
Globale Seniorer repræsenterede Danske Seniorer som arrangører af et vælgermøde en uge inden Kommunalvalget i København. 170 af byens ældre deltog i mødet.
Mødet stillede kandidaterne til Borgerrepræsentationen to grundlæggende spørgsmål, hvordan vil I udnytte den nye ældrelov til at skabe sammenhæng, kvalitet og genkendelighed i hjælpen og plejen for byens ældre? Hvordan vil i sikre billige boliger så byen bliver for alle, ikke kun alle aldre, men også alle indtægtsgrupper.
I indledningen blev det understreget af arrangørerne, at ældres politiske interesser ikke stopper ved de ældres egne forhold i byen, men drejer sig om byens udvikling generelt.
Mødet blev godt styret af Katrine Lester, direktør i Danske Seniorer, som fik gode svar fra politikerne trods en stram tidsplan. For Seniorpolitisk temagruppe er det tydeligt med regeringens sidste udspil på rammebeløbet, at vi får større muligheder for at øge det almene byggeri i byen. Vi fik også positiv respons på ønsket om en mere fleksibel udnyttelse af den eksisterende boligmasse til at skabe ældrevenlige boliger i alle kvarterer. SF svarede os, at de også havde øje for mulighederne i et mere universelt design. Alternativet inviterede til samarbejde med CSO’erne om boligpolitikken i forhold til et konkret projekt. Vi vil kigge på, hvordan vi kan udnytte de tilsagn.
Sammen kan vi glæde os over, at vi som ældre på plejehjemmene i København har udsigt til at kunne få en asie på vores leverpostej. Ældrerådets formand Kirsten Nissen aftvang samtlige partier et løfte om at fritage plejehjemmene for de kostregler som sammen med rigide indkøbsordninger plager de ældre med 3 slags linser, men ingen asier. Partierne må i grøn iver have overset retten til selvbestemmelse.
Vi vil følge godt med i, hvordan løfterne om helhedspleje og flere almene og ældrevenlige boliger bliver ført ud i livet. Allerede i indledningen af mødet varslede vi som arrangører at vi også i denne valgperiode vil holde et ”Midtvejsmøde”, hvor vi vil invitere borgmestrene til at gøre rede for hvad der er sket med deres gyldne løfter.
Arrangørerne har tidligere uden held kæmpet for at få presseomtale af vores initiativer, men denne gang kom pressen uopfordret til stede. Der var gået storpolitik i den. Deres interesse knyttede sig udelukkende til opgøret om magten i byen og de spurgte ivrigt ind til, hvorfor Sisse Marie Welling havde meldt afbud på dagen for mødet. Afbuddet var desværre ikke en enlig svale, men de blev modtaget løbende frem til mødet, og kun borgmesterkandidaten fra Venstre endte med at vise byens ældre sin interesse, sammen med kandidater længere nede på listen fra de øvrige partier .
Danske Seniorer, Faglige Seniorer Storkøbenhavn, Københavns Ældreråd og Ældresagen i København der arrangerede mødet vil også sammen stå for ”Midtvejsmødet” om to års tid.
Povl Anker Andersen
24. november 2026