Det var en imponerende sejr, Peter Magyar og hans Tisza parti hentede hjem ved det ungarske valg den 12. april. Og det var overraskende og trods alt glædeligt, at Viktor Orbán – opfinderen af “det illiberale demokrati” – valgte at indrømme sit nederlag, før optællingen var afsluttet. Mange havde frygtet, at Orban kunne finde på at følge eksemplet fra 2020-21, da USA’s præsident Donald Trump nægtede at acceptere nederlaget efter sin første præsidentperiode og lod en flok af sine støtter trænge ind i Kongressen.

Valget i Ungarn får konsekvenser både inden for og uden for landets grænser. Det, der springer i øjnene, er, at der nu bliver lukket op for pengestrømmene, dels til Ungarn selv, dels til Ukraine. Men det rejser også spørgsmålet, hvordan man sikrer demokratiet i EU, så problemer a la Orbán ikke genopstår i Ungarn – eller får alt for godt fat i andre EU lande.

I mere end to år har EU tilbageholdt 150 milliarder kroner i regionale og udviklingsmidler som reaktion på, at Viktor Orban har forgyldt sin egen familie og nære venner og samtidig ændret retssystemet sådan, at korruptionen ikke længere vil kunne standses af uafhængige ungarske dommere. De tilbageholdte midler, den omfattende korruption og Peter Magyars løfte om at genetablere frie domstole og magtens tredeling har været et af de mest populære temaer i Peter Magyars to år lange kampagne.

Set fra Bruxelles og fra Kyiv betyder vagtskiftet i Budapest først og fremmest, at Ungarn ikke længere vil blokere for EU’s næsten 700 milliarder kroner store Ukraine-lån, som skal gøre det muligt for landet at fortsætte krigen mod Rusland. Men mere fantastisk er det heller ikke, for Magyar har understreget, at en ny ungarsk regering ikke selv vil være med til at garantere for lånet, som efter lange, indviklede diskussioner i de europæiske hovedstæder er blevet til en noget ekstraordinær konstruktion: Det optages på de internationale lånemarkeder mod en fælles garanti fra EU-landene. Men det bliver kun garanteret af 24 af de 27 EU-lande. Der er tre, der har erklæret, at de vil sidde over. Det er tre stærkt højreorienterede nabolande: nemlig Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, så der kan stadig være snubletråde, der skal forceres.

I dag er situationen den, at Magyar og hans Tisza-regering ikke vil følge Orbán og blokere for, at de 24 kan optage lånet. Men han er heller ikke indstillet på, at Ungarn selv skal være med til at garantere for direkte støtte Ukraine. Dertil er nationalfølelsen for stærk, og der har været årelange diskussioner frem og tilbage over grænsen om sprogundervisningen i det ungarske mindretals skoler i Ukraine, hvor regeringen kræver, at en stadig større del af undervisningen foregår på ukrainsk, fordi det fælles sprog styrker samhørigheden i landet. Modsat kæmper Ungarn for undervisning i ungarsk, ikke mindst fordi ungarerne historisk er blevet spredt over forskellige lande – Rumænien, Slovakiet, Ukraine – og ønsker at styrke samhørigheden.

Under alle omstændigheder viser historien om de frosne pengestrømme, at EU’s indflydelse er totalt afhængig af den interne politiske situation i de enkelte medlemslande, selv på så afgørende et demokratispørgsmål som retsstat og magtens tredeling. Skal EU styrkes som demokratiets vogter, er der brug for nye former for debat og kontrol. Et første skridt kunne være at følge Peter Magyars forslag: At ingen politiker skal kunne sidde i sit embede i mere end to valgperioder. Var valget denne gang ikke endt med et nederlag til Orbán, var EU’s problemer med Ungarn efter al sandsynlighed fortsat fire år endnu – mindst.

