På Folke- og Menneskeretsgruppens nylige møde berettede to GS-medlemmer om to domme fra Den europæiske Menneskeretsdomstol, som illustrerer betydning af retten til livet og retten til ytringsfrihed som er forankret i den europæiske menneskerets-konventions artikler 2 og 10.
Siden domstolen begyndte sin virksomhed i 1959 har den afsagt 525 domme om krænkelse af art. 2, deraf flest mod Rusland. Formålet med bestemmelsen er ikke alene at beskytte borgerne i de 47 Euoparådslande mod staternes vilkårlige henrettelser, men også at indprente staterne at beskytte liv, for eksempel på hospitaler mod livstruende sygdomme, mod farlige, forudsigelige naturkatastrofer og mod andre borgere, hvor staten må antages at have et ansvar (dette sidste blev illustreret gennem dommen i sagen Paul and Audrey Edwards mod Storbritannien 2002 om en strafafsoner, der blev dræbt af sin cellekammerat). I flere sager er Storbritannien blevet dømt for krænkelse af art 2, bl.a. ved nedskydninger i Nordirland og Gibraltar.
Nina Ellinger havde som eksempel på anvendelse af art. 2 valgt dommen Câmpaneu mod Rumænien, der vedrørte en psykisk handicappet, hiv-smittet patient, som døde i en alder af 19 år på et psykiatrisk hospital, hvor han modtog helt utilstrækkelig pleje. Takket være en rumænsk menneskeretsorganisation blev der indgivet klage til div. offentlige instanser, siden fulgte en række internationale ngo’er sagen op , og Strasbourg-domstolen tilføjede sagen principiel betydning ved at anerkende en ikke-statslige organisations kompetence til at føre sagen. Den afdækker brud ikke alene brud på art 2, men også art.3 om forbud mod tortur eller umenneskelig behandling samt art 13 om adgang for en krænket til at få oprejsning ved en national myndighed.
Sagen illustrerer også hvordan Rumænien under Nicolae Ceaucescus statskontrollerede familiepolitik førte streng kontrol med kvinders reproduktive rettigheder, dvs havde fået såvel prævention som abort forbudt. Ved at satse benhårdt på eksport af størstedelen af landbrugsproduktionen – med det formål at nedbringe statsgælden – forarmedes befolkningen, såvel i by som på land. Forældreløse og handicappede børn havnede på underfinansierede børnehjem med omfattende misrøgt til følge. Manglende uddannelse og uvidenhed hos sundhedspersonalet forværrede tilstandene.
Om krænkelse af ytringsfriheden er der siden 1959 afsagt 925 domme af Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol. Denne vigtige bestemmelse omfatter både beskyttelse af ytringer i form af ord, men sikrer også den kunstneriske frihed (f.eks. til at spille teater, skabe malerkunst, skulpturer mv.) og til at modtage ‘ytringer’ af enhver art, det være i form af aviser, bøger, radio og fjernsyn eller bedrive forskning. En del af dommene har flere bestanddele og inddrager det grundlæggende spørgsmål om en ytring er udtryk for injurier mod en eller flere andre borgere. Flest domme har har vedrørt Tyrkiet, hvor indgreb mod pressefriheden har rasseret i årevis.
Nina Wernberg havde valgt den sag, i hvilken to danske tv-journalister Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen ved Højesteret var blevet idømt bøder for injurier mod en navngiven kriminalinspektør ved Frederikshavns politi. Journalisterne indbragte dommen for Strasbourg-domstolen med påstand om krænkelse af deres ytringsfrihed i forbindelse med dækning af den spegede sag om den først morddømte og senenere frifundne fritidsmusiker Ove Hansen , kaldet ”Pedal-Ove”. Journalisterne kritiserede i to dokumentarudsendelser politiet for mangelfuld efterforskning af omstændigheder omkring tiltalen mod musikeren for at have dræbt sin kone. De dømtes fordi de ikke kunne bevise påstandene. Men der var betydelig tvivl blandt dommerne i Strasbourg, idet flertallet for statuering af injurier var blot 9 mod 8.
Sagen viser den hårfine balance mellem pressens pligt til at agere samfundets vagthund i et demokratisk samfund og ansvar for at bevare andres gode navn og rygte. Det afgørende spørgsmål var, om journalisterne var i god tro – kunne de have gjort mere for at bevise deres påstande, som baseredes på et vidne ud af 30 andre, som politiet havde afhørt? De to journalister fik ikke medhold i Strasbourg, men sagen er væsentlig, fordi både massemedierne og de nye sociale medier har stor magt og indflydelse – og undertiden risikerer at knuse mennesker og familier uden at de har mulighed for at forsvare sig.
Blandt mange mindeværdige menneskeretsdomme om just art 10 kan nævnes den danske Jersild mod Danmark i 1994, som fastslog, at journalist Jens Olaf Jersild med urette var dømt for medvirken til udbredelse af racisme ved at have lavet et tv-indslag på fem minutter, som viste nogle unge såkaldte ”grønjakker”s forhånende og groft nedsættende ytringer om fremmede i Danmark. Menneskeretsdomstolen fastslog, at udsendelsens formål ikke var racisme-fremme, men et nødvendigt indslag i samfundsdebatten – hvori også lå, at dommere ikke skal påtage sig journalisters job ved at bestemme hvordan en artikel eller udsendelse skal udformes.
Henrik Døcker
Udgivet 20. december 2021