Den amerikanske kulturrevolution

Klicheerne og stereotyperne står i kø, når det gælder USA’s præsident. Kan man finde noget nyt at bruge til beskrivelse af Donald Trumps nedbrydning af såvel den amerikanske som internationale lov og orden? Eftersom det både gælder helt basale normer og regler i hans eget land som dettes forhold til den store verden, vælger jeg at kalde hans aktiviteter led i en amerikansk kulturrevolution – vel vidende at dette ord egentlig kun er hæftet på den kinesiske af slagsen, som var en langt dybere udrensning og frihedsberøvelse end den amerikanske. Men lad det være fastslået: Hver slags “medicin” til hvert slags folk.
Den amerikanske præsidents udrensninger har et vidtforgrenet omfang, der bringer notoriske diktaturer som det fascistiske, nazistiske og kommunistiske i erindring. Gennemgående begrundet i falske præmisser, særlig den voldsomme beskyttelsestrang over for jøderne, der angiveligt diskrimineres groft. Sandheden er ikke noget Trump som sådan går vældig op i. Det betyder også, at hans handlinger hyppigt motiveres med urigtige begrundelser.
Det yderst bekymrende er, at en statsleder i et såkaldt demokrati kan træffe dispositioner helt efter forgodtbefindende og uden at domstolene kan bremse ham. I det land, hvor sociologien i den grad har fokuseret på den offentlige mening som en primær faktor i samfundslivet, tyranniserer han større dagblade med eksorbitante sagsanlæg. Han har taget patent på “sandheden”, slynger om sig med løgne og stempler, hvad vi tidligere kaldte misinformation som “fake news”, forfalskede nyheder.
Den ulykkelige Gaza-konflikt har skabt uro og voldsprægede konflikter i flere lande – også på en del europæiske universiteter, der dog på ingen måde er udsat for så oprørende indgreb, som dem Trump har udløst ved inddragelse af statslig støtte og allerede bevilgede legater til enkeltpersoner. Europas universiteter har siden middelalderen været tillagt en vis autonomi – men i USA udgør de et mål for en magtlysten fyringsparat præsident, der reelt har indført censur – og dermed tvinger denne tilbage. Efter den samarbejdsvilje og internationalisering, der påfulgte 2. Verdenskrig, dikterer USA nu på oprørende vis tilbagerulning af kampen mod alskens diskrimination;  det være sig vedrørende køn, religion, afstamning mv.
Hvis en jøde eller jødesympatisør sættes lig med at være pro-Israel eller en person, der har udvist forståelse for den arabiske (palæstinensiske) befolknings skæbne siden 1948, placeres vedkommende i båsen pro-Hamas, ja så har vi en af de giftige cocktails af holdninger, som kun skærper konflikten. Det virker vildledende for én, der som jeg, tillægger folkeretten stor værdi, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron nu støtter “anekendelsen af Palæstina som stat”.
Det er træls igen, igen, at skulle gøre opmærksom på, at der ikke eksisterer et område med indiskutable grænser og myndighedsudøvelse ved navn Palæstina. Disse principper for hvornår man i folkeretten kan tale om en stat går helt tilbage til Montevideo-konventionen af 1933. Skal vi udfolde et større juridisk vingefang, kan man også kalde Macon-initiativet for de lege ferenda-betragtninger, altså dette at man prøver at fastsætte noget som en kendsgerning (en “lov”), når det blot er udtryk for ønsketænkning, altså den retstilstand, som man håber på (tak til romerretten).
Palæstina ligger to steder nemlig både i Gaza og på Vestbredden, dvs. Jordan-flodens vestlige bredder. De palæstinensiske magtherrer, hvis man kan tale om dette, er ikke enige. Nu kan man vælge at kalde Macrons og en meget lang række staters støtte til Palæstina-stat-ideen for et storpolitisk skaktræk for at øve pres på Israel. Men med Netanyahu-regeringens og USA’s bastante modstand udløser det under ingen omstændigheder en umiddelbar – og antagelig heller ikke langsigtet – løsning.
“Fødslen” af nye stater er i hvert fald lang og sej. Tænk på Østtimor – først i århundreder under Portugal, så i en kortere årrække under Indonesien – og Kosovo, albansk-talende provins i det gamle Jugoslavien, så under Serbien. Begge fik bistand udefra for at blive selvstændige, Kosovo dog endnu ikke medlem af FN. Det er lidt over 100 år siden, at folkenes selvbestemmelsesret blev proklameret som en folkeretlig maxime. Ulykkeligvis er der stadig folk, om end få, som ikke har fået deres egen stat. Skæbnens ironi, at en folkegruppe som jøderne efter omsider at have fået deres egen stat kom til at skabe en anden folkegruppe – palæstinenserne – uden egen stat.
Ikke meget synes at kunne rokke ved Israels brutale udsultning af Gaza-palæstinenserne og Hamas’ fortsatte gidselstagning. En vis vægt forekommer det mig, at der bør tillægges Danmarks og 24 landes påpegning af Israels grove krænkelse af den humanitære folkeret (Geneve-konventionerne) ved at hindre indførslen af livsvigtige levnedsmidler og medicin i Gaza. Krigsforbrydelse og/eller folkedrab får stå hen – de menneskelige lidelser, herunder udsultning, er grotesk oprørende.
I debatten i Danmark er indtrådt en hård linje, undertiden med trusler og en skærpet observans fra statens, ikke mindst anklagemyndighedens side, som jeg vil kalde en kulturevolution, der er farlig for den fri meningsdannelse. Hvis en meningstilkendegivelse fx på de sociale medier kan udlægges som “terror-sympati”, er de offentlige skarprettere parat. Det har vist sig, at de sociale medier, særlig Facebook, er noget man skal holde sig fra, hvis man har skarpe sym- eller antipatier. Således sniger en selvcensur sig ind som en slange i Paradis. “Var din mund og var din pen”, kunne man måske sige. Demokratiet lider under alle omstændigheder ved sådanne begrænsninger i ytringsfriheden.