Globale Seniorer

Menu
Menu
Menu

Globale Seniorer

Menu

Globale Seniorer

Mærk verden – Bliv aktiv i Globale Seniorer
Home Medlemmerne fortæller

Bulgarien – et land med udfordringer

GS på studietur i Bulgarien - et land med politiske og demokratiske udfordringer

Af Marie Thun og Per Rønne-Nielsen
Globale Seniorer 

Globale Seniorer på hovedstrøget i Sofia

Valg i Bulgarien den 27. oktober 2024

Der var valg til Parlamentet (Sabranie) i Bulgarien den 27. oktober, det var 7. gang på 3½ år. En række partier stillede op til valget, stort set alle kendte partier og kendte politikere. Det blev det store parti GERD (højre centrum parti) i valgalliance med UDP, der vandt valget med 26,4% af stemmerne. En fremgang men ikke nok til flertallet. Nu får vi se, hvordan det går med at danne regering – sporene skræmmer. De sidste 3½ år har det ikke været muligt at samle en regering, der kunne eller ville regere landet.

Der er tradition for at indgå taktiske valgalliancer mellem to eller flere partier forud for valgdagen. Også denne gang. Syv partier/valgalliancer opnåede at komme over spærregrænsens 4%. Valgdeltagelsen var lav (38,9%), men højere end valget i Juni (34%). I juni var der som bekendt også valg til EU-parlamentet, her var stemmeprocenten ca. 50%. Det er et tegn på, at vælgerne godt vil forholde sig til den europæiske dagsorden, men ikke ønsker at støtte det nationale valg.

Kan man stole på valget? Der tales i offentligheden i Bulgarien åbent om stemmekøb i stor stil. Men det chokerer ikke befolkningen så meget som det ville gøre i Danmark. Et tegn på stemmekøb kan være, hvis små landsbyer kommer ud af valget med næsten alle stemmer afgivet på et parti. Her har oligarker og rige forretningsfolk naturligvis en fordel. Stemmekøb er ulovligt, men vanskeligt at føre bevis for.

Interessen i Danmark for valget i Bulgarien har ikke været stor. De danske mediers interesse for valget har været yderst beskeden på trods af, at Bulgarien har været medlem af EU siden 2007 og der er væsentlige informationer at give videre til den danske befolkning om et EU land med mega stor korruption, politisk ustabilitet, et land tæt på Rusland både geografisk og historisk.

Studietur til Bulgarien
GS Balkangruppe har været på studietur til Bulgarien i oktober 2024. Det var en god oplevelse og på alle måder vellykket.

Møde med unge romaer i Plovdiv

Første halvdel af turen gik til Sofia, hvor vi holdt møder med NGOer og universitetets folk om minoriteternes vilkår, om kampen mod korruption, om landbrugsreformer og ikke mindst om den politiske situation i Bulgarien.

Derefter tog vi til Plovdiv, den andenstørste by i Bulgarien. Her besøgte vi en ungdomsorganisation i roma-bebyggelsen “Stolipinovo” ved floden Maritsa. Roma- bebyggelsen rummer ca 70.000 romaer.

Beskrivelse af politisk kaos og resignation i befolkningen
Hver gang vi holdt møde med en NGO eller en universitetsforsker spurgte vi bl.a. ind til den politiske situation i landet. Det gennemgående træk i alle samtaler var, at folk ikke har tiltro til, at valget bringer ændringer for dem. De trak på skuldrene og smilede skævt, nærmest undskyldende. Der er en betydelig resignation i befolkningen. Der var heller ikke meget politisk manifestation med plakater, uddelinger eller boder til støtte for den politiske proces eller valget. En exit poll viste, at 63% af de interviewede faktisk ikke havde bemærket, om der var plakater eller valgmateriale i det offentlige rum.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er muligt at sammensætte en regering blandt de valgte parlamentarikere. De seks valg, der har været de sidste 4 år har kun medført 2 regeringer, og de har kun siddet i korte perioder.

