Siden er senest opdateret 21. marts 2023
Før generalforsamlingen:
Indkaldelse, tilmelding og baggrundspapirer
Invitation til generalforsamling 2023
Onlinetilmelding
Vedtæger for Globale Seniorer
Referat af generalforsamling 2022
Handlingsplan 2022-23
På generalforsamlingen:
Dagsorden og bilag
Pkt. 1 Velkommen til den 10. Generalforsamling i Globale Seniorer v/Nina Ellinger
Pkt. 2 “Reflections on War and Peace – in the light of the war in Ukraine”
Et zoom oplæg på engelsk ved Dan Smith, direktør for Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) med Ole Aabenhus tidl. journalist ved DR som moderator.
Bilag 2.1 Talking points for Dan Smith
Pkt. 3 Valg af dirigent, 2 referenter og 3 stemmetællere
Pkt. 4 Godkendelse af dagsorden
Bilag 4.1 Endelig dagsorden;
Pkt. 5 Beretning for 2022-2023 v/Nina Ellinger
Bilag 5.1 Beretning fra bestyrelsen med orientering om 5 GS teams
Bilag 5.2 Året der gik: GS møder og aktiviteter fra 2022-2023
Bilag 5.3 Samarbejder fra 2022-23 og fremover
Pkt. 6 Regnskab v/Peter Højslev Petersen
Bilag 6.1 Driftsregnskab
Bilag 6.2 Status
Bilag 6.3 Revisorpåtegning
Pkt. 7 Indkomne forslag v/Kaj Skov Frederiksen
Bilag 7.1 Forslag til ændring af vedtægter
Pkt. 8 Globale Seniorers planer for det kommende år
Bilag 8.1 Bestyrelsens Handlingsplan
Bilag 8.2 Temagruppernes Aktivitetsplan 2023-2024
Pkt. 9 Kontingent
Pkt. 10 Valg af bestyrelse jf. vedtægterne
Bilag 10.1 GS bestyrelsesvalg 2023
Pkt. 11 Eventuelt
Pkt. 12 Fejring af Globale Seniorers 10-års jubilæum!
Pkt. 13 Tak til alle og på gensyn!
Den 27. marts kl. 19.30 holder Flemming Splidsboel Hansen oplæg på Den Internationale Højskole i Helsingør om krigen mellem Ukraine og Rusland. Oplægget bliver holdt på engelsk.
Arrangementet er gratis og du kan se programmet og læse mere her
Konference på Christiansborg den 21. marts, kl. 17-19 arrangeret af Helsingekomiteen, Udenrigspolitisk Selskab og Ukrainian dialogues.
Program og tilmelding her
ARKTISK RÅD ER IKKE SUSPENDERET – KUN SAT PÅ PAUSE
Det var et af hovedbudskaberne i et webinar, som DIIS holdt 15. februar 2023 om Ukraine-krigens indflydelse på samarbejdet i Arktisk Råd.
Deltagerne i webinaret var Thomas Winkler, arktisk Ambassadør for Danmark, Sara Olsvig, forperson for Inuit Circumpolar Council, Svein Rottem, forsker ved Fridtjof Nansens institut, Norge, og Adam Stepien, forsker ved University of Lapland, Finland.
Hjertet i Arktisk Råd er arbejdsgrupperne
Det var vigtigt for alle af slå fast, at Arktisk Råd ikke er suspenderet. Der arbejdes stadig i alle arbejdsgrupperne, sekretariatet i Tromsø eksisterer og arbejder, og samarbejdet med andre organisationer er fortsat i gang. Men uden Ruslands deltagelse. Det blev dog antydet, at der på arbejdsgruppeniveau i et vist omfang er uformelle kontakter til russiske medlemmer.
Ambassadør Winkler understregede, at alle, der var positivt indstillet, ville være velkommen til at deltage i det arktiske arbejde.
Men ….. Rusland kunne selvfølgelig ikke deltage nu og så længe, der ikke er en afklaring på krigen i Ukraine. Kun en politisk beslutning kunne gøre det muligt for Ruslands igen at deltage.
