Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Forsideindlæg

Gummikuglen blev hans skæbne

Et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus                                                                                                       26.9.2023

Richard Moore er blind. Han var 10 år i maj 1972, da han blev skudt mellem øjnene med en gummikugle som den, han lader gå rundt, da vi Globale Seniorer er på besøg. Vi er i “Stroke City” – Nordirlands næststørste by, som skiftevis hedder Derry eller Londonderry eller Derry/Londonderry alt efter, om man er unionist og dermed sandsynligvis protestant eller nationalist og dermed nok også katolik, eller ingen af delene. Og Richard Moore er dels leder af Derry’s lokalradio, Drive 105, og dels direktør i en velgørende fond, han selv har stiftet under navnet Children in Crossfire, Børn i Krydsild.

Hvis der er en by i Nordirland, man kan kalde katolikkernes og dermed republikanernes højborg, er det Derry. Den katolske del af byen Bogside er fyldt med murmalerier og “Free Derry” i kæmpestore bogstaver. Det var her ‘Bloody Sunday’ fandt sted i januar 1972, da britiske soldater dræbte 14 deltagere i en demonstration for menneskerettigheder og sårede yderligere 12. Der var vagtposter alle vegne. En var placeret lige uden for den skole, Richard gik på. Den 4. maj kommer han løbende fra fodbold, rundt om et hjørne, passerer vagtposten og bliver skudt på klods hold. Gummikuglen rammer midt mellem øjnene. Det ene ryger ud. Det andet bliver blindt.

Richard Moore fortæller historien roligt, med en slags underliggende patos. Han har fortalt den mange gange før, også i BBC (udsendelsen “Blind Vision”) og i TED programmet på Youtube.

Egentlig er vi kommet for at høre om lokalradioens rolle under ‘The Troubles’, men i den forbindelse er det mest interessante iflg. Richard Moore de piratradioer, der sendte fra den anden side af grænsen til Republikken Irland, kun få kilometer fra Derry. Lokalradio – community radio – kom først efter årtusindskiftet. Og Richard Moore er gammel radioamatør, så han var med fra starten, og han ser tre fordele ved lokalradio i en by som Derry: På den ene side, at alle kan ringe ind og give deres version af de konflikter, de oplever. Det giver en formidlet dialog mellem to sider, der ofte er uforsonlige. På den anden side giver radioen uddannelse til de halvt hundrede frivillige. De lærer at præsentere en sag, at optræde for et publikum, eller de er teknikere, receptionister osv. Og på den tredje side giver lokalradioen byen en sportslig identitet. Drive 105 dækker alle sportskampe, hvor Derry er med – og holder altid med hjemmeholdet.

Hvad Richard Moore allerhelst vil tale om, er fonden ‘Children in Crossfire’, der hjælper med til at give børn i Tanzania og Etiopien en uddannelse, især ved at støtte førskole undervisning. Fonden blev til, fordi Richard Moore fik en erstatning for de to øjne, som gjorde ham i stand til at købe et hus og to barer i Derry. Dem solgte han efter 28 år, og salgssummen blev begyndelsen til ‘Children in Crossfire’.

Og så vil han gerne tale om tilgivelse. Det kan måske være lidt tåkrummende for os danskere, men Richard Moore siger det sådan – på trods af den vold, der har gjort ham blind – at “We need to have a desire to reconcile”. “Vi har brug for at have et ønske om forsoning”. Det begyndte med et møde i 2001, da Dalai Lama kom til Derry. Richard Moore blev grebet af hans tanker og besluttede at forsone sig med den soldat, der skød og gjorde ham blind. Han fandt ham i Skotland, og siden har de mødtes som venner, siger Richard Moore, men det varede længde, før Charles besluttede at undskylde for den fejl, han begik i 1972, da han skød den 10-årige dreng lige mellem øjnene. “Vrede er en selvisk følelse”, siger Richard Moore i dag. “Tilgivelse er en gave, du giver til dig selv”.

Democratic Union Party og The Orange Order.

Endnu et spændende rejsebrev fra Nordirland

Viggo Brun                                                                                                                24.9.2023

Globale Seniorers Nordirlands gruppe havde fået arrangeret et møde med det protestantiske unionistparti Democratic Union Party (DUP) – som skulle sidde i den Nordirske regering sammen med Sinn Fein, men som for tiden nægter at indgå i nogen regering.

I tillæg fik vi tilbudt en rundvisning på Orange Orders Heritage Center i det hus i Loughgall, hvor Orange Order blev grundlagt i 1795. Loughgall er en lille landsby i nærheden af Portadown i County Armagh, et landområde en times biltur sydvest for Belfast – ikke helt nemt at nå med offentlig transport, men vi endte da med at få samlet tropperne.

DUP havde oprindeligt tilbudt, at vi skulle mødes med partiets leder Sir Jeffrey Donaldson; men da han blev hasteindkaldt til et møde i London, mødte vi i stedet parlamentsmedlem Jonathan Buckley, partiets økonomiske talsmand, som fremlagde partiets synspunkter. Han er nu blevet 31 år, men blev landets yngste parlamentsmedlem allerede som 25-årig. Han blev gift i 2022, og har brevdue-kapløb som hobby – en meget veltalende og sympatisk ung mand.

Som udgangspunkt havde vi bedt ham tale om post-Brexit situationen og Nordirlands fremtid.

