Den store stedfortræderkrig

Det er ofte svært at ”rubricere” sin egen tid, at forstå, hvad den indebærer og nærmest umuligt at regne ud hvad den udvikler sig til. Det kom bag på hærskarer af eksperter, sagkyndige ”iagttagere”  og spåmænd, at fx Jerntæppet mellem Øst og Vest ublodigt hævede sig for nu godt og vel 30 år siden. Og hvem tør forudsige udfaldet af den konflikt mellem Øst og Vest, der på en måde har skabt et nyt  Jerntæppe? Men at vestlige demokratiideer og østlige autokrati-forestillinger er konfronteret, er indlysende. Som sådan raser der derfor i dag en stedfortræderkrig, udløst af det nærmest totalt politisk ensrettede Rusland  rettet mod et Ukraine, massivt militærstøttet af Vesten.

Mere eller mindre bortkastet er tidligere tiders optagethed af  neutralitet, som alligevel kun et fåtal af stater kunne få lov til indiskutabelt at nyde. Dog kan så forskellige typer som Tyrkiets selvbevidste præsident Recep Tayyip Erdogan og den politiske bajads Rasmus Paludan kaste grus i det ”maskineri”, der  er i gang for at bane vejen for  svensk og finsk medlemskab af NATO. Det har måske dog kun symbolværdi alt sammen, eftersom NATO ingenlunde pønser på direkte at blive part i den russisk-ukrainske væbnede  konflikt.

Stedfortræderkrig er ofte først blevet hæftet på en konflikt langt tid efter at den har udspillet sig, idet skjulte faktorer bag ved kun afdækkes gradvist – med tidens fylde. Fra de sidste 150 års historie fremtræder til eksempel den spanske borgerkrig  1936-39 som et eksempel: Den (svage) unge spanske republik blev udsat for et  militærkup af højre-monarkistiske soldater med genindførelse af kongedømmet som mål. Sovjetunionen støttede  – uden direkte krigsdeltagelse – republikken og dens  venstre-socialistiske tilhængere (med tilskud af frivillige kommunister fra Vesteuropa),  mens det fascistiske Italien sendte fly og krigsmateriel til oprørsgeneralen Franco – som gik af med sejren.

Der er dem, der endog kalder denne krig for en slags ”generalprøve” på Anden Verdenskrig! Derfor et aktuelt håb om, at en lignende etiket ikke vil kunne hæftes på Rusland-Ukraine krigens efterbyrd! – Koreakrigen 1950-53 udløstes af et nordkoreansk angreb på Sydkorea  – den koreanske halvø var blevet delt i en amerikansk- og en sovjetisk besat zone , indtil de hver  især blev selvstændige stater i 1948. Sovjetunionens diktator Josef Stalin havde  imidlertid  ikke direkte inspireret Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung til angrebet uanset dennes bønner om hjælp!  Det blev Kinas kommunistiske folkerepublik -dengang blot et år gammel – der tvang USA’s styrker, som var kommet Sydkorea til  undsætning, tilbage  fra deres positioner nær den kinesiske Yalu-flod tæt på Nordkoreas nordgrænse , til demarkationslinjen ved 38. breddegrad, som fremdeles danner den faktiske grænsen mellem de to Korea’er. Kinas indgreb gjorde det koreanske opgør til en kinesisk stedfortræderkrig, det Sovjetunionen opfattedes som den egentlige modstander.

Vietnamkrigen 1964-75 begyndte som et kommunistisk oprør igangsat af den nordveitnamesiske Vietminhbevægelse – og rettet mod den daværende kolonimagt Frankrig. Efter et fransk nederlag i 1954 deltes landet i et kommunistisk Nordvietnam , nu ledet af Vietcong-bevægelsen, og et borgerligt-præget Sydvietnam, som fik amerikansk støtte, både økonomisk og siden med et stort kontingent amerikanske soldater. Set fra USA’s side var det en sovjetisk stedfortræderkrig med den våbenstøtte, Sovjet ydede Nordvietnam. Det amerikanske nederlag i 1975 afsluttede USA’s intervention i denne krig.

Da Sovjetunionen i 1979 marcherede ind i Afghanistan for militært at  understøtte den daværende  kommunistiske regering i nedkæmpelsen et islamisk oprør, besluttede USA sig forat forsyne de  moujahedinske oprørere med våben. Begge stormagter kunne således kaldes ”stedfortrædere” i en asiatisk borkerig uden direkte militært at være konfronteret. Længe efter at Sovjet  i 1989 havde trukket sig ud, skulle USA atter blive involveret i Afghanistan , nemlig i hvad man kunne kalde efterspillet til Al Qaeda-terroristernes selvmorderiske flyangreb på New York 11. september 2001.

