Nogle refleksioner over tidens krav til den enkelte og til staterne
Det internationale fik for alvor tag i verden og dens befolkninger efter 2. Verdenskrig. Først talte man i øvrigt om ‘mellemfolkelige’ organisationer og forbindelser, i dag er det meget på mode at tale om ‘det globale’ akkurat som i vores forenings navn. Dette med ‘ansvaret’ i international sammenhæng er nok i det væsentlige foreningers og organisationers fortjeneste. Men det er en eftertanke værd i hvilket omfang vi er fælles om fx ‘det internationale ansvar’.
Det er højest forskelligt i hvilket omfang enkelte mennesker føler et ansvar. Mange ud over verden har ikke overskud til at føle ansvar for andet end sig selv og deres nærmeste familie: De må arbejde hårdt for dagen og vejen, de er indkapslet i en overlevelseskamp. Eller de har aldrig hørt om noget særligt om verden uden for den lille plet på jorden, hvor de nu bor.
Vi i den stabile, fredelige og velstående del af verden har overskud til at ikke alene at yde økonomisk bistand til de mindre privilegerede, men også ‘kæmpe deres nationale kampe’. Skillelinjer mellem folk og fæ går bl.a. på, om vi nu gør det i en form for idealisme eller det indgår i international-politiske overlæg. Engagerer vi os af lyst eller pligt? Og hvor går om man så at sige grænsen for det internationale ansvar?
Danske børn i Syrien, danske soldater i Irak
For at forstå og afgrænse et begreb er det vigtigt at søge frem til en definition af det. To aktuelle eksempler til at belyse dette er diskussionen om evt. hjemtagelse af danske børn fra jihadist-familier fra de interneringslejre i Syrien, som ‘opbevarer’ dem, og så den danske stats medansvar for torturudøvelse i Irak, hvor danske tropper i en FN-indsats var involveret i et internt irakisk væbnet opgør. Folkeretten og danske retsregler er her sammenfiltret på en måde, som udfordrer såvel følelser som intellekt.
Hvis man hører til dem, der afviser, at der findes objektiv historiebeskrivelse eller blot tilstræbt objektivisme, og hvis man fornægter, at der findes retfærdighed i denne verden, ja så kan man lige så godt give op med det samme. Men jeg vover et øje og forsøger at påvise og begrunde det internationale ansvar i disse to tilfælde. Vi kan ikke nødvendigvis blot slå op i en FN-konvention eller én fra Europarådet eller EU. Det er i begge situationer betydelig mere kringlet.
Den lille gruppe børn med forældre, der oprindelig bekendte sig til den nu hedengange ‘Islamisk stat’ vil ikke selv med en advokat kunne henvise til en egentlig ret til at blive tilbageført til Danmark. Staters ansvar for egne statsborgere – sådan i stil med forælders ansvar for opdragelsen af deres børn og for deres eventuelle gale streger – kan ikke kalkeres ind i en forestilling om staten Danmark som en anden god familiefar, en bonus pater familias.
Hertil kommer, at staternes forhold til egne borgere er højest forskelligt: Nogle stater har i lange perioder så at sige hindret, at borgerne forlod landet, andre stater har hindret, at folk, der var flygtet til udlandet, vendte tilbage. Danmark har oplevet talrige eksempler på hvordan vi ikke har kunnet levere fremmede statsborgere uden asylgrundlag tilbage til deres oprindelsesland., Lidet hjælper det at henvise til FNs 1966-konvention om de borgerlige og politiske rettigheder (art. 12) eller den europæiske menneskeretskonventions 4. tillægsprotokol (art.2), som begge giver enhver ret til at forlade et hvilket som helst land, inklusive sit eget, eller til at indrejse i sit get land. Adskillige stater både i og udenfor Europa føler sig ingenlunde bundet på dette punkt.
Menneskelige dramaer i og uden for retssalen
Det internationale ansvar føles stærkt af mange medlemmer af ngo’er, som måske glemmer, at stater ikke har ‘følelser’, selv om de har tiltrådt nok så mange internationale traktater, ikke mindst i FN-regi. Det ideale forestillingsbillede om verden skygger undertiden for en nøgtern analyse. Det er i øvrigt ikke ethvert umenneskeligt fænomen, der er en international menneskeretskrænkelse. Det gælder sådan noget som menneskehandel over grænserne (en kriminel handling, som ikke kan pådrage en stat ansvar, medmindre den forsømmer rimelig efterforskning), pirateri (der mest hensigtsmæssigt bør retsforfølges af den stat, på hvis søterritorium pirateriet har fundet sted) eller retten til abort (som langt under halvdelen af verdens stater indrømmer egne borgere).
