Globale Seniorer

Forbrydelse, dumhed og kaos

Den trumpske handelskrig udspringer af uvidenhed, mindreværdskomplekser og hævngerrighed

Af Henrik Døcker

Mange af historiens store “navne”  har rødder i mægtige felttog og erobringer – i flæng kan nævnes Ramses, Cæsar, Alexander den Store, Frederik den Store, Napoleon, Hitler – men den mand, som i levende live i nutiden behersker al for megen opmærksomhed, er blevet et verdensnavn på en helt anden måde. Det vil være en forenkling at sige “ved fredelige midler”, selv om han ikke (endnu) har udløst voldelige   konflikter mellem stater. Donald Trumps metoder kan siges ikke at være så primitive som at bruge vold  Og dog er hans raseri mod alt og alle alligevel utrolig primitiv i sin manglende tagen højde for skadevirkningerne – også  på hans eget USA.

En nu ca. 75 år gammel bog, “Forbrydelse og dumhed” rammer med sin titel essensen af hvad den stupide amerikanske præsident har gang i. Måske skulle man dog nævne dumheden først. Alene dette at “smage” på et enkelt ord. “told” og kalde det sit yndlingsord signalerer en så voldsom indskrænkethed, at ethvert tænkende menneske må tage sig til  hovedet.  USAs store overskud på sin handelsbalance udlignes i et vist  omfang af underskud på betalingsbalancen. Således over for EU et handelsoverskud på 157 mrd. dollars mod et undeskud på betalingsbalancen på 109 mrd. dollars Dette her her har sin rod i, at man i samhandelen opererer med to kategorier: Varer og tjenesteydelser.

USA sælger mindre end det køber i udlandet, til  gengæld afsætter det flere tjenesteydelser, fx. it-systemer, kurser, “programmer”, end det køber. I det trumpske “verdenshandelsbillede”  opererer han tilsyneladende kun med varer. Alverdens eksperter, ikke mindst økonomer, har måbet over hvordan præsidenten har kunnet tro, at hans i sin magt og vælde kunne omstrukturere handelsvejene og tilføje USA en så umådelig ekstra eksport ved at pålægge det meste af verden uhyrligt høje toldsatser. At han ikke har taget højde for den mægtige fordyrelse det vil påføre importvarer i USA, samtidig med at der ikke som paddehatte ville rejse sig fabrikker i USA som kan opsluge arbejdsivrige skarer. I “Guds eget land” vil der tilmed ikke kunne produceres til de priser, som fx. Kina, Vietnam og Bangladesh kan producere til.

Det kan da også konstateres, at den megalomane chauvinist Trump – der efter tæt ved 75 års nutidshistorie præget af et vildt varieret og nyttigt internationalt samarbejde –  foreløbig har lidt indtil flere nederlag: 1) Han “får” ikke Grønland med et fingerknips  2) Han har ikke skabt umiddelbar fred i Ukraine 3) Han får ikke amerikansk suverænitet over Panama-kanalen 4) Han får ikke udflyttet Gazas befolkning. 5) Han har måttet sætte nogle af sine mest skadelige toldforhøjelser på 90 dags pause.  Dog undtaget Kina, som han tilsyneladende har kåret til hovedfjenden i toldkrigen.

Den oven for omtalte bog “Forbrydelse og dumhed” skyldtes Berlingske-journalisten Nicolai Blædel og skildrede optaktsårene i 1930’erne til 2. Verdenskrig. Om alt det især Frankrig og Storbritannien ikke havde gjort for evt. at hindre krigen. I tilfældet Trump og hans såkaldte handelskrig forholder sig godt nok lidt anderledes – dumheden og forbrydelsen skyldes alene ham: Det var ikke til at forudset, at hans såkaldte Maga-bevægelse gemte på så storladne negative følelser over for nærmest hele verden – og at han ville handle så primitivt med ødelæggende følger for både USA selv og alle dets samhandelspartnere..

Jeg er ikke i den rivende strøm af kommentarer til hans destruktionsværk stødt på udtryk som “ny-isolationisme”, men det ligger på tungen. Hele forholdet mellem USA og Europa er indviklet. I mange år var USA feteret og vel også  misundt set udefra, men alligevel valgte det selv at isolere sig: Ingen indblanding fra europæiske magter i vore forhold, ingen indblanding i jeres fra vores side, hed det. Monroe-doktrinen, opkaldt efter præsident James Monroe i det 19. årh., blev isolationismens navn. Da Adolf Hitler udløste 2. Verdenskrig satte amerikansk lovgivning en bom ned for våben- og ammunitionsbistand til Europa, indtil amerikanerne “opfandt” låne- og lejeloven, der åbnede mulighed for bistand, som ikke direkte var køb eller gave. For resten havde USA også bistået Europa militært under 1. Verdenskrig som modsvar til den uindskrænkede u-bådskrig fra Tysklands side, som også ramte amerikanske skibe på Atlanten. 

Mens man på det økonomiske felt ikke kan mistænke Trump for at have alt for skarphjernede eksperter, så har han i et mindste en veltalende vicepræsident – J.D. Vance. Først gjorde han sig på Den Internationale Sikkerhedskonferance i München bemærket ved at tale helt uden om emnet sikkerhed. Han forfægtede, at Europa var truet “indefra”. Nå ja, efter hans (og Trumps) mening var det et udryk for at  de forkerte partier for tiden  styrer europæiske regeringer. Dertil kunne man tørt indvende, at det er man også UiSA truet af (uden at den nuværende regering vil indse eller erkende det) i form af den indefra kommende kraft, som ligger i Trumps personlige nedbrydning af de bærende konstruktioner i den amerikanske forfatning.

