Globale Seniorer

Mareridt

"America first" - "America worst"

Af Per Bo

Man vågner og håber, at mareridtet blot var en drøm.

Men nej. Virkeligheden er endnu værre. Donald Trump er atter blevet USA’s præsident.

En dømt forbryder, der er blevet valgt af den amerikanske vælgerbefolkning. Og som truer de lande og befolkninger, der har været USA’s trofaste allierede og venner: Canada, Danmark/Grønland og Panama.

Han bruger et sprog, som man almindeligvis kun vil benytte mod sine fjender.

”Amerika First” bliver helt grotesk, når man vil omdøbe den mexicanske havbugt til den ”Amerikanske Havbugt”. Men mere alvorligt bliver det, når han ikke vil anerkende de aftaler og traktater, som USA har indgået, og som modparten i god tro har rettet sig efter!

I mange lande i Europa – bl.a. i Danmark kender vi til eksempler, hvor et lille land har indgået aftaler med et større land, der ikke levede op til aftalen. I Danmark troede vi , at det ikke ville være tilfældet med USA. Tværtimod.

Vi troede også, at et angreb på USA’s formelle demokrati: en helt central institution Kongressen betød, at terroristerne ville blive holdt ansvarlige og ikke som en af præsidentens første handlinger blive benådet!

At præsidenten derudover kommer med faktuelt forkerte oplysninger, som hans proselytter blot ”labber i sig” er uhyggeligt, ja et sandt mareridt.

For os er det nu ikke ”America First”, men ”America Worst”

23. januar 2025