ”Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat”. Dermed mener han ikke, at staten Israel har fejlet i økonomisk forstand, men fejlet i og med sin manglende gennemførelse af de ideer og samfundsmæssige grundlag, som folkeretligt var forudsætning for oprettelsen af staten Israel i 1948.

Zionismen er en kolonial tankegang, at et folk tilegner sig et andet folks landområde. Den zionistiske myte var dog, at ”Palæstina er et land uden folk, jøderne er et folk uden land.” Og derfor var det naturligt, at jøderne flyttede ind i landet, hvor de før havde boet. Det er fortsat den israelske forståelse af oprettelsen af den jødiske stat.

Allerede før statens oprettelse rejste bla. den danske overrabiner i 1935 efter en rejse til Palæstina spørgsmålet: ”Men hvad med araberne? … ville det være en utilgivelig fejl, dersom man lod denne ret (derboende araberes historiske ret til Palæstina) upåagtet.” Hertzl havde ment, at problemet ville løses i og med, at jøderne ville gøre araberne rige. Ben Gurion forestillede sig, at palæstinenserne kunne tildeles et lille landområde ved Tel Aviv.

”Løsningen” som den nye jødiske stat tyede til i foråret 1948, var fordrivelse af 750.000 palæstinensere.

Zionismen ønskede en fuldstændig tilegnelse af palæstinensernes landområde. Den fik de ikke fuldt ud. I forbindelse med fredsslutningen efter 1. verdenskrig og det osmanniske riges undergang havde Folkeforbundet antaget princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Balfour-deklarationen, som bringer en jødisk stat fra utopi til realpolitisk mulighed, anerkender i 1917, at England kan skabe en jødisk koloni i Palæstina, men fastslår, at det ikke må anfægte de oprindelige beboeres rettigheder.

Inden for zionismen opstod i tiden omkring 1. Verdenskrig en fascistisk fløj omkring den russiskfødte Jabotinsky under inspiration fra Mussolini. Jabotinsky ønskede en jødisk legion, som sammen med englænderne og franskmændene skulle erobre Palæstina. Disse planer blev stoppet af de ledende kræfter inden for den zionistiske bevægelse. Den fascistiske, revisionistiske fløj inkorporerede også raceteorier i sin zionisme, man ønskede ikke en orientalsk-jødisk stat, man anså jøderne som europæere. Mørke mennesker var en lavere kultur, derfor måtte de hvide være de herskende.

Zionismen var en europæisk idé, som anså de europæiske jøder som højerestående end arabiske, afrikanske og asiatiske jøder. Jabotinsky afviste desuden samarbejde og aftale med araberne, som skulle holdes adskilt fra jøderne med en jernvæg. Dermed opstod en dyb splittelse i forhold til de øvrige zionister, som ønskede en løsning inden for det britiske mandat.
Voldelig modstand og oprør mod den jødiske kolonisation fandt sted i 1920-21 og i 1929, som ledte til oprettelsen af den jødiske terrororganisation Irgun. I 1936 var den tredje store opstand som reaktion på den forøgede jødiske indvandring, og som betød at englænderne tilkaldte forstærkninger fra Egypten. Den britiske Peel-kommission forklarede modsætningerne med bla. ”virkning fra en højst intelligent race … på et relativt fattigt indfødt samfund, som er på et andet kulturelt niveau”, og at ”(det) kan med tiden medføre alvorlige reaktioner”. Peel-kommissionen anbefalede en deling af Palæstina i en lille jødiske stat, en større palæstinensisk stat og et mandatområde.

Efter staten Israels oprettelse er der fra 1948 og i 1950’erne og 60’erne flere eksempler på racistiske tiltag udøvet gennem det israelske sundhedsvæsen mod ikke-europæiske indvandrede jøder: kidnapning og bortadoption af 1.000, måske op til 10.000 børn fra børnerige yemenitiske jøder, eksperimentel strålebehandling med kæmpehøje doser af især børn af marokkanske jøder og tvangsbehandling af etiopiske jødiske kvinder med fertilitetshæmmende indsprøjtninger. Alt for at begrænse disse befolkningsgruppers antal.