Det må i øvrigt have været ham en skuffelse, at “Grønlandsinitiativet”- først den aflyste USA-overværelse af det store hundeslædevæddeløb og så den ubekvemme ‘melding’ fra Pituffikbasens kvindelige chef, en oberst, om det fortrinlige samarbejde mellem basen og danske myndigheder – måtte betragtes som et nederlag. Her havde Vance for basens mandskab hudflettet Danmark som en uartig skoledreng, der ikke havde passet sit job ordentligt, som med større ord varen “dårlig allieret” alt mens base-chefen roste selvsamme danskere. Som et dårlig samstemt orkester, der straks førte til den “illoyale” obersts fyring (dog kun et par måneder før hun alligevel skulle andetsteds hen i det amerikansk forsvar).

Men masseafskedigelser , lukning  af offentlige styrelser og kontorer, nedbrydning af samfundsbærende lovgivning mv. i USA fortsætter og skaber ubodelig skade. Usikkerhed om fremtiden for tusinder af menneskers liv og arbejde usikkerhed for aktionærer – kort sagt kaos. I al væsentligt skyldes det tilsyneladende én mands galskab, ondskab og hævngerrighed , kommen de fra fra et magtuhyre uden hjerne og hjerte. Som sælger et såkaldt narrativ om at USA ikke er stort nok. For omverdenen er det ubegribeligt, at der ikke har rejst sig en folkestorm herimod såvel i Kongressen som i de folkelige politiske cirkler udenfor. Internationalt, ikke mindst på børserne, virker usikkerheden efterhånden som en plage. Kan denne galskab virkelig fortsætte?

17. april 2025

Et lys i mørket?

Af Per Bo

Verden er på fuld fart ind i en handelskrig, og finansmarkederne reagerer med kraftige kursfald. Det hele skyldes den nye amerikanske administration med Præsident Trump i spidsen. Hans seneste indfald var annonceringen af kraftige toldsatser mod alle lande tilsyneladende bortset fra mod Rusland og Belarus. Ja selv et lille landområde p.t. kun beboet af pingviner bliver ramt!

Hvordan kan jeg så skimte et lys i mørket? Det skyldes, at så godt som alle andre lande end USA er interesserede i at finde alternative handelspartnere til USA. Derfor varer det sikkert ikke længe, før USA får opfyldt ønsket om at ”være alene hjemme”.

Det vil ske på kort som på lang sigt. Selv med kortsigtede indrømmelser fra USA vil det nu for os andre være erfaringen, at det er for risikabelt at stole på aftaler med USA.

Investorer – herunder også amerikanske investorer – vil se sig om efter markeder, der ikke er udsat for Trumps vilkårlige indfald. Det skal helst være potentielle vækstmarkeder. Her vil bl.a. Europas forsvarsindustri byde sig til.

På længere sigt vil den største – selvskabte – skade for USA efter min vurdering være, at

omverdenen ikke længere tør tro på USA. (Tænk bare på den abrupte nedlæggelse af USAID).

Resultatet bliver mindre økonomisk vækst og et mindre tillidsfuldt samarbejde internationalt.

7. april 2025

Folk og magt- løgn og latin

Demonstrationer i Europa og forringelser i ytringsfriheden

Af Henrik Døcker

Vi bryster os af folkestyre og ytringsfrihed i det store flertal af Europas stater, vi har fundet fælles fodslag i Europarådet, EU, NATO m.fl. – de fleste af os. Men det “knirker” her og dér: I Tyrkiet, i Serbien og flere andre stater. Afstanden mellem civilbefolkningens almene opfattelse, den såkaldt offentlige mening, og regeringens har givet udslag i gigantdemonstrationer i bl.a. Istanbul og Beograd. Det er ingen løgn, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut, sådan som den engelske 1800-tals historiker lord Acton formulerede det.

Vor brede inddeling af verden – i diktaturer med eneherskere og demokratier med folkevalgte regeringer – holder desværre ikke rigtig. Det formelle demokrati USA ledes af en præsident, som kun rigtig regner med sin egen grænseløse udøvende magt, Tyrkiet har haft den samme præsident i snart 25 år, som også har ladet hånt om de “bremseklodser”, forfatning og love er udstyret med. Jo længere vi kommer op i hvad man kunne kalde “magtpyramiden”, jo sværere er det at opretholde troen på magtens tredeling (i den udøvende, lovgivende og dømmende magt). Tjah en ikke ellers så kendt romersk filosof, Juvenal, spurgte allerede i det 1. årh. efter Kr.: Qvis custodiet ipsos custodes? Hvem skal (så) dømme dommerne, dvs. landets øverste magtherrer, underforstået når de misbruger deres magt, lader hånt om forfatninger og love.

Da jeg første gang hørte om denne magtens tredeling, tænkte jeg uvilkårligt: Hvem er så stærkest? For de må da en gang imellem tørne sammen? Sådan bør man dog ikke se på det. De tre magter er nok i en evig “konkurrence”, men de kan hver især noget, de andre to magter ikke kan. Ligesom legen “sten, papir, saks”. Regeringen eller Folketinget tager her i landet initiativ til lovene, mens regeringen, dvs. dens centraladministration, forvalter lovene, træffer beslutninger – gennem såkaldte forvaltningsakter – og domstolene afgør de konflikter, der opstår om lovenes rette anvendelse.

Anklagemyndigheden kan siges at være magt-tredelingens Achilleshæl. Formelt sorterer denne myndighed under den udøvende magt, men i Danmark er der tradition for, at den fungerer uafhængig af regeringen, når bortses fra sager, der vedrører fremmede magter, herunder spionsager. I Tyrkiet derimod har der i Recep Tayyip Erdogans regeringstid været talrige eksempler på masseanholdelser af præsidentens politiske modstandere, herunder ikke blot journalister. Dvs. at Anklagemyndigheden er regeringens lydige redskab til uden et juridisk grundlag at forfølge og frihedsberøve politiske modstandere. Det såkaldt fejlslagne militærkup mod Erdogan i 2016 er et eksempel på sådant magtmisbrug. Erdogan selv kaldte det “en himmelsendt gave” (til at “rense ud” blandt “de illoyale”), men den dag i dag er det ikke opklaret, hvem, der virkelig stod bag kuppet, som hurtigt blev nedkæmpet og kun kostede 250 soldater livet.

