International retfærdighed

Den væbnede konflikt mellem Israel og den palæstinensiske terrorbevægelse Hamas i Gaza har nu udløst hele to internationale initiativer, som sætter fokus på begreber som menneskerettigheder og folkedrab. Senest har den mellemamerikanske republik Nicaragua indbragt Tyskland for Den Internationale Domstol i Haag, idet den tyske våbeneksport til Israel anføres at underbygge et folkedrab på palæstinenserne dér. I forvejen har Haag-domstolen fra republikken Sydafdrika modtaget dette lands anklage mod Israel for ved sin hårhændede krigsførelse i Gaza at begå folkedrab – en sag, der endnu er i sit forberedende stadie.

Folkedrabskonventionen af 1948 pålægger udtrykkeligt Haag-domstolen i påkommende situationer at fastslå, om der foreligger folkedrab, idet de stater, som har tiltrådt konventionen, blev pligtige at gøre folkedrab strafbart. Med Tysklands overlagte  massemord på Europas jøder in mente var forhåbningen tydeligt at gentagelser ikke ville finde sted. Med oprettelse af Den Internationale Straffedomstol i 2002 kan enkeltpersoner, fundet ansvarlige for folkedrab, også dømmes her.(Indtil nu er der afsagt ni domme, bl.a. over statsborgere i Congo).

 I 30-året for nutidens to forfærdende eksempler på folkedrab: Serbiens mod 8000 bosniske mænd og drenge i juli 1995 og hutu-flertalsbefolkningen massemord på  omkring en million tutsi’er i Rwanda i 1994 er emnet så atter aktuelt. De af  FN-nedsatte straffetribunaler efter disse to folkedrab skaffede en form for ‘international retfærdighed’ ved at dømme sammenlagt 150 hovedansvarlige for grusomhederne og massedrabene. Tilbage står spørgsmålet om dette førte til nogen form for udsoning mellem de stridende folkegrupper.

Erfaringerne fra de to stater, som i 1990’erne oplevede folkedrab, er højest forskellige. Hadet mellem de eks-jugoslaviske folkegrupper synes ikke nævneværdigt at være aftaget. Tydeligt manifesteres det jævnlig ved  serbisk uforsonlighed i Kosovo, hvis serbiske mindretal ikke viser sig samarbejdsvillig dér – ligesom den serbiske befolkningsgruppe i Bosnien.-Hercegovina ikke støtter integrationen i denne nye stat og altså på ingen måde rækker ud mod statens to andre befolkningsgrupper: bosniakkerne og kroaterne.

Fjendskabet mellem de forskellige nationale grupper illustreres i historieundervisningen, hvor de læser efter hver deres bøger – uden på nogen måde at blive mindet om den  blodige fortid, som kun er 30 år borte. I betragtning af hvordan alle de daværende Jugoslaviens folkegrupper – hertil kan føjes makedonere, slovenere m.fl. – kom fortrinligtud af det med hinanden så længe marskal Tito levede og regerede, er de nuværende tilstande overraskende og skræmmende..I Rwanda er situationen til gengæld helt anderledes,

Efter at en tutsi-baseret eksilhær i Uganda i løbet af et par måneder havde nedkæmpet den samling hutuer, der havde gennemført folkedrabet, her, har en udpræget forsonlighed under præsident Paul Kagame tilsyneladende bredt sig over Rwanda. Der er ikke som tidligere en skarp opdeling af hutuer og tutsier, og efter det foreliggende er regeringen sammensat af både folk med tutsi- og hutuoprindelse. Det hører med til billedet at hutuerne udgør ca. 85 pct. af befolkningen og tutsierne ca. 15 pct. Der har naturligvis fundet et  retsopgør sted, for de ledende politikere og militærfolk i Haag, for rwandere i øvritgt i titusindvis ved de nationale rwandiske  såkaldte gacaca-domstole.

 At just Nicaragua udfordrer det demokratiske Tyskland til en form for ‘international duel’ ved FN’s øverste juridiske organ må vække opmærksomhed. Thi som fortaler for demokrati og menneskeretsoverholdelse har dette lille land  (6,6 mio. indb.)  ingenlunde gjort sig bemærket. Tværtimod. Af en rapport til FNs Menneskeretsråd fra 2023 fremgår det, at enhver form for modstand mod præsident Daniel  Ortegas regime slås ned med hård hånd. Heri indgår henrettelser uden dom, vilkårlige fængslinger og tortur.

Hvilke motiver Nicaragua har til at spille retfærdighedens vogter i Gaza, er ikke til at sige. Som oftest anlægges retssager i det hele taget med det formål at få en krænkelse modvirket (plus evt. straf eller erstatning/godtgørelse), vel at mærke mod én selv (person/firma/ stat). I moderne tid – og ikke mindst internationalt – er feltet kraftigt udvidet, og det kan ligefrem opfattes som positiv internationalisme. Et eksempel herpå var den sag Danmark m.fl.stater rejste mod Grækenland i 1967 efter det såkaldte oberstkup,som styrtede kongen og indførte vidtstrakte menneskeretskrænkelser – og som endte med landets exit fra Europarådet (senere genindtrådte det, da demokratiske tilstande var genindsført).

Appeller til og afgørelser fra Den Internationale Domstol har ikke haft den største betydning for storpolitikken  endsige krig og fred. Men Danmark kan da i det mindste takke denne domstol for på fredelig vis at have afgjort territoriale tvister med Norge (vedr. Østgrønland og øen Jan Mayen)– lige som den har medvirket til at en række andre stater har fået løst deres grænsestridigheder på fredelig vis. Som vogter af folkeretten har den stor moralsk betydning – dens afgørelser kan kaldes pejlemærker for staterne.

Stormagterne har dog til stadighed overvejende betragtet folkeretten og Haag-domstolen som et unyttigt omsvøb. USA blev i 1984 af denne domstol – på basis af international sædvaneret – dømt for at have krænket Nicaraguas suverænitet ved at støtte  oprørsbevægelsen kontraerne, der søgte at styrte det daværende sandinistiske styre i Nicaragua. Det ophørte i denne omgang ved Violetta Chamorros sejr i landets andet demokratiske valg i 1990. Senere skulle den oprindelige revolutionsleder og præsident Daniel Ortega så vende tilbage og iføre sig diktaturets klæder.

Den internationale Domstol – og den  seneste tilkomne Internationale Straffedomstol – kommer næppe til at spille den helt store rolle, hverken i Gazakonflikten eller for den sags skyld i krigen mellem Rusland og Ukraine. Parterne skal have sagt god for den ene eller den anden internationale domstols medvirken. Det gør de ikke. Magtforhold og styrke er næsten altid hvad der dikterer en væbnet konflikts afslutning, hvad enten den er intern eller international.