Den aktuelle samfundsdebat kan appellere både til fornuft og følelse, men viften af meninger og opfindsom journalistik giver store udfordringer.
Af Henrik Døcker 1.10.2023
Meningerne brydes som aldrig før – på nettet, i dagblades læserbreve, i radio og fjernsyn, via face book osv. og forventningen om at alle og enhver hurtigt danner sig standpunkter om løbende samfundsfænomener er stor.
Når man hurtigt skal danne sig en mening, risikerer man at have en svag underbygning; sandheden om dette og hint åbenbares kun gradvis og må tåle flere revisioner. I flæng kan nævnes Tibet-sagen, Mink-skandalen, Findsen-sagen , Samsam-sagen …
I nogle tilfælde har der ikke været en indiskutabel ”synder”, ét sort får, som udnyttede en anden, svag part -”The usual suspect”-, men flere stærke og svage parter. Det var udenrigsminister Lars Lykke Rasmussen, som efterlyste en pragmatisk holdning til de såkaldt underprivilegeredes lande, ulandene almindeligvis kaldet. Så kan man prøve at granske, hvad han i virkeligheden mente!
Pragmatisme synes at dække en rationalistisk holdning, som giver mulighed for, at det hele virker, at der ”kommer noget ud af det”, og at vi (=Danmark) bevarer vor selvrespekt og i det hele taget opnår noget i det indviklede, internationalt prægede magtspil. Der synes at være en tendens til at holde med den svage part: Tag fx. debatten om au pair-kvinderne, tag Ukraine, tag koranafbrændingerne…
Ingen er komplet hvid og sort, viser det sig. Det var let nok at synge med på den ”sang”, at en del af de udenlandske (ofte filippinske) piger, der var kommet hertil for at tjene flere penge end hjemme ved at passe danske kvinders og mænds børn, blev udnyttet ved hård og langstrakt børnepasning. Til det fulde billede hørte så, at en del au pair-piger ikke fulgte den danskundervisning, som de i kraft af au pair-ordningen var pålagt, eller at de forlod deres job i utide..
På samme vis var det forkert at antage, at ukrainerne i samfundets styrende lag var demokratisk sindede, stod fjernt fra korruption og havde annammet alle folkestyrets dyder. Siden Jerntæppet gik op, og kommunismen blev lagt død omkring 1990 ville troen på fremgang for demokratiske ideer ingen ende tage – dvs. inden for de sidste ti år har modsat rettede tendenser, fjernt fra FN’s høje idealer, givet statsligt og privat internationalt samarbejde mange skud for boven.
Ukraine har som offer for aggression fra Ruslands side modtaget en enorm international velvilje, våbenstøtte mv., men den dynamiske præsident Volodymyr Zelenskij tegner ikke hele landets politiske profil. Hans land er som alle de nationer, der siden 1945 havde været sovjetisk bufferzone, fremdeles hvad Kreml kalder ”det nære udland”. Det er territorier, som Vladimir Putins Rusland opfatter som del af russisk , historisk baseret, interesseområde. Befolkningen dér har haft få år til at tilegne sig vestlige, demokratiske, menneskeretsbaserede ideer.
I den globale dyst om indflydelse – både hvad angår handelsinteresser og ideelle budskaber, så som dem, der forkynder individets basale rettigheder – kolliderer hensyn til sikkerhed og idealisme. Derfor nu så indædt en dyst om det betimelige i at indføre en særlig regel i den danske straffelov om forbud mod koranafbrændinger mv., som implicerer den form for særhensyn til religion, som en tidligere regering netop ville afskaffe ved at ophæve blasfemi-bestemmelsen i straffeloven.
Religion har spillet en væsentlig historisk rolle i staternes eksterne og interne magtspil. Men efter mange eksperters opfattelse har religion som sådan ikke et særskilt beskyttelsesbehov à la ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden. Derfor har det vist sig som en rød klud i hovedet på Rasmus Paludans koranafbændingsprovokationer. I lyset af hvad offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i sin tid afstedkom (demonstrationer, drab, ildspåsættelse mv.) er det naturligt, at den danske regering i form af et lovforslag har set sig nødsaget til at påbyde indskrænkning af den grundlovssikrede ytringsfrihed.
Men sjældent har et politisk initiativ rejst en sådan storm af forskellige meninger. Den ‘demokratiske debat’ er så også konfronteret med semantiske uklarheder: Hvad menes der egentlig med ‘utilbørlig’ eller ‘pragmatisk’? ”Det globale syd” er, forstår man, hvad mange tidligere blot kaldte ‘ulandene’ (som altså for visse staters vedkommende er blevet ret så magtfulde). Jurister vil føle sig kaldet til at kritisere tvetydig ordvalg i ”koranafbrændingsloven”, andre hæfter sig ved det indhug, der gøres i ytringsfriheden, mens atter andre måske ved at loven her er lovlig specifik: Skal en lov ikke favne et bredere emne om sådan som det skal være i fremtiden?
Debatten afspejler det sunde ved et åbent, frit demokati, hvor befolkningen i sandhed er med til at forme den offentlige mening, (ulig fx Rusland og Nordkorea); men også hvordan rent nationale fænomener (fx en illustration i en dansk avis eller en bogafbrænding på en mark i Sverige) kan udløse demonstrationer og vold fx i Mellemøsten. Det nationale og det globale fletter sig ind i hinanden. Hvordan beskytter man så enkeltmennesker for fare, samtidig med at de store idealer holdes i live?. Udfordringen trænger sig på både stat og borger.