Om bæredygtighed og jordrettigheder.
Jette Steensen har fremsendt dette debatoplæg 4.10.2023
Verdensmålene inkluderer rettighed til jord i flere af sine mål henholdsvis fattigdom (1) og sult (2) og ligestilling (5).
Vi hører ofte i pressen, at trods frugtbar jord kan Afrika ikke brødføde sig selv og er afhængig af import udefra. Mange tænker nok, at dette skyldes forældede og ineffektive dyrkningsmetoder eller manglende indsats, men sagen er noget mere kompliceret.
De fleste mennesker, som i dag lever i fattigdom i Afrika, er helt afhængige af at have et jordstykke, der kan sikre egen og familiens overlevelse, men ofte har de ingen formelle rettigheder til jorden. Ifølge data fra verdensbanken er kun 10% af jorden i Afrika officielt registreret. Denne usikkerhed er med til at mindske investeringslysten og er dermed også med til at hindre produktivitetsudvikling. Usikkerheden er dermed med til at fastholde dem i fattigdom. Ifølge verdensbanken er det muligt at øge produktiviteten og mere end fordoble familiens indkomst, såfremt familien får formelle rettigheder til jorden. (blogs.worldbank.org). Dette betyder, at stordrift ikke er eneste løsning på problematikken med øget fødevaresikkerhed og faktisk er det ofte anvendte traditionelle ”skovlandbrug” med stor variation af afgrøder på begrænset plads både effektivt og miljøvenligt.
Landgrabbing skaber konflikt – med eksempel fra Oromo
Denne viden nyttiggøres dog kun i begrænset omfang og udfordres af traditionelle monoafgrøder ”cash crops” som kaffe, kakao, cashew mm. Samtidig forstærkes denne stordrift af en stigende tendens til ”Landgrabbing” (dvs. store landområder som under mere eller mindre lyssky forhold sælges til storinvestorer, som bl.a. udnytter jorden til gødnings og pesticidintensiv landbrugsdrift). I Afrika har lande som Etiopien, Mozambique, Tanzania og Kenya i særlig grad været udsat for disse processer. Processen udpiner jorden, men skaber også grobund for mange konflikter.
Som eksempel kan nævnes udviklingen i delstaten Oromo i Etiopien. Haile Selassies kejserdømme indførte et meget stærkt undertrykkende jordrettighedssystem. Efter kejserdømmets fald blev al jord nationaliseret af staten, men beskytter ikke de enkelte brugeres rettigheder. Den etiopiske forfatning begrænser de enkelte delstaters muligheder for selv at bestemme over landområderne og sikrer ikke de enkelte etniske gruppers ret til økonomisk selvbestemmelse. I tilfælde af tvangsforflyttelse er der ingen beskyttelse eller ret til kompensation til de enkelte. Oromo området er et af de mest frugtbare i Etiopien og befolkningen udgør ca. 40% af Etiopiens befolkning, men som etnisk gruppe har de indtil for nylig ikke haft meget indflydelse. Derfor opfatter de statens og regeringens håndtering af disse processer som systematisk diskrimination og overgreb, og dermed er der grundlag for konflikt (Land Use Policy,vol 70,2018, pp 247-255).
Kvindernes rolle
Der er derfor behov for større debat og opmærksomhed omkring adgang til jord, helt basalt for at kunne sikre fødevareforsyningen og fastholde og udvikle bæredygtige lokalsamfund i Afrika. I Afrika er kvinder ansvarlige for produktion af op mellem 60 og 80 % af de basale fødevarer, men selvom kvinder således ofte er hovedansvarlige for at sørge for fødevarer til en voksende befolkning, er der stadig store forskelle mellem kønnene når det kommer til formelle jordrettigheder, dvs. kvinderne befinder sig i en udsat position, hvis ikke deres adgang til jord formaliseres. Ofte har kvinderne kun adgang til jorden gennem et mandligt familiemedlem. Hvis manden dør eller de bliver uvenner med faderen eller broderen, bliver de og deres børn hjemløse og uden adgang til jord. Styrkelse af kvindernes formelle rettigheder er derfor helt utvetydigt nøgle til økonomisk og social fremgang. Selvom udbytte af projekter, som bevidst søger at styrke kvindernes stilling, er større end mere generelle ligestillingsprojekter, er det kun ca. 6% af den bilaterale finansiering til landbrug og landdistriktsudvikling, der tager højde for dette. https://www.fao.org/3/Y4308E/y4308e05.htm .
Formelle jordrettigheder og specielt større ligestilling i relation til jord er derfor af helt central betydning for levevilkår og fødevaresikkerhed. Dette er imidlertid en problemstilling som ofte negligeres og forbigås i det store billede om udvikling i Afrika, dels (måske) fordi det drejer sig om kvindestemmer, og dels fordi udviklingen foregår på mikroplan og dermed let forsvinder fra den stærke makro(mands-) og investeringsorienterede udviklingshorisont. Som demonstreret i et større forskningsprojekt fra DIIS (Brockington, Noe 2022) kan selv små forbedringer af levevilkår imidlertid skabe en velstandsfremgang, som ganske vist ofte ikke opfanges af generelle landestatistikker, men har stor betydning for den enkelte kvinde og hendes familie. Større opmærksomhed omkring disse forhold vil have væsentlig betydning for en mere bæredygtig udvikling.
Brockington,D., Noe, C(.2002): Prosperity in Rural Africa. Oxford.