Globale Seniorer

Postkort fra Vilnius/Litauen

Besøg i sansehave på dagcenter og plejehjem for demente i Vilnius 2024. Foto: GS

10 dages studierejse til Vilnius i Litauen med afsæt i Seniorpolitisk Temagruppe i Globale Seniorer førte os bl.a. til flere rigtig interessante besøg i forskellige sociale institutioner i Vilnius.  Vi besøgte et hospice og et dagtilbud for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse men også et dagcenter for visiterede demente borgere i kombination med et ’Independent living home’.

Fælles for alle de institutionstyper, som vi besøgte var, at de i realiteten var de eneste af deres art i hele landet, og bemandet med ildsjæle – hver og en.

Som de eneste tilbud af sin art i landet afspejler disse institutioner tilsyneladende en begyndende samfundstrend i Litauen, der indebærer, at ikke alle familier nødvendigvis længere har mulighed for at tage sig af deres gamle eller syge pårørende på samme måde som tidligere.  

Hospice var et katolsk drevet sted og finansieret via kirkelige donationer og indsamlinger. Dagtilbuddet for borgere med psykisk- og fysisk funktionsnedsættelse var drevet af socialfagligt uddannet personale og baseret på såvel private som offentlige tilskud og salg af produkter.

Til gengæld var tilbuddene til de demente borgere i dagcenterregi og ’Independent living home’ financieret af 3 årige offentlige projektmidler og blev drevet af socialfagligt uddannet personale – så vidt vi forstod på bachelor-niveau.

Bygningen, hvor dagcentret, samt ældreboligerne var placeret, lå i udkanten af Vilnius og var en del af en stor boligmasse. Ældreboligerne var i stueetagen og til og med 3. etage, og dagcentret lå på 4.sal.

Beboerne i ældreboligerne var ensomme, skrøbelige og ofte hjemløse ældre uden nogen ordentlig familiær tilknytning; her boede desuden en del ældre, traumatiserede ukrainere fra Donbass – regionen.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen med uafhængighedserklæringen i marts 1990 emigrerede mange unge litauere til vestlige lande, og derfor er der opstået et generations-gap, hvor en stor del af denne generation ikke har mulighed for at påtage sig rollen som nære omsorgspersoner. Det betyder at samfundet generelt oplever, at mange demente og svage gamle mennesker begynder at pible frem i sprækkerne, fordi de måske er ved at falde igennem, når de ikke længere kan klare sig selv. Måske er der ikke flere i antal; men snarere er de blevet mere ’synlige’ i samfundet.

Det virkede på os, der deltog i besøget, som om dagcentret og ’Independent living home’ var et konkret udtryk for en slags første bud på en Litauisk model for, hvordan man vil forsøge at strikke fremtidens forudsigelige problemstillinger på pleje- og omsorgsområdet sammen, og det var et usandsynligt dedikeret og dygtigt personale der stod for den daglige drift og visitation til de forskellige tilbud.  Personalet gav udtryk for en stor interesse for at erhverve sig flere og bedre metoder til at få borgernes kompetencer mest muligt i spil for dermed at forsinke konsekvenserne af demensen, og bistå borgerne med at leve et værdigt og så vidt muligt selvstændigt liv.

Vi kunne blot henvise til Nationalt Videnscenter for Demens i Danmark i håb om, at de har mulighed for dér at finde frem til den efterspurgte evidens i forhold til udvikling af deres praksis i Litauen.

29.9.2024 Helle Dreier og Susanne Danielsen

GS besøger et dagcenter for borgere med psykisk funktionsnedsættelse, der arbejder med at samle ravsmykker. Foto: GS