Globale Seniorer

Rejsebrev fra Etiopien

Fra Globale Seniorers Afrika-rejsegruppe

Deltagelse i Etiopisk, religiøs festlighed

Af Jette Steensen
Globale Seniorer

Lørdag 20.1 deltog de afrikarejsende i TIMKET, den ortodokse etiopiske kirkes største religiøse festlighed.

Timket fejrer Jesu dåb i Jordanfloden og markerer samtidig julens afslutning (julen begynder i Etiopien 7 januar). Dåben gennemføres rituelt ved at de fremmødte på den centrale plads oversprøjtes med vand. Til den ceremonielle del af begivenhederne bærer hver kirke deres eksemplar af ”the Tabot” (pagtens ark) gennem byen i en utrolig farverig procession. Vi havde forberedt os grundigt til begivenheden, idet vi dagen før havde besøgt den centrale plads, således at vi kunne se pladsen og ceremoniens installationer tæt på. På selve dagen blendede vi ind i den store folkemængde, hvor hundredtusinder af glade og feststemte hvidklædte etiopiere bevægede sig gennem hovedgaden og rundt om pladsen.

Vi fulgte menneskemængden bag det religiøse optog gennem byen, en vandretur som tog flere timer i uendeligt langsomt tempo. På forhånd havde flere af os med klaustrofobiske tendenser været betænkelige ved at lade sig opsluge af menneskehavet, men menneskemængden var utrolig disciplineret. Det skal dertil siges, at der også var et betydeligt opbud af politi og soldater, og vi måtte passere indtil flere sikkerhedscheck på vej til pladsen. Addis Abeba er i alarmberedskab af frygt for terroraktioner på grund af indtil flere samtidige etniske uroligheder i landet og dertil kommer en potentiel konflikt med Somalia, men det hele forløb fint.

 

Udgivet 7. februar 2024