Alle erkendte – og ærgrede sig over – at arbejdet i arbejdsgrupperne desværre ikke kunne blive komplet rent datamæssigt, fordi man mangler data fra Rusland. Risikoen er derfor også, at man ikke får et komplet grundlag at træffe beslutninger på om miljø, klima, fiskeri, transport, råstofudvinding etc.
Alligevel fandt alle parter det vigtigt, at arbejdsgrupperne blev holdt levende og vurderede også, at det er muligt, idet det primært er forskere og videnskabsfolk – og ikke politikere – der samles her.
Oprindelige folk
Den grønlandske forperson for Inuit Circumpolar Council (ICC), Sara Olsvig, fremhævede gang på gang vigtigheden af at inddrage de oprindelige folk i rådets arbejde. Samtidig understregede hun, at de ikke kunne afbryde samarbejdet med medlemmerne i Rusland. Disse folk var der, de blev der, og der var i øvrigt mange ”cross border” familier. Og ICC vil fortsat arbejde med deres livsvilkår og sikre, at deres viden bliver inddraget i rådets arbejde.
Sara Olsvig var meget ked af, at arbejdet er sat på pause, men enig i beslutningen. Hun mente, at Arktisk Råd skulle benytte denne ”pause” til at diskutere og vurdere, hvordan inuitterne og deres viden – og andre oprindelige folk i de arktiske områder – kunne inddrages endnu mere.
Sikkerhedspolitik i Arktisk Råd
Fra starten af Arktisk Råd i 1996 har sikkerhedspolitik ikke været en del af rådets kompetenceområde. Det har betydet, at Arktisk Råd har været betragtet som et lav-spændings samarbejde.
Det var webinardeltagerne enige om nødvendigvis må fortsætte. I det øjeblik sikkerhedspolitik evt. vil blive inddraget, vil den politiske interesse få en helt anden styrke og Arktisk Råd blive en platform for politiske kampe og ikke et område, hvor man kan samarbejde nogenlunde neutralt om de mange fælles problemer, der kalder på løsninger i området.
Formandsskabet overgår til Norge i 2023
P.t. har Rusland formandsskabet, og der har ikke været afholdt møder på politisk niveau siden 24. februar 2022. Ifølge aftalerne i Arktisk Råd skal formandsskabet overgå fra Rusland til Norge i maj 2023, og Norge forbereder sig på at overtage tjansen og forventer, det kan foregå i god ro og orden.
Norges hensigt er at fortsætte de aktiviteter, som Arktisk Råd er bedst til: arbejdet i de 6 permanente arbejdsgrupper[i].
Svein Rottem mente også, at det var heldigt at det er Norge, der skal overtage netop nu. Hvorfor? Norge har en lang tradition for at samarbejde med Rusland, bl.a. om den fælles grænse i Nordnorge, om forholdene på Svalbard og om Barentshavet. Norge kender således Rusland bedre end de fleste andre medlemmer i Arktisk Råd. Han mente også, at det forhold at Danmark skal overtage formandsskabet efter Norge, og derefter Sverige, vil være et vindue of opportunities, da de 3 lande i Skandinavien i mange andre situationer har et tæt samarbejde og ser ens på mange spørgsmål.
[i] Arktisk Råds traditionelle drivkraft har været Rådets seks arbejdsgrupper, der bl.a. monitorerer udviklingen i
Arktis på forskellige parametre og udarbejder videnskabelige rapporter med viden, anbefalinger og forslag til opfølgning i Arktisk Råd og andre internationale organer
Gitte Vesterlund/16. februar 2023
Den russisk-ukrainske krig er en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig - skriver Henrik Døcker i sit indlæg om stedfortræderkrig. Illustration: Shutterstock.