Grundlæggende sagde han, at DUP naturligvis var pro-britisk, men at de følte sig forladt – ja nærmest forrådt – af Storbritannien i forbindelse med Brexit. Nordirland var blevet et offerlam – ‘collateral damage’ – i de kaotiske tilstande efter afstemningen. Han forklarede, at før DUP ville genoptage samarbejdet med Sinn Fein i regeringen måtte briterne først genindføre det indre marked i UK, dvs. fjerne alle handelshindringer mellem England og Nordirland, fordi 85% af Nordirlands produktion og handel går til og fra England.

DUP havde stemt for at forlade EU, fordi de ønskede at afgørelser i Storbritannien og Nordirland skulle tages lokalt, ikke i Bruxelles, men den engelske regering havde ikke troet at et flertal af befolkningen ville stemme for at forlade EU. Regeringen havde derfor overhovedet ikke forberedt sig på konsekvenserne af en eventuel Brexit, ej heller lagt nogle konkrete planer for, hvordan de skulle takle konsekvenserne af en udtrædelse. Den britiske regerings team var skiftende og dårligt forberedt til alle forhandlinger med EU, der var meget bedre til at forhandle. Derfor var det endt med en så kaotisk post-brexit-situation for Storbritannien og specielt for Nordirland.

Om sin holdning til et forenet Irland, svarede Jonathan Buckley, at han ikke troede, at et forenet Irland var uundgåeligt selvom Sinn Fein republikanerne nu havde overhalet DUP som det største parti i Nordirland, og selv om unionisterne var fragmenterede i mere end 15 forskellige protestantiske trosretninger, medens nationalisterne/republikanerne var mere samlet under den katolske kirke.

Han mente at en eventuel afstemning om et forenet Irland ikke nødvendigvis ville ende med et forenet Irland, fordi de fleste mennesker ville foretrække kontinuitet fremfor en forandring med uoverskuelige konsekvenser. Desuden er det britiske helse- og sociale system meget bedre end det irske, og Nordirland er i dag fuldstændig afhængigt af store årlige subsidier fra Storbritannien.

Som Ulster Skotte med en protestantisk baggrund havde han en stærk historisk og kulturel identitet som en del af Storbritannien, som han absolut ikke kunne forestille sig at blive afskåret fra.

Afslutningsvis spurgte vi, hvad der skulle til for at bringe Nordirland ud af det nuværende parlamentariske dødvande med en ikke-fungerende regering. Vi fik ikke noget klart svar, blot skubbede Jonathan Buckley ansvaret over på Sinn Fein, Storbritannien og EU.

Inden gruppen fik en rundvisning på museet for The Orange Order i samme hus, blev vi beværtet med de bedste scones og te man kunne ønske sig!

The Orange order

Det er vigtigt at have nogle historiske hovedpunkter i baghovedet, når vi taler om protestanter og The Orange Order i Nordirland:
 Fra 1534 til 1603 erobrede briterne gradvist store dele af Irland – ‘The Tudor Conquest of Ireland’ – hvilket resulterede i, at den irske adel måtte flygte og deres jord blev konfiskeret.
 I 1608 begyndte en organiseret kolonisering af Ulster (Nordirland) hvortil et stort antal britiske protestanter – de såkaldte ‘planters’ fortrinsvis fra Skotland – flyttede. Disse blev kaldt ‘planters’ fordi de blev omplantet fra Skotland og England. I løbet af de næste 100 år voksede den protestantiske befolkning i Ulster sig større end den oprindelige katolske bondestand.
 I 1688 kom så ‘The Glorious Revolution’ i England, hvor den katolske kong James blev udfordret af den hollandske og protestantiske prins William of Orange, som var gift med kong James’ protestantiske datter. Dette resulterede i en krig som blev udkæmpet i Irland mellem den afsatte kong James, som håbede på, at den katolske majoritet dér ville støtte ham, og den nye protestantiske kong William.
William vandt, hvilket medførte protestantisk overherredømme i Irland og Ulster, samt en diskriminering og ekskludering af den irsk-katolske majoritet – samt presbyterianerne – fra magt og adgang til at eje jord. Denne lokale krig var en udløber af Ni-Års-Krigen (1688-97) på det europæiske kontinent mellem de protestantiske reformister – ‘The Grand Alliance’ – og de katolske mod-reformister ledet af kong Ludvig XIV.
 I 1795 blev The Orange Order dannet.

     

Orange Order museet – total renoveret med EU-midler – koncentrerede sig om disse historiske begivenheder og fokuserede på det engelske kongehus’’ storhed. Det var særlig datoerne for de forskellige militære slag mellem William af Orange og kong James, der blev lagt vægt på, og som den dag i dag stadig er udgangspunkt for fejringerne på de store årlige parader, som protestanterne arrangerer. Specielt fejres sejren efter slaget ved Boyne den 12. juli (1690), som er national helligdag i Nordirland.
Vores guider talte med stor patos og dyb loyalitet om det engelske kongehus og roste dets storhed; ikke mindst talte de med stor begejstring om besøget af prins (nu kong) Charles da han indviede museet, hans optræden og små kommentarer som havde gjort stort indtryk på dem.
Udgangspunktet for dannelsen af The Orange Order var resultatet af spændinger mellem nogle mindre grupper af protestanter og katolikker i Armagh området i 1795, som endte op med skyderier mellem de to grupper, hvor 30 katolikker blev dræbt, hvorefter nogle af de sejrende protestanter tog hen til den bygning, hvor museet nu befinder sig og dannede The Orange Order – ‘Orange’ til minde om den protestantiske William af Orange, som havde indført protestantisk overherredømme i Ulster hundrede år tidligere. Et rum i museet viste de tre grundlæggere underskrive Orange-ordenens statutter.