Som toppolitiker er Peter Magyar nærmest et ubeskrevet blad, men han har været medlem af Orbáns parti, Fidesz, i 22 år. Han har været tæt på Orban selv, før han brød ud i 2024 og afslørede den korruption, der fandt sted i partiet – så tæt på ham, at den omfattede hans kone, den daværende justitsminister Judit Varga, der nu er hans eks.
Magyar er altså ikke nogen centrum- eller venstredrejet politiker. Han er nationalkonservativ ligesom sin tidligere partiformand, Viktor Orbán. Han har udtrykt sympati for Donald Trump, på trods af at Trump har sendt både sin udenrigsminister Marco Rubio og sin vicepræsident J.D. Vance til Ungarn for at støtte Orbáns forsøg på genvalg.

I den standende konflikt mellem Øst og Vest har Magyar klart valgt side til fordel for Europa. Tisza-tilhængere har haft “Europe, Europe, Europe” som et af deres kampråb i gaderne, og Magyar lover nu, at Orbáns mange statsbesøg hos Vladimir Putin ikke vil blive genoptaget, på trods af Ungarns næsten totale energiafhængighed af Rusland. Men ligesom Orbán er det hans grundholdning, at EU skal begrænses til det fælles marked:
“EU er en kompliceret, bureaukratisk og kompromissøgende organisation”, erklærede Magyar efter valget. “Jeg er sikker på, der vil være uenigheder. Men vi vil ikke søge kampen blot for kampens skyld, så vi bagefter kan udbasunere, at Bruxelles er ond og skal stoppes”. Eller som den britiske tænketank Chatham House siger det: Ungarn vil fortsætte den forsigtige linje i migrationsspørgsmålet, fokusere på landets egne interesser og se på EU’s økonomiske “vismand” Mario Draghis nye ideer om “pragmatisk føderalisme” med største forsigtighed.

Det ekstraordinære ved Magyar er, at han har ført en fantastisk og energisk kampagne helt ud i landsbyerne under overskriften “Nu eller aldrig” og talt om det, alle kunne forstå:
At der må et opgør til med den store korruption i kredsen omkring Orbán, at der skal flere penge til sundhed og undervisning, og at vejen tilbage til retstaten, vil frigøre milliarder af indefrosne EU-midler. Det er dem, der har givet ham en jordskredsejr med mere end 2/3 af pladserne i det ungarske parlament.

Når sejren er blevet så stor, hænger det sammen med, at tendensen væk fra Orbán allerede var til stede. Fidesz tabte Budapest allerede i 2019 til en centrumvenstre kandidat, Gergely Karácsony, og det er ikke lykkedes Fidesz at vinde byen tilbage, trods en ihærdig indsats. Samtidig tyder meget på, at befolkningen ikke længere tror på Fidesz’ konstante propaganda. Orbán og kredsen omkring ham sidder på omkring 80 pct. af alle ungarske medier, og de er blevet flittigt brugt til fake news-kampagner, der på lange stræk overgår, hvad man har set og hørt fra Donald Trump.

Det siger noget om, at reelt uafhængige public service-medier er en forudsætning for, at retsstaten kan fungere, og at vi i EU bliver nødt til at finde nye måder at støtte frie medier, både nationalt og på tværs af grænser.

At Peter Magyar og hans Tisza parti vandt 2/3 flertal i parlamentet betyder, at de nu kan ændre forfatningen – ganske som Orbán og hans Fidesz parti har gjort. Det bliver ikke nødvendigvis let, for Orbán har brugt sine 16 år ved magten til at opbygge alle slags institutionelle forsvarsværker, der skal sikre Fidesz fortsat indflydelse, uanset hvem de demokratiske valg skulle pege på. Et eksempel er den ungarske forfatningsdomstol, hvor man bliver udpeget for en periode på ikke mindre end 12 år.

Men er det rimeligt, at en forfatning i en retsstat kan ændres bare med et 2/3-flertal i parlamentet – uden folkeafstemning? Det er praksis i mange EU-lande. Men Ungarn under Orbán har vist, hvor skrøbelig den garanti kan være, når flertallet kontrollerer spillets regler. Spørgsmålet er derfor ikke kun ungarsk, men europæisk:
Er 2/3-flertallet i sig selv nok til at beskytte retsstat og demokrati?