Af Henrik Døcker
Det er ofte svært at ”rubricere” sin egen tid, at forstå, hvad den indebærer og nærmest umuligt at regne ud hvad den udvikler sig til. Det kom bag på hærskarer af eksperter, sagkyndige ”iagttagere” og spåmænd, at fx Jerntæppet mellem Øst og Vest ublodigt hævede sig for nu godt og vel 30 år siden. Og hvem tør forudsige udfaldet af den konflikt mellem Øst og Vest, der på en måde har skabt et nyt Jerntæppe? Men at vestlige demokratiideer og østlige autokrati-forestillinger er konfronteret, er indlysende. Som sådan raser der derfor i dag en stedfortræderkrig, udløst af det nærmest totalt politisk ensrettede Rusland rettet mod et Ukraine, massivt militærstøttet af Vesten.
Mere eller mindre bortkastet er tidligere tiders optagethed af neutralitet, som alligevel kun et fåtal af stater kunne få lov til indiskutabelt at nyde. Dog kan så forskellige typer som Tyrkiets selvbevidste præsident Recep Tayyip Erdogan og den politiske bajads Rasmus Paludan kaste grus i det ”maskineri”, der er i gang for at bane vejen for svensk og finsk medlemskab af NATO. Det har måske dog kun symbolværdi alt sammen, eftersom NATO ingenlunde pønser på direkte at blive part i den russisk-ukrainske væbnede konflikt.
Stedfortræderkrig er ofte først blevet hæftet på en konflikt langt tid efter at den har udspillet sig, idet skjulte faktorer bag ved kun afdækkes gradvist – med tidens fylde. Fra de sidste 150 års historie fremtræder til eksempel den spanske borgerkrig 1936-39 som et eksempel: Den (svage) unge spanske republik blev udsat for et militærkup af højre-monarkistiske soldater med genindførelse af kongedømmet som mål. Sovjetunionen støttede – uden direkte krigsdeltagelse – republikken og dens venstre-socialistiske tilhængere (med tilskud af frivillige kommunister fra Vesteuropa), mens det fascistiske Italien sendte fly og krigsmateriel til oprørsgeneralen Franco – som gik af med sejren.
Der er dem, der endog kalder denne krig for en slags ”generalprøve” på Anden Verdenskrig! Derfor et aktuelt håb om, at en lignende etiket ikke vil kunne hæftes på Rusland-Ukraine krigens efterbyrd! – Koreakrigen 1950-53 udløstes af et nordkoreansk angreb på Sydkorea – den koreanske halvø var blevet delt i en amerikansk- og en sovjetisk besat zone , indtil de hver især blev selvstændige stater i 1948. Sovjetunionens diktator Josef Stalin havde imidlertid ikke direkte inspireret Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung til angrebet uanset dennes bønner om hjælp! Det blev Kinas kommunistiske folkerepublik -dengang blot et år gammel – der tvang USA’s styrker, som var kommet Sydkorea til undsætning, tilbage fra deres positioner nær den kinesiske Yalu-flod tæt på Nordkoreas nordgrænse , til demarkationslinjen ved 38. breddegrad, som fremdeles danner den faktiske grænsen mellem de to Korea’er. Kinas indgreb gjorde det koreanske opgør til en kinesisk stedfortræderkrig, det Sovjetunionen opfattedes som den egentlige modstander.
Vietnamkrigen 1964-75 begyndte som et kommunistisk oprør igangsat af den nordveitnamesiske Vietminhbevægelse – og rettet mod den daværende kolonimagt Frankrig. Efter et fransk nederlag i 1954 deltes landet i et kommunistisk Nordvietnam , nu ledet af Vietcong-bevægelsen, og et borgerligt-præget Sydvietnam, som fik amerikansk støtte, både økonomisk og siden med et stort kontingent amerikanske soldater. Set fra USA’s side var det en sovjetisk stedfortræderkrig med den våbenstøtte, Sovjet ydede Nordvietnam. Det amerikanske nederlag i 1975 afsluttede USA’s intervention i denne krig.
Da Sovjetunionen i 1979 marcherede ind i Afghanistan for militært at understøtte den daværende kommunistiske regering i nedkæmpelsen et islamisk oprør, besluttede USA sig forat forsyne de moujahedinske oprørere med våben. Begge stormagter kunne således kaldes ”stedfortrædere” i en asiatisk borkerig uden direkte militært at være konfronteret. Længe efter at Sovjet i 1989 havde trukket sig ud, skulle USA atter blive involveret i Afghanistan , nemlig i hvad man kunne kalde efterspillet til Al Qaeda-terroristernes selvmorderiske flyangreb på New York 11. september 2001.