Museet var flot indrettet og afspejlede ordenens fokus på en glorværdig og fjern fortid med militarisme, royalisme, protestantisme og glorificering af Storbritanniens kolonitid. Vores gruppe havde dog lidt svært ved at føle lige så stor entusiasme som vores venlige guider.

 

 

 

‘Toxic’ is the keyword

Et nyt postkort fra Nordirland

Ole og Ki Aabenhus                                                                                                   24.9.2023

‘Toxic’ – det er, hvad Dale Patterson, assistent i et rent-a-car firma i Derry, kalder situationen i Nordirland. Vi har afleveret en bil, det er sidste dag i Nordirland, og han kører os til byen, så vi kan komme til lufthavnen i Dublin med bus.

Udtrykket ‘toxic’ kommer egentlig fra, at der for kort tid siden er fundet giftige blåalger langt over de tilladte max-grænser i søen Lough Neagh, hvor 40 pct. af Nordirlands drikkevand kommer fra. “Ingen gør noget ved det, for der er ingen regering i Nordirland”, forklarer han. Det hænger sammen med, at protestanter i unionist-partiet DUP blokerer for, at katolikkerne i det republikansk-irske Sinn Fein kan overtage posten som førsteminister, sådan som reglerne er under ‘Good Friday’ (Langfredags-) aftalen. Det var ellers den, der for 25 år siden fik sat en stopper for den voldelige konflikt i Nordirland.

Dale var 6 år gammel, da ‘Good Friday Agreement’ blev til, så han har aldrig rigtig oplevet volden under ‘The Troubles’. Men situationen i dag er stadig ‘toxic’, siger han, for spændingerne er der stadig. Dale elsker fodbold, men der er ingen penge til sporten, fordi unionisterne identificerer sig med britisk fodbold (‘soccer’), mens republikanerne af princip går ind for irsk-gælisk fodbold, der ligner en blanding mellem ‘soccer’ og rugby. Altså bliver det aldrig til noget med, at Nordirland kan markere sig i international sport.

Hvad med et forenet Irland, spørger vi. “Det tror jeg ikke på”, siger Dale. “Der er alt for mange protestanter med gammeldags britiske værdier. Og så er der nogle britiske velfærdsordninger, der gør det bedre at bo heroppe i nord. Vi har boligtilskud, arbejdsløshedsunderstøttelse og et sundhedssystem, der er både bedre og billigere for almindelige mennesker. Det vil folk ikke give slip på”.

Selv kommer han fra et katolsk hjem. “Men heldigvis gav mine forældre mig en opdragelse, hvor de ikke påduttede mig et bestemt synspunkt i konflikten heroppe. Og alligevel har jeg arvet ‘The Troubles’. De gamle spændinger er giftige ligesom vandet i Lough Neagh, og de gennemsyrer alt. Toxic is the keyword”.

 

 

De halvnøgne mænd, der vandt over briterne

Endnu et postkort fra Nordirland

Af Ole Aabenhus                                                                                                          22.9.2023

Vi befinder os i sognegården til en katolsk kirke i Belfast, og de fleste af os 15 i Globale Seniorers rejsegruppe er lidt chokerede. Vi er lige ankommet til Nordirland. Vi har set en del af de berømte murmalerier fra The Troubles – de tredive år fra omkring 1960 til Langfredagsaftalen, Good Friday Agreement i 1998, da kampene i Nordirland var hårdest. Og nu sidder vi ansigt til ansigt med to “Blanket men” – John Hunter til venstre og Eámon MacConbhide til højre.

“Blanket men” er betegnelsen for unge IRA-medlemmer, der blev interneret af de britiske myndigheder, og gennemførte nogle af de hårdeste protestaktioner, man kan forestille sig.

Manden i den hvide skjorte, Brian Watters, er præst i kirken og lidt forsigtig i sine udtalelser. Og bagerst i mørk skjorte står Gerry Hanna, en pensioneret fagforeningsmand, der har hjulpet med programmet i Nordirland og mener, vi skal kende alle sider af konflikten.

Han kender Eamon, der har det med at fare op, fordi han ikke kan styre sit temperament, når det handler om The Troubles, så Eamon har fået John med. John er roligere, og de to har været venner siden fængselsdagene.

I efteråret 1976, da de var blevet sat fast som store teenagere, stillede de britiske myndigheder krav om, at alle internerede fra IRA og lignende oprørsgrupper skulle bære fangetøj. Fangetøj er et symbol på, at du straffes som kriminel, men John, Eamon og flere hundrede andre unge mænd protesterede. De var politisk internerede og ikke straffefanger – altså havde de ret til at gå i eget tøj, ret til at mødes og til at få breve udefra.

