I sejrens frugt er orm

Mange gloser kan hæftes på Donald Trump – et udpluk af hans attituder og egenskaber er opregnet ovenfor. Sammenfattende om konsekvensen af hans indtagelse af præsidentposten ville jeg benytte titlen på en roman af James Kinross: I sejrens frugt er orm.

En betydelig del af hans støtter må være skrækslagne over de “innovationer” præsidenten, kraftigt sekunderet af  sin skarpretter, tetch-millionæren Elon Musk, nu gennemfører med brask og bram. Intet mindre end en nedrivning af det amerikanske demokrati. Unddragelsen af internationale forpligtelser, ja tilsidesættelsen af folkerettens elementære grundsætninger adresserer jeg lidt senere.

Det er en eftertanke værd, at USA havde en medvirkende rolle i den fulde udfoldelse af  magtens tredeling, nemlig i den udøvende, lovgivende og dømmende magt for omkring 300 år siden. Det var ganske vist den franske dommer Montesqieu, som først formulerede begrebet i sin bog om “Lovenes ånd” fra 1748. Det var omkring samme tidspunkt, at kong Ludvig XIV udtalte “L’etat, c’est moi”. Staten det er mig. Først med den franske revolution 1789 blev der for alvor gjort indhug i statsmagtens beføjelser i Frankrig. Men det var en af ophavsmændene til USA’s forfatning af 1787, James Madison, der “finpolerede” magt-tredelingen ved at påpege, at de tre magter skulle holde hinanden i skak og balance – checks and balance.

Krystalklart er Madisons udtryk ganske vist ikke. De frie forfatninger, der skød op i Europa efter omkring 1850, skulle finde hver deres vej til definitioner af magtfordeling, og her især hvilke statsorganer, som varetog hvilken magt. I USA har præsidenten en slags “øverste” udøvende magt, idet han også er premierminister. Trump med sin mere end særegne foragt for love og regler, synes at  opfatte sin rolle i stil med en enevoldsfyrste. Flere enkeltstatsdommere har dog – i hvert fald foreløbig – fået bremset præsidentens værste udslag af magtbrynde. Hans åbenlyse foragt for domstole, hans mageløse mangel på moral har sendt chokbølger gennem tusinder af offentligt ansatte i forbundsstaten USA. Nedlukning af diverse styrelser og departementer er kun blevet bremset med stort besvær og i sidste øjeblik.

De folkevalgte i USA’s Kongres har man ikke hørt meget til. Republikanernes flertal i begge parlamentets kamre synes at lamme en egentlig opposition. Trumps uhørte nedgørelse af moderne demokratis bærende principper imødegås ikke manifest fra politisk hold. Ej heller løsrivelsen af USA’s internationale engagementer, herunder medlemskabet af FN-særorganisationen WHO og FN’s Menneskerettighedsråd.

Europas frygt for, at USA også ville forlade NATO, synes bortvejret. Dér hvor Europa kunne have forventet klarere amerikanske signaler om holdningen til Rusland og Ukraine-krigen: på den årlige sikkerhedskonference i  München serverede den amerikanske vicepræsident J.D. Vance en våd klud i hovedet på USA’s trofaste europæisk alliancepartnere. Hans optagethed af “en fare indefra” i  Europas stater kunne med god ret opfattes som en hån – i bedste  Trump-stil. Mette Frederiksen & co. måtte gøre gode miner til slet spil i erkendelse af Trumps voldsomme ømfindtlighed.

Men det lignede ikke noget, at en højstående USA-ping (Vance) blandede sig i europæisk indenrigspolitik – uden i øvrigt at nævne Rusland eller Ukraine med ét ord. USA har tidligere – i den ikke alt for fjerne fortid – forsøgt at blande sig direkte i enkelte europæiske staters forhold, læs den “manglende” styrke hos udvalgte  højreorienterede partier. Det synes åbenbart, at USA i den grad plejer egeninteresser og dermed uddyber kløften til Europa, tilsyneladende uden skelen til hvordan dette styrker Kremls Vladimir Putin. De “to store”, USA og Rusland, synes også at have udvekslet fredsbetingelser i Ukraine-krigen hen over hovedet på Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og det øvrige Europa. Et koreansk ordsprog siger: “Når hvalerne slås, bliver rejerne ædt”. Tiden vil vise, om Europa og EU magter at bremse stormagtsspillet.

Udsigten for Europa  til at opnå noget synes spinkle, efter at USA allerede inden egentlige forhandlinger mellem Øst og Vest har aflivet håb hos ukrainerne om NATO-medlemskab såvel som tilbagegivelse af russisk erobrede dele af Øst-Ukraine. Unægtelig ikke særlig taktisk set fra Vests side. Med så svage kort på hånden lover det ikke godt for en snarlig fred, USA – med Trumps løgnagtig eller misvisende udsagn blot om Danmark – er ikke alene en dårlig allieret, nej en troløs én af slagsen. Ikke overdrevet at tale om en skilsmisse mellem Europa og USA, drevet frem af en megalomanisk præsident, der  ønsker tiden skruet tilbage til kolonialismens gyldne tider og med USA som en ny kolonimagt, der prøver at tage Canada, Grønland, Panama-kanalen – og minsandten også Gaza til sig. Hvad befolkningerne dér mener: Aldeles ligegyldigt. 

Trump har næppe læst noget af den florentinske 1500-tals jurist og forfatter Niccolo Machiavelli – men det var ham, der i sin senere så berømte bog Fyrsten fastslog, at en magtherre hellere måtte være frygtet end elsket. Eller sagt på en anden måde: Den stærkes magt er den svages ret.