Spændende bliver det, om den nu fængslede Istanbul-borgmester Ekrem Imamoglu i sidste ende bliver Erdogans afløser. Indbyggerne i Tyrkiets største byer. Istanbul, Ankara og Izmir, har i flere omgange stemt Imamoglus parti CHP lokalt til magten, Men det er først i 2028, at der næste gang skal være præsidentvalg i Tyrkiet, så der kan ske meget inden da. Samme kløft mellem befolkning og regering har man nylig set i Serbien. Det regeringsbærende parti, Serbiens Progressive Parti, beskyldes bl.a for korruption i stor skala – det er denne ofte benyttede begrundelse, som ikke overraskende også er rettet mod Imamoglu, og som for det meste er svær at bevise, fordi de fleste involverede har noget at dække over. Men den serbiske ministerpræsident Milos Vucevic er da for nylig blevet afskediget efter blot et år på posten – noget der dog ikke har standset den folkelige opposition.

I et andet Balkan-land, Bosnien-Hercegovina, er disharmonien mellem befolkningen, eller rettere dele af den, og regeringen af en anden beskaffenhed. Som den mest heterogene af det gamle Jugoslaviens mange delstater, er Bosnien-Hercegovina som selvstændig nation plaget af den serbiske befolkningsgruppes indgroede uvilje mod skulle dele magten med statens to andre nationale folkegrupper, kroaterne og bosniakkerne (som er muslimer). Med ringe tiltro til at de tre “parter” i den nye stat ville kunne fungere gnidningsløst sammen, bestemte Dayton-freden – som i 1996 afsluttede den langvarige borgerkrig i Bosnien, at en international “høj repræsentant” udefra skulle overvåge det politiske liv i staten. Den serbisk-bosniske politiker Milorad Dodik blev for nylig, på begæring af den nuværende høje repræsentant tyskeren Christian Schmidt, idømt halvandet års fængsel for separatistisk virksomhed.

Til allersidst lidt om de forringede vilkår for hvad man kunne kalde “verdens-ytringsfriheden”, Donald Trumps “skærebrænder-politik” har udløst. USAs langvarige støtte til ytrings- og informationsfrihed til diktaturplagede lande gennem radiostationer som Voice of America, Radio Free Europe og Radio Liberty står over for lukning, hvis det da ikke allerede er sket. Trumps håndgangne højrehånd Elon Musk er lige så frejdig/dygtig til at lyve som sin herre og mester, når han påstår “Ingen lytter alligevel til dem”. Den amerikanske myndighed, som har ført tilsyn med radiostationerne, USA Agency for Global Media, har ellers hævdet, at   427 millioner mennesker på verdensplan har lyttet til radiostationerne, som har sendt til 100 lande på 63 sprog. Alt dette lukkes naturligvis ikke ned uden sværdslag: retssager er et naturligt gensvar fra organisationer og enkeltpersoner. De budskaber, der oprindelig tjente til at trænge gennem det europæiske jerntæppe og nå borgere i Sovjetunionen og dets satellitstater, har nu i mange år også været påskønnet i bl.a. asiatiske diktaturer som Kina og Nordkorea. Måske er der stadig håb for radioernes overlevelse, men det bliver næppe på de hidtidige vilkår.

27. marts 2025

En tarvelig dagligstuesnak i Det Hvide Hus

Med forbehold for endnu flere vanvidsindfald

Af Henrik Døcker

Konstrueret præsident-ordre til en lakaj i Det hvide Hus: “Se så at få det gjort/og gerne som noget stort/ og det i en fart/for det er smart/helst på et døgn/med og uden løgn!

Haglbygen af ‘nyordninger’ fra det amerikanske præsidentpalæ er så tæt og langvarig, at alverdens kommentatorer har svært ved at følge med. Men hærværksmanden har et kissejav uden lige. Besindige typer skal ikke have en chance – eller i hvert fald en meget lille en – for at slå bremsen i. Men lad mig forsøge en slags ” politisk diagnose” af Donald Trump. Kan man fantasere sig til et slags rationale bag alle de ubegribelige destruktive udfald?

Idet der her lægges til grund, at det jo er forretningsmanden Trump som udlever alle sine herskesyge, infame instinkter.

Der er ikke skyggen af en politiker, endsige statsmand på USA’s store magt-tribune, ikke en person, der på nogen måde føler ansvar for noget eller respekt for sit embede, Det illustreredes om ikke andet under den nylige ‘forestilling’ i form af en ikke særlig formel meningsudveksling med Ukraines præsident under dennes besøg i Washington. Der er ikke noget objektivt svar på hvem, der vandt og hvem, der tabte ved det møde, som via fjernsynet blev gjort tilgængeligt for hele verden.

Det undrede mig, at de amerikanske myndigheder tillod den uformelle ordveksling at blive tv-transmitteret. Det er mildest talt ikke kutyme at udsende den slags uformel snak, der kan betragtes som en form for forpostfægtninger, inden der udsendes en officiel erklæring. Måske var der tale om en lynvisit af Volodymyr Zelenskij, som kun levnede tid til det, vi så? Trump havde måske forestillet sig, at han – stor og mægtig, som han anser sig selv -kunne “tyre” den ukrainske gæst, påtvinge ham en slags “efterbetaling” i form af de eftertragtede ukrainske mineraler for USA-våbenstøtten til det krigshærgede Ukraine.

Karakteristisk for Trumps overlegne og overfladiske facon tangerede han ikke de sandsynlige vanskeligheder, der kan tænkes med udvindingen af mineralerne, som måske findes på krigshærget eller russisk besat område? Direkte oprørende forekom det gennemsnitseuropæeren, at Trump og hans vicepræsident i den grad nedgjorde Zelenskij – hørte det mon med til d’herrer ’s forberedte behandling af den europæiske gæst? Ikke utænkeligt eftersom Trump hader tabere eller personer/stater, der har udsigt til at tabe.