Fængselspersonalet rev brutalt tøjet af dem, så de stod nøgne, men de nægtede at tage fangetøj på. Med det resultat, at de gik omkring totalt afklædt, kun med det tæppe, der hørte til i cellen. De blev slået og udsat for tortur, så snart de kom ud af celledøren, fortæller de, så fra 1978 nægter de at gå i baderum, og da det kommer til en slåskamp, nægter de at gå på toilettet og også at gå ud for at tømme den potte, de får udleveret, så de smører afføring op på væggene. Myndighederne giver sig ikke, tværtimod. De holder ud i en grad, som er vanskelig for os andre at forstå. Hvordan kunne de klare år ud og år ind at sidde i en celle uden varme om vinteren, uden bad, med lort på væggene? Det er John, der svarer: Det var en slags team-spirit. Og de, der opgav og samarbejdede med myndighederne, var screws, skruebrækkere. Dem var der 600 af, får vi at vide. “Blanket men” talte 350.

Der går tre år, så i 1981 lægger de 350 en plan for seriel sultestrejke – når én dør, går den næste i gang med at sulte sig til døde, og så fremdeles. Bobby Sands, den mest berømte iblandt dem, døde efter 66 dage. Undervejs var han blevet valgt som britisk Parlamentsmedlem, selv om han var fængselsfange, og det var begyndelsen til en stadig mere omsiggribende støtte, der gjorde Sinn Fein – IRA’s politiske fløj – til det største irsk-republikanske parti i Nordirland.

John var blandt de 100, der stod på listen over dem, der ville sulte sig til døde – man nåede bare ikke så langt ned på listen. I alt 10 døde, og det var det, der gjorde udslaget, mener både John og Eamon. “Vi var overbevist om, at vi ville vinde, og vi vandt”, siger John i dag, og Eamon nikker. Han er enig. Uden “blanket men” og sultestrejke havde briterne aldrig givet sig, og Good Friday-agreement var aldrig blev til.

 

Verdensmålene: En fælles global indsats

Af Leif Sønderberg Petersen og Asbjørn Andersen                               13. september 2023

Verdensmålene er ikke fortid, de er vores fremtid. De er vores fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaforandringerne inden 2030. Men siden kampagnen “Vores mål” sluttede i 2020, har der været en offentlig stilhed omkring dem. Det er tid til at bringe dem tilbage i rampelyset.

Behovet for kommunikation og engagement
Der er et stort behov for at revitalisere verdensmålene, både over for politikere og ikke mindst befolkningen. Vi skal finde nye metoder til at skabe engagement, metoder der involverer alle samfundsaktører. Verdensmålsgruppen er ved at tilrettelægge en foredragsserie, som involverer kunst, kultur, forskning og erhvervsliv, med henblik på at motivere og engagere globale seniorer i at få opbakning til verdensmålene politisk.

Kulturen, videnskaben og erhvervslivet
Kulturlivet har et bredt formål, der omfatter kunstnerisk og kreativt udtryk i samfundsdebatten og giver dermed et vigtigt bidrag til forståelse af verdensmålenes vigtighed. Den videnskabelige verden søger at opnå objektiv viden og forståelse gennem forskning. Erhvervslivet kan bidrage væsentligt til økonomien og skaber grønne arbejdspladser.

Sammen med borgere og politikere kan disse aktører gøre en forskel
Ved at inddrage disse aktører tror vi, at det er muligt at skabe større engagement og øge fælles indsatser. Danskerne præsenteres for videnskabelige facts om klimaforandringer som er noget dystre. Vi mener, at det er vigtigt også at involvere alle følelsesmæssigt gennem kreative tilgange til fortolkning af verdensmålene set i et visionært perspektiv.

Sammen kan vi nå vores mål.

Foreløbigt har vi planlagt følgende arrangementer:
Vi starter med et møde med Maja Lucas, som er forfatter, og aktivist i Exstinction Rebellion 28.9.2023. Se opslaget i kalenderen og tilmeld dig samme sted. 

Postkort fra Nordirland

Det er op ad bakke for Nordirlands LO

Gavlmaleri i gården til fagbevægelsens hus i Belfast. Nordirerne elsker vægmalerier. Foto: Arne Skov Andersen