Regeringsopgaven er mellem valgene overgivet til neutrale politiske teknikere i forretningsministerier. Det skuffer vælgerne, der jo foretrækker handlekraftige regeringer, der har et ønske om at skabe forandringer og resultater.

Vi holdt møde med Strahil Deliyski, professor, Ph.d., som er en kendt politolog og kommentator i Bulgarien. Befolkningen har mistet tilliden til den politiske elite, der er stor afstand mellem politikerne og befolkningen. Politikerne handler ud fra egne interesser og de er på ingen måde interesseret i at inddrage befolkningen. Denne situation viser sig bl.a. i den lave valgdeltagelse. Der er således ingen forbindelse mellem partierne og befolkning, og partierne er kun optaget af at sikre egne snævre interesser, sagde han. Den bulgarske “kapital” kan heller ikke finde ud af at samarbejde til det fælles bedste.

Hvor lang tid holder valgresultatet? Skal bulgarerne snart til stemmeurnerne igen (for 8. gang), spurgte vi. Der går nok ½ år, frem til næste forår var svaret. De unge er mere demokratisk orienterede end de ældre. Det er det positive, sluttede Strahil Deliyski.

Det politiske billede er præget af (højre)populisme. Ideologier er på retur og afløses af kortlivede politiske alliancer om dagsaktuelle problemstillinger. Man kan frygte, at det gør landet endnu mere skrøbeligt og at den skrøbelighed har konsekvenser for resten af EU.

Traditionelt og historisk har der været ægte venskabelige bånd mellem Sovjet/Rusland. Startende med hjælpen under selvstændighedskrigen i 1876. Det hænger ved i nutiden, hvor flere partier er enten pro-russiske eller fx neutrale i Ukraine konflikten. Prorussisk et er tegn på, at man holder fast i det oprindelige, det konservative og det trygge.

18. november 2024

Indtryk fra rundrejse i Kina

Sven Herting fortæller om sin tre ugers rundrejse
i Kina fra den 23. august til 14. september 2024

Shanghai cykelbud. Eget foto.

Min rejserute gik fra  Shanghai over Suzhou,  Nanking, Hong Kong og Macau –  og så tilbage til Shanghai. Mine indtryk stammer således fra disse  store østkinesiske byer, men ikke Peking.

At den kinesiske befolkning er så kæmpe stor, mærkede jeg ved, at der altid var store mængder af mennesker. Det landsdækkende kulturmuseum i Shanghai var på en almindelig arbejdsdag fyldt med tusinder af besøgende kinesere. Også metroen, billetkøer, kæmpelange toge var normalt fyldt til randen.

Økonomisk var Kina kommet imponerende langt. Klynger af 25/30 etagers højhuse sås ofte i byerne og på landet. Dertil kom meget højere skyskrabere, hvor den højeste i Hong Kong faktisk ragede op i en sky. Enorme broer, vejudfletninger, stationsbygninger, underjordiske metroanlæg. Mængden af biler var også enorm og afspejlede, at levestandarden var god.

På den anden side mærkede jeg den økonomiske krise. Investeringerne og ejendomspriserne var faldende, og jeg så  højhusbyggerier, hvor byggeriet var standset. Årsagen er bl.a. utilstrækkelig efterspørgsel bl.a. fra Europa, hvilket medfører arbejdsløshed, kunstige jobs m.v.  Arbejdsstyrken anvendes uhensigtsmæssigt, og anvendes i overdimensioneret kontrol, som gadefejere, ansatte uden egentlige arbejdsopgaver.

Regeringen er ikke klædt på til at løse den økonomiske krise – f.eks. prøver den at øge efterspørgselen på forbrugsvarer ved at kræve, at forretninger holder åbent om natten.

Den officielle politik er kritisk overfor Europa. Men i befolkninger hersker der stor interesse for vestlig levestil og idéer f.eks. reklamesproget,  varemærker (Gucci, VW), frisurer, klædning, bonmots, dagligliv med caféer og Starbucks (som afløsning for de tidligere brætspil). Personligt følte jeg  ingen afstandtagen, snarere var jeg priviligeret takket være min fremskredne alder og herkomst fra Danmark.

