I smittens tid er vi én eneste organisme

For seks år siden blev jeg emeritus og havde en forestilling om, at jeg skulle have fri og bruge tiden på teaterbesøg, kunstudstillinger, folkeuniversitetsforelæsninger, ferier og meget andet godt. Det blev til teater, kunst mm., men arbejdsmæssigt har jeg aldrig haft så travlt, som i disse emeritusår. Allerede den gang blev jeg opmærksom på, at FN’s 17 verdensmål var på vej, og det blev min skæbne. Jeg havde interesseret mig for bæredygtighed, socialøkologi, vækstens skyggesider mm i mange år, og alt det blev nu på forunderlig og genial vis forenet i de 17 verdensmål på måder, som i den grad talte til mit intellekt, intuition og følelser. I årene siden da har jeg arbejdet med verdensmålene, været optaget af deres indhold, fortolkning, historie, betydning, sammenhæng, virkeliggørelse mm. Konkret begyndte det med, at jeg holdt et foredrag på SeniorHøjskolen, Nørre Nissum og besøgte FN i New York i 2016. Herefter har jeg holdt mere end seks hundrede foredrag, skrevet et halvt hundrede artikler, bøger, kapitler mm og deltaget i kurser, seminarer, konferencer og workshops. Det har været så berigende for mig, at jeg ikke kan forestille mig, at det ikke havde været. Det bliver tilmed mere og mere åbenbart, at verdensmålene er noget af vigtigste, der er sket i mange år. Interessen for målene er overalt stærkt stigende. Midt i det kom corona-krisen. Verden er i krise. Byerne, bygningerne, motorvejene, jernbanerne, markerne, havnene, skovene – det fysiske består. Men systemerne, metoderne, lovene, vanerne skal nu genopbygges. Efter en krise bør der tænkes nyt. En krise er altid også en mulighed. Man skal aldrig gå glip af de muligheder for læring og forbedringer, der er indeholdt i en krise. Dette gælder også coronakrisen. Og for denne krises vedkommende gælder det nok med en hidtil uset alvor, at der efter den skal tænkes nyt. Coronakrisen kommer nemlig til os midt i en anden klynge af kriser, hvis omfang og rækkevidde nok endnu ikke er gået op for os, nemlig klima-, biodiversitets- og bæredygtighedskriserne. Jeg benytter bevidst skarpe formuleringer, fordi det er sådan, flere og flere forskere og eksperter verden over ser og formulerer det: Verden er i en alvorlig situation, og der skal tænkes og handles nyt. Derfor: Vi skal gøre det bedre efter krisen. Det hedder inden for katastrofeområdet: Build back better!
  Den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano har under Coronakrisen udgivet en lille bog, der på dansk hedder: I smittens tid. Det er en tankevækkende bog om coronakrisen. P. Giordano blev interviewet i Deadline den 1. juni 2020, hvor han bl.a. fremhævede to forhold: 1) Alle mennesker i verden kan smittes, dvs. at pandemien handler om 7,8 milliarder mennesker, og 2) Spredningen og den hastighed, hvormed spredningen sker, afhænger fuldstændigt af menneskers adfærd. Alle menneskers adfærd er af betydning. ”I smittens tid udgøres fællesskabet af samtlige mennesker på kloden”, siger han. Pandemien, Coronakrisen, er i sandhed både et menneskeligt og et globalt fænomen. Coronaen er, som systemteoretikeren Fritjof Capra har formuleret det, en disruption, et afbrud, som har haft hidtil usete politiske, sociale, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser. Coronakrisen er