Mange af historiens store “navne”  har rødder i mægtige felttog og erobringer – i flæng kan nævnes Ramses, Cæsar, Alexander den Store, Frederik den Store, Napoleon, Hitler – men den mand, som i levende live i nutiden behersker al for megen opmærksomhed, er blevet et verdensnavn på en helt anden måde. Det vil være en forenkling at sige “ved fredelige midler”, selv om han ikke (endnu) har udløst voldelige   konflikter mellem stater. Donald Trumps metoder kan siges ikke at være så primitive som at bruge vold  Og dog er hans raseri mod alt og alle alligevel utrolig primitiv i sin manglende tagen højde for skadevirkningerne – også  på hans eget USA.

En nu ca. 75 år gammel bog, “Forbrydelse og dumhed” rammer med sin titel essensen af hvad den stupide amerikanske præsident har gang i. Måske skulle man dog nævne dumheden først. Alene dette at “smage” på et enkelt ord. “told” og kalde det sit yndlingsord signalerer en så voldsom indskrænkethed, at ethvert tænkende menneske må tage sig til  hovedet.  USAs store overskud på sin handelsbalance udlignes i et vist  omfang af underskud på betalingsbalancen. Således over for EU et handelsoverskud på 157 mrd. dollars mod et undeskud på betalingsbalancen på 109 mrd. dollars Dette her her har sin rod i, at man i samhandelen opererer med to kategorier: Varer og tjenesteydelser.

USA sælger mindre end det køber i udlandet, til  gengæld afsætter det flere tjenesteydelser, fx. it-systemer, kurser, “programmer”, end det køber. I det trumpske “verdenshandelsbillede”  opererer han tilsyneladende kun med varer. Alverdens eksperter, ikke mindst økonomer, har måbet over hvordan præsidenten har kunnet tro, at hans i sin magt og vælde kunne omstrukturere handelsvejene og tilføje USA en så umådelig ekstra eksport ved at pålægge det meste af verden uhyrligt høje toldsatser. At han ikke har taget højde for den mægtige fordyrelse det vil påføre importvarer i USA, samtidig med at der ikke som paddehatte ville rejse sig fabrikker i USA som kan opsluge arbejdsivrige skarer. I “Guds eget land” vil der tilmed ikke kunne produceres til de priser, som fx. Kina, Vietnam og Bangladesh kan producere til.

Det kan da også konstateres, at den megalomane chauvinist Trump – der efter tæt ved 75 års nutidshistorie præget af et vildt varieret og nyttigt internationalt samarbejde –  foreløbig har lidt indtil flere nederlag: 1) Han “får” ikke Grønland med et fingerknips  2) Han har ikke skabt umiddelbar fred i Ukraine 3) Han får ikke amerikansk suverænitet over Panama-kanalen 4) Han får ikke udflyttet Gazas befolkning. 5) Han har måttet sætte nogle af sine mest skadelige toldforhøjelser på 90 dags pause.  Dog undtaget Kina, som han tilsyneladende har kåret til hovedfjenden i toldkrigen.

Den oven for omtalte bog “Forbrydelse og dumhed” skyldtes Berlingske-journalisten Nicolai Blædel og skildrede optaktsårene i 1930’erne til 2. Verdenskrig. Om alt det især Frankrig og Storbritannien ikke havde gjort for evt. at hindre krigen. I tilfældet Trump og hans såkaldte handelskrig forholder sig godt nok lidt anderledes – dumheden og forbrydelsen skyldes alene ham: Det var ikke til at forudset, at hans såkaldte Maga-bevægelse gemte på så storladne negative følelser over for nærmest hele verden – og at han ville handle så primitivt med ødelæggende følger for både USA selv og alle dets samhandelspartnere..

Jeg er ikke i den rivende strøm af kommentarer til hans destruktionsværk stødt på udtryk som “ny-isolationisme”, men det ligger på tungen. Hele forholdet mellem USA og Europa er indviklet. I mange år var USA feteret og vel også  misundt set udefra, men alligevel valgte det selv at isolere sig: Ingen indblanding fra europæiske magter i vore forhold, ingen indblanding i jeres fra vores side, hed det. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident James Monroe i det 19. årh., blev isolationismens navn. Da Adolf Hitler udløste 2. Verdenskrig satte amerikansk lovgivning en bom ned for våben- og ammunitionsbistand til Europa, indtil amerikanerne “opfandt” låne- og lejeloven, der åbnede mulighed for bistand, som ikke direkte var køb eller gave. For resten havde USA også bistået Europa militært under 1. Verdenskrig som modsvar til den uindskrænkede u-bådskrig fra Tysklands side, som også ramte amerikanske skibe på Atlanten. 