Det “illiberale demokrati” tabte i Ungarn. Det var Orbáns ide, at “demokrati” skulle handle om, at folket ved stemmeurnerne valgte en national leder, mens “Illiberal” skulle betyde, at man ikke var nødt til at tage hensyn til frihedsrettighederne og magtens deling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. I stedet for demokratisk debat skulle alt kunne tolkes nationalt som “dem mod os” – og ikke mindst “EU mod os”.

Illiberalismens æra er forbi i Ungarn, må vi tro. Men illiberalismens ide findes fortsat i bedste velgående i andre EU-lande: I Slovakiet og i Tjekkiet, i Polens oppositionsparti PiS.

Kan den brede sig til det øvrige Europa? Muligheden er der, fordi populisme og illiberalisme hænger sammen, og fordi populismen har så stor vægt i store dele af Europa. Mange, især i kredsen omkring den græske populismeforsker Takis Pappas, ser illiberalisme som det, at en stærk leder, der har fået et overvældende flertal ved et valg, tager kontrol med domstolene og andre af de institutioner, der er skabt for at sikre pluralismen, altså mangfoldigheden, i demokratiet. Populismen handler om, at en folkelig bevægelse, med en stærk leder stiller “folket” op som en modsætning til det elitære statsapparat og forsøger at indtage det nationale parlament med et stort flertal, som er forudsætningen for, at illiberalismen kan tage fart inden for folkestyrets rammer.

I dag er der populistiske partier, som er godt på vej mod regeringsmagten i nogle af EU’s største medlemslande: I Frankrig er Marine le Pens National Samling klart landets største parti. Ifølge meningsmålingerne ville det få 34 pct. af stemmerne, hvis der var valg i morgen. I Tyskland ligger AfD omkring 26 pct., på niveau med regeringspartiet CDU. Og i Italien vandt Giorgia Melonis parti, Italiens Brødre, valget i 2022 og er stadig landets markant største parti.

Set i det perspektiv burde det ungarske valg føre til nye overvejelser og mere handling i et Europa, der er trængt fra Øst og Vest, mens både USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin forsøger at påvirke valgresultaterne i Europa. Man kan lykønske Peter Magyar og glæde sig over hans jordskredssejr. Men et lettelsens suk er næppe nok. Det er tid at overveje, hvordan man udvikler og fastholder folkestyre og retsstat i Europa, før den næste udgave af et illiberalt demokrati som Orbáns dukker op igen.

Senegal, som ellers har været kendt som et relativt stabilt demokratisk land har gennem den seneste tid været præget af uro og voldelige sammenstød mellem unge demonstranter og politistyrker i hovedstaden Dakar. På mange måder er begivenhederne symptom på udfordringer man står med i mange andre afrikanske lande og dermed værd at ofre lidt opmærksomhed.

Magtkamp og bristede forventninger

De aktuelle optøjer i Senegal følger efter en politisk krise opstået som konsekvens af uenighed og
rivalisering mellem Senegals præsident Diomaye Faye og premierminister Ousmane Sonko, en strid som foreløbig har resulteret i, at Faye har fyret premierministeren. Afrikanske politiske iagttagere vurderer dog, at det senegalesiske demokrati foreløbig er stærkt nok til at kunne løse konflikten med fredelige midler.

Ideologisk splittelse

Det ulykkelige i sagen er, at såvel præsident som premierminister kommer fra partiet PASTEF (Patriots of Senegal) og de har tidligere arbejdet tæt sammen. Partiet bygger på løfter om reformer, en stærk, fornyet panafrikanisme, opgør med korruption og fransk indflydelse, kombineret med pragmatisk demokratisk tradition.

