En alt for omtalt amerikaners magtbrynde til fri beskuelse
Af Henrik Døcker
Skal man le eller græde – eller noget helt tredje? Vi er tvunget til at beskæftige os med forretningsmanden Donald Trumps verbal-udfald mod denne og hin stat i verden. Hans ønske om at indlemme Grønland, Canada og Panama-Kanalen i USA. Som et barn i en kravlegård, der rækker ud efter andre børns legetøj. Som en forurettet magtherre, der ikke får alt hvad han drømmer om. Vi må i hvert fald bruge energi og ord på fænomenet.
Vi må også fordøje hans søn, Donald Trump Jr. ‘s turistrejse til Grønland – et femtimers ophold, der i bedste amerikanske stil altså var ultrakort. Som faderen rablede han usandheder af sig, hvis han ikke sagde , “fantastisk” om alting. Man kvies ved at tale om fake news, eftersom det er udtryk faderen har “opfundet”. Før det taltes der almindeligvis om manipulering. Men det er storpolitik, dette her.
Heldigvis har Trump det med at bruge store ord uden at have magt eller evne til at realisere dem. Hans kendetegn er, at skamrose egne fortræffeligheder og – også i velkendt amerikansk stil – slå store brød op. Hans ståsted som forretningsmand, hans “kassetænkning” fornægter sig ikke. Derfor taler han, i hvert fald i første omgang, om at købe territorier. Som om alting var “til salg”. Alt imens han ikke “udelukker” magtanvendelse. Kanonbådsdiplomati er ikke forældet i hans ordbog!
For den fantasifulde spiller han måske indirekte ud mod sin stormagtsmodspiller Vladimir Putin i Kreml, en magtherre, der som bekendt bruger blodig magt til at udvide sit territorium i Ukraine. Er Trumps indirekte modspil til Putin: “Se her hvordan vi gør det i Vesten: Med penge!” Sådan som USA for resten købte Alaska af Rusland eller de Dansk-Vestindiske Øer af Danmark? Hvorfor ikke tage tidligere tiders skik og brug i anvendelse igen?
Man kan også opfatte Trumps fokus på tre naboterritorier som en prøveballon. For en sikkerheds skyld sendes vi to af disse balloner, én til København og en til Nuuk. Så kan USA, nu mere eller mindre i Trumps hule hånd, drive en kile ind mellem Danmark og Grønland – for er der ikke noget om, at grønlænderne gerne vil være selvstændige?
Så er der det sikkerhedspolitiske, det geostrategiske, hentydende til Grønlands placering i Arktis mellem Øst og Vest og de nye sejlruter, som ændrede klimatiske forhold har åbnet. Også her er amerikanerne – læs Trump & co. – kommet med falske udsagn à la vrimmel af russiske og kinesiske fartøjer i en vis nærhed af Grønland. Må vi være her?
Endelig er der de formodentlig store mineralforekomster i Grønlands undergrund, herunder det, der hidtil er blevet betegnet sjældne jordarter, nu om dage simpelthen mineraler. Interessen har samlet sig om Kvanefjeldet, Kuannersuit på grønlandsk, der er rigt på uran og 15 andre sjældne jordarter. Den lange forhistorie indeholder frygt hos grønlænderne for forkert håndtering af det nukleare materiale, hvorfor udvinding er sat på hold. Et større juridisk mellemværende med et stort australsk selskab indgår heri.
Om Trump med sine milliarder af dollars i baghånden pønser på at skære denne gordiske knude over, er aldeles uvist. Han har så mange bolde i luften for tiden – spørgsmålet er om han fastholder interessen for dem alle, også efter at han er tiltrådt som præsident? Er det betryggende at sende hans nye “medspiller” Elon Musk ind på scenen for at gribe nogle af dem?
11. januar 2025