Mens man på det økonomiske felt ikke kan mistænke Trump for at have alt for skarphjernede eksperter, så har han i et mindste en veltalende vicepræsident – J.D. Vance. Først gjorde han sig på Den Internationale Sikkerhedskonferance i München bemærket ved at tale helt uden om emnet sikkerhed. Han forfægtede, at Europa var truet “indefra”. Nå ja, efter hans (og Trumps) mening var det et udryk for at  de forkerte partier for tiden  styrer europæiske regeringer. Dertil kunne man tørt indvende, at det er man også UiSA truet af (uden at den nuværende regering vil indse eller erkende det) i form af den indefra kommende kraft, som ligger i Trumps personlige nedbrydning af de bærende konstruktioner i den amerikanske forfatning.

Det må i øvrigt have været ham en skuffelse, at “Grønlandsinitiativet”- først den aflyste USA-overværelse af det store hundeslædevæddeløb og så den ubekvemme ‘melding’ fra Pituffikbasens kvindelige chef, en oberst, om det fortrinlige samarbejde mellem basen og danske myndigheder – måtte betragtes som et nederlag. Her havde Vance for basens mandskab hudflettet Danmark som en uartig skoledreng, der ikke havde passet sit job ordentligt, som med større ord varen “dårlig allieret” alt mens base-chefen roste selvsamme danskere. Som et dårlig samstemt orkester, der straks førte til den “illoyale” obersts fyring (dog kun et par måneder før hun alligevel skulle andetsteds hen i det amerikansk forsvar).

Men masseafskedigelser , lukning  af offentlige styrelser og kontorer, nedbrydning af samfundsbærende lovgivning mv. i USA fortsætter og skaber ubodelig skade. Usikkerhed om fremtiden for tusinder af menneskers liv og arbejde usikkerhed for aktionærer – kort sagt kaos. I al væsentligt skyldes det tilsyneladende én mands galskab, ondskab og hævngerrighed , kommen de fra fra et magtuhyre uden hjerne og hjerte. Som sælger et såkaldt narrativ om at USA ikke er stort nok. For omverdenen er det ubegribeligt, at der ikke har rejst sig en folkestorm herimod såvel i Kongressen som i de folkelige politiske cirkler udenfor. Internationalt, ikke mindst på børserne, virker usikkerheden efterhånden som en plage. Kan denne galskab virkelig fortsætte?

Verden er på fuld fart ind i en handelskrig, og finansmarkederne reagerer med kraftige kursfald. Det hele skyldes den nye amerikanske administration med Præsident Trump i spidsen. Hans seneste indfald var annonceringen af kraftige toldsatser mod alle lande tilsyneladende bortset fra mod Rusland og Belarus. Ja selv et lille landområde p.t. kun beboet af pingviner bliver ramt!

Hvordan kan jeg så skimte et lys i mørket? Det skyldes, at så godt som alle andre lande end USA er interesserede i at finde alternative handelspartnere til USA. Derfor varer det sikkert ikke længe, før USA får opfyldt ønsket om at ”være alene hjemme”.

Det vil ske på kort som på lang sigt. Selv med kortsigtede indrømmelser fra USA vil det nu for os andre være erfaringen, at det er for risikabelt at stole på aftaler med USA.

Investorer – herunder også amerikanske investorer – vil se sig om efter markeder, der ikke er udsat for Trumps vilkårlige indfald. Det skal helst være potentielle vækstmarkeder. Her vil bl.a. Europas forsvarsindustri byde sig til.

På længere sigt vil den største – selvskabte – skade for USA efter min vurdering være, at

omverdenen ikke længere tør tro på USA. (Tænk bare på den abrupte nedlæggelse af USAID).

Resultatet bliver mindre økonomisk vækst og et mindre tillidsfuldt samarbejde internationalt.

