Af Jette Steensen Globale Seniorer
Jette Steensen fra Afrikagruppen i Globale Seniorer og 2 fra Global Aktion har været på 12 dages besøg hos RWA (Rural Women´s Assembly www.ruralwomensassembly.org ) og TCOE (Trust for Community Outreach and Education, www.tcoe.org.za) i Sydafrika.
Besøget er start på et nyt projekt for Global Aktion med titlen: ”Forward to Feminist Agroecology: The Power to Feed ourselves in our Hands” og er støttet af CISU’s klimapulje. RWA er en tværregional kvindeorganisation, som rækker ud til kvinder i foreløbig 10 SADC lande i det sydlige Afrika, men ambitionen er at nå ud til endnu flere.
Besøget var fordelt med 7 dage i Cape Town og 5 dage lidt udenfor Johannesburg.
Sydafrika er et af verdens mest ulige lande, og det oplever man tydeligt. Cape Town er en smuk by med flot udsigt over havet og frodig vegetation. Overalt er der store dyre villaer og luksuriøse lejligheder; de fleste med smuk havudsigt så man kunne tro, man befandt sig i Californien eller Florida, lige indtil man lidt udenfor byen får øje på de utallige små huse og blikskure som ligger tæt klumpet sammen på en bjergskråning. Man tænker uvilkårligt: ”Hvornår var det egentlig at apartheid blev afskaffet ”?
Formålet med besøget i Cape Town var dels at besøge RWA’s hovedkontor, hvor vi skulle diskutere programmet for vores besøg samt det kommende fælles projekt. Et projekt som over en 2 en halv årig periode skal uddanne 100 kvinder fra 5 lande: Sydafrika, Namibia, Lesotho, Zambia og Malawi,. Dels ville vi besøge agroøkologiske projekter i byerne Robertson og Suurbrak et par timers kørsel fra Cape Town.
Vores kommende fælles projekt tilrettelægges af RWA og TCOE, men de kvindelige deltagere er selv erfarne agroøkologiske praktikere. Ideen er, at den tilrettelagte undervisning i hovedsagen skal tilføre viden om klimaforandringernes årsager og betydning, samt basale biologiske processer, samtidig med at kvinderne underviser hinanden i praktisk økologi ved at udveksle metoder og erfaringer. Formålet er, at de uddannes til at blive agroøkologiske trænere og fortalere for agroøkologi. De skoles til at kunne påvirke lokale, regionale og nationale myndigheder til både at sørge for at kvinderne kan få adgang til jord, ” One woman one hectar” er deres slogan, og til at kunne argumentere for agroøkologiske metoder for at undgå standardiserede kommercielle frø samt GMO og pesticider.
I anden halvdel af projektet skal de nyuddannede kvinder så selv uddanne yderligere hver mindst 10 kvinder i eget lokalområde, således at deres viden spredes. Det er alene RWA og TCOE, som sørger for at tilrettelægge uddannelsen. Fra dansk side er eneste opgave at rapportere tilbage til CISU samt arrangere møder i forbindelse med agroøkologiske initiativer i Danmark, hvor vi inviterer kvinder fra projektet til at bidrage med deres viden og erfaringer, som vi bestemt kan lære meget af.
Efter besøget hos RWA skulle vi have indblik i TCOE’s arbejde. TCOE’s kontor ligger i et landområde i den lille by Robertson 2 timers kørsel fra Cape Town. I området dyrkes frugt og vindruer i lange baner. Men dyrkningsmetoder og arbejdsforhold er stærkt kritisable, og derfor er det en af TCOE’s hovedopgaver at assistere arbejderne i deres kamp for acceptable arbejdsforhold. Det er en kamp op ad bakke. Der er flere problemer: for det første mister mange lokale landarbejdere deres jobs til migrantarbejdere fra nabolande som Lesotho og Zimbabwe. Arbejdsløsheden i de rurale områder er stigende, hvilket medfører etniske sammenstød og uroligheder. TCOE forsøger at forlige parterne og uddanne dem til at forstå, at presset kommer fra arbejdsgiverne, som bruger modsætningerne til at forringe løn og arbejdsforhold. Samtidig forsøger TCOE at gøre opmærksom på skadevirkningerne ved brug af diverse kemiske pesticider i vin- og frugtproduktionen, som resulterer i mange kræfttilfælde blandt arbejderne. TCOE forsøger både at hjælpe med juridisk bistand i kamp om erstatning og oplysning om beskyttelsesudstyr. Alt dette får man ellers ikke noget at vide om, når man kører ad den smukke og turistede vinrute, hvor trendy cafeer, store landejendomme og vinmarker ligger side om side, mens arbejderne bor klumpet sammen i beskedne townships gemt lidt af vejen, som f.eks. Elsies have.
