Hvordan kunne det lade sig gøre og hvorfor?
Af Per Bo 9.10.2023
Hamas angreb på og ind i Israel kom tilsyneladende som en total overraskelse for den israelske regering. Det har undret mange til trods for, at der nærmest er 50 års “ jubilæum” for Yom Kippur krigen, og det skete på en lørdag (sabbat).
Det, der især undrer mange er, at den israelske efterretningstjeneste ikke havde opfanget signaler om, hvad der var under opsejling.
Min analyse er følgende:
Baggrund
Jeg tror, der er en udbredt frustration på palæstinensisk side over, at der ikke med den nuværende højreorienterede regering er nogen som helst udsigt til, at palæstinenserne får deres egen stat. Tværtimod føres der en intensiveret bosættelsespolitik på Vestbredden.
Der er ingen udsigt til en tostats løsning, Og hverken USA eller EU presser effektivt på.
Bosættelsespolitikken er samtidig en klar ydmygelse af det Palæstinensiske Selvstyre.
Dermed kan der have bredt sig en opfattelse i den palæstinensiske befolkning af, at moderation
ikke giver resultater.
En af de måder, Selvstyret reagerede på de fortsatte israelske bosættelser og ydmygelserne, var
ved at neddrosle samarbejdet med de israelske myndigheder. Som jeg forstår det, skete det også
på efterretningsområdet. Her tror jeg, der ligger en forklaring på, at den israelske
efterretningstjeneste ikke var opmærksom på, hvad der var under opsejling med udgangspunkt i
Gaza og ikke på Vestbredden.
Samtidig kan man ikke se bort fra, at den israelske premierminister Nethanyahu prioriterer en
aftale med Saudi Arabien højere og måske af personlige grunde – anklager om korruption mv. –
også har givet efter for meget ekstreme ønsker fra sine regeringspartnere.
Positive muligheder?
For 50 år siden i 1973 tog den ægyptiske Præsident Anwar Sadat initiativ til Yom Kippur-krigen for at vinde de tabte områder fra 6-dageskrigen i 1967 tilbage.
Egypten, Syrien m.fl. havde ikke en forventning om at vinde, men man kom ud af et dødvande.
Og derefter kom det til fred mellem Ægypten og Israel og Ægypten fik Sinai tilbage.
Man kan håbe, at man i Israel vil indse, at der ikke er nogen anden langsigtet løsning end en
to-stats løsning.