Afghanistan blev så at sige krigsskueplads for et islamisk-inspireret ideologisk opgør med verdslige, vestlige ideer i det væsentlige inspireret og styret af saudiaraberen Osama bin Laden. Siden 1996 havde Afghanistan imidlertid været hærget af borgerkrig med de fanatiske islamistiske oprørere i Taleban-bevægelsen som drivende kraft. På jagt efter ansvarlige for og medspillere til 11.september-angrebet intervenerede USA i Afghanistan og fik dermed som modspillere, talebanerne, der i 2001 måtte bøje sig for den fremmede overmagt, der dog havde fået den afghanske såkaldte Nordalliance med i kampen.
Det aktuelle yderst betændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien har også elementer af stedfortræderkrig i sig med USA som allieret med Saudi-Arabien men ikke direkte parthaver i militære udfald mod Iran. Underliggende er spaltningen mellem de shiitiske iranere og de sunnitiske saudiarabere, som forgrener sig til det egentlige Mellemøsten, nærmere betegnet Israel og dets naboer. Iran var medgrundlægger af den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon og dermed en magtfuld faktor, ikke mindst i nålestik mod Israel, men siden hen også en støtte for nabolandet Syrien og dets diktator Bashar al-Assad.
Den syriske borgerkrig er måske det mest iøjnefaldende og indiskutable eksempel på en stedfortræderkrig for tiden. Sådan at forstå, at Rusland siden 2015 direkte har støttet det syriske regimes krigeriske nedkæmpelse af det oprør mod diktaturet, der satte ind i 2011 og udviklede sig til en regulær borgerkrig. Eftersom Rusland direkte har interveneret, kan det dog dårligt kaldes en stedfortræder, men sikkert er det, at dette land har skrevet sig for massive krigsforbrydelser i det blodige mellemøstlige opgør. USA har som modstander af al-Assad-styret holdt sig til at bombe den nu slagne ‘islamiske stats’s holdepunkter og har ikke sendt soldater til Syrien. Desuden støtter Saudi-Arabien og andre arabiske lande de moderate oprørere i Syrien. Den saudiske støtte til oprørsstyrkerne skyldes bl.a. saudisk modstand mod alliancen mellem Syrien og Iran.
Som en særlig uberegnelig og forfærdende faktor har de fanatiske, voldsparate islamister, som voksede ud af Al Qaeda totalt forvirret begreberne i Mellemøsten – bortset fra terrorbevægelsens helt egne formål at skabe en rigoristisk islamisk stat. Alliancer og sympatier blev sat på hårde prøver, men ingen stater syntes at solidarisere sig med den ISIS-stat, som en overgang havde magt over store dele af Irak og Syrien. At spredte lommer af bevægelsen efter dens nedkæmpelse i 2019 fremdeles vækker rædsel, nu særlig i Afrika, kan måske foranledige spekulationer om stedforræderkrige, men alt i alt hører begrebet ikke tydeligt hjemme her.
Endelig kan borgerkrigen Yemen, der brød ud i 2015, siges at være en stedfortræderkrig, idet de shiitiske houthi-oprørere, som indledningsvis erobrede hovedstaden Sanaa og fordrev præsidenten til den sydlige del af landet, har fundet vægtig støtte hos Iran, men det sunnitiske Saudi-Arabien, bistået af USA, Storbritannien, Frankrig m.fl. lande, sluttede op bag den styrtede præsident og hans styre. Således udviser denne forfærdende og nærmest stedsevarende konflikt et eksempel på en iransk-saudiarabisk stedfortræderkrig.
