Afrikagruppen sætter fokus på temaet klima miljø og fødevaresikkerhed i Afrika. Som første oplægsholder har vi inviteret Laura Vang Rasmussen, Lektor i geografi ved Københavns Universitet. LVR har forsket i forandringer i landbruget og de menneskelige og miljømæssige konsekvenser heraf i en række lande i det globale Syd – i Afrika i Burkina Faso, Mali, Mozambique, Nigeria, Sydafrika, Malawi og Tanzania. Hun har bl.a. beskæftiget sig med skovlandbrugets betydning for sundhed og fødevaresikkerhed.
Sammen med 58 andre forskere fordelt på 11 lande har LVR i 2024 fået udgivet nogle uhyre vigtige resultater i et af verdens mest prestigiøse naturvidenskabelige tidsskrifter ” Science”. Her dokumenterer forskerne, at større diversitet i landbruget kan give en række sociale og miljømæssige forbedringer uden at udbyttet bliver ringere , og de leverer dermed vægtige argumenter for de mange afrikanske småbønder som kæmper for at undslippe det industrielle landbrugskompleks, en pointe som bestemt trækker tråde til den aktuelle debat om landbrugets fremtid i Danmark.
Man kan høre mere om LVRs forskning på DR-pr 1. 27.5.24 i programmet Vildt naturligt: Er industrilandbrug nødvendigt ?
Andre vigtige publikationer omfatter bl.a.
“Even low levels of tree cover improve dietary quality in West Africa”(2024)
“Forest regrowth improves people´s dietary Quality in Nigeria (2023)
og ikke mindst den omtalte artikel i Science: “Joint Environmental and social Benefits from diversified Agriculture”(2024)
Evt. særligt interesserede kan finde de mere nøjagtige referencer under Laura Vang Rasmussens profil på https://www.forskning.ku.dk
Jette Steensen