Partiet blev stiftet i 2014 af Ousmane Sonko især med støtte fra yngre akademikere og funktionærer med stærk appel til Senegals ungdom, som udgør 55% af befolkningen. Sonko blev efterfølgende anklaget for forsøg på at korrumpere ungdommen. Partiet blev forbudt og Sonko blev sat i fængsel. Dette resulterede i voldsomme protester og partiet fik lov til at stille op til parlamentsvalget i 2024, hvor det fik flertal. Efterfølgende blev Sonko så premierminister, mens Faye, som er relativt ung (46 år), blev valgt til præsident på en kampagne med mange (for) store løfter til Senegals unge, måske især i byerne.

Ungdommen mellem håb og kaos

Presset af landets dårlige økonomi har han været nødt til at gennemføre betydelige besparelser,
hvilket bl.a. har ramt de universitetsstuderende, som ikke har fået udbetalt deres stipendier, fordi staten simpelthen ikke længere har tilstrækkelige midler i kassen. Dette har udløst stor skuffelse og vrede blandt de studerende, som havde forventet så meget, da de støttede Fayes valgkamp. Mange er nu nervøse over udsigten til at miste det økonomiske grundlag for deres universitetsstudier, som de og deres familier har satset så hårdt på, og de er naturligt nok bange og frustrerede ved udsigten til ikke at kunne afslutte deres studier.

Landbrug som politisk kamplads

Under denne konflikt lurer imidlertid langt mere omfattende strukturelle problemer. Den formelle arbejdsløshed er tårnhøj, reformer i landbruget anbefales som løsning, men urbaniseringen og uddannelseseksplosionen har skabt langt flere veluddannede senegalesere end landet kan beskæftige, og disse unge udgør en højlydt protestmotor, fordi de havde helt andre forventninger. Fayes relative
pragmatisme har imidlertid bragt ham på kant med Sonko, som anklager ham for at gå på kompromis med partiets oprindelige intentioner.
Hovedstaden Dakar har tidligere fungeret som et brohoved for fransk kolonialisme.

Peanuts til salg på marked i Senegal.
Foto: GS

Under kolonitiden udgjorde peanuts og peanutolie mere end 80% af Senegals eksport, efter uafhængigheden er der gjort meget for at udvide eksporten med f.eks. fiskekonserves, fosfat, olie og gas. Dette har resulteret i en vis økonomisk vækst, som først og fremmest har kunnet mærkes i hovedstaden, men statens gæld har også været støt stigende og udviklingen har betydet, at forskellene mellem land og by er blevet større.

Diversitet eller monokultur
Selv om peanuts således har mistet sin relative betydning, så præges landområderne stadig af peanutdyrkning i stor skala, og samtidig trues produktionen af et mere voldsomt og uberegneligt vejr som følge af  klimaforandringerne. Regeringen har derfor iværksat en plan for reformer i landbruget med henblik på større variation i produktionen og højere grad af selvforsyning væk fra monokulturel peanutdyrkning over mod flere forskellige produkter såsom tomater, ris, bønner, hirse mv.

Elsie i sin have – Sydafrika. Foto GS

Det er især kvinder og småbønder i Senegal som med entusiasme har taget denne mulighed til sig, og der er opbygget en betydelig national agroøkologisk bevægelse, som har haft en vis støtte fra regeringen, men udviklingen er ikke uden problemer, bl.a. fordi en regering i økonomiske vanskeligheder er udsat for pres fra udefrakommende kommercielle landbrugsinteresser.

Verdensbanken argumenterer med behov for reformer, fordi de forudser at over de næste 10 – 15 år vil
omkring 1,2 milliarder unge i Afrika være på udkig efter jobs, mens der ifølge bankens beregninger kun vil
være 400 millioner jobs til rådighed, hvilket er årsag til stigende usikkerhed og protest blandt unge. Derfor forventer verdensbanken, at såkaldt ”agribusiness” vil være en af de vigtigste beskæftigelsesområder i fremtiden, og det fremhæves, at det er nødvendigt, at unge mennesker kan finde arbejde i en moderne landbrugssektor. Spørgsmålet bliver, hvordan man får de unge til at skifte fra universitet til landbrug – og hvad vil det i øvrigt sige at være ”moderne”?
FAO har tidligere støttet Senegal i at etablere en agroøkologisk transformation af landbruget. Alligevel har Senegals regering i samarbejde med Verdensbanken og African Development Bank netop lanceret et storstilet projekt AgriConnect Compact Senegal, støttet af en lang række internationale organisationer samt Bill og Melinda Gates med henblik på at reformere landbrugssektoren efter en mere traditionel industriel model.