De danske børn i Al Hol- og Al-Roj-lejrene er helt uden andel i deres forfærdende situation og påkalder sig derfor udtalt sympati fra mange sider. Et afgørende problem i forbindelse med hjemtagelse af dem er, at deres mødre bør følge med, hvis Danmark såvel som andre europæiske stater i lignende situationer skal undgå risiko for en sag for Strasbourg-domstolen. Respekten for familieliv er nemlig sikret gennem den europæiske menneskeretskonventions art. 8, og herved underforstås bl.a., at børn ikke må skilles fra forældre. Man kan forestille sig, at nogle mødre måske vil fraskrive sig denne ret, men det er ikke overvejende sandsynligt.
Modstanden mod at få mødrene, hvoraf i hvert fald nogle fremdeles bekender sig til Islamisk stats værdier, tilbage på dansk territorium, er under alle omstændigheder kompakt i vide kredse.
Danmarks medansvar for tortur på en gruppe anholdte irakere under et væbnet opgør i Basra-området verserer nu for Højesteret – 16 år efter at episoden fandt sted. Som bannerfører for den internationale indsats mod tortur nyder Danmark international agtelse. Derfor har det vakt opsigt, at Forsvarsministeriet ved Kammeradvokaten bestandig har trukket denne sag i langdrag og fortsat giver de 31 irakere kamp til stregen – nu under deres forsøg på at slippe for at betale de 30.000 kr. pr. mand, som Østre Landsret tilkendte dem. Staten Danmark har her ikke følt, at det var dens ansvar at forebygge torturen. Retssagen har hidtil verseret i over syv år.
Afgørende ændringer på menneskeretsfjendtlige forhold må komme indefra
Ved en umiddelbar betragtning kan man måske undre sig over, at vi er involveret på ansvarssiden, fordi det var jo ikke var danske styrker, der udøvede torturen. Men de medvirkede til udlevering af de civile irakere, der – i øvrigt uberettiget – var tilbageholdt, til irakisk politi i en situation hvor danskerne burde havde vidst, at der var risiko for at de ville blive torteret. Der opereres her med det juridiske begreb, der edder ”burde-viden”. Man har undertiden talt om, at stater eller statsorganer, herunder militærenheder, kan være ”tortur-hælere” ved fx ikke aktivt at bekæmpe/forebygge tortur, selv når den udøves af andre.
I det hele taget er det nok ikke udpræget, at stater føler internationalt ansvar, forstået som handling ud fra en pligt , indpakket i idealisme. Ofte er der stærke politiske hensyn tilknyttet. Man kan efter behag betragte NATOs bombardement af Serbien i 1999 som udtryk for varetagelse af internationalt ansvar for kosovo-albanerne, der blev diskrimineret og underkuet af serberne i Kosovo. Nogle vil endda sige, at det forebyggede et folkedrab. Når Danmark sammen med tre andre stater for Strasbourg-domstolen i 1967 indklagede Grækenland for massive menneskeretskrænkelser og derved udøste landets exit fra Europarådet, var det imidlertid rettidig omhu for grækerne og for deres menneskeret som sådan – uden at danske interesser var indblandet. (Grækenland vendte ved demokratiets genindførelse i landet tilbage til Europarådet i 1974).
Den rige verden og dens borgere er på en måde tynget af ikke rigtig at kunne gøre noget ved alskens urimeligheder rundt om på kloden: Mænds diskrimination af kvinder, kastesystemet, som binder folk i en snæver social ramme, familiers overgreb på egne børn, kvinders manglende ret til egen krop, millioners manglende ret til et statsborgerskab osv. osv. Men det er ikke fx Danmarks ansvar at få dette ændret, forstået som en sanktion, hvis vi undlader at gå i aktion for at få disse og mange andre uretfærdigheder udryddet. Folkeretten, herunder FN’s og Europarådets ”menneskeretsmekanismer,” (FNs Menneskeretskomité og Den Europæiske Menneskeretsdomstol) har fokus på hvad staterne ikke må, mens det ligger tungere med egentlige påbud om hvad de skal udrette i handling. Sådan må det nødvendigvis være, når staters suverænitet skal respekteres.
Men balancen mellem idealisme-båren handlingspolitik og politisk manøvren. er svær. Staternes samhandel er et tungt lod i deres internationale samvirke. Sanktioner mod enkeltpersoner i konventionskrænkende stater eller mod bestemte varer er et våben, man hyppigt tyr til. Men det ændrer ikke eller i hvert fald ikke hurtigt skæbnen for uighurerne i Kina, frihedstørstende hviderussere, militært underkuede myanmarere – eller hvilke underprivilegerede befolkninger eller folkegrupper, vi kan komme i tanke om. Presset for forandringer må komme indefra.
Henrik Døcker
Publiceret den 21. marts 2021