17.9.2023

I ethvert andet europæisk land vil fagbevægelsen kende sine modparter – ja, de vil have en arbejdsgiverforening og en stat at forhandle med.
Men det gælder ikke nordirsk LO – Northern Ireland Committee (NIC) of the Irish Congress of Trade Union – ICTU. Det nordirske LO er nemlig en del af det samlede ICTU, der dækker hele den irske ø.
Rammen for al politik i Nordirland er ”Good Friday Agreement” (Langfredagsaftalen), som blev indgået mellem de stridende parter i 1998 – altså for 25 år siden.
Men på trods af aftalen om fælles regering mellem Sinn Féin (republikanere/katolikker) og Unionisterne (dem, der vil forblive i union med UK) har der de facto kun været en regering i Nordirland i mindre end 40 % af tiden.
Dvs., at fagbevægelsen ikke har en repræsentant for det offentlige at aftale bedre vilkår for arbejderne og den øvrige befolkning med – ikke på arbejdsmarkedet, ikke på uddannelsesområdet, ikke på social- og sundhedsområdet, ikke på erhvervspolitik.
Da en stor del af medlemmerne er ansat i den offentlige sektor, er der for dem heller ingen at forhandle løn- og ansættelsesvilkår med – ingen at indgå overenskomster med.
Dette var bagtæppet for Irlandsgruppens møde med Gerry Murphy, der er leder af NIC og Assistant General Secretary i ICTU.
Når regeringen ikke fungerer i Nordirland, er det regeringen i Westminster gennem ministeren for Nordirland, der de facto bestemmer. Siden kampagnen for at komme ud af EU begyndte (Brexit afstemning i 2016) har nordirerne oplevet, at Westminster ingen interesse har for nordirernes levevilkår eller synspunkter.
Den eneste interesse, der har været vist er, hvordan Det Forenede Kongerige kunne undgå at oprette en ”hård” grænse mellem henholdsvis Nordirland resten af UK og Nordirland og republikken Irland og dermed EU. Det har de til gengæld været så opsat på, at de er parate til at fratage nordirerne mange af de selvfølgelige sociale og politiske rettigheder og menneskerettigheder, som er en del af både FN og EU konventioner.
Den økonomiske krise, som kom i kølvandet af Covid19, som igen for UK’s vedkommende kom i kølvandet af den forringerede økonomi efter Brexit, er gået hårdt ud over befolkningen i Nordirland.
Inflation, stigende boligpriser og dårligere sundhedsvæsen har været mærkbar hos lønmodtagerne, som ingen reguleringer eller tilskud har fået. Og i dag taler man nu også her om ”the working poor”, som medfører håbløshed og mangel af tro på fremtiden, når man ikke en gang ved at have et job kan arbejde sig ud af fattigdommen.
I de sidste 8 mdr. har regeringen i Nordirland været boykottet af unionisterne i protest mod Westminsters manglende interesse i at få ordentlige aftaler om grænsespørgsmålet mellem UK og EU, og i overhovedet at inddrage Nordirland i disse forhandlinger. På den måde håber unionisterne at kunne presse Westminster-regeringen til at inddrage den nordirske regering i forhandlingerne om fremtiden uden for EU, specielt for Nordirland.
Men konsekvensen af denne taktik er altså, at der ingen regering er i Nordirland til at styre landet.
Det er den situation, NIC-ICTU står i. De forsøger at få et møde med unionisterne (DUP), men partiet har indtil nu aflyst aftalte møder med kort varsel og senest har DUP, iflg. Gerry Murphy, ikke en gang svaret på henvendelserne.
Den instans, der for tiden kunne ændre på forholdene i Nordirland, er regeringen i Westminster, og den har NIC-ICTU ikke nogen direkte adgang til.
Med andre ord er NIC på mange måder sat skakmat, fordi man ikke har en effektiv modpart at forhandle med. I øvrigt insisterer NIC-ICTU på at være partipolitisk neutral. Man synes, der er rigelig med splittelse i landet, så fagbevægelsen lægger stor vægt på at undgå partipolitisk splittelse. Men Gerry Murphy lægger ikke skjul på, at det ikke altid er let at skulle favne alle de mange modsatrettede synspunkter i det nuværende Nordirland.

Gitte Vesterlund og Arne Skov Andersen   

Seniorer og unge deler Verdens bedste Nyheder

På syvende år deltog Globale Seniorer i uddelingen af Avisen Verdens bedste Nyheder. I morges, den 8. september, mødte syv globale seniorer op for endnu engang at sætte fokus på verdens mange fremskridt i forhold til Verdensmålene.

Igen i år foregik uddelingen på Forum station fra morgenstunden, hvor unge studerende på erhvervsuddannelserne på Niels Brock og NEXT Københavns Mediegymnasium myldrer op fra Metroen. Nogen tog godt imod budskabet, andre sprang målrettet over og så krisetrætte ud i øjnene. Men det er derfor ikke mindre vigtigt at holde fast i Verdensmålene.

I uddelingsavisen blev der også plads til en lidt mindre positiv nyhed: FN eksperterne dokumenterer i Global Sustainable Report 2023, at det kun er seks ud af de 17 mål, hvor der kan noteres moderat fremgang. Men de har noteret fremgang siden 2015 og uddelingsavisen håber på at FN’s topmøde om nogen dage kan give Verdensmålene ny vind i sejlene.

Det står vel klart i dag, at vi ikke når Verdensmålene til 2030. Især politikernes villighed til at handle har ikke levet op til det de bekender sig til. Men det er fint at holde fast, erkende de positive resultater der allerede er nået og  advokere for at  både politikere, erhvervsliv og vi som forbrugere, fortsat har et historisk ansvar for at handle for at nå de mål vi besluttede i 2015 i FN.

Povl Anker Andersen

 

Apropos au pair-debatten

Af Henrik Døcker                                                                                                             8.8.2023

