Globale Seniorer deltog i EURAG-konferencen i Łódź, om brugen af AI og digitale tjenester i sundhed. Efter konferencen bragte vores polske værter en fantastisk del af Europas fælles fortid til live: tekstilindustrien. Det blev en rejse i fremtid, fortid og nutid.
Vi var tre globale seniorer*, der rejste sammen mod Łódź. Ruten var Gedser-Rostock og videre i bil, og derfra stammer også titlen på mit indlæg med tanke på Egon Clausens bittersøde post-DDR udgivelse: Rostock Live.
Konferencen ”Digital Health Competences as empowerment for independence” blev holdt i, mødesalen for Łódź-regionens folkevalgte regionsråd Sejmik, der er en polske pendant til det danske regionsråd, den 23. september.
Ved afslutningen af konferencen, der i høj grad kom til at handle om brugen af AI i forhold til sundhed, havde EURAG’s præsident Dirk Jarré nogle konkluderende bemærkninger, som her er gengivet i pixiform efter min hukommelse.
– Som seniorer byder vi AI velkommen, det giver os rigtigt gode muligheder i en tid med stigende pres på den offentlige sundhedsservice. Men …
Det skal bruges kritisk, og et godt råd er altid at bede AI-tjenesten om kilder for informationerne, og om at skille fakta fra analyser og vurderinger. Handl kun på oplysninger der er godkendt af offentlige sundhedsmyndigheder og brug aldrig medicin uden personlig kontakt til uddannet sundhedspersonale.
– Desværre vil AI som det ser ud nu, samtidig kun forstærke uligheden i sundhed, og vi må derfor blive ved med at presse på for at sikre uddannelse – livslang uddannelse, og en lighedsskabende sundhedspolitik.
Vi tre globale seniorer kunne erklære os enige i bemærkningerne, men syntes også det er værd at fremhæve, hvad en af vores polske værter, Grazyna Busse pointerede i sit indlæg: at det ikke kun drejer sig om at uddanne i brugen af digitale sundhedsværktøjer, men handler om at uddanne til aktivt samfundsborgerskab. Selvfølgelig blev begrænsninger i skærmbrug også diskuteret undervejs, men efter min mening er forbud over for brugerne ikke vejen frem, vi skal i stedet stille krav til skarp regulering af tjenesterne.
To timer efter konferencen blev vi bragt flere hundrede år tilbage i tiden, til en middag i lokal bondestue med optræden af polske spillemænd og blandet korsang, alle medvirkende i lokale egnsdragter. De følgende to dage rejste vi derfra op gennem historien fra begyndelsen af det 19. århundrede til i dag.
Łódź var endnu kun en lille by, da den fra 1820’erne blev udviklet til Polens store center for spinde- og væveindustrien. Fabrikkerne voksede eksplosivt, og med dampmaskinerne kom gigantiske anlæg med hundredvis af maskiner i hallerne.
Den største industrimagnat var Karol Wilhelm Scheibler, der opbyggede det enorme Księży Młyn – en by i byen med produktionsanlæg, arbejderboliger, skole, hospitaler, butikker, brandstation og boliger for fabrikanterne. En anden af byens store industrimagnater var Izrael Poznański. Hans fabriksområde er i dag omdannet til Center Manufaktura, og her besøgte vi fabriksmuseet, der havde fået nogle af de originale vævemaskiner op at køre og genskabt produktionsmiljøet.
Det fantastiske er, at størstedelen af disse bygningsanlæg eksisterer endnu. Byen er i fuld gang med at revitalisere dem, og de anvendes i dag til en blanding af bolig-, erhvervs- og institutionsformål – restaureret med stor funktionel og arkitektonisk kvalitet.
En anden af vores værter, Magdalena Wieczorkowska, fortalte, at de er meget stolte af deres by og fortid, også selvom mange arbejdere omkom af udmattelse, arbejdsskader og lungesygdomme fra bomuldsstøv. Hvad de er stolte af er historien om, hvordan polakker, tyskere, jøder og russere sammen var med til at skabe industribyen Łódź.
Jeg håber, at vi også kan bringe det til live igen!
*) Deltagerne fra Globale Seniorer var:
Susanne Danielsen,
Peter R. Hansen og
Povl Anker Andersen
Povl Anker Andersen
3. oktober 2026