Det er væsentligt at fastslå, at prædikatet stedfortræderkrig ingenlunde er nogen objektiv klassifikation – det er udtryk for en betragtning af en væbnet konflikt, som i en del tilfælde holdes gående just fordi der er mægtige og kapitalstærke kræfter bag de i første række krigsførende, og som ser en interesse i det. Meningerne om hvad er en stedfortræderkrig og hvad der ikke er det, vil således ofte være delte. Det kendetegner desuden en stedfortræderkrig, at det som regel kun er den ene krigspart, der har en sådan bag ved liggende allieret magt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang denne magt i egentlig forstand styrer eller dikterer krigsbegivenhederne. Uanset dette ordgyderi er den russisk-ukrainske krig en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig.
Udgivet 14. februar 2023
Reservér datoen 23. marts 2023 til Globale Seniorers 10. Generalforsamling efter vores stiftelse den 13. marts 2013. Generalforsamlingen afholdes i Byens Hus, på Hellerupvej 24 2900 Hellerup fra kl. 10-13.
Vi informerer om dagsorden, forslagsfrister og andre praktiske spørgsmål med indkaldelsen til generalforsamling, som efter vedtægterne skal udsendes 1 måned inden selve generalforsamlingen.
web-redaktionen 11. februar 2023
Ny statusrapport om Verdensmålene 2022.
2030-panelet* har – sammen med Danmarks Statistik – udarbejdet den første statusrapport, der bedømmer Danmarks fremskridt mod Verdensmålene. Grundlaget for arbejdet er en række af de danske målepunkter, som blev udarbejdet og udvalgt i rapporten “Gør Verdensmål til Vores mål” fra 2020. ( se rapporten her: Vores-Maal-rapporten-2020.pdf (2030-panelet.dk).
I statusrapporten behandles Mål 4 Kvalitetsuddannelse, Mål 5 Ligestilling mellem kønnene, Mål 12 Ansvarligt forbrug og produktion, Mål 14 Livet i havet og Mål 15 Livet på land.
Det er – bortset fra mål 12 – de samme mål som var til behandling på FN’s årlige møde om Verdensmålene i juli 2022, ligesom det er de samme mål SPOTLIGHT rapporten 2022, – som GS har medvirket til – behandler. Både i SPOTLIGHT rapporten og i 2030 panelets rapport, er der anbefalinger til regeringen med forslag til handlinger. Der er altså mulighed for at sammenligne de to rapporter på dette punkt.
Når 2030 panelet har valgt at supplere med også at vurdere mål 12, skyldes det, at netop dette mål og område – forbruget – er der hvor Danmark falder rigtigt dårligt ud. Som det fremgår af rapporten, ville vi have brug for fire jordkloder, hvis alle lande havde samme forbrug ,som vi i Danmark.
Se statusrapporten om Verdensmålene 2022 her: Status2022.pdf (2030-panelet.dk)
Lene Grønfeldt
*2030 panelet er et tværsektorielt ekspertpanel, der har til formål at understøtte og inspirere 2030-netværkets politiske arbejde og fremme FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling i samarbejde med politikerne. Panelet blev nedsat i 2017, og har bl.a. stået bag udarbejdelsen og udgivelsen af rapporten “Gør verdensmål til Vores mål” med 197 danske målepunkter for en mere bæredygtig verden.
Det var med spænding jeg kastede mig over det udenrigspolitiske kapitel i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering. Regeringen er en erklæret reformregering med et flertal hen over midten.
Ikke overraskende stod der meget om sikring af Danmark og styrkelse af forsvaret. Ambitiøst – og til dels nyt – var det også, at Danmark skal spille en mere aktiv rolle i EU og i det hele taget benytte EU mht. at opfylde de ambitiøse målsætninger. Så, helt opløftet blev jeg, da jeg så, at der skulle gøres en øget indsats i Nærområderne og ikke mindst i Afrika.
Udenrigsområdet styrkes.
Det så godt ud. Og da der samtidig blev sat “sværvægtere” på posterne som udenrigsminister og udviklingsminister, er der en god mulighed for, at udenrigspolitikken kan slå igennem i regeringen, men også at ministrene kan sikre, at målsætningen om at “styrke udenrigstjenesten og diplomatiet” ikke blot bliver tomme ord, men også omsættes i handling. Det er der behov for efter mange år med nedskæringer og ikke mindst i lyset af, at Danmark overtager formandskabet for EU i 2. halvår af 2025 og håber på, at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd i årene 2025 og 26.