Afghanistan blev så at sige krigsskueplads for et islamisk-inspireret ideologisk opgør med verdslige, vestlige ideer i det væsentlige inspireret og styret af saudiaraberen Osama bin Laden. Siden 1996 havde Afghanistan imidlertid været hærget af borgerkrig med de fanatiske islamistiske oprørere i Taleban-bevægelsen som drivende kraft. På jagt efter ansvarlige for og medspillere til 11.september-angrebet intervenerede USA i Afghanistan og fik dermed som modspillere, talebanerne, der i 2001 måtte bøje sig for den fremmede overmagt, der dog havde fået den afghanske såkaldte Nordalliance med i kampen.

Det aktuelle yderst betændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien har også elementer af stedfortræderkrig i sig med USA som allieret med Saudi-Arabien men ikke direkte parthaver i militære udfald mod Iran. Underliggende er spaltningen mellem de shiitiske iranere og de sunnitiske saudiarabere, som forgrener sig til det egentlige Mellemøsten, nærmere betegnet Israel og dets naboer. Iran var medgrundlægger af den shiitiske Hizbollah-milits i Libanon og dermed en magtfuld faktor, ikke mindst i nålestik mod Israel, men siden hen også en støtte for nabolandet Syrien og dets diktator Bashar al-Assad.

Den syriske borgerkrig er måske det mest iøjnefaldende og indiskutable eksempel på en stedfortræderkrig for tiden. Sådan at forstå, at Rusland siden 2015 direkte har støttet det syriske regimes krigeriske nedkæmpelse af det oprør mod diktaturet, der satte ind i 2011 og udviklede sig til en regulær borgerkrig. Eftersom Rusland direkte har interveneret, kan det dog dårligt kaldes en stedfortræder, men sikkert er det, at dette land har skrevet sig for massive krigsforbrydelser i det blodige mellemøstlige opgør. USA har som modstander af al-Assad-styret holdt sig til at bombe den nu slagne ‘islamiske stats’s holdepunkter og har ikke sendt soldater til Syrien. Desuden støtter Saudi-Arabien og andre arabiske lande de moderate oprørere i Syrien. Den saudiske støtte til oprørsstyrkerne skyldes bl.a. saudisk modstand mod alliancen mellem Syrien og Iran.

Som en særlig uberegnelig og forfærdende faktor har de fanatiske, voldsparate islamister, som voksede ud af Al Qaeda totalt forvirret begreberne i Mellemøsten – bortset fra terrorbevægelsens helt egne formål at skabe en rigoristisk islamisk stat. Alliancer og sympatier blev sat på hårde prøver, men ingen stater syntes at solidarisere sig med den ISIS-stat, som en overgang havde magt over store dele af Irak og Syrien. At spredte lommer af bevægelsen efter dens nedkæmpelse i 2019 fremdeles vækker rædsel, nu særlig i Afrika, kan måske foranledige spekulationer om stedforræderkrige, men alt i alt hører begrebet ikke tydeligt hjemme her.

Endelig kan borgerkrigen Yemen, der brød ud i 2015, siges at være en stedfortræderkrig, idet de shiitiske houthi-oprørere, som indledningsvis erobrede hovedstaden Sanaa og fordrev præsidenten til den sydlige del af landet, har fundet vægtig støtte hos Iran, men det sunnitiske Saudi-Arabien, bistået af USA,  Storbritannien, Frankrig m.fl. lande, sluttede op bag den styrtede præsident og hans styre. Således udviser denne forfærdende og nærmest stedsevarende konflikt et eksempel på en iransk-saudiarabisk stedfortræderkrig.

Det er væsentligt at fastslå, at prædikatet stedfortræderkrig ingenlunde er nogen objektiv klassifikation – det er udtryk for en betragtning af en væbnet konflikt, som i en del tilfælde holdes gående just fordi der er mægtige og kapitalstærke kræfter bag de i første række krigsførende, og som ser en interesse i det. Meningerne om hvad er en stedfortræderkrig og hvad der ikke er det, vil således ofte være delte. Det kendetegner desuden en stedfortræderkrig, at det som regel kun er den ene krigspart, der har en sådan bag ved liggende allieret magt. Men det er forskelligt, i hvilket omfang denne magt i egentlig forstand styrer eller dikterer krigsbegivenhederne. Uanset dette ordgyderi er den russisk-ukrainske krig en uafviselig øst-vest-konflikt med et farligt potentiale til skærpet dyst mellem demokrati og diktatur i sig.