Det er dette her med ”tillid er godt, kontrol er bedre”, ”den stærkes magt er den svages ret” eller” den kloge narrer den mindre kloge”. De aktuelle danske beretninger om familiers udnyttelse af udenlandske au pair-kvinder afspejler sørgeligt alt dette. Og gennemhuller til en vis grad myten om, at vi danskere udgør et tillidssamfund.
Jovist har vi i almindelighed tillid til hinanden, og heldigvis har vi en årvågen presse til afsløre hvor tilliden er brudt, selv om skaden mere eller mindre er en enlig svale. Og så kan ”skadevolderen” lige så godt være en privat person som en offentlig myndighed. Sidstnævnte har ansvaret for at få ændret tilstandene evt. med nye lovregler. . En fransk sag endte i 2005 helt til tops i det europæiske beskyttelsessystem for menneskerettigheder, nemlig ved Strasbourg-domstolen. Tilmed kategoriseret som slaveri. Forbuddet herimod på det internationale plan går helt tilbage til forløberen for FN:  Folkeforbundet, som i 1926 fik tilslutning til en konvention til begrænsning og gradvis afskaffelse af slavehandelen.
Efter menigmands opfattelse drejede den franske sag , Siliadin mod Frankrig, sig måske ikke om slaveri i almindelig forstand, sådan som den fx stadig findes i arabiske lande. Men det må erindres, at moderne slaveri omfatter enhver situation, hvor en enkeltperson udnyttes af andre for personlig eller egen vindings skyld. Det er ikke begrænset til menneskehandel, tvangsarbejde eller trældom, men omfatter altså også ‘husslaver’ og
gældsslaver eller groft underbetalte migranter, sådan som nutidens Anti Slavery Organisaztion ser på det.
Men den grove udnyttelse, som en purung kvinde fra den tidligere franske koloni Togo oplevede hos en ligeledes togolesisk familie i Paris, faldt altså efter Den Europæiske Menneskerttighedsdomtols opfattelse klart ind under det moderne slaveriforbud. Art. 4 i den europæiske menneskeretskonvention siger nemlig, at ingen må holdes i slaveri eller trældom eller udsættes for tvangsarbejde.
Den togolesiske kvinde, Siwa-Alofa Siliadin, var kun 15 år gammel, da hun i 1994 kom til Paris for at bo et stykke tid hos en derboende togolesisk kvinde (i sagen blot ‘madame D’). Det skulle være midlertidigt, og hjemrejsen var planlagt til det tidspunkt, hvor hun – gennem husligt arbejde for sin landsmand – havde arbejdet prisen for flybillet frem og tilbage til Togo af. Hendes pas blev konfiskeret af husets frue.
Efter et halvt års tid ”udlånte” madame D imidlertid den unge hushjælp til et vennepar – også i Paris. Her skulle hun ligeledes lave husarbejde og tillige tage sig af parrets børn. Nu boede hun så lige pludseligt hos en ‘monsieur og madame B’. Hendes reelle arbejdstid dér var fra kl. 7.30-22.30 uden en ugentlig fridag. Hun sov på gulvet og fik intet nyt tøj. Egentlig betaling modtog hun ikke.
I 1998, fire år efter ankomsten til Frankrig, fik hun kontakt til en nabo , som satte hende i forbindelse med en fransk anti-slaveri-organisation – Comité contre l’Esclavage moderne – som bragte sagen så vidt som til den franske anklagemyndighed. Herefter rullede sagen i det franske retsmaskineri med en tiltale mod hr. og fru B for overtrædelse af den franske straffelovs § 225: Parret havde groft udnyttet en sårbar person, betalt næsten ingen løn til hende og basalt krænket hendes menneskelige værdighed. Efter først at være idømt fængselsstraf endte det dog ved en appel med, at parret alene skulle betale deres ”husslave” godt 15.000 euro. Totalt, incl. advokatudgifter, tilkendtes der hende godt 31.000 euro.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konkluderede , at den franske lovgivning ikke ydede en person som den unge togolesiske kvinde tilstrækkelig, effektiv beskyttelse mod typer, som kunne og ville udnytte hende. Det ville sige, at fransk lov skulle strammes op. Den formåede ikke at dæmme op for brud på menneskeretskonventionens slaveriforbud i art. 4.
Som ”Politiken” netop har beskrevet, udsattes en au pair-pige i Danmark for et slaveri-lignende husarbejde à ofte ti timers dagligt arbejde, som tåler sammenligning med pigen fra Togo. De sårbare unge kvinder risikerer alverden, hvis de bryder en au pair-kontrakt, herunder umiddelbar hjemsendelse til oprindelseslandet. Det ulige forhold, der hersker mellem danske værtsfamilier og uerfarne kvinder fra fattige lande, frister til udnyttelse. Heldigvis giver organisationen Au pair Network hjælp, herunder til erstatningssager mod de ryggesløse værtsfamilier , ligesom den store fagforening FOA har været på banen.
Det er under alle omstændigheder uværdigt for Danmark, at velbjergede familier  udnytter piger, som skulle optages i danske familier ”på lige fod” (som udtykket au pair betyder) ved at strække deres arbejdstid langt ud over kontrakten. Og det alene fordi de har magt. Der er behov for at få ført en grundig debat, herunder at få gennemtænkt, om den opholdstilladelse, der gives en værtsfamilie til au pair’en, ikke i virkeligheden burde gives til au pair’en. Det ville stille hende stærkere under en evt. konflikt.

Had – eller tolerance

Betragtninger om de aktuelle konran-afbrændinger, uforsonlighed og ytringsfrihed

Af Henrik Døcker                                                                                                        3.8.2023

Mon ikke nogen havde “set det komme”? At koran-afbrænderen Rasmus Paludan kunne få nogle kloninger? At andre ville gøre ham “kunsten efter”? Nu er det sket, både her og i Sverige med en forventelig opstandelse blandt muslimer hos os og i Mellemøsten. Nu så alvorligt, at medlemmer af Folketinget, sekunderet af Justitsministeriets jurister er gået i tænkeboks for at få truffet passende modforanstaltninger.