Det ser umiddelbart fint ud. Men når jeg nærlæser teksten, bliver jeg i tvivl om, det virkelig er helt så positivt.
Hvad med FN?
Det første jeg studser over er indledningen, hvor man nævner, at “den internationale orden er under pres globalt og, at vi derfor skal bruge vores alliancer og vores medlemskab af EU og NATO til at “forsvare landes ret til selvbestemmelse, menneskerettigheder og demokrati”. Hov hvor blev FN af? Er FN-systemet ikke relevant på det overordnede plan? Verdensmålene. FN’s særorganisationer… Og var det ikke FN’s sikkerhedsråd vi stræber efter at blive medlem af i 2025-26?
Troværdig og ligeværdig dialog. Det er glædeligt, at regeringen erklærer, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog særligt overfor udviklingslandene i det globale syd, der ofte oplever ikke at blive hørt, selv om de påvirkes hårdt af den globale udvikling og har mindst at stå i mod med”. Det er der behov for. Men hvad er realiteten?
Når regeringen roser sig af at leve op til FN’s mål om at bruge 0,7 % af BNI på udviklingsbistand, så synes det som om, at man vil benytte meget af bistanden på Ukraine og meget på klimaindsatsen. Men har regeringen og især den nye udenrigsminister helt glemt, at han som formand for COP15 i København meddelte, at klimaindsatsen skulle være i TILLÆG til den ordinære udviklingsbistand. Jeg noterer i øvrigt også, at fattigdomsbekæmpelse ikke længere indgår som et fremtrædende mål for bistanden. Der lægges i høj grad vægt på, hvad der kan gavne Danmark.
Og hvad skal udviklingsbistanden i øvrigt benyttes til? I regeringsgrundlaget skrives, at den “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper, herunder en bedre håndhævelse af den private ejendomsret”. Hvad hvis partneren i den “troværdige og ligeværdige dialog” har andre ønsker? Er det så: “take it og leave it “?
Fokus på Afrika.
Jeg synes, det er fint, at regeringen vil have særlig fokus på Afrika og “sætte sig i spidsen for at skabe en ramme for en markant styrket europæisk indsats i Afrika.” Det ville samtidig være godt, hvis regeringen eksplicit kunne sige, at samarbejdet mellem EU og den Afrikanske Union (AU) bør styrkes for at forebygge en “del og hersk politik” og samtidig bidrage til at styrke samarbejdet mellem de afrikanske lande.
Det er naturligvis vigtigt at diskutere klimaudfordringerne og sikkerhedspolitik. En anden væsentlig udfordring for både Europa og Afrika er demografien. Men af forskellig karakter. I Europa en aldrende befolkning og i Afrika en ung befolkning. Det burde kunne omsættes til en win-win situation.
Sluttelig. Det vil være godt, hvis regeringen hele tiden vil huske målsætningen, at “Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog”.
Var det det den tidligere regering gjorde i forholdet til Tanzania inden man besluttede at nedlægge ambassaden? Ellers er der her et godt eksempel på at spørge, om det er det Tanzanias regering ønsker?
Det er ikke for sent med en troværdig og ligeværdig dialog med Tanzania. Og beslutninger kan jo ændres, som regeringspartierne har vist talrige eksempler på.
Per Bo
16.1.2023
Af Henrik Døcker
I årene 1940-45 var ordene krigen og besættelsen to ord , som gik igen og igen for den rædsomme periode, danskerne gennemlevede. De var indgroede og velforståede – som om krigen andre steder og besættelse af andre stater og folk var noget fjernt, man ikke havde overskud til at sætte sig ind i. Følelsen af at være under fremmed åg var knugende, et onde, der skulle gå væk. Akkurat sådan må ukrainerne føle det i dag. Men unægtelig på en meget barskere måde end vi danskere gjorde det.