Hvad angik Hong Kong og Macau blev jeg overrasket  over,

at der herskede større adskillelse fra China Mainland end forventet. Vi kan frit rejse ind i de to distrikter; først ved indrejse til Mainland kræves visum; området har sin egen møntfod ( Hong Kong Dollar). På Macau er portugisiske stadig hovedsproget.

For stemningen spillede krigene i Ukraine og Mellemøsten ingen rolle, valget i USA en mindre rolle. Til gengæld var Afrika helt centralt, – illustreret ved den dengang igangværende kongres for Africa China Council for næsten alle afrikanske statsledere samlet til møde i Peking.

Parallelt hermed var der på det omhandlede  museum i Shanghai en udstilling om det gamle Ægypten.

Derudover var dette museums udstilling samlet om Kinas mange minoriteters klædedragt i modsætning til tidligere tiders koncentration og forherligelse af det dominerende Han folk. Betænkeligt var, at der på museerne ikke fandtes nogen bøger; i museumsshops solgtes udelukkende Anders And og pyramiderne o. lign. juks.

Nettet spiller en meget fremtrædende rolle med de muligheder for manipulation, som det giver. Brugen af iPhone var endnu mere fremtrædende end herhjemme, og mange dagligdags funktioner ligger her. Det passer godt med at papiraviser er næsten fortid. Hoteller, lufthavne o.lign. har ikke længere papiraviser. Mangelen på disse medfører, at det for brugerne/borgerne er vanskeligere at bevare sikre  oplysninger på længere sigt.

Formelt set er der opmærksomhed om klimatruslen. Hotellerne o.lign. taler om deres grønne omstilling, men i det daglige liv er der endnu mindre opmærksomhed på omstillingen end her hjemme. F.eks. er tidligere tiders mængde af cyklister nu afløst af myriader af forurenende scootere, som kører overalt – i alle retninger.

Skyskrabere i Hong Kong. Eget foto.

Den almindelige kineser oplever jeg som venlig og hjælpsom (dog kan personer i en funktion undertiden være køligt afvisende).

F.eks. fulgte en banefunktionær mig helt ned på perronen; en dame vendte og fulgte mig den modsatte vej for at vise mig til rette. Men man må gøre sig klart, at jeg havde kontakt med de kinesere, som var åbne og interesserede, og ikke med dem, som var negativt stemt overfor Vesten.

Udover Shanghai og Hong Kong var engelskkundskaberne non existent.

Sven Herting
Udgivet 17. oktober 2021

Rejsebrev fra Sydafrika

Af Jette Steensen Globale Seniorer

Jette Steensen fra Afrikagruppen i Globale Seniorer og 2 fra Global Aktion har været på 12 dages besøg hos RWA (Rural Women´s Assembly www.ruralwomensassembly.org )  og TCOE (Trust for Community Outreach and Education, www.tcoe.org.za) i Sydafrika.

Besøget er start på et nyt projekt for Global Aktion med titlen: ”Forward to Feminist Agroecology: The Power to Feed ourselves in our Hands” og er støttet af CISU’s klimapulje. RWA er en tværregional kvindeorganisation, som rækker ud til kvinder i foreløbig 10 SADC lande i det sydlige Afrika, men ambitionen er at nå ud til endnu flere.

Besøget var fordelt med 7 dage i Cape Town og 5 dage lidt udenfor Johannesburg.

Sydafrika er et af verdens mest ulige lande, og det oplever man tydeligt. Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet og frodig vegetation. Overalt er der store dyre villaer og luksuriøse lejligheder; de fleste med smuk havudsigt så man kunne tro, man befandt sig i Californien eller Florida, lige indtil man lidt udenfor byen får øje på de utallige små huse og blikskure som ligger tæt klumpet sammen på en bjergskråning. Man tænker uvilkårligt: ”Hvornår var det egentlig at apartheid blev afskaffet ”?

Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet, men lidt uden for byen får man øje på disse skure som ligger op ad en bjergskråning. Foto GS

Formålet med besøget i Cape Town var dels at besøge RWA’s hovedkontor, hvor vi skulle diskutere programmet for vores besøg samt det kommende fælles projekt. Et projekt som over en 2 en halv årig periode skal uddanne 100 kvinder fra 5 lande: Sydafrika, Namibia, Lesotho, Zambia og Malawi,. Dels ville vi besøge agroøkologiske projekter i byerne Robertson og Suurbrak et par timers kørsel fra Cape Town.

Vores kommende fælles projekt tilrettelægges af RWA og TCOE, men de kvindelige deltagere er selv erfarne agroøkologiske praktikere. Ideen er, at den tilrettelagte undervisning i hovedsagen skal tilføre viden om klimaforandringernes årsager og betydning, samt basale biologiske processer, samtidig med at kvinderne underviser hinanden i praktisk økologi ved at udveksle metoder og erfaringer. Formålet er, at de uddannes til at blive agroøkologiske trænere og fortalere for agroøkologi. De skoles til at kunne påvirke lokale, regionale og nationale myndigheder til både at sørge for at kvinderne kan få adgang til jord, ” One woman one hectar” er deres slogan, og til at kunne argumentere for agroøkologiske metoder for at undgå standardiserede kommercielle frø samt GMO og pesticider.

I anden halvdel af projektet skal de nyuddannede kvinder så selv uddanne yderligere hver mindst 10 kvinder i eget lokalområde, således at deres viden spredes. Det er alene RWA og TCOE, som sørger for at tilrettelægge uddannelsen. Fra dansk side er eneste opgave at rapportere tilbage til CISU samt arrangere møder i forbindelse med agroøkologiske initiativer i Danmark, hvor vi inviterer kvinder fra projektet til at bidrage med deres viden og erfaringer, som vi bestemt kan lære meget af.

Efter besøget hos RWA skulle vi have indblik i TCOE’s arbejde. TCOE’s kontor ligger i et landområde i den lille by Robertson 2 timers kørsel fra Cape Town.  I området dyrkes frugt og vindruer i lange baner. Men dyrkningsmetoder og arbejdsforhold er stærkt kritisable, og derfor er det en af TCOE’s hovedopgaver at assistere arbejderne i deres kamp for acceptable arbejdsforhold. Det er en kamp op ad bakke. Der er flere problemer: for det første mister mange lokale landarbejdere deres jobs til migrantarbejdere fra nabolande som Lesotho og Zimbabwe. Arbejdsløsheden i de rurale områder er stigende, hvilket medfører etniske sammenstød og uroligheder. TCOE forsøger at forlige parterne og uddanne dem til at forstå, at presset kommer fra arbejdsgiverne, som bruger modsætningerne til at forringe løn og arbejdsforhold. Samtidig forsøger TCOE at gøre opmærksom på skadevirkningerne ved brug af diverse kemiske pesticider i vin- og frugtproduktionen, som resulterer i mange kræfttilfælde blandt arbejderne. TCOE forsøger både at hjælpe med juridisk bistand i kamp om erstatning og oplysning om beskyttelsesudstyr. Alt dette får man ellers ikke noget at vide om, når man kører ad den smukke og turistede vinrute, hvor trendy cafeer, store landejendomme og vinmarker ligger side om side, mens arbejderne bor klumpet sammen i beskedne townships gemt lidt af vejen, som f.eks. Elsies have.

Elsie i sin have – Sydafrika. Foto GS

Elsie underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Foto GS

Hovedformålet med besøget i Robertson og efterfølgende besøg i landsbyen Suurbrak var imidlertid at se eksempler på RWA´s arbejde med agroøkologiske demonstrations- og undervisningsprojekter blandt de fattige og ofte jordløse kvinder. RWA’s slogan er: 1 kvinde 1 hektar land (som minimum). Adgang til jord er i Sydafrika, som i mange andre afrikanske lande, en kompliceret affære, hvor kulturelle traditioner, patriarkalske strukturer samt private kapitalinteresser ofte gør det vanskeligt for kvinderne at få adgang til jord. Alligevel griber de enhver mulighed for at få adgang til at dyrke jorden i små individuelle baghaver og på større ubenyttede jordstykker, fordi de ønsker fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet, samtidig med at de er helt bevidst om forureningens negative indflydelse.

