World Earth Day fejres med særvisning af filmen Landbrugets Natur i Grandteatret
af Asbjørn Andersen
Det danske landbrug er udviklet med fokus på effektivisering og højst muligt udbytte. Det har krævet store investeringer og skiftende regeringer har bidraget med tilskud ligesom det er sket i andre EU lande. Resultatet er en jord som er tæt ved at være uden det rige liv med mikroorganismer, svampe og og andet kryb som giver en regenerativ jord. Kan naturen genopbygges med landbruget?
I ”Landbrugets Natur” møder vi en række danske jordbrugere og deres bud på et naturvenligt, regenerativt landbrug, der dyrker næringsholdig mad til mennesker, skaber biodiversitet over og under jorden, binder kulstof, opbygger jordens frugtbarhed og genetablerer vores vand- og kulstofcyklusser. Udvalgte forskere og eksperter, bl.a. fra Landbohøjskolen, supplerer med let forståelige biologiske forklaringer og refleksioner. Filmen er således fyldt med visioner og nyttig naturvidenskabelig information.
Men den er også smuk og helende på sin helt egen måde og kan ses af alle. Den får os til at mærke, hvordan et livsbekræftende landbrug kan føles. Der er en del eksempler på intensivt landbrug men også et eksempel på et traditionelt landbrug, som er i transformation mod en sund og levende jord med effektive landbrugsmaskiner. Instruktøren ønsker at skabe en længsel, som i bedste fald vil være med til at inspirere os til at blive klogere og skubbe landbruget til at producere sunde produkter med udgangspunkt i en sund jordkultur.
Isabelle Denaro er en dansk filminstruktør med en særlig interesse i menneskets såvel som planetens natur samt relationerne i livets fællesskab. Hun går gerne i dybden med det, andre går uden om, og hun er whistleblower i ånden. For tiden er hun tiltrukket af utopiske fortællinger som svar på den dystopiske virkelighed, vi lever i, hvor naturen langsomt dør, mens vi som mennesker fortrænger det eller paralyserede ser på. Som filmskaber har hun både en poetisk og en dokumentarisk åre. En kritiker skrev engang, at der var en særlig elegance og sjælden sans for detalje i hendes kreationer.
Klima og miljøgruppen forsøgte for sidste år, at vise filmen i Hellerup, men måtte give op pga økonomien. Nu er filmen tilgængelig i Grand Teatret i København. Vi vil forsøge at få Isabella Denaro til at komme til Hellerup og svare på spørgsmål og diskutere filmen en dag i begyndelsen af maj.
Filmen vises den 22 april kl 18:30 i Grandteatret
26. februar 2025