De ultraortodokse jøder var og er modstandere af staten Israel. De har særstatus i det israelske samfund mht. til økonomi, undervisning, arbejde osv. De har også den højeste fertilitetsrate i Israel, hvor gruppen af ortodokse og ultraortodokse i 1950’erne udgjorde 2%, udgør de i dag 16% og forventes inden for de næste 10 år at udgøre 33% af den israelske befolkning.

Israel kalder sig Mellemøstens eneste demokrati. Den israelske sociologiprofessor Yiftachel hævder, at Israel ikke længere er det demokrati, som konstitueredes ved oprettelsen af staten Israel og lovede fuldt og lige borgerskab til ikke-jøder og forbød diskrimination på basis af etnicitet, religion eller køn. Det er endt i et etnokrati, hvor en etnisk gruppe har den altovervejende magt i samfundet. En række love er gennemført, som understreger det jødiske på bekostning af det israelske udgangspunkt. Det er love om tilbagevenden og borgerskab, om statsborgerskab, uddannelse og ejendomsret til jord, som fastlægger judaisering af Israel og er led i en de-arabiseringsproces. Palæstinensiske israelere har efter disse love ikke samme borgerrettigheder som jødiske borgere, apartheid. De hundredtusinder jøder, som har bosat sig i det besatte Palæstina, har ofte israelsk statsborgerskab og kan dermed stemme til valg i Knesset, hvilket palæstinenserne ikke kan.

Morten Thing gengav til sidst de to løsningsmodeller for konflikten: to-statsløsningen, der dog helt mangler at inddrage spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges status i sin løsningsmodel. Han ser efterhånden ikke anden mulighed end en én-statsløsning, som giver alle jøder og palæstinensere – i og uden for Israel og Palæstina – lige muligheder for borgerrettigheder i en ny israelsk stat. Hvornår og hvordan bliver det store spørgsmål.

Fahti El-Abed gav et kortere indlæg om den aktuelle situation i Gaza. Han indledte med sin bedstemors oplevelse af de tre frygtelige døgn i foråret 1948, som var kulminationen på israelske troppers fordrivelse af 750.000 palæstinensere, voldtægt og drab. Nakba = katastrofen. Når palæstinenserne i Gaza i dag ikke vil flygte fra krigen til arabiske nabolande, skyldes det, at de har set i øjnene, at en aftale mellem fx Egypten og Israel vil betyde, at det vil gå som dengang. De vil aldrig komme tilbage til deres land, men kommer til at leve i livslang landflygtighed.

Dreng ved murbrokker i Gaza 2023.
Foto: Hosnysalam / Pixabay

Ingen vestlige journalister har før Hamas terrorangreb 7. oktober og Israels krig i Gaza interesseret sig for de mange palæstinensiske børn, som gennem årene er blevet dræbt i forbindelsen med konflikten. Der har aldrig været ro i Palæstina og Israel. Men Israel maler et billede af, at det udelukkende er palæstinenserne, der ødelægger roen og harmonien.

Palæstinenserne var for en én-statsløsning frem til 1980’erne, med lige rettigheder og pligter og plads til palæstinensere og jøder. Efter den første intifada gik de ind for en to-statsløsning, som blev forhandlet på plads med Oslo-aftalen i 1993. Med drabet i 1995 på Rabin – af en ung jødisk bosætter til en fredsdemonstration – kommer Nethanyahu med anklager mod Rabin og fredsbevægelsen om at give køb på israelske interesser. Og de jødiske bosættelser tager fart, 1993 var der 140.000 bosættere på palæstinensisk jord, i dag er der 850.000 bosættere, måske 1 mio.

Bosættelserne er kernen i konflikten. På trods af den folkeretlige og af Israel erkendte ulovlighed sikrer og beskytter Israel i henhold til sin interne lovgivning bosætterne med bedst mulig infrastruktur, vejanlæg, sikkerhedszoner, skoler, institutioner osv. Dermed vokser oprindeligt små skurvognsbosættelser til bysamfund. Mindre end en tredjedel af Vestbreddens jord er på palæstinensiske hænder, og kan være svære at dyrke, fordi bosættelser og sikkerhedszoner omringer de palæstinensiske landsbyer. Og når jorden ikke dyrkes, så kan de israelske myndigheder beslaglægge den. På Vestbredden med bosættelserne er situationen i dag en masse små åbne fængsler, hvor Gaza er blevet beskrevet som verdens største åbne fængsel.

