
Bæredygtigt landbrug i Danmark har brug for et nyt perspektiv og samarbejde med det globale syd
Af Jette Steensen
30.10.2023
Mange forbinder nok afrikanske landbrug med billeder af gammeldags, lidt ineffektive dyrkningsmetoder. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at mange af vores forestillinger er bundet op på overleverede, dominerende diskurser og billeder, som stammer helt tilbage fra kolonitiden. Afrika ligger jo langt væk og de færreste har haft mulighed for at kontrollere udsagn og billeder. Antropologen Christine Walley skriver: “i kolonitiden antog de europæiske administratorer, at afrikanerne manglede eller havde kun fejlagtig viden ”(Rock 2022: XXVI) og denne antagelse er fortsat helt op til i dag. F.eks. skriver Robert Paarlberg (Rock 2002: XXVI) i bogen ” Starved for Science: how biotechnology is being kept out of Africa ” (2008) afrikansk landbrug er forbløffende uproduktivt, og han antyder, at dette er en konsekvens af, at europæerne tog det meste af den moderne viden om landbrugsdrift med sig ud af Afrika da landene blev selvstændige i 60erne.”
Disse billeder og forestillinger overser imidlertid, at det faktisk er de afrikanske småbrug, som sørger for at brødføde kontinentet, og at der altid har eksisteret landbrugsfaglig viden, praksis og eksperimenter i Afrika – også før koloniseringen. Klimaforandringer og en uhensigtsmæssig afhængighed af ikke hjemmehørende arter som f.eks. hvede har imidlertid fået systemet ud af balance. Selvom man således kan påvise, at der rent faktisk arbejdes intensivt på de afrikanske marker, så kan man alligevel ikke overse, at klimaforandringer og stigende fødevarepriser også resulterer i flere og hyppigere fødevarekriser i Afrika. Det store spørgsmål bliver, hvordan problemerne skal imødegås og læses, og her skilles vandene.
Afrika har omkring 1,119 hektar landbrugsjord , hvilket svarer til ca. 40% af kontinentets samlede areal (https://www.statista.com/statistics/1287280/agricultural-land-in-africa/) og befolkningen på landet udgør omkring 60% af Afrikas totale befolkning. På verdensplan antager FAO, at smålandbrug producerer omkring 70% af verdens fødevarer (Wolfenson 2013), dvs. befolkningen mere end brødføder sig selv. Alligevel kan man høre en dominerende diskurs gentaget om, at de små landbrug er helt perifere i det store billede, en diskurs som skal bane vej for den store ”grønne revolution ” i Afrika, hvor AGRA (Alliance for a Green Revolution in Africa), en bevægelse, som bakkes op og finansieres af bl.a. The Ford Foundation, Bill and Melinda Gates Foundation og USAID, spiller en afgørende rolle i tæt samspil med multinationale kemivirksomheder som MONTSANTO. Centralt for AGRA’s strategi er, at landbrug skal være big business med stordrift og investeringsmuligheder, et landbrug med kunstgødning og pesticider, for ikke at tale om bioteknologi i form af genmodificerede afgrøder. GMO har hidtil været forbudt i en række europæiske lande, men er blevet stærkt promoveret fra USA bl.a. af førnævnte Bill Gates, som udtaler: ” europæerne har besluttet at de ikke vil benytte det (GMO)… det er ok, de står ikke overfor fejlernæring og sult, men jeg tror, at afrikanerne vil vælge at give deres befolkninger tilstrækkeligt at spise” (Wall Street Journal 2016 in Rock,2022: XIV). Isoleret set en fornuftig betragtning, men befolkningen, der driver de mange små landbrug er ikke alle ubetinget enige i visionen fra ”den grønne revolution”. F.eks. er kampen mod GMO i Ghana indgående dokumenteret af antropologen Joeva Sean Rock i bogen ” We are not starving – the struggle for food sovereignty in Ghana”
Under hovedoverskriften “retten til madsuverænitet” (food sovereignty) ønsker de større vægt på agroøkologi, regenerativt landbrug med brug af naturlige og mere traditionelle metoder som vekseldrift, skovlandbrug og større brug af kompost til jordforbedring. En af de større spillere i denne sammenhæng er AFSA (Alliance for Food Sovereignty in Africa)(www.afsafrica.org), som arbejder for afrikansk jord på afrikanske hænder med brug af agroøkologiske metoder. AFSA samler både små fødevareproducenter, nomader, fiskere, forbrugere, unge og ældre på tværs af Afrika for at skabe en ensartet og tydelig stemme i debatten om madsuverænitet, men de er ikke alene. På tværs af Afrika er der en lang række andre bevægelser som f.eks. RWA(Rural Women´s Assembly)(www.ruralwomensassembly.wordpress.com) en sydafrikansk baseret kvindebevægelse, som organiserer kvinder på landet på tværs af 10 syd-østafrikanske lande og kæmper for at engagere og påvirke beslutningstagerne til ikke at benytte GMO og beskytte det lokale landbrug mod stordrift og privatiseringer, GAFP( Ghanian Association of Food producers) (www.fbosecretariatghana.com)(ROPPA ( Network of Peasants and Farmers in West Africa) (www.roppa-afrique.org) og mange mange flere. Pointen er, at alle disse organisationer er så godt som ukendte og usynlige i vesten, også for danske og europæiske fortalere for samme visioner om bæredygtigt, regenerativt landbrug.
Hvilke ligheder og forskelle er der i mellem landbrugsdrift i Danmark og Afrika?
Umiddelbart vil de fleste nok svare, at det er helt usammenlignelige størrelser. Danmark har jo et højeffektivt ” moderne” landbrug, mens det afrikanske smålandbrug, som dokumenteret ovenfor, af mange anses for at være gammeldags. I dag kan tingene imidlertid godt vendes på hovedet. Selv om omstilling til reelt bæredygtigt landbrug går langsomt i Danmark, så er der også her fortalere for en omstilling som nærmer sig en situation, som den afrikanerne kæmper for at bevare, nemlig mindre landbrug som drives ved hjælp økologiske metoder og producerer mere til lokalt forbrug. I Danmark har vi netop den stordrift og industrialisering og de problemer der følger med, som de afrikanske småbønder vender sig imod. I Afrika drives de mange småbrug af 60% af befolkningen, mens vi i Danmark er gået fra at have ca. 200.000 landmænd omkring 1960 til i dag omkring 11.000 landmænd, som driver landbrug med ganske høje omkostninger.
Hvor afrikanerne i AFSA må tage kampen op med det amerikansk støttede AGRA, så er miljø og klimabevægelser i Danmark oppe imod den indflydelsesrige organisation “Landbrug og Fødevarer”, men begge steder er der bevægelser, der arbejder ud fra samme logik og ønsker om bæredygtigt økologisk landbrug med sædskifte og stor diversitet som alternativ til stordrift, monokultur, kunstgødning og pesticider. Hvor afrikanerne er mange, så er de danskere, som for alvor engagerer sig i landbrugets fremtid forsvindende få. Alligevel kunne man håbe på, at de engagerede afrikanske civilsamfundsbevægelser, som organiserer større grupper og alliancer mellem både forbrugere og landmænd kunne virke som inspiration for lignende bevægelser i Danmark – og samtidig ville det skabe større forståelse for det afrikanske kontinents ressourcer og muligheder.