Udtryk som: at man ikke sparker den til én, der ligger ned, er ukendt og uvelkomment i Trumps megalomane verdensopfattelse. Den ydmygelse, ja mobning, som Zelenskij blev udsat for, vil blive husket som en skændsel i USA’s nyere historie. Hvis mange af de millioner amerikanere, som sidste år stemte på Trump, opfatter dette som en ‘sejr’, så vi jeg vende mig i afsky og tage hatten af for Zelenskij’s enorme selvbeherskelse. På løgnagtig vis at blive beskyldt for at “lege med 3. verdenskrig” og skulle påhøre Trumps falske tal for USA’s bistand til Ukraine, er voldsom kost – et gement kneb at forsøge at gøre offeret (for Ruslands aggression mod Ukraine) til gerningsmand.

Der skal nok være en del mennesker i verden, som ikke helt præcis husker hvordan Ukraine-krigen begyndte for tre år siden. Og en del, som fortaber sig i det politiske forløb forud for det russiske angreb 24.februar 2022. Intet af alt dette retfærdiggør den aggression, der var tale om – det eklatante brud på FN-pagtens Artikel 2 om staternes pligt til at håndtere konflikter med fredelige midler. Men al den folkeretlige “snak”, som både Ruslands diktator Vladimir Putin og USA’s “ulv i fåreklæder” Donald Trump negligerer, tæller ikke, når verdensmagtherrer agerer. Der verserer for resten allerede nu forlydender om, at USA overvejer at udtræde af FN – efter at det har bebudet exit fra WHO og FN’s Menneskerettighedsråd. Noget Putin ikke har bekymret sig om. Lad det blive ved rygterne.

Fra sin barske forretningsverden har Trump været vant til at skamrose egne “produkter” og ikke vige tilbage for at håne modstandere. Han har måske på en måde forregnet sig med den ukrainske præsident, som tillod sig at fremføre sine mærkesager, herunder især behovet for en sikkerhedsgaranti.  Trump er i den grad resultatorienteret, her opnåelsen af en hurtig fred i Ukraine, at han ser stort på, at ukrainerne ikke ønsker fred for enhver pris. Trump har jo lovet sin vælgere, at han kunne skabe fred i lyntempo. Umiddelbart er det svært at øjne nogen som helst interesse fra Putin til at “forhandle”. Trump har så i øvrigt – som det fremgik af tv-samtalen – “glemt” at han for ganske nylig kaldte Zelenskij diktator.

Trumps lige så uvederhæftige lakaj J.D. Vance tillod sig at spørge den ukrainske gæst, om han ikke havde noget ordentlig tøj at møde op i. Hans sorte antræk vil han imidlertid være iført så længe krigen varer – hvad vicepræsidenten – ikke overraskende – slet ikke kunne regne ud. Hovedindtrykket af hele seancen var nogle primitive amerikanske opkomlinges sølle forsøg på at nedgøre deres europæiske gæst, alene fordi de kommer fra det mægtige USA.  Trump befinder sig bedst i en angrebsposition, idet han tillige har en udsøgt evne til at skyde personer og institutioner noget i skoene, dvs. udslynge falske beskyldninger mod dem.

Det siger noget om mandens ufattelig lave moral, at han efter en flyulykke i Washington for nylig straks ville finde syndebukke blandt flyveledere – og den såkaldte diversitetspolitik, der skulle ligge bag rekrutteringen af flyveledere. Aldeles uunderbygget og baseret på hans egne primitive og nedrige følelser. En sådan “motivforfalskning” er kendt som et juridisk fænomen, men utilstedeligt af en præsident at fremkomme med. Trumps uhøjtidelige facon, hvor verden kan se med fra “familieopgør” mellem statsledere, kunne være en grund til “skilsmisse” mellem USA og Europa. Hvis ikke vi stadig føler os ret så afhængige af USA og dets atomparaply. Og så er det for resten USA, der ret skråsikkert viser Europa vintervejen og indgyder os frygt for at Atlantpagten (NATO) ikke holder.

6. marts 2025

Udviklingspolitik 2025?

Trump og privatisering

Af Jette Steensen

I 2017 blev udviklingspolitikken i Danmark rammesat i ’Verden 2030 – Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi’, som i høj grad introducerede verdensmålene. Den blev i 2021 erstattet af Fælles om Verden – Danmarks Udviklingspolitiske Strategi, som altså er den gældende. Begge var resultater af en parlamentarisk proces, hvor flere partier end blot de regeringsbærende partier var enige om strategien.
I august 2024 lanceredes Afrikas århundrede, som er omtalt som en strategi. Den er dog bredere end udviklingssamarbejdet og skal nok ikke forstås som en ren udviklingspolitisk strategi.

Ifølge forslag til Finanslov 2025 forventes dermed en ny mere tydelig og fokuseret udviklingspolitisk strategi fra omkring juni 2025 til at erstatte den nuværende:  ‘Fælles om Verden’, der har været gældende siden 2021. Det essentielle er, hvordan denne vil blive formuleret, hvad den vil indeholde og hvordan den vil blive omsat til praksis.

Efter sin genindsættelse som amerikansk præsident har Trump markeret sig ved at angribe både nationale og internationale institutioner, og senest har Trump sat USA´s udviklingsbistand på pause i en foreløbig periode på 90 dage med begrundelsen, at det skal sikres, at den amerikanske støtte bliver forvaltet på en måde, der er i overensstemmelse med Trumps ’America First’-politik, dvs. USA skal have større økonomisk og politisk indflydelse.

Med Trumps ordre er al amerikansk udviklingsbistand, der ikke er omfattet af særlige dispensationsordninger, sat på pause med øjeblikkelig virkning. Som verdens største individuelle donor af udviklingsbistand, især gennem USAID skaber dette Trumpistiske træk global bekymring, usikkerhed og frygt for beslutningens konsekvenser for udviklingen.