 

Demonstration i London for fred i Palæstina og afslutning af Israels besættelse og apartheid politik, oktober 2023. Foto: Alisdare Hickson, CC BY-SA 2.0

Israelske bombninger mod Gaza har været gennemført med få års mellemrum gennem de sidste 15 år. Nu med Israels krig og bombninger fra land vand og luften er to tredjedele af Gaza jævnet med jorden. To tredjedele af befolkningen er uden tag over hovedet. Halvdelen af området er oversvømmet pga. ødelæggelser af kloaksystemet. Krigsførelsen med den massive ødelæggelse og de enorme tab af palæstinensiske menneskeliv kan kun ses som Israels løsning på Gaza-problemet, en endelig løsning, som vil tvinge alle palæstinensere ud, fordrive dem fra Palæstina.Kun USA har mulighed for at stoppe den israelske regerings krig og tvinge den til fredsforhandlinger. De kan, hvis de vil freden. Fahti El-Abed tror derimod ikke, at en europæisk indsats vil gøre særligt indtryk på Nethanyahu. Han ser frem til Den Internationale Domstols undersøgelse af, om der juridisk kan rejses sag om folkedrab og andre krigsforbrydelser mod Israel.
 
I den efterfølgende debat fik de to oplægsholdere ud fra spørgsmål og indlæg fra salen mulighed for at uddybe og præcisere deres pointer og synspunkter til forståelse af baggrunden for konflikten mellem Palæstina og Israel og den igangværende krig.
 
 

Nyt om kendelsen fra Den Internationale Domstol

Den Internationale Domstol ICJ i Haag kom 26. januar 2024 med sin kendelse i sagen, hvor Sydafrika har anklaget Israel for folkedrab på Gazas palæstinensere og brud på FNs konvention mod folkedrab.

ICJs kendelse, som ikke kan appelleres, stiller som det afgørende krav, at Israel skal tage alle midler i sin magt i brug for at forhindre alle handlinger inden for rammerne af artikel to i konventionen over for palæstinenserne i Gaza, i særdeleshed a) at dræbe medlemmer af gruppen, b) forårsage alvorlig kropslig eller mental skade på medlemmer af gruppen, c) bevidst påføre gruppen livsvilkår beregnet på at føre til dens fysiske udslettelse, helt eller delvist, og d) påtvinge tiltag, der har til hensigt at forhindre fødsler i gruppen. Endvidere skal Israel med umiddelbar virkning sikre, at landets militære styrker ikke begår nogen af de ovenfor beskrevne handlinger.

På grundlag af de hidtidige konsekvenser af Israels krigsførelse med 25.700 dræbte palæstinensere, 63.000 sårede og 1,7 millioner internt fordrevne i Gaza og med dokumentation af en række udsagn om Israels intentioner fra israelske ministre og præsident fastslår ICJ, at det er begrundet, at domstolen realitetsbehandler anklagerne om folkedrab, og at domstolen kræver en række foranstaltninger mod Israels krigsførelse i Gaza i afventen af den antagelig langvarige realitetsbehandling af sagens substans. Som yderligere grundlag for kravene om midlertidige foranstaltninger henviser domstolen til en række udsagn fra FN-repræsentanter om situationen i Gaza.

De øvrige midlertidige foranstaltninger, domstolen kræver opfyldt er, at Israel skal tage alle midler i sin magt i brug for at forhindre og straffe direkte og offentlig opfordring til folkedrab i forhold til palæstinenserne i Gaza, at Israel umiddelbart skal træffe effektive foranstaltninger for at muliggøre stærkt nødvendig og humanitær bistand og nødhjælp til afhjælpning af leveforholdene, palæstinenserne i Gaza lever under, at Israel også skal træffe effektive foranstaltninger for at forhindre ødelæggelse af og sikre bevaring af beviser på muligt folkedrab på palæstinensere i Gaza, at Israel inden for en måned skal afgive  en rapport til domstolen om alle de foranstaltninger, staten har taget for at effektuere domstolens krav.

