Hvordan kommer der fred i Nordirland?
Det spørgsmål havde Europagruppen stillet til Sara Dybris McQuaid, lektor ved Århus universitet og fredsforsker med speciale i Irland og Nordirland. Herunder Ole Aabenhus’ noter fra et udbytterigt møde 12.sept 2022 i Byens Hus, Hellerupvej.
Om Belfast:
Dengang fredsaftalen blev indgået i 1998 var der 45 mure i Belfast, der skilte unionistiske fra irsk-republikaneske kvarterer. I dag er der 90. Den længste er 5 km. lang. Portene er åbne i dagstid, lukket aften/nat.
Konflikt:
Sara McQuaid er også fredsforsker med vægt på konfliktfortællinger (“os” modsat “dem”). Hun gjorde meget ud af, at der er konflikter i alle samfund, men de farves af de overordnede konflikter i området.
Hun talte om tre niveauer:
- Modsætningen i Nordirland: Britisk/irsk, herunder hvad er statens legitime rolle i demokratiet i forbindelse med konflikt.
- Parternes og folks indstillinger til hinanden
- Handlinger
Fredsaftalen:
Fredsaftalen 1998 var et dokument på 40 sider, som blev husstandsomdelt i maj efter forhandlingerne, der sluttede i april.
Ved folkeafstemningen 22. maj 1998 stemte 71 pct for aftalen – men blandt protestanterne kun 50 pct., bl.a. fordi aftalen ikke rummede noget krav om, at IRA skulle aflevere deres våben.
Aftalen rummer en [magistrats]regering – at der skal være en første-førsteminister, der kommer fra flertalspartiet, en viceførsteminister, der kommer fra oppositionen. Denne regering kan ikke fungere, hvis ikke begge parter er med.
Protestanterne nægtede fra start at deltage, under slagordet “No guns. No guvernement”, så magistratsregeringen har være suspenderet: 2002-2017.
Men IRA nedlagde faktisk våbnene efter 9/11 2001. Sammenhængen er, at irske udvandrere i USA pressede på; det var i høj grad dem, der havde finansieret IRA, men efter terrorangrebet på Twin Towers var terror no-go også blandt dem.
Irsk-republikanerne vandt valget 5. maj og skulle derfor nu indtage første-førsteministerposten, men protestanterne, der nu repræsenteres af Democratic Union Party, DUP (Ian Paisley’s gamle parti), nægter at deltage, så længe Brexit-aftalen forhindrer fuld handelsmæssig integration mellem Nordirland og det øvrige UK. Altså ny suspendering. oaa]
Aftalen omdefinerede borgerskabet, så alle nordirere nu er borgere både i Irland og i UK.
Og der er en mulighed hvert 7. år for at man kan gennemføre en folkeafstemning om evt. tilslutning til den irske republik – det er bare ikke sket endnu.
Men den demografiske trend er i irsk-republikanernes favør: protestanterne udgjorde i 1921, da Irland blev delt, 2/3 af befolkningen i Nordirland. Nu er de to gruppers befolkningstal fifty-fifty.
Der er nu et voksende parti kaldet Alliance Party, der hverken er irsk-rep. eller protestantisk/unionistisk. MEN de kan ikke få nogen særlig indflydelse på Stormont (regeringen), fordi rollerne første- og viceførsteminister er reserveret de to gamle grupperinger. Alliance Party indgår som “Other”.
Der er nu også et selvstændigt Grønt parti for Nordirland, som tidligere var en del af de grønne i republikken Irland. [De Grønne har otte pladser i parlamentet. Wikipedia skriver: its origins lie in the anti-nuclear, labour and peace movements of the 1970s and early 1980s. …The party also has LGBT policies and an activist group operating in Northern Ireland, the Queer Greens. .. Der er også en Young Greens afdeling] … Hovedkontor i Bangor .. oaa].
Fred kan være “kold” (med 90 mure i Belfast) eller “varm” (integration)
Der er 3.000 dødsfald, der aldrig er opklaret. Freden blev ikke fulgt op af en forsoningskommission a la Sydafrika.
Fortsat segregering: kun 7-9 pct af børnene går i blandede skoler.
Kun få ægteskaber på tværs af skillelinjerne.
Og samfundet er fortsat grundlæggende konservativt og patriarkalsk. Og der er fortsat mange udvandringer.
Protestanterne ved godt, hvad vej det går med demografiske trend, men “de går i panik”, når man gør opmærksom på, at de bliver fremtidens minoritet.
Der er stadig paramilitære grupper, og de rekrutterer stadig, men de lever mest af at sælge stoffer og kontrollere små lokalsamfund. Vold findes, men mest i form af afstraffelse af folk i lokalsamfundene, der ikke retter ind: Skud i begge knæskaller, begge ankler, begge hofter, eller alle tre variationer = sixpack.
I dag kan andre identiteter begynde at overskygge de gamle: Man behøver ikke identificere sig som irsk-republikansk eller protestantisk, men kan danne sin egen identitet som måske kvinde, veluddannet, klimaaktivist eller “med udsyn”, dvs. har boet uden for Nordirland.
Faktisk er det 42 pct af befolkningen, der siger om sig selv, at de hverken er (irsk-rep.) eller (protestantiske) unionister.
Og dagens store kampagnespørgsmål i Nordirland er nu abort, klima, homo-ægteskaber og Black lives matter.
Anbefalinger:
FILM
- Derry Girls, der ligger på Netflix, morsom fremstilling af unge piger, der skal manøvrere i det anspændte miljø i (London)Derry.
- Belfast, der mest er en fremstilling af instruktørens egen barndom i byen
- Young Plato, som McQuaid roser meget, blev præsenteret sådan på CPH-Dox 2022: Velkommen til Belfast, hvor en skolerektor bruger Platon, Nietzsche og Elvis Presley til at løse gamle og indgroede konflikter blandt sine elever. Biografpremiere i USA her i september; sig til, når/hvis I kan finde den på Netflix eller lignende; jeg kan ikke – oaa].
BØGER
- Glen Patterson: Gull
- Louise Kennedy: Trespasses
- Lucy Caldwell: These Days
- Anna Burns: No Bones og Milkman
- Jan Carlson: Firestarters
- Ali Smith’s “kvartet” – en serie på fire bøger, som handler om Brexit, ikke om Nordirland specielt, kaldet Spring, Summer, Autumn, Winter. Mere om “kvartetten” her:https://sydneyreviewofbooks.com/review/smith-autumn-winter-spring-summer/]
STEDER
Vi nåede at tale lidt om mulige steder at slå sig ned. Sara McQuaid havde ikke nogen helt oplagt kandidat i hovedet, men mente, man måske kunne kombinere en lille unionistisk kystby i nordøst som f.eks. Bangor, der ligger lidt uden for Belfast, og en grænseby mod syd (oaa)
Bangor – en af de rigeste kommuner i Nordirland, iflg. Wiki (oaa]
Bellaghy, som bl.a. rummer et museum for nobelpris-digteren Seamus Heaney.
Ole Aabenhus
13/10-2022
