Betragtninger om de aktuelle konran-afbrændinger, uforsonlighed og ytringsfrihed
Af Henrik Døcker 3.8.2023
Mon ikke nogen havde “set det komme”? At koran-afbrænderen Rasmus Paludan kunne få nogle kloninger? At andre ville gøre ham “kunsten efter”? Nu er det sket, både her og i Sverige med en forventelig opstandelse blandt muslimer hos os og i Mellemøsten. Nu så alvorligt, at medlemmer af Folketinget, sekunderet af Justitsministeriets jurister er gået i tænkeboks for at få truffet passende modforanstaltninger.
Spørgsmålet er så hvordan vi styrer klar af at krænke vores centrale grundlovsbestemmelse om ytringsfrihed. Dens § 77 forbyder censur, et kernepunkt i forfatningskampen op mod 1849-Grundloven, og ‘andre forbyggende foranstaltninger’. Et forbud mod lige præcis konranafbrændinger kan siges at være noget sådant forebyggende, og altså ytringsfrihedsbegrænsende. Nu er Grundloven på dette punkt dog ikke helt uden begrænsninger. Fx kan politiet stille betingelser for et offentligt mødes afholdelse.
I videre forstand er det et spørgsmål om hvordan et demokratisk sindet Danmark stiller sig over for den oplagte intolerance, som Koranen i mange henseender er et symbol på? Den sociale tvang, som eksempel vis udfoldes af en del muslimske familier, både i deres egne lande og blandt indvandrerfamilier her, byder kraftigt en frihedselskende dansk borger imod. Det berettiger dog ikke til meget indgribende foranstaltninger fra dansk side.
Koranafbrændingerne, især hvis de breder sig, er på national dansk grund en vældig udfordring for politiet, som i princippet skal beskytte Paludan mod ophidsede muslimer, der måtte forulempe ham, men det er sandelig også en udfordring for staten Danmark, når budskaber om koran-afbrændinger breder sig til muslimske lande, hvor man brænder ambassader ned og udsætter dansk liv og ejendom for fare.
Som sådan tjener koran-afbrændinger ikke noget fornuftigt formål: De bringer ikke intolerancen i den muslimske tro til ophør, de mindsker ikke den sociale tvang, som vi fx i Danmark kan aflæse gennem mange ulykkelige ungpigeskæbner, som dertil indrettede danske institutioner, bliver bekendt med – og så søger at råde bod på.
De der aktuelt brænder Koraner af graver vel nærmest grøfterne mellem det frie, demokrati-elskende Danmark og de lukkede muslimske familie-miljøer dybere.
Menneskerettigheder og religion bliver ofte blandet sammen. Men det er vigtigt at memorere, at menneskerettighederne, skabt gennem FN efter 2.Verdenskrig, drejer sig om den enkelte borgers forhold til staten, om de rettigheder staten skal garantere og opfylde, mens religion drejer sig om enkeltmenneskets forhold til Gud. Religion som sådan har ikke behov for beskyttelse, men nok dyrkelsen af en bestemt religion, især i stater hvor religiøse mindretal bliver forfulgt.
Religionsfrihed drejer sig om enkeltmenneskets ret til selv at vælge hvilken religion, man ønsker at tilslutte sig og til at skifte religion. Et brændende spørgsmål i mange lande. Koran-afbrændingerne demonstrerer intolerance over for islam og har antændt nogle gløder, som truer med at ødelægge Danmarks relationer til striber af stater i den arabiske verden. Det truer med langtrækkende negative følger for både dansk udenrigspolitik og -handel, måske i stil med Muhammedkrisen, der tog sin begyndelse i 2005.
Straffeloven indeholder en bestemmelse, som man kan forestille sig anvendt i dette spørgsmål, nemlig § 266b – den såkaldte racismeparagraf, som altså har en videre spændvidde, og er tænkt som et våben just mod had. Den bestemmer, at den, der offentlig eller forsætligt til en videre kreds kommer med udtalelser elle meddelelser, hvorved en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller handicap, kan straffes med bøde eller fængsel op til to år. Det samme gælder i øvrigt for seksuel orientering, kønsidentitet eller kønskarakteristika.
Vanskeligheden her kan ligge i, at paragraffen sigter mod en bestemt gruppe, som nedværdiges, mens afbrænderne skyder med spredehagl – mod hele den muslimske tro eller verden. På den anden side er sådanne ‘regel-kollisioner’ velkendte i juraen. Spørgsmålet er hvilket juridisk ‘lod’, der skal veje tungest. Aktuelt er det efter manges opfattelse sikkerhed i samfundet. Den er unægtelig udfordret.
Straffeloven er imidlertid såkaldt ‘et trin lavere ret’ i forhold til Grundloven. Dertil kommer, at ytringsfriheden er sikret i den Europæiske Menneskeretskonvention, som tilmed er inkorporeret i dansk lovgivning (hvilket er usædvanligt) i forhold til internationale traktater. Og det siger sig selv, at alle danske love skal være i overensstemmelse med Grundloven.
Uanset alle de juridiske spidsfindigheder er det imidlertid bydende nødvendigt, at koran-afbrændingen standses. Det had-budskab, der lanceres, er i den grad dansk mentalitet fremmed og eksponerer tilmed for et misbrug af en vital frihedsrettighed. Uforsonlighed skal ikke plantes i vores samfund, præget af tolerance.