Hovedformålet med besøget i Robertson og efterfølgende besøg i landsbyen Suurbrak var imidlertid at se eksempler på RWA´s arbejde med agroøkologiske demonstrations- og undervisningsprojekter blandt de fattige og ofte jordløse kvinder. RWA’s slogan er: 1 kvinde 1 hektar land (som minimum). Adgang til jord er i Sydafrika, som i mange andre afrikanske lande, en kompliceret affære, hvor kulturelle traditioner, patriarkalske strukturer samt private kapitalinteresser ofte gør det vanskeligt for kvinderne at få adgang til jord. Alligevel griber de enhver mulighed for at få adgang til at dyrke jorden i små individuelle baghaver og på større ubenyttede jordstykker, fordi de ønsker fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet, samtidig med at de er helt bevidst om forureningens negative indflydelse.
Mange kvinder er eksperter i agroøkologi. De underviser hinanden og de unge kvinder. På billederne herover ses Elsie som underviser unge piger i, hvordan de skal så og senere udplante afgrøder. Problemet er, at trods en skyhøj ungdomsarbejdsløshed på omkring 50%, drømmer mange unge om et helt andet liv i byen. Mange af pigerne bliver imidlertid tidligt gravide, får forsørgeransvar og må derfor tidligt se sig om efter andre muligheder.
AFSA (African Food Sovereignty Alliance) arbejder for at ændre holdningen til tilværelsen på landet og er i gang med en stor kampagne om klimaforandringernes betydning. I oktober afholdes i Addis Abeba et todages Panafrikansk ungdomstopmøde med overskriften ”The First Thousand African Youth Summit on Food Systems and Agroecology 2024” (www.afsafrica.org) 250 unge forventes at deltage samtidig med at mere end 2000 ungdomsledere forventes at deltage via zoom, så der er en bevægelse i gang, som måske kan bidrage til at vende udviklingen og interessen.
Efter møderne i Robertson og Suurbrak skulle vi videre til Johannesburg, men vi tog afsked med Cape Town ved at besøge de afrikanske pingviner ved Boulders Beach, som også så ud som om de godt kunne tænke sig at komme ud på en længere rejse.
I Johannesburg skulle vi deltage i RWA’s årlige agroøkologiske kursus sammen med 50 kvinder fra RWA’s samarbejdspartnere i 10 afrikanske lande. Kurset blev afholdt udenfor et township 30 km fra Johannesburg. Oprindeligt var planen, at vi skulle indlogeres på et lokalt konferencecenter, men ugen før vores ankomst var centret blevet vandaliseret og delvis brændt ned af lokale bander, så i stedet flyttede vi ind på en nedlagt sygeplejerskeskole, som havde stået tom et års tid. Faciliteterne var derfor ikke helt på plads, men man fik efterhånden styr på tingene. Sammen med en kollega fra Global Aktion og en kvinde fra en schweizisk ngo blev jeg installeret i en tidligere lade, som blev indrettet med madrasser og tæpper.
Hvis man forestiller sig, at det er varmt i Johannesburg, kan jeg fortælle, at temperaturen faldt til 1 grad om natten, så vi var helt udmattede af kulde den næste morgen. Heldigvis blev vi derefter forsynet med ekstra tæpper, så vi kunne bygge hule til natten.
