Af Per Bo
For få år siden var indtrykket hos skiftende regeringer, at sikkerhedssituationen for Danmark var så god, at forsvarsudgifterne kunne holdes på 1 – 1,5 % af BNP selvom vi ad åre havde et mål om at komme op på NATO-tilsagnet på 2 % af BNP. Danmark var jo medlem af NATO og Vesten havde jo ”vundet den kolde krig”.
I dag er sikkerhedssituationen radikalt ændret og som konsekvens heraf skal vi nu til at bruge milliarder af kroner på militært udstyr måske op til 5 % af BNP. Det bliver vi ikke rigere af, og vi får ikke mere velfærd af det. Og hvad er begrundelsen? At der er en meget alvorlig trussel fra Rusland!
Og hvordan kan det så være? Vi vandt jo den kolde krig, der var jo ingen trussel efter, at Berlinmuren faldt, det sovjetisk kontrollerede Østeuropa blev demokratiseret og selve Sovjetunionen opløstes
Måske ville det være en idé at spole filmen tilbage?
Var vi ”klædt på” til at udnytte de muligheder der åbnede sig? Havde vi de rigtige ”redskaber”? Formelt havde vi eller fik vi nye demokratier, men levede vores demokratiske systemer op til de udfordringer (positive og negative) vi stod over for?
Man kan altid diskutere, hvornår historien skal begynde. Jeg har valgt det tidspunkt, hvor Gorbatjov overtog magten i Sovjetunionen dvs. 1985.
Meget hurtigt opstod der en forståelse mellem Gorbatjov og USA’s præsident Reagan. De var begge bevidste om faren ved atomoprustningen og risikoen for en atomkrig, og man blev enige om nedrustningsplaner. Der opstod samtidig et tillidsforhold, der også omfattede Reagans efterfølger Georg H Bush (den ældre).
Desværre blev Bush ikke genvalgt og opløsningen af Sovjetunionen betød samtidig et farvel til Gorbatjov som samarbejdspartner.
Det mislykkede kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991 bragte Boris Jeltsin til magten og førte til opløsning af Sovjetunionen. En række lande under det hidtidige Sovjetunionen benyttede muligheden til at få reel selvstændighed (her i blandt Ukraine) og hidtidige modsætninger – der hidtil havde været undertrykt – kom frem i lyset.
I Jeltsins Rusland betød omformningen af det ex-kommunistiske samfund fra en centralstyret økonomi til en markedsøkonomi, at hidtil offentligt ejede virksomheder blev privatiserede. Man benyttede i høj grad amerikanske rådgivere, hvilket ofte bidrog til super-kapitalistiske løsninger, hvor nogle få ”oligarker” blev begunstiget og blev ekstremt rige, mens den store brede befolkning oplevede et voldsomt fald i levestandarden. Det gjaldt i særlig grad pensionister. Da man samtidig havde indført demokrati, var det forståeligt, at mange vælgere i Rusland ønskede sig tilbage til det ”gode” gamle stabile system.
Vestlige rådgivere ikke mindst fra USA skabte således grundlaget for, at Vladimir Putin fik sit første folkelige mandat, da han lovede at rette op på situationen.(Man kan kontrafaktisk spørge, hvad ville der være sket, hvis der var kommet rådgivere, der havde foreslået en skandinavisk økonomisk velfærdsmodel og ikke en amerikansk inspireret model?)
Samtidig gav flere i ”Vesten ” og i særlig grad i USA igen og igen udtryk for, at ”vi vandt den kolde krig”. Flere lande ikke blot i Østeuropa, men også i det tidligere Sovjetunionen opnåede selvstændighed og flere søgte om optagelse i EU og også i NATO. Og i visse tilfælde ønskede man i Vesten at fremme denne proces.
I Vesten dvs, sige i EU og i NATO var man generelt imødekommende, mens kredse i Rusland følte, at landet blev ”inddæmmet”. Det gav præsident Putin udtryk for ved sikkerhedskonferencen i München i 2007. Han sendte bl.a. en advarsel til Vesten om at ikke at opstille missiler i Polen og Tjekkiet. En opstilling ville blive opfattet negativt af Rusland.
Forud var gået et forløb, hvor Putin hurtigt efter terrorangrebene i USA den 11.september 2001 tilbød at stille basefaciliteter til rådighed for USA ifm. aktionen mod Taliban i Afghanistan. Det ”belønnede” George W Bush (den yngre) ved ensidigt at trække USA ud af ABM-traktaten (Anti Ballistic Missile Treaty) og også af Nuclear Test Ban Treaty. *
Her i oprustningens tidsalder skal vi derfor huske på, at Vesten selv kan have et medansvar for, at atomoprustningen ikke blev bremset.
Ustabiliteten i verden
Her i dag i 2025 er der ingen tvivl om, at lederne i såvel Moskva som Washington DC bidrager til den nuværende spænding og ustabilitet.
Ironien er, at stabiliteten var sikrere under den kolde krig med to forskellige samfundssystemer. Endnu mere ironisk er det, at den største ustabilitet i dag kommer fra ledelsen i USA med en præsident, hvis indfald ikke kan forudses, og som bakkes op af ministre og rådgivere, hvor fagkundskab snarere er undtagelsen end reglen, og hvor basale demokratiske spilleregler ikke efterleves, og hvor løgne har de optimale muligheder for at kunne udfolde sig.
I kongeriget Danmarks tilfælde er paradokset samtidig at begrundelsen for den voldsomme – og dyre – oprustning er en potentiel trussel fra Rusland, mens den eneste eksplicitte trussel Grønland/Danmark har været udsat for er fra vores vigtigste NATO-allierede USA. Med andre ord: vi bør opruste pga, at vi ikke ved, hvad USA kan finde på.
Oprust, Oprust, Oprust
I Europa i dag synes det som om, det eneste svar på den internationale spænding er : Oprust, Oprust, Oprust! Det bliver meget dyrt.
Vi hører intet andet. Selv under den kolde krig kunne man indgå aftaler om begrænsninger i våbenkapløbet.
Verden bliver ikke i sig selv sikrere med flere våben.
Jeg savner virkeligt, at man samtidig med en nødvendig oprustning også analyserer mulighederne for begrænsning af våbenkapløbet. I en tid hvor alle parter udvikler nye våbentyper, der bliver mere og mere sofistikerede mht automatik og hastighed, er det helt centralt, at man arbejder for aftaler, der reducerer risikoen for krig ved fejltolkninger og der ikke bliver en fordel ved at slå først.
Derfor er det vigtigt at Second Strike muligheden ikke bliver elimineret. Det betyder at man fortsat bør sikre at militærstrategien ”MAD” stadig består. MAD står for Mutual Assured Destruction. Umiddelbart virker ”MAD” vanvittig, men den skulle sikre, at ingen har en interesse i at slå først, da man er sikret gensidig ødelægelse.
Derfor går jeg ind for, at parterne har nogle usårlige gengældelsvåben.
Samtidigt er det vigtigt, at man definerer forsvarsudgifter, som udgifter der reducerer spændinger og konflikter. Eksempelvis kunne gensidige nedrustningsaftaler være en vej samtidig med at de reducerer udgifterne for begge parter.
Derfor bør også udgifter til konflikt- og fredsforskning – efter min mening – kunne dækkes under forsvarsbevillingerne.
Uanset hvad skal vi sameksistere på denne klode.
06. maj 2025