Mange kvinder er eksperter i agroøkologi. De underviser hinanden og de unge kvinder. På billederne herover ses Elsie som underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Problemet er, at trods en skyhøj ungdomsarbejdsløshed på omkring 50%, drømmer mange unge om et helt andet liv i byen. Mange af pigerne bliver imidlertid tidligt gravide, får forsørgeransvar og må derfor tidligt se sig om efter andre muligheder.

AFSA (African Food Sovereignty Alliance) arbejder for at ændre holdningen til tilværelsen på landet og er i gang med en stor kampagne om klimaforandringernes betydning. I oktober afholdes i Addis Abeba et todages Panafrikansk ungdomstopmøde med overskriften ”The First Thousand African Youth Summit on Food Systems and Agroecology 2024” (www.afsafrica.org) 250 unge forventes at deltage samtidig med at mere end 2000 ungdomsledere forventes at deltage via zoom, så der er en bevægelse i gang, som måske kan bidrage til at vende udviklingen og interessen.

Efter møderne i Robertson og Suurbrak skulle vi videre til Johannesburg, men vi tog afsked med Cape Town ved at besøge de afrikanske pingviner ved Boulders Beach, som også så ud som om de godt kunne tænke sig at komme ud på en længere rejse.

I Johannesburg skulle vi deltage i RWA’s årlige agroøkologiske kursus sammen med 50 kvinder fra RWA’s samarbejdspartnere i 10 afrikanske lande. Kurset blev afholdt udenfor et township 30 km fra Johannesburg. Oprindeligt var planen, at vi skulle indlogeres på et lokalt konferencecenter, men ugen før vores ankomst var centret blevet vandaliseret og delvis brændt ned af lokale bander, så i stedet flyttede vi ind på en nedlagt sygeplejerskeskole, som havde stået tom et års tid. Faciliteterne var derfor ikke helt på plads, men man fik efterhånden styr på tingene. Sammen med en kollega fra Global Aktion og en kvinde fra en schweizisk ngo blev jeg installeret i en tidligere lade, som blev indrettet med madrasser og tæpper.

Hvis man forestiller sig, at det er varmt i Johannesburg, kan jeg fortælle, at temperaturen faldt til 1 grad om natten, så vi var helt udmattede af kulde den næste morgen. Heldigvis blev vi derefter forsynet med ekstra tæpper, så vi kunne bygge hule til natten.

Selve kurset skulle finde sted hos Mama Tembe, som havde en økologisk drevet gård ”Althea plots” en lille kilometer fra overnatningsstedet. Her var frugttræer og buske, krydderurter og et stort markareal, hvor der blev dyrket økologiske grøntsager til salg i Johannesburg. Ved siden af huset  var opstillet et stort telt , hvor vi kunne sidde, når vi ikke var i marken. På grund af risiko for overfald mm. måtte vi kunne gå derhen i samlet flok alle 50 kvinder ledsaget af 4 vagter, men vi oplevede heldigvis ingen ubehageligheder. Samtidig forsikrede vagterne os om, at kobraslangerne nok var gået i hi på grund af kulden.

Hver morgen blev dagens undervisning indledt med en såkaldt ”mystica”, som bestod i at landene efter tur skulle indlede med sange og dans i rundkreds. Der var en helt utrolig kraft og smittende glæde i disse morgener og ofte måtte lederne gribe ind for at få seancen til at stoppe igen. Fra hvert af de ti lande havde kvinderne medbragt diverse frø og planter som blev placeret midt i teltet til beundring, diskussion og udveksling.