Ifølge Politiken påvirkes også danske organisationer, blandt andet Folkekirkens Nødhjælp og det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (IRCT), der med øjeblikkelig virkning er blevet bedt om at stoppe deres amerikansk støttede indsatser. Mange organisationer, der yder akutstøtte til aktivister og rettighedsforkæmpere er afhængige af støtte fra USAID og er derfor også ramt. Selv om der på nuværende tidspunkt ikke er et klart overblik over konsekvenserne, er der ingen tvivl om, at de er særdeles alvorlige.

Med Trump og Musk i førersædet er der ingen tvivl om, at private amerikanske virksomheders interesser kommer i førersædet. Sideløbende med denne politiske proces er der en mere generel tendens til en ”privatisering” af bistanden, således at private fonde og virksomheder får en stigende rolle i udviklingen. Trumps initiativer gør det blot buldrende klart , men det er en tendens, man nok også kan fremtolke for Danmarks vedkommende i den føromtalte Afrikastrategi – dog mindre tydeligt og mere skjult bag idealistiske formuleringer. I Danmark har civilsamfundspuljen således allerede modtaget stærke opfordringer til at afsøge finansieringsmuligheder i den private sektor hos virksomheder og private fonde.

Der er nationalt såvel som internationalt rigtig mange fonde med vidt forskellige formål, og man kan jo mene, at med de gigantisk store overskud som mange virksomheder har fået gennem de senere år, er det også kun rimeligt, at de bidrager til udviklingsarbejdet. Problemet kan være, at det giver et demokratisk underskud og måske skævvrider bistanden i en bestemt retning afhængig af de pågældende fondsbestyrelsers interesser. Udvikling kan fortolkes på mange måder- en diskussion vi måske ofte er tilbøjelige til at overse. Ikke alle ønsker fuld fart på en vestlig inspireret industrialisering. Det kan være vanskeligt at generalisere om konsekvenserne af øget privat finansiering, men der er ingen tvivl om, at der er forandringer på vej, og det er derfor vigtigt at holde øje med de store megafonde, som Gates og Novo Nordisk, der har store økonomiske muskler og dermed kan spille en betydningsfuld politisk og økonomisk rolle i udviklingspolitikken.

Afrikagruppen sætter fokus på denne problematik gennem flere møder. Første gang tirsdag 18.2, hvor Adam Fejerskov fra DIIS sætter fokus på filantropi, private fonde og global udvikling særligt med henblik på Afrika.
Adam Moe Fejerskov er bl.a. forfatter til bogen: The Gates Foundation´s Rise to Power, Private Authority in Global Politics, Routledge Studies in Development and Society (2018) samt ” Philanthrophy, private foundations , and global development” i bogen The Companion to Development Studies, Taylor and Francis, (2024)

5. februar 2025

Krig og kaos i Congo

Vi mindes stadig med ubehag om, at de tidligere kolonimagter i Afrika fastlagde grænserne

Af Henrik Døcker

Ind imellem er det nødvendigt at fjerne blikket fra Trump, Ukraine og Gaza. Derfor her fokus på de verserende blodige begivenheder i Congo “og omegn”. Tilføjelsen er nødvendig, eftersom det aktuelle – men i virkeligheden langstrakte – militante opgør i Congos østlige provins Kivu nok så meget skyldes indtrængende militser fra det lille naboland Rwanda.

Det meget ulige størrelsesforhold mellem de to stater – Congos 2,3 mio. kvadratkilometer og lidt over 100 mio. indbyggere mod Rwandas 26.000 kvadratkilometer og 14 mio. indbyggere – synes ikke at være så afgørende.

Hertil kommer, at Congo er opsplittet i omkring 20 større folkegrupper (og utallige mindre), mens Rwanda blot har tre.
De lokale magtforhold – dvs. centralregeringens faktiske magtudøvelse, synes ikke at have afgørende vægt, hvortil kommer, at den stedlige befolkning typisk identificerer sig med stammefrænder og ikke den fjerne statsmagt. Stammefrænderne befinder sig i mange tilfælde også hinsides den statsgrænse, som kolonimagterne fastsatte på geografiske kort ved en konference i Berlin, tilbage i 1884-85.

Tænker vi tilbage på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutu-stammefolk dræbte omkring 800.000 tutsier, ja så er det ikke gjort med det. Vi skal medtænke, at knap en mio. hutuer – efter at en eksilhær af tutsier fra Uganda havde overtaget magten i Rwanda –  flygtede til stammefrænder i nabolandet Congo (tidl. kaldet Zaire). Her har de mildest talt været et uhyggeligt voldselement lige siden.

Congos historie i de seneste godt 125 år synes at være en lang lidelse. Lige fra den belgiske konge erhvervede det som sin personlige ejendom – mod dog i 1908 at gå over til den unge belgiske stat – har der været megen indre uro.

Brutaliteten i den første tid, hvor afrikanske tvangsarbejdere fik afhugget lemmer, hvis de ikke var hurtige nok på gummiplantagerne, vekslede til anden form for undertrykkelse.

Frigørelsen fra Belgien i 1960 var også blodig, isprængt borgerkrig, hvor den kobberrige provins Katanga (i dag kaldet Shaba) ville løsrive sig, men blev hindret deri ved FN’s indgriben.

Det selvstændige Congos første premierminister Patrice Lumumba blev myrdet (vistnok under medvirken af USA’s hemmelige tjeneste CIA).

Da FNs daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld fløj mod den nye stat for at mægle, omkom han, da hans fly blev skudt ned.
Dette blot som historisk bagtæppe for de seneste 30 års blodige efterslet.

Da general Paul Kagame umiddelbart efter Rwanda-folkedrabet i spidsen for en eksilhær rykkede ind i Rwanda – mens titusinder af hans hutu-medborgere som nævnt var flygtet til Congo – opkastede han sig til den lille stats enehersker og havde held til at skabe en god økonomi.