Domstolens kendelse blev af givet af 15, henholdsvis 16 af de i alt 17 dommere, idet også den af Israel udpegede dommer tilsluttede sig kravene om at sikre humanitær bistand ti Gaza og at forfølge tilskyndelser til folkedrab.

Domstolen stillede ikke krav om umiddelbar våbenhvile i Gaza. Men kendelsen vil gøre det vanskeligere for staten Israel at fortsætte sin krigsførelse mod Hamas, fordi ICJ med sin kendelse giver klart udtryk for, at der er begrundet og nærliggende fare for folkedrab i Gaza.

Nethanyahus første reaktion på kendelsen var ikke løfterig. Men forventningen må være, at det internationale pres på Israel, også fra USA, vokser. Begyndelsen på enden?

Vibe Jakobsen  27.1.2024

Penge og politik – Magt og mytteri

Af Henrik Døcker

Pengenes magt bag både politik og jura er der filosoferet og skrevet meget om. Undertiden er dette åbenbart, ofte skjult som en kronisk “sygdom”. Og det er åbenbart, at både demokratier og diktaturer (autokratier) er belastet af den råddenskab, der undertiden hører med til pengemagten. Det er let nok at gribe til begrebet korruption, men hyppigt uden den større effekt, fordi magtfulde interesser forhindrer det, samtidig med at den, der ulovligt opnår en fordel ved omgåelse af regler, er interesseret i tavshed om det hele. Man taler om tys-tys-penge, man taler om “tavshedens lov” – oprindelig den sicilianske mafias udtryk for: “Tavshed er guld” eller måske snarere “Tavshed er en pligt”.
Men mange politiske initiativer tages uden nogen klar, åbenlys forbindelse med penge. Fhv. præsident Donald Trumps fremfærd er nok verdens tydeligste eksempel herpå lige nu. Alene at han har “skabt” sproglige udtryk fra det løgnens og udnyttelsens univers, han har omgivet sig med. Først kom fake news, ordret: forfalskede nyheder, som han i et uendeligt litani slyngede i hovedet på journalister, der stillede ham kritiske spørgsmål. Allerede her signalerede han sin alternative “verden”, som definerede løgn og sandhed helt anderledes end den omgivne verden. Et kneb, han benyttede – måske nok ikke som den første i USA – var at henvise til falske citater fra navngivne amerikanske politikere, dvs. ord, som de ikke havde udtalt.
Adskillige amerikanske journalister måtte, som fænomenet udvikledes, bruge urimelig megen tid på at tilbagevise frit opfundne udtalelser, falske talangivelser eller brovtende selvhævdelse. En videreudvikling af det trumpske fantasi-univers har været “at stjæle en valgsejr”. Jeg véd ikke, om amerikanerne har en version af det danske “Tab og vind med samme sind”. Et ordsprog, som kunne være et motto for enhver folkevalgt, der som en selvfølge vil respektere udfaldet af enhver regulært gennemført valghandling Nu skal man måske være amerikaner for overhovedet at viderebringe sådanne nye, kunstige udtryk – men ville en europæisk politiker slippe afsted med det – og blive taget alvorligt?
Totalt kan man ikke afvise muligheden for sådanne populistiske udtryk. Den nu afdøde italienske toppolitiker Silvio Berlusconi kunne med lidt god vilje måske kaldes en europæisk version af Trump. Selv om Italien ikke kan kaldes noget pragteksempel på en retsstat blandt Europas demokratier, så har det dog ikke fostret mænd af Trumps karat. At “perlerækken” af trumpske løgne citeres så flittigt hver eneste gang, han er blevet tiltalt i den efterhånden lange række af retssager mod ham, kan kun udlægges som udtryk for hans enestående pengemagt.
Sceneskift til Sanjay Shah, der efter en årrækkes ophold i Dubai her i København er tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for 9 milliarder kr. i sagen om falsk udbytteskat. Hans indledende forsøg på at få sagen afvist, fordi han ikke troede. han fik “retfærdig rettergang”, kunne ligne en trumpsk afværgemanøvre. Efter at forsøget blev afvist af retten, fornemmede man, at “denne bold var lagt død”. Havde det været Trump i USA, ville der på én eller anden måde været holdt liv i sagen. Når det lykkedes Trump at “afvise” sin medskyld i stormen på den amerikanske Kongres i januar 2021 – et reelt mytteri mod staten USA – og det til trods for at en del af de voldelige hærværksmænd allerede er dømt, så kan det kun skyldes den enorme pengemagt bag kulisserne. Trump er en mand, som straks kommer i pindsvine-stilling, hvis han angribes politisk eller juridisk – og som i øvrigt for længst har bekendt sig til, at “det bedste forsvar er et angreb”.
Lad os fokusere på Qatar, som af belgisk politi er kommet stærkt i søgelyset efter anholdelsen af i alt fem personer, der har været medlemmer af EU-parlamentet eller knyttet til det, deriblandt det græske Europa-parlamentsmedlem Eva Kaili, hos hvem belgisk politi har fundet over én mio. Euro i kontanter – penge, der angiveligt skal være betalt for Kailis indsats for at skaffe Qatar-borgere visumfri adgang til EU. Den magt og indflydelse, som fx parlamentarikere ved EU-parlamentet nyder, giver naturligt visse enkelt personer eller stater uden for EU-kredsen blod på tanden. Det er ikke første gang, at lige akkurat disse parlamentarikere er blevet fristet af lyssky penge Det aktuelle tilfælde, som også indbefatter en anklage for hvidvask, forekommer at være det hidtil groveste tilfælde.
Når talen falder på magtmisbrug, kan det virke helt ejendommeligt ikke at være begyndt med Vladimir Putin. Men den tidligere KGB-agents totale foragt for alt, hvad der smager af demokrati endsige menneskerettigheder, har fået mig til i første omgang at holde ham “ude af ligningen”. Ligefrem flagrant at krænke FN-pagten ved at føre angrebskrig (aggression) som Ruslands mod Ukraine stiller førstnævnte uden for enhver sammenligning selv med skindemokratier. Ærindet her har været i nogle glimt at belyse demokratiernes svagheder og dilemmaer. Under de evige forsøg på at få folkets vilje inddraget, ja pointeret, i det demokratiske spil.
Men de parlamentariske bataljer, partiernes modsætninger og indbyrdes fejder er ikke -som det undertiden fore- kommer i USA – at ligne ved en sportskamp. Og ikke et spørgsmål om at hylde en fører. Noget Trump og store dele af hans republikanske lejr i USA aldrig har forstået. For ham er principper for retsstaten ligegyldige, ja verdensfjerne forestillinger. Selv om vestlige staters interne politiske og juridiske stridigheder tager megen tid og koster meget, er det den daglige dyst, vi føler at måtte tage. For at hindre at demokratiet bliver en paradeforestilling.