Spørgsmålet er så hvordan vi styrer klar af at krænke vores centrale grundlovsbestemmelse om ytringsfrihed. Dens § 77 forbyder censur, et kernepunkt i forfatningskampen op mod 1849-Grundloven, og ‘andre forbyggende foranstaltninger’. Et forbud mod lige præcis konranafbrændinger kan siges at være noget sådant forebyggende, og altså ytringsfrihedsbegrænsende. Nu er Grundloven på dette punkt dog ikke helt uden begrænsninger. Fx kan politiet stille betingelser for et offentligt mødes afholdelse.
I videre forstand er det et spørgsmål om hvordan et demokratisk sindet Danmark stiller sig over for den oplagte intolerance, som Koranen i mange henseender er et symbol på? Den sociale tvang, som eksempel vis udfoldes af en del muslimske familier, både i deres egne lande og blandt indvandrerfamilier her, byder kraftigt en frihedselskende dansk borger imod. Det berettiger dog ikke til meget indgribende foranstaltninger fra dansk side.
Koranafbrændingerne, især hvis de breder sig, er på national dansk grund en vældig udfordring for politiet, som i princippet skal beskytte Paludan mod ophidsede muslimer, der måtte forulempe ham, men det er sandelig også en udfordring for staten Danmark, når budskaber om koran-afbrændinger breder sig til muslimske lande, hvor man brænder ambassader ned og udsætter dansk liv og ejendom for fare.
Som sådan tjener koran-afbrændinger ikke noget fornuftigt formål: De bringer ikke intolerancen i den muslimske tro til ophør, de mindsker ikke den sociale tvang, som vi fx i Danmark kan aflæse gennem mange ulykkelige ungpigeskæbner, som dertil indrettede danske institutioner, bliver bekendt med – og så søger at råde bod på.
De der aktuelt brænder Koraner af graver vel nærmest grøfterne mellem det frie, demokrati-elskende Danmark og de lukkede muslimske familie-miljøer dybere.
Menneskerettigheder og religion bliver ofte blandet sammen. Men det er vigtigt at memorere, at menneskerettighederne, skabt gennem FN efter 2.Verdenskrig, drejer sig om den enkelte borgers forhold til staten, om de rettigheder staten skal garantere og opfylde, mens religion drejer sig om enkeltmenneskets forhold til Gud. Religion som sådan har ikke behov for beskyttelse, men nok dyrkelsen af en bestemt religion, især i stater hvor religiøse mindretal bliver forfulgt.
Religionsfrihed drejer sig om enkeltmenneskets ret til selv at vælge hvilken religion, man ønsker at tilslutte sig og til at skifte religion. Et brændende spørgsmål i mange lande. Koran-afbrændingerne demonstrerer intolerance over for islam og har antændt nogle gløder, som truer med at ødelægge Danmarks relationer til striber af stater i den arabiske verden. Det truer med langtrækkende negative følger for både dansk udenrigspolitik og -handel, måske i stil med Muhammedkrisen, der tog sin begyndelse i 2005.
Straffeloven indeholder en bestemmelse, som man kan forestille sig anvendt i dette spørgsmål, nemlig § 266b – den såkaldte racismeparagraf, som altså har en videre spændvidde, og er tænkt som et våben just mod had. Den bestemmer, at den, der offentlig eller forsætligt til en videre kreds kommer med udtalelser elle meddelelser, hvorved en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller handicap, kan straffes med bøde eller fængsel op til to år. Det samme gælder i øvrigt for seksuel orientering, kønsidentitet eller kønskarakteristika.
Vanskeligheden her kan ligge i, at paragraffen sigter mod en bestemt gruppe, som nedværdiges, mens afbrænderne skyder med spredehagl – mod hele den muslimske tro eller verden. På den anden side er sådanne ‘regel-kollisioner’ velkendte i juraen. Spørgsmålet er hvilket juridisk ‘lod’, der skal veje tungest. Aktuelt er det efter manges opfattelse sikkerhed i samfundet. Den er unægtelig udfordret.
Straffeloven er imidlertid såkaldt ‘et trin lavere ret’ i forhold til Grundloven. Dertil kommer, at ytringsfriheden er sikret i den Europæiske Menneskeretskonvention, som tilmed er inkorporeret i dansk lovgivning (hvilket er usædvanligt) i forhold til internationale traktater. Og det siger sig selv, at alle danske love skal være i overensstemmelse med Grundloven.
Uanset alle de juridiske spidsfindigheder er det imidlertid bydende nødvendigt, at koran-afbrændingen standses. Det had-budskab, der lanceres, er i den grad dansk mentalitet fremmed og eksponerer tilmed for et misbrug af en vital frihedsrettighed. Uforsonlighed skal ikke plantes i vores samfund, præget af tolerance.

Ytringsfrihedens aktuelle klippeskær

Hvad skal den moderne retsstat stille op med ensporede fanatikere og voldsprædikanter?

