Nutidens folkevandringer er på millioner

Verdens forfærdende høje flygtningetal: mere nøjagtigt 117 mio., er et udtryk for den ufredelighed, der er over os. Men der er mange slags flygtninge: Mennesker, der flygter fra krige (eksempelvis ukrainere) og dem, er flygter på grund af religiøst betinget diskrimination (de muslimske rohingyaer fra Myanmar), der er dem, der må forlade deres eget land på grund af politisk undertrykkelse  (fx. venezuela’erne) og der er dem, der  søger tilflugt andetsteds inden for deres egen stats grænser (fx congolesere eller sudanere). Det gør det på en måde umuligt at  favne flygtningestrømmene under ét.

   

Flygtninge fra et totalitært regime med asyl i et  andet land kommer ofte i et svært dilemma, hvis regimet bryder sammen. Eksempelvis de tre millioner syrere, der flygtede fra Bashar al-Assads rædselsregime. Heraf opholder 35.000 sig i Danmark (med 10.000 såkaldte efterkommere). En del er faldet godt til og har solide jobs her. En del drømmer hede drømme om at vende tilbage til deres hjemstavn. Hvordan man end vender og drejer det, er det en svær beslutning at tage.

 

Det er let for en dansker at forlange syrernes umiddelbare hjemrejse: Flygtningene er her kun midlertidigt, lyder det, de skal hjem og genopbygge deres land!. Men landet er sønderbombet. Verdensbanken skønnede i 2022, at 137.000 ud af 660.000 boliger er blevet beskadiget og at 25 pct. af boligmassen er totalt ødelagt, 35 pct. af landets hospitaler har lidt skade som følge  af tusinder af bombardementer. Det nye regime under Ahmed al-Sharaa har en gigantopgave med at organisere og skaffe penge til den gigantiske genopbygningsopgave.

 

Men først og fremmest skal han skaffe intern stabilitet. Han skal overbevise såvel syrerne som udlandet om at han helt har taget afsked med sin tidligere identitet som terrorbevægelsen Al-Qaidas emir i Syrien –  dengang han tvang tusinder af kristne ud af byen Idlib, beslaglagde deres værdier og på andre måder nedværdigede dem. Vækker det mindelser om europæiske rædselsregimer? Er sådan en mand til at stole på?

 

Det er derfor noget nedslående, at en del danskere straks er parat til at give syrerne marchordre. Nuvel, det er ikke sket endnu. Hvis nu man selv som dansker måtte flygte til et af vores nabolande, , var man så parat til efter et regimeskift straks at vende tilbage evt. efter en længere periode i udlændighed, alt mens ens børn i det fremmede var vokset op med et nyt sprog og andre omgivelser?

 

De mange ulykkelige verden over, der har måttet flygte, ikke nødvendigvis fra krig eller undertrykkelse, men på grund af ulidelige i levevilkår i fattigdom, f.eks. i Vestafrika, i Afghanistan, i Mellem- eller Sydamerika, fortjener ikke at blive tvangsrepatrieret ved første svage signaler om forandrede forhold. Tænk eksempelvis også  på flygtningegrupper, som har måttet tilbringe vældig længe i det fremmede som dem efter en  vis general Pinochet tog magten i Chile og forvandlede landet til et militærdiktatur. Der var ikke tale om at udvise dem, og en del var faldet så godt til at de foretrak at blive her.

 

Flygtninge er lige så forskellige som andre “slags” mennesker. Nogle vil have let ved at til al tilpasse sig det fremmede land og måske også sproget, andre vil have sværere ved det. Der er også forskel på om man er flygtet fra en fjendtlig besættelsesmagt  eller en diktator. Særlige problemer opstår, når man er flygtet udelukkende af økonomiske grunde, og altså egentlig snarere må betragtes som migrant. Sidstnævnte kategori, undertiden kaldet “bekvemmelighedsflygtninge”, er der rigtig mange af, fordi rige områder af verden, er som en magnet for dem. Det være sig afrikanere eller asiater, der sætter livet på spil over Middelhavet for at komme til Europa eller latinamerikanere, som give sig på march for at komme ind i USA.

 

Sydeuropæiske stater som Italien og Grækenland  oplever disse nye “folkevandringer” særlig hårdt, fordi de geografisk ligger tæt på de fattige lande. Det har ikke manglet på evt. på ideer til at holde de voldsomme pres på flygtningestrømmene tilbage: USA har bygget en mur, i Europa har man tumlet med forslag til at placere asylbehandlingscentre i Afrika, fx i Rwanda. Sidstnævnte “projekt” synes dog nu skudt i sænk. Så er Albanien blevet noget nær realiseret – af Italien. Men det skal være den rigtige “type” flygtninge, dvs .dem fra de  “sikre lande”!

 

Hvad er nu det? Joh, det er dem fra lande, som modtagerlandene evt. kan returnere dem til! Lyder det indviklet? Det skyldes den alment anerkendte folkeretlige regel vedr. flygtninge, som er kendt under sit franske navn non refoulement. Det vil sige, at modtagerstater ikke må sende mennesker tilbage til deres oprindelsesland med tvang, hvis de ved tilbagekomsten risikerer tortur eller henrettelse. Det giver det paradoks, at mennesker, der er flygtet på grund af forfølgelse eller frygt for en sådan, vil have særdeles svært ved at opnå asyl. Derimod kan de evt. godt få opholdstilladelse, som skal fornyes efter andre regler end dem, der gælder for asyl.

 

De enorme flygtningemasser, som opstod ved 2. Verdenskrigs afslutning nødvendiggjorde, at FN oprettede en særlig flygtningeorganisation IRO, der i 1952 afløstes af FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR, FN har herigennem mildnet mange horrible flygtningesituationer siden da, men er, når det kommer til stykket kun “toppen af isbjerget”, de enkelte stater bestemmer selv hvor mange de vil give asyl. Såkaldte kvoteflygtninge er nogle særlig hårdt ramte mennesker, som enkeltstaterne forpligter sig til at modtage fra FNs flygtningelejre. Danmark har  i de senere år kun modtaget blot 200 flygtninge i denne kategori.. 2023 modtog 1343 personer asyl i Danmark. Af i alt 215.000 indvandrede fik omkr. 60.000 opholdstilladelse.

 

Italiens forsøg på at oprette Europas første asylbehandlingscenter uden for EU, nemlig i Albanien, har foreløbig ikke været nogen succes, de første 17 asylsøgere, måtte sendes retur til Rom efter en domstolsbeslutning. Engang i foråret skal EU-domstolen i Luxembourg afgøre om ekstern asylbehandling er i overensstemmelse med EU-retten. Som sådan er både national og international flygtninge”håndtering” viklet ind i alskens kompliceret jura- der tilmed koster enorme summer.