13.1.2024

Reserver den 8. februar kl. 13:30-15:00

Som del af Danske Seniorer har Globale Seniorer sammen med de øvrige ældreorganisationer i København arrangeret et debatmøde som opfølgning på det valgmøde der blev gennemført i november 2021. Mødet vil om kort tid blive lagt i eventkalenderen her på siden.

Vi håber rigtig mange vil deltage i mødet!

Denne første orientering om mødet er indsendt til hjemmesiden af Seniorpolitisk udvalg 01.01.2024 Povl Anker Andersen

En urolig verden i ubalance

To tunge internationale væbnede konflikter - mange borgerkrige og repressive regimer

Af Henrik Døcker
Journalist og medlem af Globale Seniorer

Tæt på 75 års jubilæet for FNs verdenserklæring om menneskerettighederne – den   vedtoges af FNs Generalforsamling den 10. december 1948 – er der sikkert mange, der kunne ønske svar på 

spørgsmålet; Har det så hjulpet? og Hvem kan egentlig svare på det? 

Den ufredelige verden med Ruslands aggression mod Ukraine og den palæstinensiske organisation Hamas’s blodige konfrontation med Israel sætter ligesom den overordnede ramme, indre oprør og massiv undertrykkelse af egen befolkning udfylder billedet af en klode i dyb disharmoni og med de mørkeste udsigter for fremtiden.

