Retfærdighedens mølle maler langsomt

Retfærdighed er et eftertragtet gode, men kræver som oftest en uendelig tålmodighed. Er du op mod staten ekstra meget. En indvandrerkvinde fra Kolding måtte vente 14 år før hun i slutningen af maj ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg fik Danmark kendt skyldig i at have forvoldt hendes søns død. Blot 13 minutter i en såkaldt benlås tilbragte sønnen i Kolding arrest – med døden til følge. Han havde været kraftigt udadreagerende, som det hedder, og en mindre flok fængselsbetjente måtte til for at pacificere ham.
Det er nærmest umuligt at sætte sig ind i Melissa Kalkans mange følelser efter denne kolossale prøvelse. Plus at forstå, at det skulle tage denne enorme tid at få afsluttet sagen. Så meget mere som danske myndigheder i 2019 omsider bekvemmede sig til at udfase brugen af “brystvendt benlås”, altså med delinkventen liggende på maven. Strasbourg-systemet indbefatter – som andre domstole – den mulighed, at parterne, som regel en eller flere privatpersoner mod en stat – indgår et forlig idet sagen så ikke formelt afgøres af domstolen, men staten uden videre offentlighed betaler en godtgørelse for den foretagne menneskeretskrænkelse.
Det har den danske stat så ikke ønsket i dette tilfælde, men er i stedet blevet dømt til at betale moderen 25.000 euro i godtgørelse plus sagsomkostninger. I den juridiske sprogbrug bliver der ikke tale om erstatning, eftersom moderen ikke har lidt noget tab ved sønnens død. Sagen var inden den gik til Strasbourg forelagt by- og landsret herhjemme uden at staten fandtes ansvarlig for den unge mands, Ekrem Kalkans, død. En ringe trøst set i en større sammenhæng er det, at Danmark kun i 15 sager siden Menneskeretsdomstolens start i 1959 er blevet fundet skyldig i krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 -deraf kun fem egentlige domme, resten igennem forlig. I en anden sag, som afgjordes af Højesteret, pålagdes dansk politi at begrænse brugen af såkaldt nøgenvisitering.
Menneskerettighedsdomstolen – og for den sags skyld også menneskerettighedskonventionen, der ligefrem er gjort til dansk lov,- er fortsat til diskussion i politiske kredse herhjemme. Nogle kredse vil ligefrem frigøre Danmark for konventionerne, andre vil have dem ændret. De folkeretlige forpligtelser, der ligger i at have ratificeret dem, er ikke noget den danske stat let frigør sig fra. Man kan tage forbehold overfor enkelte bestemmelser inden man tiltræder en international aftale sådan som Danmark fx har taget nogle helt bestemte forbehold i forhold til EU; men bagefter er det ikke kutyme.
Der er ikke noget overraskende i, at stater som årene går, ind imellem føler de bånd, internationale aftaler har pålagt dem , snærende. Det var det stadig eksisterende Europaråd, der stod “fadder” til bl.a. menneskerettighedskonventionen på et tidspunkt, hvor Europa endnu ikke var gået ind i, hvad man kunne kalde “integrationens tidsalder”. Altså dette her med at afgive suverænitet til overnationale internationale fællesskaber. Det erkendtes ikke, at der i virkeligheden lå en lille smule afgivelse af suverænitet ved at tiltræde den her omtalte konvention. At udenlandske dommere kunne komme til at medvirke ved en tilsidesættelse af en dom fra fx den danske Højesteret.
I begyndelsen afsagdes ganske få domme i Strasbourg, emnet menneskerettigheder “fyldte” næsten ingenting, var kun et felt for idealister og specialister. Som tiden er gået er det svulmet op til et gigantemne, som ind imellem oversigtes i svulmende juridiske værker, senest en to-binds udgivelse fra DJØF-forlaget på over 2000 sider, indeholdende udpluk af over 10.000 domme i summariske gengivelser med kommentarer. En dom mod et af Europarådets 46 medlemsstater binder ikke juridisk de andre stater, men den bliver taget ad notam, for ingen stater ønsker i princippet at blive fundet skyldig i en lignende overtrædelse af en af konventionens ca. 30 opregnede menneskerettigheder.
Efter at Jerntæppet gik op omkr. 1990 blev hele det oprindeligt kommunistiske Østeuropas stater undtagen Hviderusland (Belarus) medlemmer af Europarådet. Efter Ruslands invasion af Ukraine udtrådte dette land af Europarådet i 2022.. De kritiske røster mod konventionen og domstolen har koncentreret sig om sidstnævntes såkaldte “dynamiske” afgørelser, dvs. benyttelse af visse konventionsbestemmelser på en udvidet måde, som har ligget ud over det , der tilsigtedes tilbage i 1950. Eksempelvis konventionens art 8, der sikrer beskyttelse af privat- og familieliv, Det har således bl.a. betydet, at privatpersoner i Italien og Spanien har modtaget erstatninger fra deres hjemlande for helbredsskader som følger af miljøforurening. Hvad en del iagttagere har opfattet som en absolut fordel, at konventionen bruges som et “levende instrument”, der afspejler nutidige forhold og situationer, anses så af andre som et middel til at påvirke enkeltlandenes retspolitik.
Det skal ingen hemmelighed være, at en del af de enkeltpersoner, der indgiver klage til Menneskerettighedsdomstolen, er folk, der har været på den forkerte side af loven. Hvis de er indvandrere, er situationen ofte ekstra speget, idet hensynet til disses familieforhold i opholdslandet kan spille ind og og komme til at hindre en udvisning. Sådan “regel-kollision” er ikke ukendt i den juridiske verden – hvordan den slags problemer løses vil nødvendigvis dele vandene. De relativt få tilfælde bør ikke tilsløre den vældige betydning for Europas borgere, domstolen har haft igennem 65 år. For Danmarks vedkommende alene en markant udvidelse af 1849 grundlovens lille kapitel med såkaldte frihedsrettigheder til omkr. 30 fuldvoksne menneskerettigheder i pagt med nutiden.