Herefter gik vi i gang med undervisningen. Vi lærte bl.a. at fremstille Bokashi kompost med afrikansk plantemateriale. Bokashi er en måde at kompostere organisk materiale til jordforbedring, metoden kendes også i Danmark men naturligvis med andet materiale. Vi var også i marken og udplantede stiklinger bl.a vekslende mellem løg og spinat. Da periodevis tørke er et udbredt problem, havde man udviklet en metode, hvor man brugte en to liters plasticflaske som vandreservoir omkring planterne, her var ideen imidlertid blevet videreudviklet, fordi man havde erfaret, at plasticflaskerne kan begynde at smelte, når solen bager, hvilket jo ville betyde forurening af jord og planter. I stedet havde man opfundet en metode, hvor flasken fyldes med 1/3 sand og 2/3 vand. Herefter prikkes fine huller i bunden og 1/3 oppe på flasken, som sættes i jorden og der plantes derefter omkring flasken, så flasken er i jorden og ikke udsættes for direkte sol. Derved opstår tryk i flasken, så man kan regulere vandtilførslen ved at skrue på låget, en idé jeg helt sikkert vil prøve herhjemme. Ret smart! Men det var ikke det eneste innovative tiltag. Den næstsidste dag skulle vi på udflugt til et lille lokalt energiprojekt, hvor man arbejdede med genanvendelse og alternativ energi – men ikke via import af avancerede løsninger udefra, som kræver økonomi at vedligeholde, men et lokalt udviklet initiativ med minimale omkostninger. Tanken var, at de løsninger der var udviklet skulle kunne kopieres og anvendes som samlet løsning i forskellige lokalsamfund. Arrangementet bestod af tre dele.

For det første et lille beskedent biogasanlæg, som blev fodret med lokalt plantemateriale, hvorefter man kunne tappe gas af til minimalt køkkenbrug.

Klart nok ikke store mængder. Når gryden var blevet bragt i kog gennem varme fra biogasanlægget, kunne den flyttes til et kogestativ placeret på en metalparabol, som reflekterede solen og kunne holde gryden varm i løbet af dagen. 

Majsgrød eller gryderet kunne så være klar om aftenen. Som alternativ til parabolen havde kvinderne syet en såkaldt ”wonderbag” af tolagsstof. Mellem stoflagene var der kommet granuleret styropor, som virker isolerende, fremstillet af plader indsamlet på lossepladsen.

Gryden placeres i ”wonderbag”, og der lægges en ligeledes styropor fyldt pude henover – et princip der svarer til en ”høkasse”, som nogle måske kender. – Innovativt- klimavenligt og bæredygtigt!

 

Alt i alt var opholdet utroligt inspirerende, kvinderne var livsbekræftende glade, engagerede og vidende og vi lærte utroligt meget – en opmuntrende oplevelse, som giver håb for fremtiden både for projektet og længere frem.

Udgivet 12.10.2024

Parlamentsbesøg i Vilnius/Litauen

Af Gitte Vesterlund

Indtryk fra Vilnius

Hvis vi – bevidst eller ubevidst – havde forestillet os, at når vi kom til Vilnius, ville vi møde en by i gammel sovjetisk stil, forstod vi hurtigt, at vi havde taget fuldstændig fejl.

Vilnius skinner med mange flotte, lyse bygninger i barokstil – nogle få i jugend stil – af grønne parker og masser af åbne pladser med træer, blomster i alle farver, monumenter og kunst, restauranter og cafeer langt ude på fortovet og den lange gågade fyldt med lokale og turister.

Der er et myldrende liv med unge, moderne mennesker, skoleelever, studerende.

Der er intet ”sovjet” over de centrale dele af byen.

Mange af de omliggende sovebyer – bygget i sovjettiden – et relativt velholdte og med masser af grønne områder.

Og når vi taler med litauerne viser de stolte, at de er et selvstændigt land med eget sprog, eget flag, egen politik, egen nationalsang……..

  • Vi har stadig ikke mange penge, det er hårdt at få hverdagen til at hænge sammen, men vi har det bedre end i sovjettiden, fortæller de.

På besøg i parlamentet hører vi, hvordan den gamle sovjetiske parlamentssal ikke blev revet ned, men omdannet til museum og det nye parlament bygget i sammenhæng med det gamle. Historien er ikke slettet.