”The Compacts” har projekter i mange afrikanske lande og fokuserer typisk på en snæver gruppe internationalt handlede stabelvarer som majs, sojabønner, ris og hvede og oliefrø, som skal dyrkes i store mono kulturelle dyrkningsområder. Denne tilgang er imidlertid ”top down” og til dels
udefrakommende og gavner først og fremmest de store multinationale frøfirmaer samt producenter af
gødning og kemiske ukrudtsmidler, men giver store udfordringer for små bønder, som fortsat ønsker at
have stor diversitet i afgrøderne til gavn for jordens frugtbarhed og robuste agroøkologiske systemer. ” The Compacts” kommer imidlertid med betydelige midler til finansiering og det er dermed vanskeligt at afvise deres løsninger, selvom FAO i 2015 udpegede Senegal til at være agroøkologisk foregangsland, og selvom Præsident Faye har ført kampagne på at afvise udenlandsk indblanding og har argumenteret stærkt for lokal udvikling med udgangspunkt i senegalesisk kultur, herunder med fokus på traditionelle afgrøder, frø og fødevarer.

Grøntsager til salg i Senegal
Foto: GS

Industri eller bondesamfund

I Senegal Compact fremhæves det, at hensigten er at forbedre fødevaresikkerheden ved at øge
selvforsyning med korn og ris. Korn og ris appellerer til industriel stordrift, mens havebrug/gartneri og
kvæg i højere grad kan forenes med småbrug i kooperativt samarbejde., men hvor Verdensbanken er
involveret, plejer kapitalinteresser i industrielt landbrug at få overtaget. Den strategi, som fremhæves i
Senegal Compacts, følger som direkte konsekvens af Verdensbankens strategi gennem årtier, en udvikling, som Samir Amin allerede for 50 år siden pegede på ville have ødelæggende konsekvenser for bondesamfundet.

Gældskrise og Grøn Revolution

Amin fremhævede, at småbønders autonomi er kapitalismens sidste frontlinie, som derfor har skullet erobres ved at knuse deres subsistensøkonomi. Selv om udviklingen er gået langsomt, så sker denne ødelæggelse bl.a. ved at banken har prioriteret kreditmuligheder designet til at fjerne den landlige verden gennem stordrift i form af den berømte og berygtede såkaldt ” Grønne revolution”, en udvikling, som vækker betydelig modstand lokalt.

African Food Sovereignty Alliance (AFSA), som kæmper for agroøkologi og småbønders rettigheder i Afrika, anerkender, at den afrikanske udviklingsbank skaffer betydelige ressourcer til landbruget, men kritiserer at størstedelen stadig bliver givet til landbrugsmetoder som prioriterer monokulturer, kunstgødning og kemisk ukrudtsbekæmpelse. AFSA understreger, at der fortsat er meget begrænset støtte til agroøkologiske metoder, herunder brug af lokale frø, som mange småbønder er afhængige af.

Bæredygtighed og klimaperspektiv

Samtidig fremhæver de igen og igen, at agroøkologi vil give bedre klimatilpasning og sikkerhed for fødevarer lokalt. I Senegals tilfælde kritiserer de bl.a., at satsning på stor skala monoafgrøde i form af ris- produktion vil kræve store mængder vand og dermed øget behov for kunstvanding i et af verdens tørreste lande, hvilket vil føre til dramatisk pres på vandforsyningen. Små bønder, der prioriterer diversitet i grøntsagsdyrkningen, har også brug for kunstvanding, hvilket vil gøre det muligt at høste flere gange om året, men de klarer sig med drypvandingssystemer, som er vandbesparende, fordi vandet leveres direkte til rødderne.

