Kampen om magten

En dyst om magt foregår på alle niveauer, lige fra den mellem ægtefæller, til inden for staten og mellem staterne. Ikke altid helt tydeligt, og heldigvis ofte kun latent. Her skal gøres et forsøg på at karakterisere elementer i disse kraftprøver – i et historisk-politisk-juridisk helikopter-perspektiv. Selv den mest fantasifulde forfatter, tynget af historisk visdom, har ofte ikke kunnet forudse menneskenes kontroverser, og de katastrofale følger af deres indbyrdes fjendtlighed.

Lad os nøjes med at  kaste et vue ud over  Europa og konstatere, at vor verdensdel i historiens løb i vid udstrækning har været opdelt i konge- og fyrstendømmer. Deres overhoveder besad i reglen enevoldsmagt, men  blev middelalderen igennem antastet af magtfulde stænder – for slet ikke at  tale om Romerkirken. Årstallet 1215 er vigtigt, fordi det var på det tidspunkt, at den engelske adel  tvang kongen, kaldet Johan uden land (pga div. landafståelser, bl.a. til Frankrig) til at underskrive Magna Carta Libertatum, Det store Frihedsbrev,  som begrænsede hans magt til at fængsle vilkårligt og brandskatte adelen, ligesom Romerkirken fik nogle rettigheder.

Op gennem århundrederne var det bestandig i britisk forfatningsret, at individets rettigheder blevet forfinet, samtidig med at begrænsningen af kongemagten smittede af på det europæiske kontinent, i Danmark fx gennem kong Erik Glippings håndfæstning af 1282, som bl.a. fastslog, at folk skulle dømmes på bais af love og ikke kun efter kongens forgodtbefindende. Danmark fik senere både Jyske Lov og Danske Lov, inden den første egentlige grundlov af 1849 med en  række såkaldte frihedsrettigheder som  vi i dag (i udvidet form) kalder menneskerettigheder.

Det er velkendt , at en fransk dommer ved navn Montesquieu i 1700-tallet, inden den franske revolution simpelthen fandt på at opdele statsmagten i tre ”klumper”: Den lovgivende , den udøvende og den dømmende magt- kimen til voldsomt magtmisbrug lå netop i, at magten traditionelt var samlet ét sted, hos fyrsten (da republikker blev almindeligt siden hen: hos præsidenten). Der var imidlertid ingen opskrift på hvilken af de tre magter, der skulle sejre i en opkommende dyst.

De tre magter kan pædagogisk sammenlignes med legen: Sten, papir, saks. De kan  hver især noget, som en af de andre ikke kan. Lovgiver (efter den danske grundlov: formelt kongen (reelt: regeringen) og Folketinget i fællesskab) kan ikke vedtage såkaldt singulære love, dvs. love, som kun vedrører en  bestemt gruppe mennesker eller institutioner, og som ikke kan appelleres) , den udøvende magt (efter grundloven: Kongen – reelt: regeringen) kan ikke lovgive, altså udstede generelle bindende retsforskrifter, og domstolene kan ikke  lovgive, men kun afgøre  sager, der er blevet dem forelagt.

Denne tredeling er dog ikke uden undtagelser, som efter nogle eksperters mening går så vidt, at man kan tale om en hyppig magtsammenblanding. ‘De tre magter’ er ikke så ofte i dansk ret direkte blevet konfronteret, men det er sket, at Højesteret har måttet erklære en lov for grundlovsstridig (Tvind-loven, der specifikt var rettet mod denne friskole). Afgørelser fra den udøvende magt (Centraladministrationen) kan efter loven indbringes for domstolene, Således er mange såkaldte forvaltningsakter blev omgjort af den dømmende magt.

Det, som i  de senere år, har  plaget den danske befolkninger er simpelthen: At den udøvende magt ikke har holdt sig inden for forvaltningsrettens elementære pligt til at holde loven og tale sandt. Derfor den  lange række af særligt nedsatte kommissioner – vedr. statsløses rettigheder , skatteforvaltning, minkens udryddelse osv. for slet ikke at tale om rigsretssagen og -dommen over Inger Støjberg pga. af manglende partshøring af flygtningepar.

