Jagten på retfærdigheden

Hvorfor har fru Justitia – retfærdighedens gudinde – bind for øjnene? Det skal sikre, at hun ikke er forudindtaget for eller imod nogle af parterne i en retssag. Det er et højt ideal for en domstol, og talrige er da også de eksempler, der kan fremvises for at idealet ikke er opfyldt. Der “går politik eller økonomi” i sagen. Ofte viser det sig også nærmest umuligt at komme frem til en såkaldt objektiv afgørelse. Afgørende for domstole, som hviler på retsstaten og magtens tredeling, er, som den danske sag om mord, voldtægt og anden form for vold viser, at beviserne mod tiltalte er stærke og overbevisende.

På den verdenspolitiske scene er der reageret vidt forskelligt på det udspil, Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed har rettet mod både Israels og den palæstinensiske terrorbevægelse Hamas’ ledere for forbrydelser mod menneskeheden i Gaza. Men det er i dette søgsmål ikke spørgsmålet om hvem, der begyndte eller hvem, der har dræbt flest. Fokus skal være rettet mod forbrydelsen som sådan, for det er just i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, denne Haag-baserede domstol kan dømme.

I forvejen har Den Internationale Domstol, også i Haag, fået forelagt spørgsmålet om hvorvidt Israel begår folkedrab ved sin drakoniske krigsførelse i Gaza. Disse juridiske eksercitser vil sandsynligvis ikke ændre stort ved uhyrlighederne, men de er et led i det politiske spil, som uundgåeligt omgiver både den europæiske og den mellemøstlige konflikt. De er med til at opdele verden på kryds og tværs – og skabe endnu mere splid og usikkerhed i allianceforholdene.

Internationale domstole er ikke mindst sat i verden for at forebygge krig. Den siddende Internationale Domstol stammer formelt fra 1945, men har sine rødder tilbage til Folkeforbundstiden, dvs. fra 1922 –  lige oven på Første Verdenskrig. Som sådan har den løst en række grænseproblemer mellem staterne, men større krige er det ikke lykkedes den at hindre eller afslutte. Efter Anden Verdenskrig straffedes tyske og japanske krigsforbrydere ved internationale tribunaler (midlertidige domstole) samt på nationalt grundlag.En egentlig international strafferet udvikledes eksempelvis ikke på basis af Nürnberg-tribunalets domme – det satte den kolde krig en bom for.

Først med folkedrabene i Eksjugoslavien (Bosnien) og Rwanda i 1990’erne dannedes internationale straffetribunaler, som kunne fælde domme over enkeltpersoner, skyldige i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab. Forudsætningen her for var radikalt regimeskift. Hverken i Ukraine eller Gaza synes der at være en umiddelbart udsigt til krigsafslutning, hvorfor internationale arrestordrer mod konflikternes ledende mænd her og nu blot tjener til at begrænse de pågældendes rejsefrihed i fremmede lande, dvs. udsætte sig for at blive anholdt i en af de 124 stater, der har tiltrådt Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC).

ICC begyndte sit virke i 2002, og indtil nu er en halv snes personer blevet dømt, de fleste fra afrikanske stater. Højeste straffe har været 25-30 års fængsel, som afsones i forskellige europæiske lande. Hverken USA, Rusland eller Kina har tiltrådt ICC. Gamle stormagter, som har permanent sæde i FNs Sikkerhedsråd, har generelt haft svært ved at tiltræde internationale traktater, der kunne tænkes at begrænse deres suverænitet. En eventuel ratifikation af en sådan traktat er dog ikke altid ensbetydende med, at den pågældende stat har respekteret traktaten.

Undertiden er enkeltpersoner blevet straffet i stater, der slet ikke har haft noget med den begåede forbrydelse at gøre.     Det er sket ved anvendelse af den såkaldte universelle jurisdiktion. Spektakulær var en spansk undersøgelsesdommeres forsøg på i 1998 at få den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet dømt, mens Pinochet opholdt sig i Storbritannien. Han blev med baggrund af sit styres brutale undertrykkelse, tortur og anden umenneskelighed anholdt, var i husarrest, men siden hen løsladt på grund af dårligt helbred og udleveret til hjemlandet Chile, uden at han kom for retten.

Aktuel er den dom på 20 års fængsel en schweizisk domstol for nylig afsagde over Ousman Sonko, tidligere indenrigsminister i Gambia, for forbrydelser mod menneskeheden. Han havde oprindelig søgt til Schweiz for at få asyl – i stedet blev han den hidtil højest rangerende fremmede politiker, der er dømt i Europa i kraft af universel jurisdiktion. – Den verdensomspændende jagt på retfærdighed, herunder strafforfølgelse, holder til alle tider mange beskæftigede med at indsamle bevismateriale – også selv om udsigten til at få fældet dom over eftersøgte forbrydere er ringe. Det kan i denne forbindelse også noteres, at De Forenede Nationer (FN) blev dannet nogle måneder inden Den Anden Verdenskrig i 1945 var afsluttet.