Vi bryster os af folkestyre og ytringsfrihed i det store flertal af Europas stater, vi har fundet fælles fodslag i Europarådet, EU, NATO m.fl. – de fleste af os. Men det “knirker” her og dér: I Tyrkiet, i Serbien og flere andre stater. Afstanden mellem civilbefolkningens almene opfattelse, den såkaldt offentlige mening, og regeringens har givet udslag i gigantdemonstrationer i bl.a. Istanbul og Beograd. Det er ingen løgn, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut, sådan som den engelske 1800-tals historiker lord Acton formulerede det.

Vor brede inddeling af verden – i diktaturer med eneherskere og demokratier med folkevalgte regeringer – holder desværre ikke rigtig. Det formelle demokrati USA ledes af en præsident, som kun rigtig regner med sin egen grænseløse udøvende magt, Tyrkiet har haft den samme præsident i snart 25 år, som også har ladet hånt om de “bremseklodser”, forfatning og love er udstyret med. Jo længere vi kommer op i hvad man kunne kalde “magtpyramiden”, jo sværere er det at opretholde troen på magtens tredeling (i den udøvende, lovgivende og dømmende magt). Tjah en ikke ellers så kendt romersk filosof, Juvenal, spurgte allerede i det 1. årh. efter Kr.: Qvis custodiet ipsos custodes? Hvem skal (så) dømme dommerne, dvs. landets øverste magtherrer, underforstået når de misbruger deres magt, lader hånt om forfatninger og love.

Da jeg første gang hørte om denne magtens tredeling, tænkte jeg uvilkårligt: Hvem er så stærkest? For de må da en gang imellem tørne sammen? Sådan bør man dog ikke se på det. De tre magter er nok i en evig “konkurrence”, men de kan hver især noget, de andre to magter ikke kan. Ligesom legen “sten, papir, saks”. Regeringen eller Folketinget tager her i landet initiativ til lovene, mens regeringen, dvs. dens centraladministration, forvalter lovene, træffer beslutninger – gennem såkaldte forvaltningsakter – og domstolene afgør de konflikter, der opstår om lovenes rette anvendelse.

Anklagemyndigheden kan siges at være magt-tredelingens Achilleshæl. Formelt sorterer denne myndighed under den udøvende magt, men i Danmark er der tradition for, at den fungerer uafhængig af regeringen, når bortses fra sager, der vedrører fremmede magter, herunder spionsager. I Tyrkiet derimod har der i Recep Tayyip Erdogans regeringstid været talrige eksempler på masseanholdelser af præsidentens politiske modstandere, herunder ikke blot journalister. Dvs. at Anklagemyndigheden er regeringens lydige redskab til uden et juridisk grundlag at forfølge og frihedsberøve politiske modstandere. Det såkaldt fejlslagne militærkup mod Erdogan i 2016 er et eksempel på sådant magtmisbrug. Erdogan selv kaldte det “en himmelsendt gave” (til at “rense ud” blandt “de illoyale”), men den dag i dag er det ikke opklaret, hvem, der virkelig stod bag kuppet, som hurtigt blev nedkæmpet og kun kostede 250 soldater livet.

Spændende bliver det, om den nu fængslede Istanbul-borgmester Ekrem Imamoglu i sidste ende bliver Erdogans afløser. Indbyggerne i Tyrkiets største byer. Istanbul, Ankara og Izmir, har i flere omgange stemt Imamoglus parti CHP lokalt til magten, Men det er først i 2028, at der næste gang skal være præsidentvalg i Tyrkiet, så der kan ske meget inden da. Samme kløft mellem befolkning og regering har man nylig set i Serbien. Det regeringsbærende parti, Serbiens Progressive Parti, beskyldes bl.a for korruption i stor skala – det er denne ofte benyttede begrundelse, som ikke overraskende også er rettet mod Imamoglu, og som for det meste er svær at bevise, fordi de fleste involverede har noget at dække over. Men den serbiske ministerpræsident Milos Vucevic er da for nylig blevet afskediget efter blot et år på posten – noget der dog ikke har standset den folkelige opposition.