Nu lige de internationale menneskerettigheder, der så at sige blev “født” blot tre år efter 2 Verdenskrigs afslutning: Gælder de også i krige? Den internationale Domstol i Haag har i en vejledende udtalelse sagt ja til dette, men hertil er at føje, at det i krigstilfælde i det væsentlige er den humanitære folkeret, som danner en juridiske ramme. Rent faktisk, de facto, er det vanskeligt, ofte umuligt, at overholde menneskerettighederne under krig – tænk blot på Danmarks rolle under den tyske besættelse 1940-45, hvor f.eks. forenings- og ytringsfriheden af Tyskland blev ophævet. Da en dansk statsborger efter krigen forsøgte at rejse sag ved danske domstole med påstand om grundlovsbrud under krigen, blev han afvist. Det var force majeur – og unægtelig sandt.

Krigens folkeret, i vid udstrækning baseret på fire Røde Kors-Geneve-konventioner af 1949 (om forbudte våben, syge og sårede krigsfanger og disses udveksling, civilbefolkningen i krig mv.) forsøger at regulere forhold såvel i eksterne som interne væbnede konflikter (sidstnævnte tidligere benævnt borgerkrige). Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) medvirker ved sådanne fangeudvekslinger – som senest eksemplificeret ved frigivelsen af hhv. israelske Hamas-fanger og palæstinensiske Israel-fanger under konflikten i Gaza. – Særlig komplicerede har de såkaldt internationaliserede borgerkrige vist sig at være, altså dér, hvor en ude fra kommende magt intervenerer på den ene parts side i en borgerkrig, sådan   som det skete i Eks-Jugoslavien, hvor NATO-magter bombarderede Serbien for at få afsluttet hvad mange bedømte som et forestående serbisk folkedrab på Kosovos albansk-talende befolkningsflertal..

Hvor er FN henne i alt dette? Direkte del i f. eks. en indsats til fordel for Ukraine kan verdensorganisationen ikke skride til på grund af Ruslands vetoret i FNs Sikkerhedsråd. Den israelsk-palæstinensiske konflikt viste sig egnet til mægling via lilleput-sultanatet Qatar, der tilsyneladende har særlige politiske evner i den arabiske verden – og ikke kun oliebaseret rigdom. FNs fredsbevarende styrker, bestående af civile, politifolk og soldater, skal i princippet ikke stifte fred, men stabilisere, bevare en fred, der er opnået efter voldelige konfrontationer som regel inden for et land. For tiden driver FN 15 sådanne missioner De er udsendt til steder på kloden, hvor situationen er blevet overophedet, hvor ikke-statslige grupper eller større formationer, oftest bevæbnede, terrorister eller yderligtgående sammenslutninger skaber farlige situationer,     

Det er ikke nødvendigvis en decideret politisk konfrontation, FN-styrkerne, skal forhindre, undertiden er det stærke forbrydersyndikater, som er modstanderen – og de så stærke, at de truer almenvellet i det pågældende område.  Senest har Sikkerhedsrådet godkendt en FN-mission, der skal forsøge at skærme befolkningen i Haiti mod en tiltagende voldskriminalitet, der har taget 3000 menneskeliv bare i år, og som har tvunget omkring 200.000 mennesker til at flygte fra deres hjem. Titusinder af børn har ikke kunne sendes i skole af frygt for hvad der ville ske dem ud og hjem fra skolen. Kenya har tilbudt at sende 1000 politifolk til Haiti, men en aftale mellem de to stater synes endnu ikke at være på plads. Haiti har dårlige erfaringer med FN-udsendinge, som i nogle tilfælde har forgrebet sig på kvinder og mindreårige (hvilet dog også er forekommet i andre stater). Generelt har staten været hårdt plaget, også et jordskælv, som i 2010 efterlod 300.000 dræbte og forårsagede store ødelæggelser, bl.a. i hovedstaden Port-au-Prince.