Når en sådan kommission har konkluderet, er det op til  regeringen at afgøre, om der skal gives næse(r), indledes  tjenstlige forhør eller måske rejses en retssag mod en eller flere ansvarlige. Vi får så her i realiteten en magt-dyst mellem den juridiske og politiske magt. Der er  ingen  generelt vejledning, idet regeringen (statsministeren) uden nogen ‘drejebog’ suverænt afgør hvad der skal ske. I lyset af de konsekvenser, tidligere kommissionsafgørelser har fået, har det vakt undren, at Minkkommissionens  konklusioner om en stribe topembedsmænds ageren  (stærkt kritisabelt, ansvarspådragende mv.) ikke har ført til hjemsendelse af disse. Men det er helt inden for loven.

Det hele er havnet i en juridisk-politisk hårdknude, eftersom statens øverste embedsmand,  Statsministeriets departementschef, er blandt  de omkring en halv snes topembedsmænd, heriblandt en stribe departementschefer og rigspolitichefen, arbejder videre som om intet var sket. Jeg  har ikke set udtrykket force majeure anvendt her, men det må antages at være det skjold, de holder op for sig vedrørende  nedslagtningen af samtlige Danmarks  mink  trods manglende lovhjemmel hertil. Vi står tilbage med det spørgsmål, som den romerske digter Juvenal stillede for omkring 2000 år siden: Qvis custodiet ipsos custodes). Frit oversat. Hvem skal dømme dommerne eller Hvem skal stille sig over statens øverste tjenere,(når de har fejlet)?

Man kan måske forenkle det ved at konstatere, at den juridiske bedømmelse her konfronteres med det politiske ‘system’. Et folkevalgt parlament, og en deraf dannet regering er den form for  styre, som vi i Vesten og nogle få andre steder uden for Europa foretrækker – til at holde magterne i skak og balance, således som det først formuleredes af den amerikanske forfatningfader James Madison. Grundloven giver  ingen vejledning fordi  netop folkestyret ikke rigtig er karakteriseret. De politiske partier er end ikke nævnt.

Slutteligt et folkeretligt helikopterperspektiv: At stridigheder mellem stater ikke burde/skulle afgøres gennem krig, er blot en omkr. 100 år gammel idé. Bestræbelser på at få dannet en international domstol til at afgøre fejder mellem nationerne begyndte ved forrige århundredeskifte. På to konferencer i Haag søgte man indledningsvis at få vedtaget nogle få regler til at humanisere krig ved forbud mod visse former  for våben. Først i 1920 åbnedes domstolen i det såkaldte Fredspalæ i Haag, men staterne brugte den i de følgende 20 år kun til afgørelse af mindre særlig territoriale stridigheder.

De store ismer: Fascisme, kommunisme og nazisme drev hinanden mod krig, men udløste i den i Anden Verdenskrig et så dybt ragnarok, at den nye fredsorganisation FN fik flere ”tænder” end sin forgænger Folkeforbundet, frugt af Første Verdenskrig. Et udbygget ‘system’ for regler under krig, nu om dage kaldet den humanitære folkeret så i Røde Kors-regi dagens  lys i 1949 i form af fire såkaldte Geneve-konventioner. Alt  det kan kaldes kulisser for stormagtsdysten mellem Øst og Vest, dvs. Den Kolde Krig 1947-1990. Det lange tidsspand uden krig i Europa karakteriseredes også som Terrorbalancens tid.

Nok så mange konferencer og et mylder af nye internationale organisationer har ikke kunnet fjerne følelsen hos stormagterne af at være noget særligt, sådan som ideen også blev opretholdt ved udpegelsen af fem stater til at være permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd – med dertilhørende vetoret over for beslutninger i selvsamme råd. Med andre ord kunne og kan USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig blokere vigtige flertalsbeslutninger til styrkelse af fred og sikkerhed i denne verden. Alt dette kan  tjene til forståelse af, at FN intet særligt kan stille op over for Ruslands klare brud på FN-pagten med sin Ukraine-aggression i februar  i år.

Den, der måtte være  meget optaget af tanker om lighed og retfærdighed i denne verden – om fairness, om kvindens  ligeberettigelse, om beskyttelse af civilbefolkningen under krig osv. osv. – kan passende memorere George Orwells: ”Alle er lige, men nogle er mere lige end andre”. Dertil kan føjes afmagten hos ofre for voldmanden/krigerstaten med urealiserede stormagtsdrømme.