Den 3. februar døde Henrik Døcker
Æret være hans minde
Foto: Thomas Frederiksen
Jeg lærte Henrik at kende i 2013, hvor Globale Seniorer blev stiftet. Han var med, fordi hans interesse både professionelt og privat var det internationale. Henrik var journalist og forfatter og skrev om de internationale retsregler og deres institutioner. Han elskede at rejse og stifte bekendtskab med nye kulturer og var også medlem af De Berejstes Klub. Et almindeligt verdenskort ville knap kunne anes gennem den skov af knappenåle, der markerede de steder på kloden, Henrik havde besøgt. Rejseminder fra de steder, han havde besøgt, prægede også hans hjem.
Det var journalisten Henrik Døcker, jeg lærte at kende, og det er ham og hans indsats i Globale Seniorer, jeg vil mindes og huske jer på. Jeg ved, at andre kan bidrage med andre sider, for Henrik var meget alsidig; han var foreningernes mand med interesser, der spændte fra morgendagens FN til barokmusik.
Henrik fandt hurtigt ind i det udvalg, som arbejdede med vores hjemmeside, og bidrog med fast hånd og solide, klassiske journalistiske dyder, og han veg aldrig en tomme. Han forsvarede blandt andet et godt dansk sprog, og engelske ord i teksten var no-go for Henrik. Selv havde han en let pen med et klart og enkelt sprog, og det var som leverandør af indlæg til hjemmesidens debatopslag, at han gav sit unikke bidrag til os læsere. Han nåede at skrive mere end 50 debatindlæg og var netværkets absolut flittigste skribent. Det sidste indlæg hænger endnu på forsiden, hvor det blev udgivet den 30. januar, kun 3 dage før Henrik døde.
Hvis vi karakteriserer hans indlæg ud fra de system-etiketter, som hjemmesiden byder på, så handler de om demokrati, menneskerettigheder, folkeret, konventioner, international ret, domstole og krigsforbrydelser. Men de digitale etiketter yder ikke hans indlæg retfærdighed; de handler om langt mere. For mig burde etiketter som historie og verdenssyn knyttes til hvert eneste af hans indlæg.
I dag bekender alle sig til den såkaldte regelbaserede verdensorden, hvis popularitet er vokset med dens opløsning. Men for Henrik var den et livslangt bekendtskab; han kendte den ud og ind, og for ham var det et dynamisk begreb, som integrerede jura, historie og politik. Alle delene var med, når han skrev; vi slap aldrig for lektioner om systemets oprindelse og historie. Bag det hele lå et utrætteligt engagement og en tålmodig tro på en international retsorden.
Henriks udgivelser om international ret burde være fast stof og skema i skolen.
Henrik var respekteret i vide kredse for sin ekspertise på området. Jeg overværede ved en lejlighed en hyldesttale til ham, hvor en advokat med møderet for Højesteret fortalte: ”… når den slags sager blev behandlet i retten, så hang advokaternes og dommerens øjne altid nede ved pressen for at afsøge, om Ritzaus journalist var til stede, ligesom for at sikre sig, at der i det mindste var én i lokalet, som kunne forstå, udlægge og formidle sagen.”
Den status havde Henrik også i Folke- og menneskeretsgruppen i Globale Seniorer. Henrik var gruppens ekspert; han havde kontakten til relevante foredragsholdere og havde en ambition om, at gruppen skulle nå det samme niveau, som han havde været et helt liv om at nå. I 2018 var Henrik omdrejningspunktet i en meget vellykket studierejse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, og han var en nysgerrig, interesseret medrejsende på Globale Seniorers rejser til Kina, Iran og andre himmelstrøg.
Det praktiske overlod Henrik gerne til andre, og det og hans manglende evner for rundkredsdialog var der nogen, der slog sig på. Jeg gjorde ikke – for mig lignede Henrik en af de to gamle mænd fra Muppet Show, som fra balkonen kommenterede alt. Pointen er, at Henrik havde fortjent sin plads på balkonen; hans kommentarer var kloge og relevante, og han gik i det åbne med sit brok.
De, der slog sig på det, er gået glip af utrolig meget. Jeg vil savne Henrik, både hans mange reflekterede indlæg, hans sikre humanistiske verdenssyn og hans gode og altid interessante selskab. Det tror jeg, mange vil gøre med mig!
Povl Anker Andersen
10. februar 2026
Henrik Døcker bisættes fredag den 13. februar kl. 11 fra Kastelskirken.
Nina Wernberg
Jeg har ikke kendt Henrik så længe, men de sidste 4-5 år har vi arbejdet sammen i Folke- og Menneskeretsgruppen – og hvor har jeg dog lært meget om disse begreber i den periode. Inden da troede jeg, at jeg havde ganske godt check på hvad folkeret og menneskerettigheder var, men det kan nok være, at jeg måtte revidere den opfattelse. Henrik havde fulgt udviklingen af den Internationale Domstol og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra starten og kendte til mange af de sager, der gennem tiden er blevet behandlet ved disse domstole. Han øste rundhåndet af sin viden og belærte os om domstolenes virke og rolle. Men som Povl Anker har beskrevet strakte hans viden og interesser sig langt udover folke- og menneskerettigheder og han var altid interessant at høre på.
Henrik havde et stort netværk af professionelle personer og mange gode forslag til medlemsmøder. Møderne var som regel relateret til aktuelle begivenheder. I de senere år stod han for møder om emner som statsborgerskab, krigsforbrydelser, ytringsfrihed og korruption. Det var Henrik, der kom med ideer og bestemte i vores lille gruppe – vi andre stod for den praktiske gennemførelse – han var gruppen!
Nu er Henrik her ikke mere og vi har mistet en stor personlighed, som jeg kom til at holde meget af. Han vil være stærkt savnet.
Nina Wernberg/11. februar 2026