Beretningerne om Rwandas samfundsforhold, herunder de politiske magtstrukturer, har været få. Men det står fast, at han ved det seneste valg i juli 2024 opnåede godt 99 pct. af stemmene – som også ved valget i 2017. Det tydeliggør, at der ikke er tale om et demokrati, men der foreligger ikke for den store omverden nærmere information om, hvordan denne ensretning er blevet gennemført

Helt tilbage til 2009 går beretninger om tutsi-stammefolks brutalitet, plyndringer, voldtægter og drab i det østcongolesiske område, nærmere betegnet Nord-Kivu der kaldes “De store Søer” med hovedbyen Goma (omkr. to mio. indbyggere). Tutsierne lever både i Rwanda og Congo, skal det bemærkes.

Hovedaktøren, den militante bevægelse M23, har netop undertvunget sig Goma. M23 er en tutsi-sammensat gruppe, opkaldt efter en fredsslutning mellem Congo og Rwanda den 23. marts 2009. Selv efter en massiv indsats fra FN’s fredsstyrke MONUSCO er der langt fra fred. I øvrigt vedtog FN i 2023 at styrken skulle trækkes tilbage – uden at det dog er sket.

Problemerne kan sættes i perspektiv ved at fokusere på, at Goma ligger blot 100 km. fra Rwandas hovedstad Kigali, men 1500 km fra Congos hovedstad Kinshasa.
Rwanda, som i årevis efter sin selvstændighed i 1962, har støttet tutsierne i Congo, har i kraft af den økonomiske og politiske stabilitet, Kagame har tilvejebragt, opnået en sådan international respektabilitet, at landet nærmest er blevet ombejlet som kommende afrikansk center for asylsøgere til Europa. Efter en melodi, som nu i flere EU-lande, deriblandt Danmark, midlertidigt at “eksportere” de ubekvemme asylsøgere. Et “projekt”, der som bekendt foreløbig er strandet på juridiske klippeskær. Ligesom Italiens tilsvarende ideer om at eksternalisere sine problemer med asylsøgere til Albanien.

EU-Kommissionen ventes at komme med et udspil herom i foråret.

Der al mulig grund til at have forbehold over for Kagame, selv om fx Danmark yder Rwanda pæn bistand: 150 mio. kr. over de næste tre år. Han bekender sig til hede drømme om et “Stor-Rwanda” i en refleksion over urimeligheden i kolonimagternes korttegning (jf. ovenfor) Hvad driver ham så?

Bortset befolkningstætheden på 578 indb. pr. kvadratkilometer i Rwanda har Congo rige mineralforekomster, bl.a. af cobolt, tin, guld og wolfram. Trods præsident Kagames benægtelser og fredsforsikringer på diverse forsoningsmøder, så er 4000 M23-soldater fra Rwanda rykket ind i Congo. FN’s store fredsbevarende styrke MONUSCO på oprindelig omkr.20.000 mand synes efterhånden mere eller mindre magtesløs.
Disse tilstande har taget livet af millioner af mennesker og tvunget 5,7 mio. på flugt til andre dele af landet plus en million til nabolandene. De indledende høfligheder mellem Kagame og Congos præsident Félix Tshisekedi er afløst af isnende kulde. FNs Sikkerhedsråd har appelleret til parterne om at indstille kampene, USA’s nye udenrigsminister og den danske FN-ambassadør har været på banen – men uden resultat.

Der er for resten også over 100 forskellige militser ud over M23, som røver, plyndrer, myrder og voldtager i denne østlige del af Congo. En del af dem består af hutu-stammefolk, som flygtede fra Rwanda, efter at Kagames tutsi-eksilhær tog magten oven på hutuernes folkedrab på tutsierne.

P.s. Der er i øvrigt to Congo’er: Det her omtalte, officielt kaldet Den Demokratiske Republik Congo (med hovedstaden Kinshasa) og Republikken Congo (tidl. fransk) med hovedstaden Brazzaville.

5. februar 2025

Make America Great Again…

Paradokser og toldmure

Af Per Bo

Da Donald Trump Jun. i begyndelsen af januar besøgte Grønlands hovedstad, Nuuk, delte han røde kasketter ud med Trump-kampagnens slogan på: ”Make America Great Again”. Umiddelbart syntes det at være en støtte til Trump Seniors isolationistiske politik, hvor hensynet til USA’s interesser i snæver forstand er i fokus.

Men i mange europæeres erindring findes der en helt anden og positiv tolkning om et stort og generøst USA med en vision, der gavnede så vel USA som Europa.

Det er erindringen om ikke mindst Marshall-hjælpen, som bidrog til genopbygningen af Europa efter Verdenskrigen. USA stillede valuta til rådighed USD, så europæerne kunne købe amerikanske produkter (varer og tjenester). Men USA forudsatte, at europæerne samarbejdede og ikke igen opbyggede toldmure, som de havde gjort i 30’erne. Derfor blev OEEC – organisationen for europæisk økonomisk samarbejde – dannet. Det blev en katalysator for udviklingen af det europæiske samarbejde: Det hjalp Europa, og det hjalp USA, der kunne afsætte deres produkter. Det var virkelig en win – win situation.

USA tog også initiativet til en række andre internationale aftaler.

Derfor virker det som et kæmpe paradoks, at USA’s nuværende præsident forsøger at fortælle verden, at man bliver rigere ved at opbygge toldmure og nedbryde internationale aftaler.

Jeg håber, at USA atter kan blive god inspiration.

23. januar 2025

God Jul og Godt Nytår 2025

Globale Seniorers jule- og nytårshilsen fra Nina Ellinger til medlemmer, samarbejdspartnere og alle gode venner af GS

2024 har fra start til slut været endnu et utroligt aktivt år for GS med mange slags møder og nye initiativer organiseret af arbejdsgrupper i de enkelte temagrupper. Det høje aktivitetsniveau har ikke mindst kunnet gennemføres på grund af en stor og kontinuerlig indsats af vores forskellige organisationsteams, der sammen har løst alle de opgaver som et professionelt sekretariat normalt tager sig af. Hjemmesiden udfylder sin funktion som vores vigtigste kommunikationsmiddel og ansigt til omverden, og forbedres løbende. GS har organiseret en lang række møder og desuden gennemført studieture til Bulgarien (Europagruppen), Litauen (Seniorpolitisk gruppe) Afrika (Afrikagruppen) med fremragende og informative programmer, hvor vi har rejst sammen med folk som vi efterhånden har lært at kende godt og er blevet venner med.