Kriminalitetsbekæmpelse i enkelte medlemsstater er ikke en normal opgave for FN, men til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, smugleri      narkohandel på tværs af grænserne er der ligefrem udformet en særlig FN-konvention. I ikke få af verdens lande fletter organiseret storkriminalitet sig ind i regeringens gøren og laden.hvor illegal narkotikahandel er involveret. Rigtig indviklet bliver det, hvis en præsident tager disproportionale virkemidler i brug, sådan som fx Flippinernes tidligere præsident Rodrigo Duterte, der lod i tusindvis af narkomaner og narkohandlere ombringe, alene på grund af mistanke. Centralamerika er – bortset fra Costa Rica – og hårdt ramt af lovløshed, hvis en sådan betegnelse berettiger forbrydersyndikaters vældige greb om magten. Særlig slemt har det været i El Salvador, hvor præsidenten, Nayib Bukele – sandsynligvis med en inspiration fra Duterte – har sat så hårdt ind i bekæmpelsen af narko-bander, at demokratiet eller i hvert fald demokratiske principper for retsstaten er blevet sat uden for døren. Guatemala og Honduras har også høj kriminalitetsrate og mange drab som følge af fejder mellem bander.

Hertil kommer så en række stater, hvor kriminalitet og ufred ofte glider over i hinanden:Borgerkrige, evt. med intervention udefra har sendt hundredetusinder på flugt, og den fattige tilværelse er nu også præget af evig frygt for, at kampene kommer helt tæt på den enkelte borger. Helt uoverskuelig er situationen i det uroprægede Myanmar, som med sine otte hoved-nationalgrupper er underinddelt i 135 etniske undergrupper. Disse har gennem væbnede enheder i de enkelte delstater sat sig til modværge over for landets militær, som tog magten ved kup i 2021, men endelig har også et magtfuldt mafia-lignende forbrydersyndikater gjort sig gældende. – Den nyeste interne konflikt i verden brød i april i år ud i Sudan, hvor en para-militær styrke, forkortet RSF – jævnligt støttet med våben fra De Forenede Arabiske emirater – gik til angreb på den sudanske hær. Hertil er kommet regulære henrettelse af befolkningen i provinsen Darfur – tidligere ramt af folkedrabslignende fremstød fra arabiske sudanere.mod negroide stammefolk og kristne sudanere. Borgerkrigen i hele landet har foreløbig krævet      i hvert fald 10.000 dødsofre, tvunget 6,3 mio. mennesker på flugt og lagt store dele af hovedstaden Khartoum øde.

I nabolandet Etiopien blev omkr. 500.000 dræbt under borgerkrigen i provinsen Tigre, hvorunder nabolandet Eritrea kom Etiopien til hjælp. Selv om det er omkring et år siden, at der blev undertegnet en fredsaftale mellem parterne, indløber der stadig beretninger om massedrab, ødelæggelse af hospitaler, klinikker, skoler og overgreb mod civilbefolkningen, herunder mange tilfælde af voldtægt. som den internationale menneskeretskommission om Etiopien skriver i en nylig rapport. Den etiopiske regering kritiseres for ikke at undersøge de mange overgreb, endsige lægge op til et retsopgør. – Den ni år lange borgerkrig i Yemen har ikke umiddelbar udsigt til at ville ende. Den hører til kategorien ‘internationaliserede borgerkrige’, eftersom den i 2014 brød ud ved at en tidligere præsident (sunni som det store flertale af den yeminitiske befolkning indgik alliance med en væbnet gruppe af shiitiske oprørere, kaldet houthierne fra Saudi-Arabien. Disse trængte over grænsen og erobrede siden hen Yemens hovedstad San’a, mens præsidenten måtte gå i eksil. En gigantisk humanitær krise er udløst af den uafklarede situation: 21,6 mio mennesker er i nød, og over 4,5 mio. mennesker er flygtninge i eget landet, såkaldte hjemstavnsfordrevne.

Denne tour d’horizon har kun sporadisk berørt de aktuelle blodige opgør i Ukraine og Gaza (og ladet væbnede træfninger og uro i fx Congo, Mozambique, Libyen eller Somalia uomtalt) – for at vise, at vesterlændingenes naturlige optagethed af deres nære konflikter, på ingen måde appellerer til en stribe stater og områder i verden, der har fået og får deres tilværelse ødelagt af vedvarende egne voldshandlinger, de være sig politiske eller af anden slags. Demokratiske principper om respekt for individet, andres meninger eller magtens fordeling er mange steder på kloden et sjældent og kun delvis efterspurgt gode. Med og uden FN.

05. december 2023