Folke- og menneskerettighedsgruppe
Opdateret 30.03.2025

Tema
Formålet med gruppens aktiviteter er at drøfte og dermed udvide forståelsen af hvad folkeretten og menneskerettighederne består af og perspektivere aktuelle begivenheder i forhold til de almindeligt respekterede opfattelser af disse to begrebssæt.
Aktiviteter
En Arbejdsgruppe bestående af 3 medlemmer planlægger og beslutter hvilke emner der fokuseres på i forhold til aktuelle begivenheder. Der eksisterer i øjeblikket ikke en defineret medlemsgruppe, men de Globale Seniorer, der er specielt interesseret i Folke- og Menneskerettigheder, opfordres til at melde sig ind i gruppen og således være med til at diskutere form og indhold for gruppens arbejde. Det er planen at afholde møder ca. hver anden måned, skiftende mellem eksterne og interne oplægsholdere. Arbejdsgruppen sørger for planlægning og gennemførelse af aktiviteterne.
Udgangspunkt for de emner, gruppen normalt kaster sig over, vil hyppigt være, hvad folkeretten har at sige, om den hidtil har vundet respekt i forhold til de valgte emner, og hvorvidt der eksisterer et menneskeretligt beskyttelsesfelt. Til illustration heraf tjener afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol. Også andre internationale organisationer, så som FN, EU, Europarådet og NATO vil kunne drages ind i drøftelserne.
Aktiviteterne ligger i forlængelse af en række møder, som Globale Seniorer har afholdt gennem årene senest:
- Hvorfor fik Grønlandske kvinder opsat spiral?
I april 2024 havde Folke- og menneskeretsgruppen samt Arktisk gruppe inviteret den grønlandske forsker Marie-Kathrine Poppel, ph.d. emerita, Ilisimatusarfik Universitet, Grønland til at holde oplæg med fokus på grønlandske inuit kvinders reproduktive rettigheder og hvordan Spiral-kampagnen (1966-1975) blev praktiseret. - Civilsamfundets kamp mod korruptionen
September 2024 havde vi inviteret Jesper Olsen fra den danske afdeling af Transparency International til at gøre os klogere på begrebet korruption som betragtes som verdens næststørste udfordring – måske endda større end klimakrisen – men hvad er korruption? Hvad gør det ved et land? Og kan vi siger os fri fra det i Danmark? var nogle af de spørgsmål Jesper Olsen behandlede. - Krigsforbrydelser og Folkedrab
I februar 2025 afholdt Mellemøstgruppen i samarbejde med Folke og Menneskeretsgruppen et møde om Krigsforbrydelser og folkedrab provokeret af situationen i Gaza. Vi havde inviteret Frederik Harhoff, professor emeritus, dr.jur. holder foredrag om, hvad disse begreber egentlig går ud på, og ikke mindst hvordan og hvem der efterforsker disse forbrydelser, og hvilke domstole der kan føre sådanne straffesager (og hvilke der ikke kan!).
Planlagte aktiviteter i 2025/26
- I lyset af de strammere og strammere regler for tildeling af statsborgerskab som gør at mange udlændinge udelukkes fra at opnå dansk statsborgerskab, vil vi forsøge at få en ekspert som vil gøre os klogere på begrebet statsborgerskab og hvad de eksisterede reglerne betyder for de berørte personer. I øjeblikket har 11% af den voksne befolkning i Danmark ikke dansk statsborgerskab og den gennemsnitlige beregnede tid for at opnå dansk statsborgerskab er på omkring 19 år!
Kontaktperson
Nina Wernberg: nina@privat.dk