Vi hører stoltheden over, hvordan folket byggede barrikader af alle mulige materialer, og samlede en bred mur af borgere rundt om parlamentet, da Sovjethæren i vinteren 1991 – efter at Litauen havde erklæret sig selvstændig – troede, at de med tanks, våben og soldater kunne forhindre løsrivelsen. Men Sovjet blev mødt af et samlet folk, og de måtte opgive.

Ligeså stolte de er over deres kamp for at forsvare deres parlament, ligeså stor er sorgen over de 16 mennesker, som sovjethæren skød og dræbte i forsøget på at indtage fjernsynstårnet i Vilnius og derfra overtage Litauen igen. Men også dette måtte Sovjet opgive, da det lykkedes litauerne at genskabe radio og tv kommunikationen til hele Litauen fra byen Kaunas og fra parlamentet.

Vi møder en stolthed over The Baltic Way, da de i 1989 dannede en kæde af mennesker fra Litauen over Letland til Estland – uden voldelige optøjer. Med et nymodens udtryk, kunne de sige: Vi gjorde det!

Inde i den nye parlamentssal, der er bygget i lyse, nordiske toner, fortæller de stolt, at Litauens demokrati i dag er meget liberalt. Der er ingen ekstrem højrefløj, der er ingen ekstrem venstrefløj.

Hvorfor ikke, når vi i Europa netop ser især udviklingen af en ekstrem højrefløj?

Svaret er, at efter de genvandt deres selvstændighed var der konsensus i det politiske liv om, at ingen ville fortsætte det sovjetiske regimes metoder, de ville have noget nyt.

De ville ikke have sovjets politiske system, heller ikke sovjetisk skolesystem, og de ville ikke have det russiske sprog og symboler. Fra dag til anden ophørte man med at undervise i russisk og gik over til litauisk med engelsk som første fremmedsprog.

En af vores værter udtrykte det på denne måde: min datter på 41 år taler perfekt russisk, men hendes kusine på 38 taler ikke et ord russisk, men rigtig godt engelsk.

Og mange af de unge mennesker vi møder på gader, i parker, på cafeer taler et glimrende engelsk – ligeså godt som unge danskere.

Så selv om der stadig er korruption og nepotisme, er det langt mindre end under sovjetregimet. Og selv om mange lever i fattigdom og pensionerne er meget små og det bliver sværere for de voksne børn at tage sig af forældrene, så foretrækker de et selvstændigt Litauen frem for fremmed overherredømme med deportationer til Sibirien, vilkårlige fængslinger, forsvindinger.

Udgivet 9.10.2024

Globale Seniorer møder ungdommen i Vilnius

Postkort fra Litauen

Maria Justiniano,
Globale Seniorer

 

En velklædt og veltalende ung studerende, Umberto Masi, tager imod os på gaden i Vilnius. Han er formand for Lithuanian Youth Council, LiJOT, i hvis lokaler vi bliver bænket på stole, i sofaer og sækkestole.
Her går han i gang på flydende engelsk med at fortælle om deres paraplyorganisation som med mere end 63 medlemsorganisationer er den største NGO i Litauen. Der er 8 ansatte i LiJOT og de har et samarbejde med en række europæiske organisationer, herunder Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

De støtter – ikke overraskende – kraftigt Ukraines kamp. Vi har allerede set mange gule og blå flag over hele byen. Litauen har et særdeles anstrengt forhold til Rusland, idet ca. 370.000 litauere blev deporteret til fangelejre i Sovjettiden. .

Palæstinaspørgsmålet er mere delikat, da ca. 200.000 jøder blev henrettet i Litauen under 2. Verdenskrig. Det var 95% af den jødiske befolkning. Diskussionen om Palæstina er meget polariseret, selvom der er ganske få palæstinensere i Litauen.

Umberto, som er søn af en litauisk mor og en italiensk far, bor hjemme endnu, selvom han er 25 år. Det er svært for unge studerende, som flytter ind til Vilnius for at studere, at finde en selvstændig bolig. De er ikke begejstrede for kollegierne, som har meget små værelser, der ofte deles af to studerende.

