Af Per Bo 30. maj 2023
Jeg ved ikke, hvem der først kom med udtrykket nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller tidligere udenrigsmister Per Stig Møller. Rigtigt tollket synes jeg godt om udtrykket. Det er vigtigt med idealisme, men det er også vigtigt at være pragmatisk og tage hensyn til den virkelighed, vi på et givet tidspunkt befinder os i.
Det var også den betegnelse, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede, da han præsenterede SVM regeringens nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.
Han nævnte, at der kunne være brug for mere pragmatisme bl.a. i forhold til en række lande, hvor Danmark – og andre europæiske lande – hidtil har været på den høje idealistiske hest og fortalt andre lande hvilke principper, de burde styre efter.
For Danmarks vedkommende f.eks. demokrati og menneskerettigheder.
Demokrati og menneskerettigheder. Man kan så spørge, om vi selv tager disse principper alvorligt.
Vi kritiserer eksempelvis ledere af nationer i det “globale syd” for manglende demokrati.
Men hvordan er det hos os selv ? Den formelt højeste post i vores samfund – posten som statsoverhoved – besættes den efter en demokratisk proces ? NEJ. Tværtimod.
Statsoverhovedet skal komme fra en bestemt familie, jobbet er ikke tidsbegrænset, og det er arveligt. Samtidig kan statsoverhovedet ikke frit vælge, hvilken religion han/hun vil tilslutte sig.
Tilhængere af det åbenlyst udemokratiske system begrunder det bl.a. med, at det kan betale sig, og at det gavner danske erhvervsinteresser !
Alene af den grund og for at hykleriet ikke bliver alt for åbenbart, er det godt at styre efter “Pragmatisk idealisme”
Jeg er fundamentalt enig i, at det er vigtigt at have nogle idealer (et idealistisk kompas) at styre efter. Nogle gange viser det sig, at den lige vej – en højt udmeldt idealisme – ikke er den, der bedst giver resultater.
Et eksempel kan måske illustrere pointen. Nemlig den politik, der ledte op til Helsinki-konferencen i 1975 bl.a. Willy Brandts “Østpolitik”. På Helsinki-konferencen blev man enige om – pragmatisk – at tage grænsedragningen efter 2. verdenskrig til efterretning, idet man sagde, at ændringer kun kunne ske med fredelige midler. Det var vigtigt for magthaverne i Sovjetunionen. Samtidig blev man enige om, at menneskerettighederne herunder de fundamentale frihedsrettigheder skulle respekteres, hvilket var vigtigt for de vestlige lande.
Paradokset er, at denne aftale – der indebar en de fakto anderkendelse af de eksisterende grænser og Tysklands deling – blev afsættet til Tysklands fredelige genforening og demokratiseringen i Østeuropa.
Den nye Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Den seneste udenrigspolitiske strategi blev præsenteret af den socialdemokratiske et-parti regering i begyndelsen af 2022. Siden da har verden ændret sig radikalt som følge af den russiske invasion af Ukraine. Så alene af den grund var der behov for en ny strategi. Men der var også behov for en ny strategi, da vi fik en ny SVM-regering hen over midten i december 2022.
Det vil mht. kommentarer derfor være mest relevant at sammenholde den med SVM-regeringsgrundlagets udenrigspolitiske afsnit.
I forhold til SVM-regeringsgrundlaget (som jeg kommenterede i et notat 16-1-2023 ), er der sket en række afklaringer og – synes jeg – forbedringer.
I strategien har FN fået en mere fremtrædende plads (hvilket jeg efterlyste). Det gøres også klart – at Danmarks muligheder for at påvirke udviklingen går gennem vores medlemskaber og alliancer. NATO på det sikkerhedspolitiske område, men først og fremmest understreges det, at vores indflydelse går gennem EU. Det er værd at hæfte sig ved, når man tænker bare nogle få år tilbage. Der skrives: “Danmark og Europa skal tilpasse sig en geopolitisk virkelighed præget af dyb mistillid, langvarig konfrontation og uforudsigelighed”. Jeg er ikke i tvivl om, at “uforudsigeligheden” også er møntet på USA. Derfor må EU udvikles også på det sikkerhedspolitiske område. EU skal også spille en større rolle på den internationale scene. Strategien forudser et EU med flere medlemmer og – uden at det siges helt klart – til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Strategien ser også på de længeresigtede konsekvenser (frem mod 2050) af, at balancen skifter i den globale økonomi (Fra USA-EU over mod Asien) og befolkningsmæssigt en stigning (Fra USA-Europa over mod Afrika).
Man gør også opmærksom på, at globaliseringen er under forandring. Der kommer nok nye spilleregler. Hvor man lander er endnu ikke klart. (Det var også en overvejelse, man har i OECD, viste GS’ studierejse til OECD i april 2023).
I forhold til regeringsgrundlaget er der skruet ned for retorikken. Vi skal fortsat arbejde for “Ligeværdige partnerskaber”. Mht. Afrika, hvor der i høj grad har manglet “ligeværdighed”, konstaterer man ikke blot, at “Afrika er Europas nabo og et kontinent i vækst”. Man siger nu også eksplicit, at man skal samarbejde med den Afrikanske Union for “at finde fælles løsninger på globale udfordringer”. Man nævner, at der er en Afrikaplan på trapperne. “Den vil styre den danske indsats for stærkere samtænkning og for styrkelse af bilaterale og europæiske tiltag på tværs af vores engagement”.
Jeg efterlyste i mine kommentarer til regeringsgrundlaget, at man eksplicit burde nævne den Afrikanske Union (AU) som samarbejdspartner. Det er nu sket !
I regeringsgrundlaget stod, at udviklingsbistanden “ligeledes skal understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper” Det er ikke gentaget i strategien. Godt, hvis man ønsker en ligeværdig dialog.
Jeg håber, at den Afrikaplan, der er på trapperne, også vil pege på, at man bør genoverveje hvilke ambassader, man ønsker, og at oprettelse og nedlæggelser sker i konsultation med de afrikanske partnere. Lukningen af ambassaden i Tanzania forstår meget få Afrika-kendere.
I strategien konstaterer man, at befolkningen vokser i Afrika. Afrika vil i mange år frem have en ung befolkning. Det burde set fra et aldrende Europa være en positiv udfordring, når vi mangler arbejdskraft. Eller har vi noget mod sort arbejdskraft?