et fænomen, der kalder på helhedsforståelse, på systemisk tænkning og analyse. I den nævnte Deadline-udsendelse gjorde P. Giordano opmærksom på, at en pandemi nødvendigvis kalder på en global tilgang, et globalt samarbejde. Ingen kan holde sig uden for. ”I denne krise, siger Giordano, blegner udtrykket ’i Italien’; der eksisterer ikke længere grænser, regioner, kvarterer”. Det, vi gennemlever, har en karakter, der rækker hinsides identitet og kultur. Vi bliver tvunget til at erkende, at vi er uløseligt forbundet med alle andre mennesker, og at vores valg ikke bare gælder os selv. ”I smittens tid er vi én eneste organisme”. Fællesskabstænkning og systemisk tænkning er to sider af samme sag, hvor begreber som relationer, mønstre, sammenhænge, feedback, selvregulering etc. er vigtige. Alle aspekter og dimensioner ved krisen er gensidigt forbundne. ”Smitten, siger Giordano, er en infektion i vores net af relationer”. I de nationale politisker drøftelser reduceres det ofte til, at det handler om sundhed og økonomi. Og det er rigtigt, men det handler om meget mere og meget andet, fx sociale, teknologiske, psykologiske, biologiske og historiske forhold. Systemiske begreber som de nævnte er nødvendige, hvis vi skal forstå og håndtere sådanne pandemier. Giordano understreger det relationelle ved at fremhæve ”den mangfoldighed af niveauer, hvorpå vi er forbundet med hinanden, overalt, og kompleksiteten af den verden, vi lever i”. I en forelæsning (https://youtu.be/nv9lVJ7ivpo) formulerede Fritjof Capra det på den måde, at coronakrisen er Gaia’s svar på den økologiske og sociale ulykke, som menneskeheden har påført sig selv. Gaia er i Capra’s terminologi den levende planet. ”Vi gennemlever en pause, hvor hverdagslivet er sat i bero”, siger P. Giordano, og fortsætter et andet sted: ”Det, der sker lige nu, er nemlig hverken en tilfældig hændelse eller en Guds svøbe. Og det er slet ikke nyt. Det er sket før, og det vil ske igen”. Krisen opstår, siger F. Capra, ud fra en økologisk ubalance og har dramatiske konsekvenser bl.a. på grund af økonomiske og sociale ubalancer. Sat på spidsen kunne man spørge: Når vi engang ser tilbage på 2020, vil fremtidige historikere så konkludere, at selv om corona-pandemien havde vidtrækkende og tragiske konsekvenser for mennesker og samfund overalt i verden, så vil den måske i det lange løb have sparet menneskeheden og store dele af verden for udslettelse?

I den nævnte Deadline-udsendelse var der et interview med professor i biodiversitet på Københavns Universitet Carsten Rahbek, der har skrevet forord til Paolo Giordano’s bog. Carsten Rahbek fokuserer i interviewet på de smitte, der overføres mellem dyr og mennesker, og som altid har fundet sted, men som nu er meget mere aktuelle, end for hundrede år siden, bl.a. på grund af befolkningstætheden, og fordi vi mennesker efterhånden ikke overlader nogen plads til naturen. Han siger i forordet bl.a.: ”Biodiversitetskrisen er essentiel. Vi lever i en tid med masseuddøen af arter. Ikke siden dinosaurerne forsvandt fra jorden for 65 millioner år siden, er så mange arter uddøde med så stor hastighed. Mellem 30 og 70 % af Jordens naturlige økosystemer og deres funktionalitet er ødelagte”. Det er en del af den klynge af kriser, jeg omtalte, og som vi nødvendigvis må adressere.