Globale Seniorers fællesskab kræver meget tid, men giver til gengæld meget glæde og nyt indhold i hverdagen. GS giver os samtidig alle muligheder for fortsat at føle os som en integreret del af den globale verden vi bevægede os i dengang vi endnu var aktive og på arbejdsmarkedet.

En stor tak til alle, der gør et flot professionelt arbejd på frivillig basis så vi i GS kan gøre præcis det vi selv synes foreningen skal gøre.

Anledningen til mit nytårsbrev er at året lakker mod enden og et nyt år skal starte og at der aktuelt sker meget som både har kortsigtede og langsigtede konsekvenser. Ukraine og Palæstina har været og er centrale emner, og nu er der sket noget positivt i Syrien, selv om de langsigtede løsninger ikke er afklaret endnu. Og så kommer der en ny præsident i stormagten – og vores nære allierede – USA. Hele den globale verdensorden og verdensøkonomi, som Vesten hidtil har domineret, er under omkalfatring. Og så videre! Det er nok at tage fat på!

Derfor vil jeg ikke blot ønske alle Globale Seniorers medlemmer, samarbejdspartnere og venner en God Jul og et Godt Nytår! Jeg ønsker jer også en masse energi og stor udholdenhed, og glæder mig til at se jer i det kommende år til de aktiviteter som I udtrykker interesse for. Kom og giv dit besyv med når vi mødes – og kom og giv en hånd til foreningens organisatoriske arbejde.

Til sidst vil jeg sige på gensyn til Globale Seniorers Nytårskur den 9. januar kl. 14-16 i Byens Hus, Hellerupvej 24, 2900 Hellerup. Her vil vi – ud over at spise og snakke sammen – også synge det nye år ind med Fællessang fra den nyreviderede Højskolesangbog hjulpet af den gode musiker Søren Launbjerg. Meld jer til her!

På gensyn i Byens Hus, kære venner!

Bedste hilsener fra Nina Ellinger
19.12.2025

Bulgarien – et land med udfordringer

GS på studietur i Bulgarien - et land med politiske og demokratiske udfordringer

Af Marie Thun og Per Rønne-Nielsen
Globale Seniorer 

Globale Seniorer på hovedstrøget i Sofia

Valg i Bulgarien den 27. oktober 2024

Der var valg til Parlamentet (Sabranie) i Bulgarien den 27. oktober, det var 7. gang på 3½ år. En række partier stillede op til valget, stort set alle kendte partier og kendte politikere. Det blev det store parti GERD (højre centrum parti) i valgalliance med UDP, der vandt valget med 26,4% af stemmerne. En fremgang men ikke nok til flertallet. Nu får vi se, hvordan det går med at danne regering – sporene skræmmer. De sidste 3½ år har det ikke været muligt at samle en regering, der kunne eller ville regere landet.

Der er tradition for at indgå taktiske valgalliancer mellem to eller flere partier forud for valgdagen. Også denne gang. Syv partier/valgalliancer opnåede at komme over spærregrænsens 4%. Valgdeltagelsen var lav (38,9%), men højere end valget i Juni (34%). I juni var der som bekendt også valg til EU-parlamentet, her var stemmeprocenten ca. 50%. Det er et tegn på, at vælgerne godt vil forholde sig til den europæiske dagsorden, men ikke ønsker at støtte det nationale valg.

Kan man stole på valget? Der tales i offentligheden i Bulgarien åbent om stemmekøb i stor stil. Men det chokerer ikke befolkningen så meget som det ville gøre i Danmark. Et tegn på stemmekøb kan være, hvis små landsbyer kommer ud af valget med næsten alle stemmer afgivet på et parti. Her har oligarker og rige forretningsfolk naturligvis en fordel. Stemmekøb er ulovligt, men vanskeligt at føre bevis for.

Interessen i Danmark for valget i Bulgarien har ikke været stor. De danske mediers interesse for valget har været yderst beskeden på trods af, at Bulgarien har været medlem af EU siden 2007 og der er væsentlige informationer at give videre til den danske befolkning om et EU land med mega stor korruption, politisk ustabilitet, et land tæt på Rusland både geografisk og historisk.

Studietur til Bulgarien
GS Balkangruppe har været på studietur til Bulgarien i oktober 2024. Det var en god oplevelse og på alle måder vellykket.

Møde med unge romaer i Plovdiv

Første halvdel af turen gik til Sofia, hvor vi holdt møder med NGOer og universitetets folk om minoriteternes vilkår, om kampen mod korruption, om landbrugsreformer og ikke mindst om den politiske situation i Bulgarien.

Derefter tog vi til Plovdiv, den andenstørste by i Bulgarien. Her besøgte vi en ungdomsorganisation i roma-bebyggelsen “Stolipinovo” ved floden Maritsa. Roma- bebyggelsen rummer ca 70.000 romaer.

Beskrivelse af politisk kaos og resignation i befolkningen
Hver gang vi holdt møde med en NGO eller en universitetsforsker spurgte vi bl.a. ind til den politiske situation i landet. Det gennemgående træk i alle samtaler var, at folk ikke har tiltro til, at valget bringer ændringer for dem. De trak på skuldrene og smilede skævt, nærmest undskyldende. Der er en betydelig resignation i befolkningen. Der var heller ikke meget politisk manifestation med plakater, uddelinger eller boder til støtte for den politiske proces eller valget. En exit poll viste, at 63% af de interviewede faktisk ikke havde bemærket, om der var plakater eller valgmateriale i det offentlige rum.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er muligt at sammensætte en regering blandt de valgte parlamentarikere. De seks valg, der har været de sidste 4 år har kun medført 2 regeringer, og de har kun siddet i korte perioder.