Kvinder i Afrikansk landbrug har det primære ansvar for, bæredygtighed

I Vestafrika blev organisationen ”Nous Sommes la Solution”(NNS) dannet i 2011 af en række kvindeorganisationer i Ghana, Burkina Faso, Guinea, Mali og Senegal og organisationen har i dag mere end 175000 medlemmer, som er fortalere for de mange små familiebrug, som de gerne vil bevare. De kæmper for adgang til jord og for retten til at dyrke jorden ud fra agroøkologiske metoder og med respekt for lokal
kultur og lokale traditioner. Ser man på dyrkningsmetoderne i klimaperspektiv er der derfor ingen tvivl om at udvikling i retning af småbrug med stor diversitet og vandbesparende dyrkning er langt mere bæredygtigt end stor skala industriel produktion. Samtidig er det mere arbejdsintensivt og kan være mere socialt inkluderende. Når det gælder klimatilpasning og bæredygtig levevis, så er disse kvinder på mange måder langt mere ”moderne” end Melinda og Bill Gates og deres Compact program. De har regeringens
støtte på det ideologiske plan, men i den politiske virkeligheds verden er der lagt op til både fortolkningsmuligheder og politiske kompromisser.

Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning Senegal selv kan få lov at bestemme? Koddenbrock (2024) karakteriserer regeringens indsats som ”earnest struggles”, de har de gode intentioner, men som påpeget af Amin (2009) så holdes Afrika fast i et neokolonialt mønster, der bl.a. omfatter det globale Nords kontrol over det finansielle system, kommunikationsmidler og handelsaftaler, et mønster som til stadighed knuser den lokale selvbestemmelse og bærer kimen til interne stridspunkter og uenigheder, når politiske intentioner ikke kan realiseres.
Klimaforandringer, gældskrise og ungdommens skuffede forventninger er en tikkende bombe og udgør en sammenhængende udviklingspolitisk udfordring i Senegal såvel som i mange andre afrikanske lande.

Referencer
Amin S., Haar, K., Graversgaard, J. (1977). Frihandel og forbrydelse. Århus Klim.
Amin, S. (2009). Lande i syden – foren jer- Om Afrika, Kina og de imperialistiske centre. Det ny Clarté /
Foreningen Det Ny Clarté. Årg. 3, nr. 11, 48-57
Botazzi, P. et al (2024). Civil society in Senegal spearheads policy for agroecology. Policies for Agroecology,
Issue 1.
Dembele, D.M(2025). Senegal: The Descent Into the Abyss with the IMF and World Bank Structural
Adjustment Programs Available to Purchase. In Herrera, R. Trajectories of declining and destructive
Capitalism. Research in Political Economy, vol 40. Emerald Publishing.
Koddenbrock, K. (2024). Earnest struggles: structural transformation, government finance and the
recurrence of debt crisis in Senegal. Review of international Political economy, vol. 31, no. 6, 1788–1813

Introduktion

Den 8. marts fejres verden over som den Internationale Kvindedag, hvor man sætter fokus på kvinders rettigheder, ligestilling og de udfordringer, som kvinder står overfor. Det er imidlertid ikke blot en fejring, men også en påmindelse om, at kvindekampen har en lang historie og den er langt fra afsluttet! Dagen har stadig stor betydning i mange lande. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på de enorme udfordringer kvinder ofte står overfor andre steder i verden. Hvordan mon det ser ud i afrikansk kontekst?

