En diktator mindre – eller?

“Når Fanden bli’r gammel, går han i kloster!” siger et ældgammelt ordsprog – og man kommer til at tænke på det, når vi nu skal lære et nyt magthavernavn i den urolige og foranderlige mellemøstlige verden: Abu Mohammad al-Jolani. Han kan ikke løbe fra, at han for år tilbage støttede al Qaida, men nu proklamerer han fred og demokrati. Vil hans islamiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS) virkelig kunne leve op til det?

 

Hos en martret syrisk befolkning under  den nu styrtede Bashir al-Assads rædselsregime modtages budskabet vel med glæde, selv om man dér næsten aldrig har oplevet noget, der ligner demokrati. Enkelte kan måske huske tiden umiddelbart efter al-Assads tiltræden i 2000, hvor  Syrien syntes at være gledet ind i en rolig, demokratipræget samfundsorden – nye tider forskellig fra faderens Hafez al-Assads undertrykkende metoder.

 

Med  “det arabiske forår”, som i 2011 nåede Syrien, begyndende med nogle drenges spinkle opgør mod en tiltagende ny undertrykkelse – nogle dristige ukvemsord mod styret på husmure – udviklede sig her et folkeligt oprør, fra 2012 en regulær borgerkrig. I vor moderne tid, hvor egentlige krigserklæringer er gået af mode, lytter verden til Den Internationale Røde Kors Komités konklusioner om hvorvidt et “betændt” område i verden er i freds- eller krigstilstand.

 

Det har betydning for denne komites arbejde, hvis juridiske ramme er de fire Røde Kors-konventioner af 1948.som bl.a. bistår syge og sårede krigsofre og civilbefolkningen under krig, udveksling af krigsfanger mv. Konventionerne blev til på et tidspunkt kort efter FNs oprettelse, hvor verdenssamfundet tydeligvis mest havde internationale væbnede konflikter for øje, ikke borgerkrige. Dem har verden til overflod været hærget af siden da, begyndende med den græske 1946-49, fortsættende med diverse befrielseskrige som led i   kolonialismens sammenbrud. “Krigens love”, som man undertiden kalder Geneve-konventionerne, synes at være vanskeligere at håndhæve under interne væbnede konflikter, som de folkeretslærde nu kalder borgerkrige. 

 

Sådanne indre opgør har ofte en mere eller mindre tydelig indblanding fra uden for stående stater, typisk en nabomagt, hvor man undertiden har talt om “internationaliserede borgerkrige” -eksempelvis det, som førte til Jugoslaviens opløsning. Når en større magt, altså stat, således intervenerer, er det afgørende om der er lagt en bæredygtig plan for  hvordan freden bygges op. Erfaringer har vist, at det ikke sjældent er lettere at vinde krigen end at vinde freden.  Eksempelvis førte 22 landes intervention i Libyen (herunder Danmark) i 2011 ikke til rolige tilstande, selv om diktatoren  Muamar Gaddafi var blevet dræbt. Der er fortsat borgerkrig og der har ikke kunnet afholdes et bebudet præsidentvalg.

  Hvis udgangspunktet for at få stabile samfundsforhold efter et regimes kollaps er, at “den klarer det selv”, er erfaringerne dårlige. Den styrtede regerings folk, den politiske ledelse, hæren, politiet mv. vil ikke nødvendigvis lade sig kue – lovløsheden efter den irakiske diktatos Saddam Husseins fald i 2003 og USAs midlertidige administration af landet bragte det således ikke ud af kaos. Bl.a. hjemsendte amerikanerne hele den irakiske hær og udløste enorm arbejdsløshed. Lokale militser skaber fortsat uro i landet.

 

Verden har til gode nærmere at få at vide hvordan al-Assads styre, herunder hovedbyerne Aleppo og Damascus, på ultrakort tid kunne falde for den nye oppositionsbevægelse HTS. Der er uafsluttede opgør i visse dele af Syrien, herunder en afklaring af  forholdet til det  kurdiske mindretal. Uvist er umiddelbart  at vide hvordan Tyrkiet og Iran vil forholde sig. Rusland, der tidligere ved sin bomberegn har  forvoldt enorme skade på liv og ejendom i Syrien, vil antagelig forholde sig passiv i denne omgang, optaget som det er af krigen i Ukraine.

 

Der forestår en uoverskuelig genopbygningsopgave, hvis samfundslivet skal bringes blot tilnærmelsesvis tilbage til det normale. Kan de  enes om dette? Selv hvis landet undgår væbnede træfninger vil det have en smadret økonomi at kæmpe med. Israel har aktuelt gjort sig bemærket ved en række bombardementer af militære anlæg og flådehavne. Sikkert er det, at Syrien mange år ud i fremtiden vil leve på flere omliggende landes nåde.