Globale Seniorer

Nytårshilsen og Nytårskur

Nina Ellinger, Globale Seniorers forkvinde har sendt denne nytårshilsen til medlemmerne og opfordrer samtidig til at tilmelde sig Nytårskuren torsdag den 8. januar

Kære globale seniorer, kære venner

Årets sidste dag er forbi- og heldigvis skinnede solen så jeg vælger at tro, at der er håb forude:

  • Håb om at den mørke tid snart slutter, så foråret og lyset vender tilbage
  • Håb om at skrøbelige våbenhviler bliver til retfærdig varig fred
  • Håb om at vi alle igen vil kunne enes om at det er nødvendigt at overholde fælles internationale spilleregler for at kunne sameksistere i fred
  • Håb om forståelsen for at alle har brug for hinanden
  • Håb om opbakning til at lighed, retfærdighed og selvbestemmelse er det bedste grundlag for fred og samarbejde
  • Håb om forståelse for at sameksistens må rumme plads til forskellighed og glæde over mangfoldighed

Året har budt på mange dystre hændelser, men i Globale Seniorer har vi haft mange positive og gode aktiviteter, hvor vi fik sat både aktuelle og vigtige begivenheder på dagsordenen. Det har været opmuntrende for bestyrelsen at følge med i.

Konferencen ”Grønlandske ønsker til udviklingen i Grønland” blev afholdt den 23. november 2025 i Landstingssalen med Globale Seniorer som initiativtager. Tillykke til Arktisk gruppe som var en central kraft bag konferencens flotte og vellykkede program, der gave stemmer til grønlændernes egne ønsker til Grønlands fremtid.
Se indlæg på hjemmesiden.

Et andet godt eksempel på, at vi lykkes med at samarbejde med andre NGO’er og åbne perspektivet på aktuelle begivenheder, er det vælgermøde som de københavnske ældreorganisationer afholdt den 11. november 2025. Seniorpolitisk gruppe var her med til at sætte en strategisk dagsorden om boligpolitikken og om helhed samt kvalitet i hjælp og pleje.

En anden vigtig aktivitet vi i bestyrelsen har fulgt, er medlemmernes flittige kommentarer og beskrivelser af aktiviteter på vores hjemmeside, til glæde for alle der gæster siden og for god fortsat diskussion i vores forening. Bestyrelsen takker alle der har delt deres synspunkter og oplevelser på hjemmesiden, ikke mindst Henrik Døcker, Per Bo og Jette Steensen, der gavmildt har delt deres viden og personlige refleksioner i tankevækkende indlæg. Alle indlæg er vigtige bidrag til at holde liv i den interne debat og i fællesskabet i foreningen. Bestyrelsen opfordrer alle medlemmer der har noget på hjertet, til at bidrage med indlæg til
web-red@globaleseniorer.dk.

I dag hvor året er nyt, sender bestyrelsen alle medlemmerne en særlig tak for at være de globale seniorer I er. Vi er sammen om håbet om en bedre fremtid med global fred, ligeværdighed og plads til os alle i al vores mangfoldighed. Med de ord og varme ønsker om fortsat virkelyst, handlekraft og nysgerrighed, ønsker jeg på vegne af hele bestyrelsen alle globale seniorer et rigtig Godt og Produktivt Nytår.

 

Nina Ellinger
Forkvinde for Globale Seniorer
3. januar 2026