Han slutter af med at fortælle om deres kampagne for at nedsætte aldersgrænsen til at stemme ved kommunalvalg til 16 år. Det fik en af vores litauiske værter til at udbryde: “nej, det må I ikke, jeg kan huske hvor dum jeg selv var som 16 årig”! Imidlertid argumenterede Umberto for, at det er vigtigt at engagere ungdommen tidligt i demokratiet, ellers mister de interessen.

Et spændende besøg med en meget energisk og engageret ung mand, der fortalte at han havde lært sit fejlfri og flydende engelsk gennem computerspil og YouTube.
Vi sluttede af med et gruppefoto udenfor.

Udgivet 30. september 2024

Postkort fra Vilnius/Litauen

Besøg i sansehave på dagcenter og plejehjem for demente i Vilnius 2024. Foto: GS

10 dages studierejse til Vilnius i Litauen med afsæt i Seniorpolitisk Temagruppe i Globale Seniorer førte os bl.a. til flere rigtig interessante besøg i forskellige sociale institutioner i Vilnius.  Vi besøgte et hospice og et dagtilbud for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse men også et dagcenter for visiterede demente borgere i kombination med et ’Independent living home’.

Fælles for alle de institutionstyper, som vi besøgte var, at de i realiteten var de eneste af deres art i hele landet, og bemandet med ildsjæle – hver og en.

Som de eneste tilbud af sin art i landet afspejler disse institutioner tilsyneladende en begyndende samfundstrend i Litauen, der indebærer, at ikke alle familier nødvendigvis længere har mulighed for at tage sig af deres gamle eller syge pårørende på samme måde som tidligere.  

Hospice var et katolsk drevet sted og finansieret via kirkelige donationer og indsamlinger. Dagtilbuddet for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse var drevet af socialfagligt uddannet personale og baseret på såvel private som offentlige tilskud og salg af produkter.

Til gengæld var tilbuddene til de demente borgere i dagcenterregi og ’Independent living home’ financieret af 3 årige offentlige projektmidler og blev drevet af socialfagligt uddannet personale – så vidt vi forstod på bachelor-niveau.

Bygningen, hvor dagcentret, samt ældreboligerne var placeret, lå i udkanten af Vilnius og var en del af en stor boligmasse. Ældreboligerne var i stueetagen og til og med 3. etage, og dagcentret lå på 4.sal.

Beboerne i ældreboligerne var ensomme, skrøbelige og ofte hjemløse ældre uden nogen ordentlig familiær tilknytning; her boede desuden en del ældre, traumatiserede ukrainere fra Donbass – regionen.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen med uafhængighedserklæringen i marts 1990 emigrerede mange unge litauere til vestlige lande, og derfor er der opstået et generations-gap, hvor en stor del af denne generation ikke har mulighed for at påtage sig rollen som nære omsorgspersoner. Det betyder at samfundet generelt oplever, at mange demente og svage gamle mennesker begynder at pible frem i sprækkerne, fordi de måske er ved at falde igennem, når de ikke længere kan klare sig selv. Måske er der ikke flere i antal; men snarere er de blevet mere ’synlige’ i samfundet.

Det virkede på os, der deltog i besøget, som om dagcentret og ’Independent living home’ var et konkret udtryk for en slags første bud på en Litauisk model for, hvordan man vil forsøge at strikke fremtidens forudsigelige problemstillinger på pleje- og omsorgsområdet sammen, og det var et usandsynligt dedikeret og dygtigt personale der stod for den daglige drift og visitation til de forskellige tilbud.  Personalet gav udtryk for en stor interesse for at erhverve sig flere og bedre metoder til at få borgernes kompetencer mest muligt i spil for dermed at forsinke konsekvenserne af demensen, og bistå borgerne med at leve et værdigt og så vidt muligt selvstændigt liv.

Vi kunne blot henvise til Nationalt Videnscenter for Demens i Danmark i håb om, at de har mulighed for dér at finde frem til den efterspurgte evidens i forhold til udvikling af deres praksis i Litauen.

29.9.2024 Helle Dreier og Susanne Danielsen

GS besøger et dagcenter for borgere med psykisk funktionsnedsættelse, der arbejder med at samle ravsmykker. Foto: GS