En urolig verden i ubalance

Tæt på 75 års jubilæet for FNs verdenserklæring om menneskerettighederne – den   vedtoges af FNs Generalforsamling den 10. december 1948 – er der sikkert mange, der kunne ønske svar på 

spørgsmålet; Har det så hjulpet? og Hvem kan egentlig svare på det? 

Den ufredelige verden med Ruslands aggression mod Ukraine og den palæstinensiske organisation Hamas’s blodige konfrontation med Israel sætter ligesom den overordnede ramme, indre oprør og massiv undertrykkelse af egen befolkning udfylder billedet af en klode i dyb disharmoni og med de mørkeste udsigter for fremtiden.

Nu lige de internationale menneskerettigheder, der så at sige blev “født” blot tre år efter 2 Verdenskrigs afslutning: Gælder de også i krige? Den internationale Domstol i Haag har i en vejledende udtalelse sagt ja til dette, men hertil er at føje, at det i krigstilfælde i det væsentlige er den humanitære folkeret, som danner en juridiske ramme. Rent faktisk, de facto, er det vanskeligt, ofte umuligt, at overholde menneskerettighederne under krig – tænk blot på Danmarks rolle under den tyske besættelse 1940-45, hvor f.eks. forenings- og ytringsfriheden af Tyskland blev ophævet. Da en dansk statsborger efter krigen forsøgte at rejse sag ved danske domstole med påstand om grundlovsbrud under krigen, blev han afvist. Det var force majeur – og unægtelig sandt.

Krigens folkeret, i vid udstrækning baseret på fire Røde Kors-Geneve-konventioner af 1949 (om forbudte våben, syge og sårede krigsfanger og disses udveksling, civilbefolkningen i krig mv.) forsøger at regulere forhold såvel i eksterne som interne væbnede konflikter (sidstnævnte tidligere benævnt borgerkrige). Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) medvirker ved sådanne fangeudvekslinger – som senest eksemplificeret ved frigivelsen af hhv. israelske Hamas-fanger og palæstinensiske Israel-fanger under konflikten i Gaza. – Særlig komplicerede har de såkaldt internationaliserede borgerkrige vist sig at være, altså dér, hvor en ude fra kommende magt intervenerer på den ene parts side i en borgerkrig, sådan   som det skete i Eks-Jugoslavien, hvor NATO-magter bombarderede Serbien for at få afsluttet hvad mange bedømte som et forestående serbisk folkedrab på Kosovos albansk-talende befolkningsflertal..

Hvor er FN henne i alt dette? Direkte del i f. eks. en indsats til fordel for Ukraine kan verdensorganisationen ikke skride til på grund af Ruslands vetoret i FNs Sikkerhedsråd. Den israelsk-palæstinensiske konflikt viste sig egnet til mægling via lilleput-sultanatet Qatar, der tilsyneladende har særlige politiske evner i den arabiske verden – og ikke kun oliebaseret rigdom. FNs fredsbevarende styrker, bestående af civile, politifolk og soldater, skal i princippet ikke stifte fred, men stabilisere, bevare en fred, der er opnået efter voldelige konfrontationer som regel inden for et land. For tiden driver FN 15 sådanne missioner De er udsendt til steder på kloden, hvor situationen er blevet overophedet, hvor ikke-statslige grupper eller større formationer, oftest bevæbnede, terrorister eller yderligtgående sammenslutninger skaber farlige situationer,     

Det er ikke nødvendigvis en decideret politisk konfrontation, FN-styrkerne, skal forhindre, undertiden er det stærke forbrydersyndikater, som er modstanderen – og de så stærke, at de truer almenvellet i det pågældende område.  Senest har Sikkerhedsrådet godkendt en FN-mission, der skal forsøge at skærme befolkningen i Haiti mod en tiltagende voldskriminalitet, der har taget 3000 menneskeliv bare i år, og som har tvunget omkring 200.000 mennesker til at flygte fra deres hjem. Titusinder af børn har ikke kunne sendes i skole af frygt for hvad der ville ske dem ud og hjem fra skolen. Kenya har tilbudt at sende 1000 politifolk til Haiti, men en aftale mellem de to stater synes endnu ikke at være på plads. Haiti har dårlige erfaringer med FN-udsendinge, som i nogle tilfælde har forgrebet sig på kvinder og mindreårige (hvilet dog også er forekommet i andre stater). Generelt har staten været hårdt plaget, også et jordskælv, som i 2010 efterlod 300.000 dræbte og forårsagede store ødelæggelser, bl.a. i hovedstaden Port-au-Prince.

