Skal vi i Danmark opgive en veto-ret til fordel for større samlet effektivitet?
Af Ole Aabenhus, EuropaNYT 17.5.2023
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede forleden en ny strategi for dansk udenrigspolitik under deviser som “Vi må ikke være naive” og “pragmatisk idealisme”. Strategien når kloden rundt, men det mest overraskende – og måske snarligt forpligtende – er, at han knap et år efter ophævelsen af det danske forsvarsforbehold annoncerer, at Danmark nu bør melde sig ind i klubben af lande, der går ind for flertalsafgørelser i EU på det militære område. Det må være en diskussion værd.
Klubben af EU-lande, der ønsker flertalsafgørelser, tæller bl.a. de baltiske lande og Polen foruden de to tungeste lande i EU, Tyskland og Frankrig. Ikke mindst den tyske kansler Olaf Scholz har lagt sig i selen for at få flertalsafgørelser i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål i hus snarest, med det formål at gøre EU mere effektivt og handlekraftigt.
Det, der ligger bag, er bl.a. at de fleste EU-chefer efterhånden har været på besøg i Kiev og givet Ukraine udsigt til snarligt EU-medlemskab – vel vidende, at der for længst er givet tilsvarende løfter til Geogien, Moldova og en række balkanlande. Lukker man den ene ind, banker den anden straks på, og man kan derfor forudse, at EU om føje år kommer op på 35-37 lande. Det betyder, at EU dermed bliver en endnu mere broget, og mindre effektiv, forsamling.
Som det er i dag, er udenrigs- og forsvarspolitikken reelt mellemstatslige områder i EU, dvs. der skal være enstemmighed, og på den måde kan man sige, at hvert enkelt land reelt har veto-ret. Men der findes en kattelem i traktaten – en såkaldt passerelle, dvs. gangbro – der gør det muligt at skifte til flertalsafgørelser – men kun, hvis alle lande er enige om at gøre det. Det er de efter sigende ikke lige nu, bl.a. fordi Ungarn henter billig energi fra Rusland og derfor nægter at gå vejen over gangbroen. Flere analytikere er dog inde på, at Ungarn måske kunne få stillet noget i udsigt for at opgive sin modstand.
Venter man, til der er en halv snes flere lande til at beslutte, om man skal gå gangbroen ud, bliver det i hvert fald ikke lettere at samle et flertal.
Der kunne være en anden løsning end flertalsafgørelser, nemlig at etablere en særlig konstruktion, som er delvis under EU, men alligevel har mellemfolkelig og dermed frivillig karakter. Det har man f.eks. gjort, da man etablere EU’s foreløbige militære struktur med et “Struktureret samarbejde” kaldet PESCO.
Et år efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet står vi nu med en række valg, der bør debatteres i offentligheden: Vil vi være med til flertalsafgørelser og dermed opgive det veto, vi har i dag? Vil vi også, selv hvis vi en dag er i klub med “fremskudte” lande, vi ikke kender alt for meget til, som Moldova og Georgien? Vil vi godt på nogle områder, men ikke, når det handler om at sende danske jens’er af sted i krig? Vil vi godt i et struktureret samarbejde med bestemte lande, vi føler os særlig tæt på, og som opfylder særlige kriterier, ligesom når det drejer sig om euro’en?
Lars Løkke Rasmussens udspil om flertalsafgørelser i EU’s udenrigs- og forsvarspolitik
bliver et af de emner, der kommer op på næste EuropaNYT 1. juni.