

Af Gitte Vesterlund
Indtryk fra Vilnius
Hvis vi – bevidst eller ubevidst – havde forestillet os, at når vi kom til Vilnius, ville vi møde en by i gammel sovjetisk stil, forstod vi hurtigt, at vi havde taget fuldstændig fejl.
Vilnius skinner med mange flotte, lyse bygninger i barokstil – nogle få i jugend stil – af grønne parker og masser af åbne pladser med træer, blomster i alle farver, monumenter og kunst, restauranter og cafeer langt ude på fortovet og den lange gågade fyldt med lokale og turister.
Der er et myldrende liv med unge, moderne mennesker, skoleelever, studerende.
Der er intet ”sovjet” over de centrale dele af byen.
Mange af de omliggende sovebyer – bygget i sovjettiden – et relativt velholdte og med masser af grønne områder.
Og når vi taler med litauerne viser de stolte, at de er et selvstændigt land med eget sprog, eget flag, egen politik, egen nationalsang……..
- Vi har stadig ikke mange penge, det er hårdt at få hverdagen til at hænge sammen, men vi har det bedre end i sovjettiden, fortæller de.
På besøg i parlamentet hører vi, hvordan den gamle sovjetiske parlamentssal ikke blev revet ned, men omdannet til museum og det nye parlament bygget i sammenhæng med det gamle. Historien er ikke slettet.
Vi hører stoltheden over, hvordan folket byggede barrikader af alle mulige materialer, og samlede en bred mur af borgere rundt om parlamentet, da Sovjethæren i vinteren 1991 – efter at Litauen havde erklæret sig selvstændig – troede, at de med tanks, våben og soldater kunne forhindre løsrivelsen. Men Sovjet blev mødt af et samlet folk, og de måtte opgive.
Ligeså stolte de er over deres kamp for at forsvare deres parlament, ligeså stor er sorgen over de 16 mennesker, som sovjethæren skød og dræbte i forsøget på at indtage fjernsynstårnet i Vilnius og derfra overtage Litauen igen. Men også dette måtte Sovjet opgive, da det lykkedes litauerne at genskabe radio og tv kommunikationen til hele Litauen fra byen Kaunas og fra parlamentet.
Vi møder en stolthed over The Baltic Way, da de i 1989 dannede en kæde af mennesker fra Litauen over Letland til Estland – uden voldelige optøjer. Med et nymodens udtryk, kunne de sige: Vi gjorde det!
Inde i den nye parlamentssal, der er bygget i lyse, nordiske toner, fortæller de stolt, at Litauens demokrati i dag er meget liberalt. Der er ingen ekstrem højrefløj, der er ingen ekstrem venstrefløj.
Hvorfor ikke, når vi i Europa netop ser især udviklingen af en ekstrem højrefløj?
Svaret er, at efter de genvandt deres selvstændighed var der konsensus i det politiske liv om, at ingen ville fortsætte det sovjetiske regimes metoder, de ville have noget nyt.
De ville ikke have sovjets politiske system, heller ikke sovjetisk skolesystem, og de ville ikke have det russiske sprog og symboler. Fra dag til anden ophørte man med at undervise i russisk og gik over til litauisk med engelsk som første fremmedsprog.
En af vores værter udtrykte det på denne måde: min datter på 41 år taler perfekt russisk, men hendes kusine på 38 taler ikke et ord russisk, men rigtig godt engelsk.
Og mange af de unge mennesker vi møder på gader, i parker, på cafeer taler et glimrende engelsk – ligeså godt som unge danskere.
Så selv om der stadig er korruption og nepotisme, er det langt mindre end under sovjetregimet. Og selv om mange lever i fattigdom og pensionerne er meget små og det bliver sværere for de voksne børn at tage sig af forældrene, så foretrækker de et selvstændigt Litauen frem for fremmed overherredømme med deportationer til Sibirien, vilkårlige fængslinger, forsvindinger.
Udgivet 9.10.2024