Kriminalitetsbekæmpelse i enkelte medlemsstater er ikke en normal opgave for FN, men til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, smugleri      narkohandel på tværs af grænserne er der ligefrem udformet en særlig FN-konvention. I ikke få af verdens lande fletter organiseret storkriminalitet sig ind i regeringens gøren og laden.hvor illegal narkotikahandel er involveret. Rigtig indviklet bliver det, hvis en præsident tager disproportionale virkemidler i brug, sådan som fx Flippinernes tidligere præsident Rodrigo Duterte, der lod i tusindvis af narkomaner og narkohandlere ombringe, alene på grund af mistanke. Centralamerika er – bortset fra Costa Rica – og hårdt ramt af lovløshed, hvis en sådan betegnelse berettiger forbrydersyndikaters vældige greb om magten. Særlig slemt har det været i El Salvador, hvor præsidenten, Nayib Bukele – sandsynligvis med en inspiration fra Duterte – har sat så hårdt ind i bekæmpelsen af narko-bander, at demokratiet eller i hvert fald demokratiske principper for retsstaten er blevet sat uden for døren. Guatemala og Honduras har også høj kriminalitetsrate og mange drab som følge af fejder mellem bander.

Hertil kommer så en række stater, hvor kriminalitet og ufred ofte glider over i hinanden:Borgerkrige, evt. med intervention udefra har sendt hundredetusinder på flugt, og den fattige tilværelse er nu også præget af evig frygt for, at kampene kommer helt tæt på den enkelte borger. Helt uoverskuelig er situationen i det uroprægede Myanmar, som med sine otte hoved-nationalgrupper er underinddelt i 135 etniske undergrupper. Disse har gennem væbnede enheder i de enkelte delstater sat sig til modværge over for landets militær, som tog magten ved kup i 2021, men endelig har også et magtfuldt mafia-lignende forbrydersyndikater gjort sig gældende. – Den nyeste interne konflikt i verden brød i april i år ud i Sudan, hvor en para-militær styrke, forkortet RSF – jævnligt støttet med våben fra De Forenede Arabiske emirater – gik til angreb på den sudanske hær. Hertil er kommet regulære henrettelse af befolkningen i provinsen Darfur – tidligere ramt af folkedrabslignende fremstød fra arabiske sudanere.mod negroide stammefolk og kristne sudanere. Borgerkrigen i hele landet har foreløbig krævet      i hvert fald 10.000 dødsofre, tvunget 6,3 mio. mennesker på flugt og lagt store dele af hovedstaden Khartoum øde.

I nabolandet Etiopien blev omkr. 500.000 dræbt under borgerkrigen i provinsen Tigre, hvorunder nabolandet Eritrea kom Etiopien til hjælp. Selv om det er omkring et år siden, at der blev undertegnet en fredsaftale mellem parterne, indløber der stadig beretninger om massedrab, ødelæggelse af hospitaler, klinikker, skoler og overgreb mod civilbefolkningen, herunder mange tilfælde af voldtægt. som den internationale menneskeretskommission om Etiopien skriver i en nylig rapport. Den etiopiske regering kritiseres for ikke at undersøge de mange overgreb, endsige lægge op til et retsopgør. – Den ni år lange borgerkrig i Yemen har ikke umiddelbar udsigt til at ville ende. Den hører til kategorien ‘internationaliserede borgerkrige’, eftersom den i 2014 brød ud ved at en tidligere præsident (sunni som det store flertale af den yeminitiske befolkning indgik alliance med en væbnet gruppe af shiitiske oprørere, kaldet houthierne fra Saudi-Arabien. Disse trængte over grænsen og erobrede siden hen Yemens hovedstad San’a, mens præsidenten måtte gå i eksil. En gigantisk humanitær krise er udløst af den uafklarede situation: 21,6 mio mennesker er i nød, og over 4,5 mio. mennesker er flygtninge i eget landet, såkaldte hjemstavnsfordrevne.

Denne tour d’horizon har kun sporadisk berørt de aktuelle blodige opgør i Ukraine og Gaza (og ladet væbnede træfninger og uro i fx Congo, Mozambique, Libyen eller Somalia uomtalt) – for at vise, at vesterlændingenes naturlige optagethed af deres nære konflikter, på ingen måde appellerer til en stribe stater og områder i verden, der har fået og får deres tilværelse ødelagt af vedvarende egne voldshandlinger, de være sig politiske eller af anden slags. Demokratiske principper om respekt for individet, andres meninger eller magtens fordeling er mange steder på kloden et sjældent og kun delvis efterspurgt gode. Med og uden FN.