Demokrati på vågeblus

Det kan godt give én afsmag over for respekten for krav til et juridisk grundlag. I den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 hedder det dog i art. 15, at alle de rettigheder, der fremgår af konventionen (ca. 30) kan fraviges ”under krig og anden offentlige faretilstand” – dog med undtagelse af forbuddet mod tortur, slaveri og love med tilbagevirkende kraft.

En stat, de benytter sig af denne ret, skal dog underrette Europarådets generalsekretær om trufne ”forholdsregler”, som det kaldes og årsagerne hertil. Og i øvrigt også, når indgrebene er ophørt, og staten atter vil respektere konventionen. Sker der så en juridisk prøvelse af grundlaget for sådanne undtagelser? Flere afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Storbritannien (bl.a. om forhørsteknikker over for nordirere) og Tyrkiet (bl.a. tortur mod kurdere) viser betydningen af bestemmelsen. Det mest klokkeklare eksempel på en uholdbar henvisning til art.15 var den græske militærjuntas kup mod Kong Konstantin og det græske demokrati i 1967. Et kup, der for en tid ophævede Grækenlands medlemskab af Europarådet.

Nød bryder alle love
Når ”nød bryder alle love”, så gælder det altså ikke kun i sager mellem borgerne, men også staten som sådan. Foreningsfriheden blev tilsidesat under 2. verdenskrig, da danske kommunister blev anholdt – efter krav fra den tyske besættelsesmagt – nogle af dem havnede i tysk koncentrationslejr. Dette hører til besættelsestidens mørkeste kapitler. Dengang var menneskerettighederne endnu ikke formuleret, og der eksisterede intet internationalt klageorgan – som evt. kunne behandle den grundlovskrænkende kommunistlov efter krigen.

Selv om befolkningerne i den såkaldte vestlige verden, incl. Japan, har en betydelig indflydelse på samfundsforholdene og en egentlig politisk medbestemmelsesret, må det erkendes, at et uoverskuelig stort antal mennesker i verden ikke har noget væsentligt at skulle have sagt vedrørende deres skæbne. Når magtfulde statsledere – som fx den nordamerikanske og den brasilianske – er parat til at lade hånt om corona-eksperters kraftige advarsler og statistikkens ubønhørlige udsagn om sygdom og død, er rigtig mange menneskers helbred og liv udsat for stor risiko.

Som under en krig i ordets oprindelige betydning naturligt umuliggør overholdelse af mange love og regler, siger det sig selv, at en pandemi også gør det. Men den nødvendiggør tillige med en intenst internationalt samarbejde, hvorunder mange (lande) kan gå skævt af hinanden, og årsag og virkning kan blive svær at holde ude fra hinanden. I en sådan pandemi er individet på en måde både objekt (for at modtage mulig smitte) og subjekt (evt. uafvidende) smittespreder. Risikoen for splid mellem mennesker med lidt forskellig holdning til dette vil vare langt ud i fremtiden.

Indskrænkning af bevægelses- og forsamlingsfrihed
Den moderne verden vantrives uden ”det internationale samkvem”. Uanset den moderne teknologi, internettet og alt hvad dertil hører, kan det ikke erstatte rejseriet. Heri ligger den store fare, fordi bekæmpelsen af corona-pandemien ikke har fulgt samme normer i de forskellige lande. Meget tyder på , at genrejsningen af persontrafik over grænserne i en lang tid vil være underkastet mange restriktioner, herunder påtvungen karantæne enten ved ind-eller udrejse, evt. både-og.

Suspensionen af væsentlige retsgarantier samtidig med at domstolene i en periode har været tvunget til næsten-lukning svækker naturligt ethvert retssamfund. Lovovertrædelser er ikke bragt til stilstand, og ofre for dem lider uforholdsmæssigt ved ikke at få deres sager behandlet inden for rimelig tid. Et i forvejen overbelastet retssystem kan let virke som en bespottelse af retsfølelsen. Oplivende i det mindste at større i perioder ubenyttede lokaler (eksempelvis Forum og Bella Center) midlertidig indrettes som retssale eller skoler.

Statsminister Mette Frederiksens ageren i corona-krisen afspejler tydeligt et evindelige magtspil mellem den lovgivende og den udøvende magt. Da de gældende love ikke tillod en så radikal indskrænkning af forsamlings- og bevægelsesfriheden, som hun dekreterede, vedtog Folketinget (den lovgivende magt)’bare’ nogle nye love. Nuvel, så havde restriktionerne hjemmel i loven, Men så skal lovene egentlig også have ‘hjemmel’ i såkaldt ”trinhøjere ret”, nemlig i grundloven! Og hvad står der i den? Som oven for nævnt: Ingenting. Hvad siger en juridisk ekspert som højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen så til det?

Som det fremgår af hans indlæg i Jyllands-Posten 19. april i det væsentlige: ”Nød bryder alle love”. Han citerer ikke den oven for nævnte bestemmelse i den europæiske menneskerettighedskonvention. Men den har den danske regering tilsyneladende heller ikke tilskrevet nogen betydning, idet den ikke har henvendt sig til Europarådet. Reelt har kun en halv snes ud af Europarådets 47 medlemsstater gjort det. Der kommer med andre ord ingen bukser ud af det skind.

Verden har nu overskud til at befatte sig med andre dyster mellem statsmagterne – eller mellem den juridiske og den politiske verden. Udenlandsk præsident Donald Trumps opblæste magtfuldkommenhed og forsøg på at nedtromle den amerikanske ytringsfrihed, indenlandsk fhv. minister, folketingsmedlem Inger Støjbergs forsøg på at tilsidesætte gældende retsregler, som ikke bekæmper ”skæve” parforhold mellem udlændinge, der søger opholdstilladelse her. Men hverken Trump eller Støjberg kan ”lovgive” på egen hånd. Det er en vågen presses fornemste opgave at bremse dem begge. Det er retsstatens organer, som skal gennemtrumfe loves og retsreglers overholdelse.

Henrik Døcker
Publiceret den 5. juni 2020