Det har lammet store dele af verden, at Rusland har grebet til hvad mange betragter som et primitivt våben: At føre erobringskrig mod et naboland – som om statsgrænser ikke skal respekteres efter over 75 år med FN og alskens andre statslige eller private organisationer til at indprente fordelen ved at holde fred og en generel afstandtagen fra forældede imperialistdrømme.
Var det for resten ikke Sovjetunionen, der evindelig nedgjorde Vesten for dens imperialisme – uanset i øvrigt at de store kolonimagter Storbritannien, Frankrig og Holland erkendte behovet for at frigøre deres kolonier, fra 1947 og frem, med særlig stor styrke efter 1960? Det var indlejret i en tidligere tids bevidsthed, at kolonierne lå ”hinsides havene”. Men fremmedherredømmet har også kunnet trives tæt op ad koloniherrens egne grænser.
Se blot på det tidligere russiske tsar-rige, som havde undertrykt et væld af ikke-russiske folkeslag, georgierne, tjetjenerne, usbekerne osv. osv. Da Lenins bolsjevikker tog magten, efter revolutionen i 1917 var der ikke tale om at slippe dem fri. Ukraine var kortvarigt selvstændigt 1917-18, men blev derefter indlemmet i den nye stat Sovjetunionen. Efter 2. Verdenskrig var den sovjetiske diktator Josef Stalin brøstholden over, at USA i det nyoprettede FN kunne regne med Latinamerikas støtte ved afstemninger – uanset at næsten hele verdensdelen allerede i 1800-tallet havde gjort op med spansk og portugisisk koloniherredømme og fremstod som en mængde selvstændige republikker.
Ukraine og Hviderusland (i dag kaldet Belarus) fik da status som selvstændige stater i FN – uden at de dog på nogen måde ”gjorde” sig i verdenspolitikken som andet end Kremls trofaste lydstater. En stor ukrainsk diaspora – ikke mindst i Canada – medvirkede i alle koldkrigsårene indtil ca. 1990 til at ideen om et selvstændigt ukrainsk folk, et eget sprog og en kultur, der adskilte sig fra den russiske, kunne holdes i live. Hvis de sovjetiske magtherrer troede, at sovjetmennesket ligesom overtrumfede alle forestillinger om særskilte nationale karakterer, måtte de tro om igen.
Begrebet besættelse er svært at håndtere i folkeretten. Jovist findes der regler om de humanitære og andre hensyn der bør tages over for befolkningen i et besat område – så som at den ikke må flyttes til okkupationsmagtens eget territorium – men det er alene magtforholdene, som afgør besættelsens karakter og hvor kort eller lang den bliver, uanset det princip, som siger, at der er tale om en midlertidig tilstand. Man kan studere Røde Kors-Genevekonvention IV og fantasere sig til den ideelle verden.
Israels besættelse af Vestjordan-landet siden 1967 er nutidens længste besættelse og en sørgelig, nærmest evig kilde til frustration, krigeriske sammenstød mellem palæstinensere og israelske styrker – og politiske hovedbrud. For slet ikke at tale om mange menneskelige tragedier. Næstlængst er Marokkos besættelse af Vestsahara, tidligere en koloni ved navn Spansk Sahara – den har stået på siden 1975. Grundlæggende er den kørt fast, fordi der mellem okkupationsmagten og områdets befolkning, sahrawierne, er opstået uenighed om hvem, der er berettigede til at deltage i den folkeafstemning om tilhørsforholdet, som der i 1992 blev enighed om mellem selvstændighedsbevægelsen POLISARIO og Marokko.
Stop plyndringen! lyder opfordringen fra det besatte Vestsahara
Decideret indlemmelse i en stat mod befolkningens vilje er en tak værre end besættelse. Det er eksempelvis overgået Tibet, hvis kulturelle og religiøse traditioner er forsøgt nedgjort, om ikke ligefrem udvisket af den mægtige nabo Kina. Ruslands overtagelse af Krim og de østukrainske provinser Luhansk og Donetsk har karakter af indlemmelse, akkurat som Hitler-Tyskland fx. ”slugte” Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet.