I et andet Balkan-land, Bosnien-Hercegovina, er disharmonien mellem befolkningen, eller rettere dele af den, og regeringen af en anden beskaffenhed. Som den mest heterogene af det gamle Jugoslaviens mange delstater, er Bosnien-Hercegovina som selvstændig nation plaget af den serbiske befolkningsgruppes indgroede uvilje mod skulle dele magten med statens to andre nationale folkegrupper, kroaterne og bosniakkerne (som er muslimer). Med ringe tiltro til at de tre “parter” i den nye stat ville kunne fungere gnidningsløst sammen, bestemte Dayton-freden – som i 1996 afsluttede den langvarige borgerkrig i Bosnien, at en international “høj repræsentant” udefra skulle overvåge det politiske liv i staten. Den serbisk-bosniske politiker Milorad Dodik blev for nylig, på begæring af den nuværende høje repræsentant tyskeren Christian Schmidt, idømt halvandet års fængsel for separatistisk virksomhed.

Til allersidst lidt om de forringede vilkår for hvad man kunne kalde “verdens-ytringsfriheden”, Donald Trumps “skærebrænder-politik” har udløst. USAs langvarige støtte til ytrings- og informationsfrihed til diktaturplagede lande gennem radiostationer som Voice of America, Radio Free Europe og Radio Liberty står over for lukning, hvis det da ikke allerede er sket. Trumps håndgangne højrehånd Elon Musk er lige så frejdig/dygtig til at lyve som sin herre og mester, når han påstår “Ingen lytter alligevel til dem”. Den amerikanske myndighed, som har ført tilsyn med radiostationerne, USA Agency for Global Media, har ellers hævdet, at   427 millioner mennesker på verdensplan har lyttet til radiostationerne, som har sendt til 100 lande på 63 sprog. Alt dette lukkes naturligvis ikke ned uden sværdslag: retssager er et naturligt gensvar fra organisationer og enkeltpersoner. De budskaber, der oprindelig tjente til at trænge gennem det europæiske jerntæppe og nå borgere i Sovjetunionen og dets satellitstater, har nu i mange år også været påskønnet i bl.a. asiatiske diktaturer som Kina og Nordkorea. Måske er der stadig håb for radioernes overlevelse, men det bliver næppe på de hidtidige vilkår.

Konstrueret præsident-ordre til en lakaj i Det hvide Hus: “Se så at få det gjort/og gerne som noget stort/ og det i en fart/for det er smart/helst på et døgn/med og uden løgn!

Haglbygen af ‘nyordninger’ fra det amerikanske præsidentpalæ er så tæt og langvarig, at alverdens kommentatorer har svært ved at følge med. Men hærværksmanden har et kissejav uden lige. Besindige typer skal ikke have en chance – eller i hvert fald en meget lille en – for at slå bremsen i. Men lad mig forsøge en slags ” politisk diagnose” af Donald Trump. Kan man fantasere sig til et slags rationale bag alle de ubegribelige destruktive udfald?

Idet der her lægges til grund, at det jo er forretningsmanden Trump som udlever alle sine herskesyge, infame instinkter.

Der er ikke skyggen af en politiker, endsige statsmand på USA’s store magt-tribune, ikke en person, der på nogen måde føler ansvar for noget eller respekt for sit embede, Det illustreredes om ikke andet under den nylige ‘forestilling’ i form af en ikke særlig formel meningsudveksling med Ukraines præsident under dennes besøg i Washington. Der er ikke noget objektivt svar på hvem, der vandt og hvem, der tabte ved det møde, som via fjernsynet blev gjort tilgængeligt for hele verden.

Det undrede mig, at de amerikanske myndigheder tillod den uformelle ordveksling at blive tv-transmitteret. Det er mildest talt ikke kutyme at udsende den slags uformel snak, der kan betragtes som en form for forpostfægtninger, inden der udsendes en officiel erklæring. Måske var der tale om en lynvisit af Volodymyr Zelenskij, som kun levnede tid til det, vi så? Trump havde måske forestillet sig, at han – stor og mægtig, som han anser sig selv -kunne “tyre” den ukrainske gæst, påtvinge ham en slags “efterbetaling” i form af de eftertragtede ukrainske mineraler for USA-våbenstøtten til det krigshærgede Ukraine.

Karakteristisk for Trumps overlegne og overfladiske facon tangerede han ikke de sandsynlige vanskeligheder, der kan tænkes med udvindingen af mineralerne, som måske findes på krigshærget eller russisk besat område? Direkte oprørende forekom det gennemsnitseuropæeren, at Trump og hans vicepræsident i den grad nedgjorde Zelenskij – hørte det mon med til d’herrer ’s forberedte behandling af den europæiske gæst? Ikke utænkeligt eftersom Trump hader tabere eller personer/stater, der har udsigt til at tabe.

