Internationalismen på dybt vand

Af Henrik Døcker

Engang talte man om ‘mellemfolkeligt samarbejde’, så blev det internationalt og siden hen globalt. Som samlebegreb hørte det under internationalismen, som igen havde sine rødder i arbejderbevægelsen, der voksede frem i slutningen af det 19. århundrede. Den krigsprægede tid, vi lige nu gennemlever, levner kun lidt tid til den regel-baserede internationalisme, som har præget de sidste omkring 70 år.

Det er for meget at tale om et sammenbrud for den moderne internationale ret, folkeretten, som danner basis for staternes samkvem. Men man tør kalde den nødlidende med løbende krige i Ukraine og Gaza. For de mennesker, der har gennemlevet Den Kolde Krig, og som kun sjældent tænkte på, at der egentlig var tale om en farlig terrorbalance, er det yderst nedslående at se den i store træk fredelige periode afløst af mange voldelige konfrontationer flere steder på kloden.

Selv i den lange efterkrigstid, ja nogenlunde til Ruslands aggression mod Ukraine i 2022, så man i vide kredse i det væsentlige fremad, udbyggede den europæiske integration (EU’s betegnelse for det vidtstrakte, snævre samarbejde, som endog indebar afgivelse af suverænitet) og havde en vis tiltro til at bistanden til “det globale syd” (forhen ulandene) fortsatte med håbet om en gradvis stigning i levestandarden dér. Krige og borgerkrige (Etiopien, Eritrea, Sudan, Sydsudan, Myanmar, Yemen og Mellemøsten i øvrigt m.fl.) har knust mange forhåbninger i så henseende.

Den grundlæggende idé bag internationalismen, at dette samvirke mellem nationerne skulle styrke freden og i det hele taget gavne fremskridtet, er svær at få øje på. Vor tid forekommer i højere grad præget af grænseoverskridende kriminalitet, i stigende grad endog terror. Og deraf følgende kompliceret opklaringsarbejde. Vi nævner sjældent FN i disse forbindelser, eftersom verdensorganisationens Sikkerhedsråd bremser fredstiltag, hvis de antaster vitale interesser for nogle af dette råds fem permanente medlemsstater. Hver af disse (Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig og Kina) benytter sig så af den vetoret, de ifølge FN-pagten er i besiddelse af.

Inden et land går i krig – og såmænd også derefter – kan det benytte sig af sanktioner. Men det har ofte vist sig, at disse her haft beskeden – eller også i forhold til formålet – ingen virkning. Eksempelvis dem, der er rettet mod Rusland for alvorligt at svække dets økonomi. Den russisk-ukrainske krig har så – om noget – vist, at det ikke er hærstyrkers konfrontation på landjorden, det først og fremmest drejer sig om. Den teknologiske udvikling har skabt nye værktøjer i enhver væbnet konflikt.

Med to uberegnelige statsoverhoveder fra 2025 i henholdsvis USA og Rusland, Donald Trump og Vladimir Putin, er det umuligt at forudsige den umiddelbare fremtid for staternes samarbejde, så smukt tidligere præget af internationalismen. De mange tråde mellem offentlige og private organisationer på kryds og tværs af grænserne vil stadig bestå. Men megen tillid er gået tabt, ikke mindst i forholdet til Rusland, på sigt også til Kina.

Det kan diskuteres, om det var klogt af vestmagterne at være så imødekommende over for Ukraine efter dets selvstændighed i 1991.Men det er indiskutabelt, at det var denne nye stats ret at vælge hvilken retning, den ville følge i storpolitikken. Om den ville dreje mod øst eller vest, om den ville bekende sig til internationalismen med dertil hørende respekt for demokrati og respekt for menneskerettighederne, herunder det store russiske mindretal i landet.

Tillid mellem staterne indebærer også en nogenlunde fælles holdning til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. En refleksion over internationalisme-begrebet og tidernes aktuelle ugunst lægger op til en frygt for sammenbrud af, hvad man ofte har kaldt den regelbaserede verden. Et andet udtryk for folkeretten, som ikke har den store mening, hvis staterne ikke i blot minimalt omfang bekender sig til retsstaten.