Ved filosoferen over alle disse begreber må det erkendes, at der er mange gråzoner – og derfor plads til en hel palet af forskellige opfattelser. Hvis idealet skulle være, at alle folkegrupper eller nationaliteter havde deres egen stat, må det konstateres, at rigtig mange mennesker lever under en slags fremmedherredømme. Tag fx. Sydamerika og gennemgå hvor stor en andel af magten de oprindelige folk udgør sammenholdt med efterkommere af spaniere og portugisere! På den anden side kan man vel ikke sige, at grønlændere og færinger lever under et fremmedherredømme, selv om hvad man kunne kalde ”den overordnede magt”, dvs. over udenrigspolitik, valuta og militærvæsen er hos regeringen i København?
Men besættelse er og bliver et ”luftigt” eller, om man vil, tvetydigt , begreb. Tag nu Tysklands besættelse af Danmark. Det var efter Tysklands opfattelse en ”fredelig besættelse”, dvs. iværksat for at forebygge en britisk invasion. Som en slags formynder for Danmark påtog Tyskland sig altså at skærme os. Uanset at der på intet tidspunkt fra officiel eller uofficiel side var fremført noget som helst om en sådan invasion! Det viser også indgående arkivstudier efter krigen.
Eller tag Tyrkiets besættelse af Nordcypern. i 1974. Den blev – i overensstemmelse med særlige internationale aftaler – iværksat som en beskyttelse af tyrk-cyprioterne (mindretallet) over for en lang række græsk-cypriotiske voldelige overgreb. Her syntes de fremmede invasionsstyrker velkomne. De er blevet på øen i stort talt siden. Men da denne antastelse af republikken Cyperns integritet er blevet fordømt af alverdens lande og internationale organisationer, anses Nord-Cypern for en pariastat , selv om der intet foreligger om en reel tyrkisk undertrykkelse.
Nicosia på Cypern. En synligt delt hovedstad
Efter disse ekskurser må det imidlertid med eftertryk fastslås, at Rusland ingenlunde er blevet betragtet som ”befrier” fra et påstået nazi-styre i Kyiv. Ukraine er en selvbevidst, moderne nation med blikket rettet mod vestligt demokrati, om end med en foreløbig beskeden evne til at leve fuldt op til de demokratiske idealer. Den bør støttes med alle midler fra os i Vesten. Det tilkommer i øvrigt ikke nogen stat at ville erobre en anden for at indsætte en regering efter invasionsstyrkens egne lyster.
Verdensmålsugen afholdes den 31. januar – 3. februar.
Verdensmålsugen er en tilbagevendende begivenhed, som normalt afholdes i september, men blev udsat i 2022 p.gr.a. Folketingsvalget.
Den arrangeres af : 2030 – Panelet, Global Combat Network Denmark, Altinget og Mandag morgen.
Arrangementerne er gratis.
Fra programmet fremhæves bl.a.:
• Startmødet den 31. kl. 8.45 – med deltagelse af den nye Klima- og energiminister Lars Aagaard og den nye minister for global Klimapolitik Dan Jørgensen afholdes på Christiansborg – Fællessalen.
• Debatmødet den 1. januar kl. 14: Halvvejs – hvordan får vi alle med i mål, hvor bl.a. LNOB koalitionens rapport er til debat.
Globale Seniorer har medvirket til rapporten, og vil deltage med spørgsmål på mødet. Det afholdes i Eigtveds Pakhus.
Tilmelding via link i programmet:
https://www.altinget.dk/arena/verdensmaalsugen/program.aspx?day=1
Lene Grønfeldt
Cookie | Varighed | Beskrivelse |
---|---|---|
cookielawinfo-checbox-analytics | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics". |
cookielawinfo-checbox-functional | 11 months | The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional". |
cookielawinfo-checbox-others | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other. |
cookielawinfo-checkbox-necessary | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary". |
cookielawinfo-checkbox-performance | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance". |
viewed_cookie_policy | 11 months | The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data. |