Kvindernes klimakamp

Overalt i det sydlige Afrika oplever man en kompleks blanding af permanente overlappende og gensidigt forstærkende begivenheder, som i stadig stigende grad er konsekvenser af klimakrisen. Økonomisk krise ledsages af prisstigninger, landenes gældsbyrder mindsker muligheden for katastrofehjælp og regeringerne bliver lettere overtalt til at bøje sig for udenlandske kapitalinteresser. Klimaforandringerne opleves tydeligt i tørkeperioder, som ødelægger høsten og i stigende grad gør fødevareproduktionen usikker. Vekslende med tørkeperioder kommer voldsomme uvejr med regn og storme, som ødelægger bygninger og infrastruktur. Senest har man i februar måned oplevet voldsomme cykloner, som har hærget i Malawi og Mozambique samt ikke mindst i Madagaskar, som i februar 2026 har været udsat for gentagne cykloner, som har totalt raseret adskillige områder og har ødelagt huse, skoler og hospitaler. Samtidig er floderne løbet over deres bredder og har afskåret mange mennesker fra mad og rent vand mm. Mere end 1 million mennesker har været berørt af katastrofen og 230 er døde. Ganske vist er cykloner ikke noget nyt i området, men WTO ( World Meterological Organization) udtaler, at klimaforandringerne har gjort dem voldsommere.

I alle landene oplever man øget efterspørgsel efter jord, hvilket ofte resulterer i ”landgrabbing”, dvs. nationale eller regionale myndigheder overtales af udenlandske investorer til at give tilladelse til minedrift eller industrielt monokulturelt landbrug. Ingen af delene er positivt for miljø og klima, men resulterer i stedet i forurening af floderne og tab af biodiversitet. Samtidig er denne praksis med til at begrænse kvindernes adgang til dyrkbar jord. Det er kvinderne på landet, som producerer mad til familien. Ifølge FAO er det stadig mellem 60 og 80 % af fødevarerne i Afrika, der produceres af kvinder på landet. De er dermed også de første, som mærker klimakrisens konsekvenser. Det er dem, der er rygrad i lokalsamfundene, de dyrker jorden, producerer maden og tager sig af familien, men de er stadig marginaliseret i officielle politiske beslutninger om jord, naturressourcer og udvikling. Deres stemme bliver ikke hørt, hvor de afgørende beslutninger træffes om landbrug, klima og økonomi.

Den internationale Kvindedag blev oprindeligt etableret i begyndelsen af det 20. århundrede og er siden blevet en platform for at fremme kvinders rettigheder globalt. På det afrikanske kontinent har dagen fået en særlig relevans, da mange lande stadig kæmper med udfordringer med fattigdom, patriarkalske strukturer uddannelsesmæssige barrierer, sundhedsmæssige problemer og diskrimination mod kvinder. Derfor er der i Afrika en stigende bevidsthed blandt kvinderne om betydningen af kvindesolidaritet og samarbejde mellem kvinderne ikke bare lokalt, men også på tværs af landene regionalt. Rural Women´s Assembly (RWA) er en af de mange organisationer som taler kvindernes sag. De har en helhedsforståelse af, at klimakrise, ” land grabbing” økonomisk ulighed og vold mod kvinder udgør et sammenhængende hele, som de kæmper imod, fordi det er kræfter, der betragter både mennesker og natur som ressourcer, man bare kan udnytte. I stedet kæmper de for at styrke feministisk solidaritet på græsrodsniveau med henblik på at fremme dyrkning med agroøkologiske metoder. De tager afstand til brug af pesticider og kunstgødning og prioriterer i stedet lokale erfaringer, stor afgrødediversitet, brug af lokale (i modsætning til kommercielle) frø som en vej til at sikre bæredygtig levevis.

Konklusion

8. marts har en særlig betydning i den afrikanske kontekst, hvor kampen for kvinders rettigheder er både aktuel og kompleks. Dagen fungerer som en vigtig platform for at sætte fokus på ulighed og uretfærdighed, men også for at skabe dialog og mobilisere til handling. De afrikanske kvinders kamp fortjener at få større opmærksomhed, både fordi de fortjener støtte, men også fordi de i høj grad kan inspirere til diskussioner blandt kvinder i det globale nord. Selvom der er store udfordringer, er der mange inspirerende eksempler på afrikanske kvinder, der tager lederskab og driver positive forandringer.