Selve kurset skulle finde sted hos Mama Tembe, som havde en økologisk drevet gård ”Althea plots” en lille kilometer fra overnatningsstedet. Her var frugttræer og buske, krydderurter og et stort markareal, hvor der blev dyrket økologiske grøntsager til salg i Johannesburg. Ved siden af huset var opstillet et stort telt , hvor vi kunne sidde, når vi ikke var i marken. På grund af risiko for overfald mm. måtte vi kunne gå derhen i samlet flok alle 50 kvinder ledsaget af 4 vagter, men vi oplevede heldigvis ingen ubehageligheder. Samtidig forsikrede vagterne os om, at kobraslangerne nok var gået i hi på grund af kulden.
Hver morgen blev dagens undervisning indledt med en såkaldt ”mystica”, som bestod i at landene efter tur skulle indlede med sange og dans i rundkreds. Der var en helt utrolig kraft og smittende glæde i disse morgener og ofte måtte lederne gribe ind for at få seancen til at stoppe igen. Fra hvert af de ti lande havde kvinderne medbragt diverse frø og planter som blev placeret midt i teltet til beundring, diskussion og udveksling.
Herefter gik vi i gang med undervisningen. Vi lærte bl.a. at fremstille Bokashi kompost med afrikansk plantemateriale. Bokashi er en måde at kompostere organisk materiale til jordforbedring, metoden kendes også i Danmark men naturligvis med andet materiale. Vi var også i marken og udplantede stiklinger bl.a vekslende mellem løg og spinat. Da periodevis tørke er et udbredt problem, havde man udviklet en metode, hvor man brugte en to liters plasticflaske som vandreservoir omkring planterne, her var ideen imidlertid blevet videreudviklet, fordi man havde erfaret, at plasticflaskerne kan begynde at smelte, når solen bager, hvilket jo ville betyde forurening af jord og planter. I stedet havde man opfundet en metode, hvor flasken fyldes med 1/3 sand og 2/3 vand. Herefter prikkes fine huller i bunden og 1/3 oppe på flasken, som sættes i jorden og der plantes derefter omkring flasken, så flasken er i jorden og ikke udsættes for direkte sol. Derved opstår tryk i flasken, så man kan regulere vandtilførslen ved at skrue på låget, en idé jeg helt sikkert vil prøve herhjemme. Ret smart! Men det var ikke det eneste innovative tiltag. Den næstsidste dag skulle vi på udflugt til et lille lokalt energiprojekt, hvor man arbejdede med genanvendelse og alternativ energi – men ikke via import af avancerede løsninger udefra, som kræver økonomi at vedligeholde, men et lokalt udviklet initiativ med minimale omkostninger. Tanken var, at de løsninger der var udviklet skulle kunne kopieres og anvendes som samlet løsning i forskellige lokalsamfund. Arrangementet bestod af tre dele.
For det første et lille beskedent biogasanlæg, som blev fodret med lokalt plantemateriale, hvorefter man kunne tappe gas af til minimalt køkkenbrug.
Klart nok ikke store mængder. Når gryden var blevet bragt i kog gennem varme fra biogasanlægget, kunne den flyttes til et kogestativ placeret på en metalparabol, som reflekterede solen og kunne holde gryden varm i løbet af dagen.
Majsgrød eller gryderet kunne så være klar om aftenen. Som alternativ til parabolen havde kvinderne syet en såkaldt ”wonderbag” af tolagsstof. Mellem stoflagene var der kommet granuleret styropor, som virker isolerende, fremstillet af plader indsamlet på lossepladsen.
Gryden placeres i ”wonderbag”, og der lægges en ligeledes styropor fyldt pude henover – et princip der svarer til en ”høkasse”, som nogle måske kender. – Innovativt- klimavenligt og bæredygtigt!
Alt i alt var opholdet utroligt inspirerende, kvinderne var livsbekræftende glade, engagerede og vidende og vi lærte utroligt meget – en opmuntrende oplevelse, som giver håb for fremtiden både for projektet og længere frem.
Udgivet 12.10.2024