Af Henrik Døcker                                                                                                    27.6.2023

Ytringsfrihedens grænser udløser bestandig ny debat og besværliggør en fordomsfri meningsudveksling. Behovet for at fastslå, det nødvendige i lejlighedsvis at begrænse denne frihed er ligesom blevet en trivialitet. Opvigleren Rasmus Paludan har nu gennem lang tid såvel i Danmark som i Sverige afstedkommet en intens debat om hans ret til provokerende nedgørelse af islam. Hensynet til den offentlige fred er voldsomt truet af hans koran-afbrændinger – og ind imellem en så voldsom udfordring, at han har måttet forbydes adgang til visse byer og steder.
Er det nu en betænkelig begrænsning af Paludans grundlovssikrede ytringsfrihed – (§ 77)? At han således fik politiets forbud mod at indfinde sig til Folkemødet på Bornholm her i juni er faldet en del for brystet – ikke fordi de sympatiserede med hans radikale anti-islamiske holdning, men af principielle grunde. Hertil er at anføre de konsekvenser, en koranafbrænding ville kunne have på et propfyldt møde under festivalen.
Som sådan er det en illusion at forestille sig borgernes adgang til at lufte des meninger, – understreget gennem provokerende, drastiske handlinger – på meget befærdede torve og gader. Hensynet til offentlig ro og orden må være sikret – og politiets skøn over eventuelle faremomenter en vægtig grund til polititilhold for oplagte provokatører. Religionsstidigheder har vi danskere lagt bag os i middelalderen – men vores vagtsomhed vil bestandig være til stede over for nutidige religionsfantatikere – ikke mindst efter volddåden mod det franske satiremagsin Charlie Hebdo i 2015. Her var det,, at en gruppe muslimske fanatikere dræbte 12 og sårede 11 medlemmer af bladets redaktion i Paris.
Nu har vi så at gøre med en fanatiker fra den anti-islamiske fløj, advokat Paludan, der dog nøjes med at anvende hvad man kunne kalde ”symbol-vold” gennem sine koran-afbrændinger. Under tilstrækkelig uheldige omstændigheder kunne de meget vel udløse alvorlige bataljer inspireret af indædt had fra muslimsk side. Hvis nu en mindre ”hær” af Paludan’ er førte sig fem forskellige steder i Danmark – tja – hvad skulle politiet så stille op?
Begrundelsen for indskrænkningen er her åbenbar – i forvejen har politiet brugt alt for mange ressourcer på at holde hans muslimer-had i ave. Økonomien sætter i det hele taget mange begrænsninger for den fulde realisering af vores rets- og velfærdsstat. Det er enhver danskers opgave at gøre sit til at hverken enkeltpersoner eller staten mistolker vores grundlovssikrede rettigheder – med alle de forbehold, der knytter sig dertil.
I den løbende debat er det uundgåeligt ikke at forholde sig til det langstrakte tovtrækkeri mellem den tidligere efterretningschef Lars Findsen og den danske stat, repræsenteret ved diverse retters anklagemyndighed, som foreløbig nærmest konsekvent har krævet lukkede døre. Man tør sige , at Findsens ytringsfrihed vedrørende hans egen sag, endog formuleringen af anklagen mod ham selv, her er reduceret til nul og nix. Heri indfletter sig det ophedede debat emne, som hedder: ”Kan staten slippe af sted med at stemple forhold, som i årevis har været kendt og omtalt i landets frie medier, som ”hemmeligheder”? Kan retsstaten virkelig lægge ryg til det?
Myndighedernes, FE’s og PET’s, synspunkt synes at være, at forhold, som er hemmeligt-stemplede, forbliver en officiel hemmelighed, indtil myndighederne selv har erkæret sig indforstået med det, der er sluppet ud. Hvis end ikke domstolene kan/vil løse op for dette, forbliver det hele hemmeligt til evig tid. Men hemmelig retspleje er og bliver et fremmedelement hos os, og noget som retsstaten ikke vedblivende kan stå model til. Sandsynligheden taler for, at politiske eller andre motiver skjuler sig bag dette vedvarende hemmelighedskræmmeri omkring Findsen.
Politiets og myndighedernes vilje eller evne til at beskytte danske borgere mod ytringsfrihedskrænkelser. eller trusler er reduceret til det skandaløst minimale. Her tænkes på de situationer, hvor folkevalgte og andre aktører i Danmarks politiske liv må leve med hyppige trusler fra private og en del af alvorlig, voldelig art, samtidig med at det tager en årrække før en borgerklage overhovedet bliver behandlet. Det tidligere dansk- tyrkiske folketingsmedlem Özlem Cekic har nylig berettet om én sag, hvor det tog seks år, inden hun overhovedet fik et svar fra myndighederne – som i første omgang havde valgt at henlægge to sager, idet én resulterede i behandlingsdom (forvaring)!
Som i Cekic’ tilfælde er der dog tale om den særlige transnationale trussel-virksomhed, der er inspireret fra Tyrkiet og dets regering – gennem den såkaldte stikker-linje , som så at sige er Erdogans-styrets ”lange arm” til tyrkiske befolkningsgrupper i fremmede lande. Herboende tyrkere skræmmes fra at besøge fødelandet (Tyrkiet), fordi de evt. har kritiseret den undertrykkelse, der dér finder sted, ikke mindst mod kurderne, Der er mere end én gang tilkendegivet officiel dansk afstandtagen fra Erdogans diktatoriske metoder. Men det er oprørende, at danske myndigheder (fra Justitsministeriet og nedefter) gør så lidt for at beskytte herboende tyrkere. Det er værd at erindre sig, at ordet terror grundlæggende betyder ”at indgyde frygt”.
Det er også på sin plads at gøre opmærksom på, at det til en retsstat hører at skabe tryghed og tillid til myndighederne. Enhver form for animering til had og krænkelse af andre borgeres velerhvervede rettigheder bør modarbejdes af myndighederne. I vores internationaliserede verden må politi og andre myndigheder føle det som en pligt at tilkendegive vores aktive vilje til bekæmpelse af alle tegn til indhug i menneskerettighederne, selv når dette er grænseoverskridende.