Regeringsopgaven er mellem valgene overgivet til neutrale politiske teknikere i forretningsministerier. Det skuffer vælgerne, der jo foretrækker handlekraftige regeringer, der har et ønske om at skabe forandringer og resultater.

Vi holdt møde med Strahil Deliyski, professor, Ph.d., som er en kendt politolog og kommentator i Bulgarien. Befolkningen har mistet tilliden til den politiske elite, der er stor afstand mellem politikerne og befolkningen. Politikerne handler ud fra egne interesser og de er på ingen måde interesseret i at inddrage befolkningen. Denne situation viser sig bl.a. i den lave valgdeltagelse. Der er således ingen forbindelse mellem partierne og befolkning, og partierne er kun optaget af at sikre egne snævre interesser, sagde han. Den bulgarske “kapital” kan heller ikke finde ud af at samarbejde til det fælles bedste.

Hvor lang tid holder valgresultatet? Skal bulgarerne snart til stemmeurnerne igen (for 8. gang), spurgte vi. Der går nok ½ år, frem til næste forår var svaret. De unge er mere demokratisk orienterede end de ældre. Det er det positive, sluttede Strahil Deliyski.

Det politiske billede er præget af (højre)populisme. Ideologier er på retur og afløses af kortlivede politiske alliancer om dagsaktuelle problemstillinger. Man kan frygte, at det gør landet endnu mere skrøbeligt og at den skrøbelighed har konsekvenser for resten af EU.

Traditionelt og historisk har der været ægte venskabelige bånd mellem Sovjet/Rusland. Startende med hjælpen under selvstændighedskrigen i 1876. Det hænger ved i nutiden, hvor flere partier er enten pro-russiske eller fx neutrale i Ukraine konflikten. Prorussisk et er tegn på, at man holder fast i det oprindelige, det konservative og det trygge.

18. november 2024

Internationalismen på dybt vand

Nært og tillidsfuldt samarbejde mellem staterne på nedtur

Af Henrik Døcker

Engang talte man om ‘mellemfolkeligt samarbejde’, så blev det internationalt og siden hen globalt. Som samlebegreb hørte det under internationalismen, som igen havde sine rødder i arbejderbevægelsen, der voksede frem i slutningen af det 19. århundrede. Den krigsprægede tid, vi lige nu gennemlever, levner kun lidt tid til den regel-baserede internationalisme, som har præget de sidste omkring 70 år.

Det er for meget at tale om et sammenbrud for den moderne internationale ret, folkeretten, som danner basis for staternes samkvem. Men man tør kalde den nødlidende med løbende krige i Ukraine og Gaza. For de mennesker, der har gennemlevet Den Kolde Krig, og som kun sjældent tænkte på, at der egentlig var tale om en farlig terrorbalance, er det yderst nedslående at se den i store træk fredelige periode afløst af mange voldelige konfrontationer flere steder på kloden.

Selv i den lange efterkrigstid, ja nogenlunde til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022, så man i vide kredse i det væsentlige fremad, udbyggede den europæiske integration (EU’s betegnelse for det vidtstrakte, snævre samarbejde, som endog indebar afgivelse af suverænitet) og havde en vis tiltro til at bistanden til “det globale syd” (forhen ulandene) fortsatte med håbet om en gradvis stigning i levestandarden dér. Krige og borgerkrige (Etiopien, Eritrea, Sudan, Sydsudan, Myanmar, Yemen og Mellemøsten i øvrigt m.fl.) har knust mange forhåbninger i så henseende.

Den grundlæggende idé bag internationalismen, at dette samvirke mellem nationerne skulle styrke freden og i det hele taget gavne fremskridtet, er svær at få øje på. Vor tid forekommer i højere grad præget af grænseoverskridende kriminalitet, i stigende grad endog terror. Og deraf følgende kompliceret opklaringsarbejde. Vi nævner sjældent FN i disse forbindelser, eftersom verdensorganisationens Sikkerhedsråd bremser fredstiltag, hvis de antaster vitale interesser for nogle af dette råds fem permanente medlemsstater. Hver af disse (Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig og Kina) benytter sig så af den vetoret, de ifølge FN-pagten er i besiddelse af.

Inden et land går i krig – og såmænd også derefter – kan det benytte sig af sanktioner. Men det har ofte vist sig, at disse her haft beskeden – eller også i forhold til formålet – ingen virkning. Eksempelvis dem, der er rettet mod Rusland for alvorligt at svække dets økonomi. Den russisk-ukrainske krig har så – om noget – vist, at det ikke er hærstyrkers konfrontation på landjorden, det først og fremmest drejer sig om. Den teknologiske udvikling har skabt nye værktøjer i enhver væbnet konflikt.

Med to uberegnelige statsoverhoveder fra 2025 i henholdsvis USA og Rusland, Donald Trump og Vladimir Putin, er det umuligt at forudsige den umiddelbare fremtid for staternes samarbejde, så smukt tidligere præget af internationalismen. De mange tråde mellem offentlige og private organisationer på kryds og tværs af grænserne vil stadig bestå. Men megen tillid er gået tabt, ikke mindst i forholdet til Rusland, på sigt også til Kina.

Det kan diskuteres, om det var klogt af vestmagterne at være så imødekommende over for Ukraine efter dets selvstændighed i 1991.Men det er indiskutabelt, at det var denne nye stats ret at vælge hvilken retning, den ville følge i storpolitikken. Om den ville dreje mod øst eller vest, om den ville bekende sig til internationalismen med dertil hørende respekt for demokrati og respekt for menneskerettighederne, herunder det store russiske mindretal i landet.

Tillid mellem staterne indebærer også en nogenlunde fælles holdning til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. En refleksion over internationalisme-begrebet og tidernes aktuelle ugunst lægger op til en frygt for sammenbrud af, hvad man ofte har kaldt den regelbaserede verden. Et andet udtryk for folkeretten, som ikke har den store mening, hvis staterne ikke i blot minimalt omfang bekender sig til retsstaten.

                                                                                                                                           Udgivet 11.11.2024