Refleksioner over behovet for at holde noget hemmeligt og
over forholdet mellem hvad der er privat, fortroligt og offentligt.
Af Henrik Døcker 23. april 2023
Mellem kammerater, venner eller veninder, opstår dette spørgsmål på et eller andet tidspunkt. Og selv om det hyppigt drejer sig om noget ”snagen” om andre mennesker, måske noget ømtåleligt, så oplever de fleste mennesker nok, at det ikke får alvorlige konsekvenser at røbe hemmeligheden. Jo ældre man bliver, jo sjældnere dukker spørgsmålet almindeligvis op.
Helt forskellige begivenheder kan så aktualisere problematikken og få én til at reflektere over hvad man kunne kalde tidsånden. Hvis man fx lader tankerne flyve 50 år tilbage, er det slående, at tendensen til at lade usynlige grænser mellem hvad der opfattes som privat og offentligt i vidt omfang er blevet nedbrudt.
Den teknologiske udvikling har befordret denne udvikling. Når man tidligere sendte et brev til én person , så kan man nu med lethed sende en meddelelse, kort eller lang, til vældig mange, idet man ikke behøver flytte sig så meget som en millimeter. Computerens ”magi” flytter dit budskab til den anden del af verden på et splitsekund. Men samtidig er brevhemmeligheden som begreb nærmest ophævet. Modtageren af din e-mail vil ikke sjældent føle sig foranlediget til at videresende hvad han/hun har modtaget. Uden at spørge afsenderen.
Der er ikke nødvendigvis sket et fortrolighedsbrud. Men trangen til at dele alt muligt med andre har nærmest fået vokseværk. Trangen til at udstille sit privatliv gennem sociale midler, i interviews i dagblade eller på tv er forbløffende for én, der er vokset op med bevidsthed om at noget er privat og noget er upassende at ”udstille” offentligt. Tilliden til at en telefonsamtale fx blot er mellem én selv og én anden, er rokket, når man opdager, at samtalen er rundsendt i det rum, hvor modtagertelefonen står, hvorved alle i rummet automatisk er delagtiggjort i samtalen.
Mobiltelefonen og video-teknikken rokker ganske enkelt ved nogle forudsætninger hos alle, der ikke er opvokset med datateknologiens forunderlige verden. En naturlig tilbageholdenhed hos mange mennesker, der tidligere ville afholde sig fra at ytre sig offentligt eller tilkendegive grov afstandtagen fra offentligt kendte politikere, er blevet en sjældenhed. Værre er det, når nogle henkastede bemærkninger i et privat forum af andre bliver bragt offentlig frem, så man evt. beskyldes for racisme , kønsdiskrimination eller det, der er værre.
Udlændinge i Danmark har påpeget, at vi her lever i et tillidssamfund, Det sigter først og fremmest til, at danskere i almindelighed ikke underløber hinanden, opfylder aftaler og ikke snyder hinanden. Denne tillid bliver tyndslidt, når private fotos (fx taget på mobiltelefonen) rundsendes til andre og uvedkommende. De mange epokegørende tekniske opfindelser på kommunikationens område kan derfor let blive en forbandelse. Det er de også, når offentlige myndigheder misbruger deres magt og intimiderer borgere.
En til ulidelighed omtalt sag – den om den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste – har tilsyneladende afspejlet en kløft mellem to opfattelser i såvel Forsvarets som Politiets efterretningstjenester. Nemlig mellem tilhængere og modstandere af at røbe blot en smule af hemmelighederne. Retssagen mod den tidligere PET-chef Jacob Scharf, der efter udgivelsen af en journalists bog om hans virke, i en retssag blev frifundet i alle punkter på nær ét, rejst af anklagemyndigheden, illustrerer de vidt forskellige opfattelser hvad der er, eller bør være hemmeligt.
Den sorgløshed og umiddelbarhed, der tidlig kunne siges at præge gennemsnitsdanskeren, er blevet brudt af teknologiens vældige kræfter, som i et nu kan forvandle vores vante fredelighed til et mareridt. Her sigtes ikke kun til terrorhandlinger, men også de udenlandske fjender, vi er omgivet af. Bl.a. derfor er det nødvendigt alvorligt at tænke over hvad der bør hemmeligholdes og hvad der ikke bør. Men den tillid, der bør herske mellem offentlige myndigheder og borgerne, vender , om man så må sige begge veje.
Personaflytning er et vidtgående, betænkeligt redskab at tage i anvendelse – og kan oplagt misbruges. Findsen-sagen, der i virkeligheden begyndte da en ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste hemmeligt og uautoriseret udspionerede Lars Findsen – og siden hen afleverede båndoptagelser til en overordnet, førte til, at Findsen m.fl. blev hjemsendt. Mørklægningen af Findsen-sagen har afholdt offentligheden fra at få at vide hvad der egentlig ligger bag denne langstrakte ”skyggekrig”. Netop fordi sagen vedrører aktører i spionagens og kontraspionagens skyggeverden, har det været muligt at skjule de egentlige motiver bag. I det lange løb og det store perspektiv er dette ikke et demokrati værdigt.
Når en ganske ung pige bliver bortført og voldtaget – som i Korsør-området for nylig – og den tilsyneladende gerningsmand fanges, er det op til offentligheden at respektere det navneforbud, der er nedlagt. Her må enhver – hvad enten man nu ellers engagerer sig i lov og ret – eller ikke, forstå betydningen af, at enhver skal betragtes som uskyldig, indtil dommen er faldet, den såkaldte uskyldsformodning. Man skal med andre ord ”hemmeligholde” (holde for sig selv) hvad mange andre helt åbenbart véd.
Dette sidste synes også at være essensen af Claus Hjort Frederiksen-sagen, der kan kaldes en udløber af Findsen-sagen. Hans bekræftelse af et dansk-amerikansk kabel-samarbejde betragtes af anklagemyndigheden som et brud på hans tavshedspligt. Ikke fordi han selv røbede noget, da et blad for længst havde omtalt kabel-samarbejdet, men fordi han autoritativt bekræftede det. Den ”undskyldning” at mange allerede vidste det/kendte til det, tæller tilsyneladende ikke, når påbuddet om tavshed, kald det hemmeligholdelse, skal vurderes på guldvægt.
Disse emner – om hemmeligholdelse, brud på fortrolighedpligt, PETs magt mv. – tilføjes løbende nye små brikker. Senest PETs krav til en mangeårig politibetjent om at presse sin kone til at lade PET snage i hendes fortid. Det smager på en måde af denne efterretningstjenestes usynlige magt, her altså også med en slags tilbagevirkende kraft ved at ville tvinge folk til samtykke og/eller handlinger, der byder dem imod: Og her så med den virkning, at en betjent mister sit arbejde. Var der nogen, der sagde politistatsmetoder?