Danmark må ikke opføre sig som en automatisk støtte til USA

Mødet med Mogens Lykketoft var arrangeret af Globaliseringsgruppen og blev afholdt den 21. november og ca. 60 tilhørere havde fundet vej til 3F Chaufførernes mødesal  på Svanevej.

Med baggrund i sine erfaringer blandt andet som dansk udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, kom Lykketoft vidt omkring. Han beskrev de mange udfordringer, der gør sig gældende for at finde løsninger på tidens mange internationale konflikter – konflikten mellem USA og Kina, Kina/Taiwan, Ukraine/Rusland og Palæstina/Israel/Mellemøsten. Lykketoft konstaterede, at der i dag ikke er et stærkt FN, der kan gribe afgørende ind i disse konflikter. FN er ikke stærkere end enigheden mellem stormagterne USA og Kina (og i nogen grad Rusland) rækker. Og i dag rækker enigheden ikke langt.

Han var glad for, at man i hans formandsperiode i FN fik vedtaget de 17 verdensmål og Paris-aftalen om klimamål (2015). Det lod sig gøre, fordi stormagterne havde erkendt, at klimaudfordringerne er globale og kræver global handling.

Lykketoft gjorde også opmærksom på, at man i jagten på en ny, stabil verdensorden skal passe på ikke at forherlige den gamle orden, der opstod efter II. Verdenskrig. Den har ikke været lutter harmoni. Vi skal ikke glemme USA’s og Vestens invasioner og krige i Vietnam, Irak og Afghanistan, der afslørede de vestlige lederes manglende forståelse og afmagt.

I forlængelse heraf advarede han mod at dæmonisere Kina og Kinas hensigter, som han så tendenser til navnlig i USA. Vel er Kina blevet en stormagt. Og vel fører Kina sig frem internationalt på stadig flere områder. Og mest truende i forhold til Taiwan. Men han mente, at også Kinas ledelse erkender, at man har en stor, fælles interesse med Vesten i at opretholde dialogen og udvikle samhandelen, som begge lande har stor fordel af. Han pointerede, at præsident Xi er afhængig af at kunne levere fortsatte forbedringer af levevilkårene til befolkningen, hvis han skal blive ved magten. Og den udvikling vil blive truet ved en eskaleret konflikt med Vesten.

Lykketoft gav ikke meget for den amerikanske højrefløjs protester mod det store kinesiske handelsoverskud over for USA. Det tror pokker, der er kinesisk overskud i samhandelen, så længe USA kører med enorme budgetunderskud, som finansieres ved statslån, der i øvrigt for en stor del finansieres af Kina.

Ikke overraskende pegede Lykketoft også på præsidentvalget i USA som en af de store ubekendte for udsigterne i internationalt samarbejde. Det er et godt eksempel på, hvor stor betydning valget mellem konkrete kandidater kan have for den politiske udvikling – i dette tilfælde ikke blot i USA, men også globalt.

I forhold til Israel/Palæstina konflikten påpegede Mogens Lykketoft, at han altid har fundet palæstinenserne krav om en selvstændig stat for berettiget. Han beklagede, at USA alt for længe har været fodslæbende og eftergivende over for Israel. Han fandt den aktuelle udvikling frygtelig at se på og konstaterede, at hvis vi synes, den danske politik er enøjet, så er politikken desværre blot meget værre i USA.

I debatten blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt andre lande eller landegrupper – fx. EU og G77 – vil have en mulighed for at positionere sig og præge udviklingen af en konstruktiv, ny verdensorden.

Lykketoft fandt det berettiget, at de alliancefri lande i syd forsøger at spille en mere selvstændig rolle og ikke vil affinde sig med en rolle som forventet automatisk støtte til USA og Vesten. Han konstaterede, at der er et stort behov for, at eksempelvis Danmark udvider sin dialog med det globale syd om andet end flygtninge.

Om EU konstaterede han, at det med tilgangen af lande, der i dag støder op til EU’s grænse i øst, vil være bydende nødvendigt at gennemføre en reform af beslutningsprocesserne. Det er svært at forestille sig, at kærnelandene i længden vil finde sig i, at et mindre medlemsland vil kunne nedlægge veto mod et fælles initiativ. Reformprocessens gang er dog vanskelig at forudse, blandt andet i lyset af den politiske udvikling i eksempelvis Italien, Ungarn og Tyskland, hvor stærke anti-EU kræfter vinder frem.

I relation til FN mindede Lykketoft om, at Norden tidligere har spillet en væsentlig rolle. Det vil vi stadig kunne, mente han, forudsat, at vi udvikler selvstændige holdninger og ikke opfører os som automatisk støtte til USA. Sidstnævnte position vil være historieløs. Og den vil begrænse vore muligheder for at samle støtte blandt de alliancefri nationer.