Af Marie Thun og Per Rønne-Nielsen

Balkangruppen har netop været på en 10 dages tur til Albanien. Formålet var bl.a. at få et indtryk af, hvordan det går med den politisk/økonomiske udvikling i landet, der jo i perioden fra 1946-1991 var totalt isoleret i et kommunistisk et-partiregime, og er et af Europas fattigste lande.

Vi holdt en række møder med tidligere politikere, meningsdannere og fagfolk, og vi kørte rundt i landet, langs kysten og i bjergene. Det er et smukt land, smukke gamle byer, dragende bjerge, indbydende strande og en venlig, imødekommende befolkning.

Nina Ellinger i samtale med Chefredaktøren for Albanian Post, Vitjon Nina

Men det er også et land med massive udfordringer. Korruptionen gennemsyrer hele samfundet; politisk og økonomisk, og politikerne er ikke i stand til at skabe resultater, der sikrer befolkningens dagligdag. Samtidig flytter især de unge til udlandet når de er færdige med skole og uddannelse og mange kommer ikke tilbage.

Udvandringen i Albanien er stor og har været det lige siden kommunismens fald. Der bor 2,2 mio i Albanien og ca. 2 mio er udvandret siden begyndelsen af 1990erne. Grækenland og Italien er foretrukne lande for udvandringen. Udvandring betragtes som en levevej både for den der udvandrer og familien i Albanien. Familien har stor indflydelse på hvem i familien der skal udvandre og til hvilket land. Rollen som en translokal familie med en stærk følelse af tilhørsforhold til et fællesskab under udvandring, tilbagevenden og tilpasning er virkelig udfoldet i Albanien. Mange familier anvender de hjemsendte midler til at bygge nye huse til familen. Når man kører på motorvejen der løber gennem Albanien ser man virkelig mange nybyggede huse ofte i 2 etager og man ser også mange halvfærdige huse, hvor kun underetagen er beboet og første sal står som et skelet og venter på at blive bygget færdig. Ligeledes er flere af husene nedlukkede og venter på, at til familien kommer hjem på ferie eller for at deltage i familiens sammenkomster. Bryllupper er den helt store begivenhed og langs samme motorvej er der bygget mange store palæer “Wedding Houses”, hvor der afholdes store bryllupper.

Indtægterne fra albanere bosat i udlandet er betydelige og har i mange år udgjort over 20% af landets indtægter. Vi fik at vide, at de 20 % er faldet til lidt under 10%. Årsagen til faldet kan skyldes, at anden generations udvandrere i mindre grad er bundet til familien i Albanien og således i mindre omfang end tidligere sender penge til familien.

Møde med emigrationsforsker på biblioteket i Shrodër

Endvidere er antallet af udvandrere der vender tilbage til Albanien steget lidt i de sidste 5 år. De der vender tilbage til Albanien, ofte efter 10 til 15 år i udlandet, har som migranter opnået en øget socialkapital og erhvervet sig en viden om at drive forretninger som de anvender til etablering af små forretninger i Albanien. Det er meget usikkert om denne tendens fortsætter.

Korruptionen og migrationen skrives og tales der helt åbent om. Albanerne vil gerne med i EU så hurtigt som muligt, ikke mindst regeringen har gennem mange år presset på og EU vil gerne have landet ind, når betingelserne er opfyldt. Men objektivt set er der et stykke vej endnu.

Landbruget er ikke særligt udviklet, og æsler som trækkraft er stadig meget almindelige i albanernes små familielandbrug med de karakteristiske små jordlodder og marker. I de større byer (især Tirana) tårner prestige byggerier sig op, 20-30etager er ikke ualmindeligt.

Tårn i Tirana tegnet af Bjarke Engels

Ikke alle bygninger er færdiggjort og langt fra alt er beboet. Udviklingen af bygge- og boligmarkedet matcher ikke befolkningsudviklingen, der har været stagnerende eller reelt faldende. På landet står mange landsbyer tomme, uden liv, eller beboet af gamle mennesker. Det er en meget alvorlig situation, for der bliver færre og færre erhvervsaktive til at finansiere pensionerne og de gamles sociale behov, skoler, sygehuse og sundhedssektor.

Indenfor det sidste år er Tiranas borgmester Erion Velia (fra Socialistpartiet) tilbageholdt for omfattende direkte og indirekte korruption og hvidvask. Det har naturligvis rystet ikke kun regeringspartiet men hele det politiske system.

Men Socialistpartiet er populært. Anholdelsen af Velia påvirkede ikke parlamentsvalget i maj, hvor Socialistpartiet gik frem og fik flertal i parlamentet med 83 af 140 pladser.

Socialistpartiet har haft magten i de sidste 12 år med den venstrepopulistiske Edi Rama – ”The Showman” – som en af de interviewede kaldte ham, i spidsen. Han har igangsat mange utraditionelle og populære ideer, men måske ikke evnet at føre dem helt igennem, og værst af alt har han ikke formået at bremse den politiske korruption og korruptionen i embedsværket, ikke engang i sit eget parti. Det har betydet demonstrationer bl.a. i efteråret 2024, men får også mange albanere til at resignere og tænke mest på egen og familiens overlevelse og trivsel. ”Albanere er overlevere”.

Vinmark i nærheden af Berat

Det politiske klima er betændt, og den demokratiske samtale er gået mere eller mindre i stå. De to dominerende partier – det regerende ’Socialistparti’ og ’Det borgerlige Parti’, bekæmper hinanden med beskyldninger om valgsvindel, stemmekøb, nepotisme, korruption og lign. Man ’går efter manden, ikke efter bolden’

Der er således ikke tradition for at søge politiske kompromiser vedrørende de store samfundsmæssige udfordringer, sikkerhed, kriminalitet, arbejdsløshed, infrastruktur. 

Kampen mod korruption og kriminalitet går ret langsomt, og det er ikke et tabu, men noget der skrives og tales om mand og mand imellem. Den uformelle økonomi er enorm. Korruption og sorte penge florerer. ”Der er ingen, der tager ansvar for fejl”

Kampen mod korruptionen har betydet, at dele af retssystemet har måttet udskiftes, og mange dommere og anklagere er afskediget. Der er derudover tradition for at retsvæsenet arbejder langsomt og grundigt. Det giver naturligvis sagsophobninger og svækker befolkningens tiltro til retssystemet.

Klientelisme, det at bl.a. karrierevejen sikres ikke bare gennem flid og dygtighed men gennem personlige forbindelser og penge, gennemsyrer ligeledes samfundet.

Vi spurgte flere af de interviewede, hvor de regnede med, at Albanien ville befinde sig om 10 år. Men vi fik ikke klare svar. Det var som om man ikke rigtig turde tro på fremgang. Der henvistes flere gange til albanernes folkekarakter, som forandringsparate, der (be)skytter og kæmper for egen familie, men det er næppe nok i det lange løb, når man vil ind i EU.

Den lokale administrator Augustin med sine forældre i Ungrej

Det er et lidt frustreret og negativt billede, der tegnes her. Det var ikke meningen, men vanskeligt at komme uden om. Albanien har brug for hjælp på mange fronter, for korruptions- og kriminalitets bekæmpelse og en ny og sundere politisk kultur.

Marie og Per