Udtryk som: at man ikke sparker den til én, der ligger ned, er ukendt og uvelkomment i Trumps megalomane verdensopfattelse. Den ydmygelse, ja mobning, som Zelenskij blev udsat for, vil blive husket som en skændsel i USA’s nyere historie. Hvis mange af de millioner amerikanere, som sidste år stemte på Trump, opfatter dette som en ‘sejr’, så vi jeg vende mig i afsky og tage hatten af for Zelenskij’s enorme selvbeherskelse. På løgnagtig vis at blive beskyldt for at “lege med 3. verdenskrig” og skulle påhøre Trumps falske tal for USA’s bistand til Ukraine, er voldsom kost – et gement kneb at forsøge at gøre offeret (for Ruslands aggression mod Ukraine) til gerningsmand.

Der skal nok være en del mennesker i verden, som ikke helt præcis husker hvordan Ukraine-krigen begyndte for tre år siden. Og en del, som fortaber sig i det politiske forløb forud for det russiske angreb 24.februar 2022. Intet af alt dette retfærdiggør den aggression, der var tale om – det eklatante brud på FN-pagtens Artikel 2 om staternes pligt til at håndtere konflikter med fredelige midler. Men al den folkeretlige “snak”, som både Ruslands diktator Vladimir Putin og USA’s “ulv i fåreklæder” Donald Trump negligerer, tæller ikke, når verdensmagtherrer agerer. Der verserer for resten allerede nu forlydender om, at USA overvejer at udtræde af FN – efter at det har bebudet exit fra WHO og FN’s Menneskerettighedsråd. Noget Putin ikke har bekymret sig om. Lad det blive ved rygterne.

Fra sin barske forretningsverden har Trump været vant til at skamrose egne “produkter” og ikke vige tilbage for at håne modstandere. Han har måske på en måde forregnet sig med den ukrainske præsident, som tillod sig at fremføre sine mærkesager, herunder især behovet for en sikkerhedsgaranti.  Trump er i den grad resultatorienteret, her opnåelsen af en hurtig fred i Ukraine, at han ser stort på, at ukrainerne ikke ønsker fred for enhver pris. Trump har jo lovet sin vælgere, at han kunne skabe fred i lyntempo. Umiddelbart er det svært at øjne nogen som helst interesse fra Putin til at “forhandle”. Trump har så i øvrigt – som det fremgik af tv-samtalen – “glemt” at han for ganske nylig kaldte Zelenskij diktator.

Trumps lige så uvederhæftige lakaj J.D. Vance tillod sig at spørge den ukrainske gæst, om han ikke havde noget ordentlig tøj at møde op i. Hans sorte antræk vil han imidlertid være iført så længe krigen varer – hvad vicepræsidenten – ikke overraskende – slet ikke kunne regne ud. Hovedindtrykket af hele seancen var nogle primitive amerikanske opkomlinges sølle forsøg på at nedgøre deres europæiske gæst, alene fordi de kommer fra det mægtige USA.  Trump befinder sig bedst i en angrebsposition, idet han tillige har en udsøgt evne til at skyde personer og institutioner noget i skoene, dvs. udslynge falske beskyldninger mod dem.

Det siger noget om mandens ufattelig lave moral, at han efter en flyulykke i Washington for nylig straks ville finde syndebukke blandt flyveledere – og den såkaldte diversitetspolitik, der skulle ligge bag rekrutteringen af flyveledere. Aldeles uunderbygget og baseret på hans egne primitive og nedrige følelser. En sådan “motivforfalskning” er kendt som et juridisk fænomen, men utilstedeligt af en præsident at fremkomme med. Trumps uhøjtidelige facon, hvor verden kan se med fra “familieopgør” mellem statsledere, kunne være en grund til “skilsmisse” mellem USA og Europa. Hvis ikke vi stadig føler os ret så afhængige af USA og dets atomparaply. Og så er det for resten USA, der ret skråsikkert viser Europa vintervejen og indgyder os frygt for at Atlantpagten (NATO) ikke holder.