Trump og Putin synes at have noget til fælles. Skal verden affinde sig med det? Er vi ikke kommeet videre?
Af Henrik Døcker
Stormagternes livtag præger denne verden. Klicheerne står i kø for at karakterisere, hvad der egentlig foregår. Iagttagerne spidser ørerne og nedfælder mere eller mindre dybsindig tanker, efter man er vidne til alskens røgsignaler om forlig eller ikke forlig i Ukraine og Gazakonflikten.
Hvad talte de to magtherrer i hhv. USA og Rusland om under deres nylige møde i Alaska? Ja, måske hvordan man erhverver sig nyt territorium uden alt for meget ballade. Det er i hvert rimeligt, at Putin delte ud af sine ideer om, hvordan han snuppede Krim. Det var så inden, han gik til de mere hårde metoder i invasionen. På Krim gik det jo nemlig forholdsvist smertefrit, da man lod nogle personer iklæde sig uniformer uden distinktioner, som kunne blande sig med befolkningen og tale russisk med dem, som gerne ville det, og det var der jo mange, der gerne ville. Så det var en smal sag, kan man sige. Omverdenen reagerede med et skuldertræk.
Så kommer Trumps forskellige stormagtsideer om Grønland. Der er det jo ikke sådan, at den grønlandske befolkning umiddelbart ligner den amerikanske, så der skal bruges lidt mere snedige metoder af infiltration, påvirkning, og hvad man nu ellers kan kalde det. Foreløbig er det ikke gået så godt, selvom charmeoffensiverne har været der – iblandet irettesættelser af den danske regerings militære indsats i Grønland fra den amerikanske vicepræsident J.D. Vance.
Ønsket om at udvide sit territorium, når man er en magt eller stormagt er et kendt fænomen. Da FN blev oprettet i 1945, var der jo også nogle stormagter, som ligeså skulle belønnes eller anerkendes for deres indsats under Anden Verdenskrig. Fem magter fik en særlig status i FNs sikkerhedsråd og beføjelser til i at standse den ny verdensorganisation, hvis den virkelig ville den fred, som den var skabt for at opretholde og bevare, nærmest for enhver pris. To af de fem, USA og Rusland – Sovjets efterfølger – fik et overtag. Men altså formelt havde man fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, et nyt organ, som man ikke have haft i Folkeforbundet, FNs forgængerorganisation. Disse permanente medlemmer fik ret til at nedlægge veto mod de beslutninger, som FN måtte træffe. Dvs., at hvis en stat gerne ville være medlem, måtte den nødvendigvis have alle fems tilslutning.
Det har så betydet, at vi i dag har en verdensorganisation med nærmest 100 pct. tilslutning fra verdens stater, dog minus Kosovo, som Rusland ikke vil anerkende. Det er bare noget, man ved. Der har ikke været afstemning om det som sådan. Det er verdens spilleregler lige nu. To verdensmagter, Rusland og USA, styrer i realiteten det hele. Skal de nu også have lov til det? Verden er blevet rigere på internationale organisationer, end den var ved Anden Verdenskrigs afslutning. Strømmen af nye internationale bånd gennem private og offentlige institutioner er uendelig, men har de magt nok til at sætte de to ledende stormagter på plads ved deres brud på folkeretten? I det, som man ofte kalder den regelbaserede verden, er det et evigt spørgsmål og en evig dyst mellem magt og ret.
USAs forskellige forsøg på at inkorporere Grønland i al stilhed har foreløbig ikke opvist resultater. Det er en form for nykolonialisme, vil jeg sige, som nødig skulle være et vilkår for den øvrige verden. Dvs., at der i intentionen med den amerikanske bevægelse „make America great again” skulle ligge, at USA atter har territorier under sig, som de fx engang havde Filippinerne og Cuba. Ja, det kan man fundere over. Det er så meget besynderligt, som at USA efter den Anden Verdenskrig var den første til at løfte pegefingeren overfor de gamle kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, som pålagdes hurtigst muligt at skille sig af med deres kolonier. Det var ikke mindst i Afrika, men også i et vist omfang i Asien. Således er den moralsk prægede stormagt USA åbenbart vendt 100 pct. og synes nu selv, at det ville være givtigt at have kolonier.
Rusland har bare vendt historien en smule i den almindelige opfattelse, som Putin ønsker udbredt om, at man skal tilbage til det gamle tsarrige og inkorporere Ukraine og i realiteten også Belarus. Vi er langt fra de ideer om folkenes selvbestemmelsesret, der udvikledes efter Første Verdenskrig og videreudvikledes efter den anden. For det russiske riges vedkommende fik de først egentlig mening, da jerntæppet gik op omkring 1990. Dvs. at alle de folkeslag, som oprindeligt var favnet af tsarriget og det efterfølgende Sovjetstat, ja at de skulle have lov til at få deres selvstændighed. Det fik de så, og i alt 15 stater spirede frem. Det taler vi sådan set ikke så meget om, bortset fra lige akkurat Ukraine.
Der er det så spørgsmålet, om de to stormagter, USA og Rusland, i virkeligheden har så meget til fælles, så de kan se bort fra alle de ideer, der er udviklet af alverdens konventioner efter Anden Verdenskrig? Det er de vilkår, som verden tumler med lige nu, men der er dog magtfaktorer, som fx EU, der præsenterer dem for et modspil. Det er vanskeligt at komme i tanke om andre institutioner, der kan komme med samme magt: Okay, der er så atlantpagten NATO, som Ukraine ikke skal have lov til at være medlem af. Den 28-punktsplan, som Trump har fået opstillet har så mange punkter i Ukraines disfavør, at man må korse sig. Udsigten til at den skulle kunne blive realiseret, må kaldes minimal. Heldigvis lever en del idealer videre i FN og EU og andet internationalt regi. De kan holde modet oppe hos dem, der ikke synes, at vi skal bevæge os ind i en nykolonialistisk tid, hvor de største stormagter kan stille betingelser for os andre.
13. januar 2026