Der er mange forklaringer på denne udvikling. Udviklingen har ført planeten Jorden over i den Antropocæne epoke, og noget vigtigt er: Presset på og kravene til kloden overstiger klodens kapacitet. Intet kan blive stort nok. Det gælder traktorer, fiskekuttere, krydstogtskibe – og meget andet. Mere, større; hurtigere. Moderne krydstogtskibe er i virkeligheden blevet levende udtryk for en global og eksistentiel sygdom. Kloden kan ikke levere det, som vi mennesker har behov for. Klodens bæreevne er truet. Kloden kan ikke med de nuværende metoder og teknologier bære klodens 7,8 milliard mennesker uden at miljøet nedbrydes. Det sker i disse årtier. Vi mennesker er besat af tanken om materiel og økonomisk vækst. Ingen vækst er en katastrofe. Både politikere og erhvervsledere har i et par århundreder været næsten besat af tanken om konstant økonomisk vækst, og det har bidraget til de kriser, vi befinder os i, og som dybest set truer den menneskelige civilisation. Kriserne konfronterer os med spørgsmålet, om den måde, hvorpå menneskeheden har indrettet sig på kloden – og dermed menneskets forhold til naturen – er bæredygtig? Og vi kender svaret: Vores levevis er ikke bæredygtig: Mange forskere og eksperter har i årtier advaret mod konsekvenserne af vore ikke-bæredygtige sociale og økonomiske aktiviteter og systemer. Den ensidige fokusering på materiel økonomisk vækst har umådelige skadelige og til dels uoprettelige konsekvenser. Væksttænkningen er en gift, en sygdom, som har bredt sig til alle dele af samfundslivet. Derfor er ét af vor tids vigtigste udfordringer at få gjort op med denne materielle og økonomiske kortsigtede væksttænkning og give plads til andre værdier og normer. Som Svend Brinkmann siger i en interessant artikel i Politiken den 14. juni: ”Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror, at både coronakrisen og især de helt store kriser vedrørende klima og biodiversitet kræver, at løvens dyder suppleres med nogle andre. Det kunne være pindsvinets. I modsætning til løven er pindsvinet et fredsommeligt væsen, det helst vil tøffe rundt og spise regnorme. Det er ikke særlig risikovilligt, men til gengæld er det nøjsomt og tålmodigt – dyder, som gerne skulle fremmes i vores verden”. Vi skal sætte accelerationssamfundets hastighed ned. Det er ikke bare iværksætteri, men også ”iståsætteri” – modet til mindre, der er behov for, siger Brinkmann. Det er så sandt, så sandt. Med pandemien tvinges alle, også politikere og erhvervsledere, til at være mere opmærksomme på disse forhold, simpelthen fordi pandemien konfronterer os med alle disse systemiske fænomener, og bringer dem frem på måder, så de bliver umiddelbart synlige for alle. Vi kan ikke lukke øjnene, vi kan ikke overse disse fænomener og sammenhænge. Økologien har lært os, at når vi ensidigt fokuserer på og maksimerer en enkelt variabel, så fører det nødvendigvis til stress og sårbarhed i systemet som helhed. Og det er, hvad vi oplever lige nu. En af konsekvenserne af vor adfærd var og er, at vira, der før har levet i symbiose med visse dyrearter, hvor de ikke gjorde skade, nu, i den fragmenterede verden, som vi har skabt, springer fra disse dyrearter (fx flagermus) til andre dyr og derfra til mennesker, hvor de er giftige eller endog dødelige. Carsten Rahbek siger det på den måde, at ”sygdomme i stigende antal springer fra vilde dyr i naturen til os mennesker i byerne”. Når det handler om den spredning af virus, som vi lige nu er så optaget af, er befolkningstætheden nøgle-variablen, og befolkningstætheden er ofte en konsekvens af den nævnte vækst- og profitmaksimeringstænkning, hvad enten det er de gigantiske krydstogtskibe eller andre former for masseturisme, fx skisport i Alperne, kæmpe store supermarkeder, mastodontfabrikker eller overfyldte levesteder for mennesker forårsaget af økonomisk og social ulighed. Corona-virussen har allerede nu haft mange, både negative og positive, virkninger, fx ved at reducere CO2-udslippet. Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis, at vi skal fortsætte med at leve, som vi gør nu. Men vi skal forstå, at de miljømæssige og andre virkninger, som vi lige nu er vidner til, er et resultat af en radikal reduktion i omfanget af den menneskelige aktivitet. Menneskers aktivitet er en afgørende faktor til forståelse af den økologiske og økonomiske situation i verden. Den samme positive effekt kan nås i fremtiden, ikke nødvendigvis ved radikalt at reducere, men ved radikalt at ændre menneskers aktivitet og adfærd. Og vi har erfaret, at verden er i stand til at reagere effektivt og hurtigt og – på visse måder og områder – også sammenhængende, når situationen er tilstrækkelig alvorlig. De organisatoriske og ledelsesmæssige ændringer, som vi fx har set på danske hospitaler, ville det have taget en krig at gennemføre under normale omstændigheder. Den aktuelle coronakrise har givet os værdifulde indsigter. Vi er blevet mindet om i hvert fald to ting: 1) Alt i verden er forbundet. Og 2): Det, du gør, gør en forskel. Man skal være blind for ikke at se, at begge disse sætninger er sande. Spørgsmålet er, om vi har den visdom og politiske vilje, der skal til for at respektere og tage ved lære af disse indsigter? Vil vi fx anvende disse indsigter på klima- og bæredygtighedskrisen? Vi kan fx spørge, som F. Capra gør det i det tidligere nævnte foredrag: Vil vi grundlæggende gøre op med vores væksttænkning? Vil vi erstatte fossile brændsler med grønne former for energi? Vil vi stoppe den overdrevne masseturisme? Vil vi grundlæggende ændre den måde, vi driver landbrug på? Vil vi plante milliarder af træer? Vi kan stille mange spørgsmål, og fælles for mange af dem er, at vi i dag har den viden og teknologi, der skal til for at sætte ind på alle disse områder. Spørgsmålet er: Har vi den ledelsesmæssige og politiske vilje? Svaret på mange af disse spørgsmål hænger sammen med det lederskab, der bliver praktiseret rundt om i verden i de kommende år. Hvis det globale lederskab kan fortsætte og udbygges med den ansvarlighed og helhedsforståelse, som vi har set eksempler på og set tilløb til under krisen, og hvis det kan suppleres med strategier, som respekterer og samarbejder med naturens indbyggede evne til at forstå og opretholde liv, så kan verden komme videre med at håndtere de andre – og utvivlsomt mere alvorlige kriser – biodiversitet, klima, bæredygtighed – eller under ét: Komme videre med at virkeliggøre verdensmålene. Vi har under krisen fået bekræftet: Mennesker kan påvirke klodens udvikling. Coronakrisen aktualiserer det vigtige begreb, Build back better. Det kendes bl.a. fra katastrofeområdet, fx når man skal genopbygge samfund efter naturkatastrofer, krige etc.

Overført til den aktuelle situation: Selvfølgelig skal man efter en krise ikke nødvendigvis vende tilbage til det, der var engang. Men problemet er: Man kender det, der var. Man er måske trygge ved det. Og derfor er der stærke tilskyndelser til at vende tilbage til det kendte. Det kræver ingen nytænkning. Ikke nyt mod. Måske handler det blot om at finde gamle manualer frem. ”Jeg er bange for tilintetgørelsen, siger Giordano et sted, men også for dens modsætning: at frygten går over uden at efterlade sig nogen forandring hos os”. Carsten Rahbek siger det på en anden måde: ”Denne tid og lidelse må ikke have været forgæves”.

Vi har altid muligheden for at gøre noget bedre og nyt. Vi kan altid spørge: Kan vi gøre det bedre? Hvilke mangler og ubalancer var forbundet med det gamle? Hvad har vi opsamlet af viden, indsigter og erfaringer – også fra før krisen og katastrofen – som det er oplagt at inddrage? Benytte nu, hvor vi alligevel skal genopbygge – fysisk eller systemmæssigt? Dette er grundtænkningen i Build back better. Det er den tænkning, som vi nu bør overføre til alle de samfunds- og virksomhedsanliggender, der følger i kølvandet på coronakrisen eller – bredere formuleret – som hele klima-, verdensmåls- og bæredygtighedsdagsordenen lægger op til. Realiteten er: Vi skal bygge en ny verden – dels fordi det er tydeligt, at vi kan gøre det bedre, og dels fordi det er åbenbart, at vi skal gøre det bedre. Det er nødvendigt, det er uomgængeligt. Lad ikke denne tid og lidelse have været forgæves! Steen Hildebrandt Publiceret den 16. september 2020 Steen Hildebrandts debatindlæg er bragt som kronik i politiken den 16. september 2020.