Globale Seniorer

Sinn Féin…håb om et forenet Irland

Endnu et spændende postkort fra Nordirland - denne gang om et møde med Sinn Féin 12.9.2023.

Et af de mange murmalerier der viser Sinn Feins solidaritet med andre undertrykte folk. Foto Finn Hansson

Mette Mønsted                                                                                                               2.10.2023

Globale Seniorers Nordirlandsgruppe mødtes 12.9.2023 med

  • Martina Anderson, Sinn Fein leadership Team, former MEP and spokesperson on European Affairs,
  • Declan Kearney, Sinn Fein chairperson (kun kort tid til stede), og
  • Professor Colin Harvey, Queens University Belfast.

Sinn Féin betyder ‘(We) Ourselves’, og beskriver sig selv som et Irsk republikansk, demokratisk, socialistisk, politisk parti i både Irland og Nordirland. Det er etableret i 1905, og har kæmpet for et frit Irland og et forenet Irland både i Irland og Nordirland. Der har været mange interne kampe og udskillelser af grupper til andre partier, især til venstre til arbejderpartier. Sinn Féin har været associeret med Irish Republican Army (IRA) i løbet af  ‘The Troubles’ i begyndelsen af 1970erne, og også senere. Gerry Adams blev leder i 1983, og igennem 90’erne var han med til at forhandle våbenhvile. Gerry Adams og andre fra Sinn Féin blev blokeret på britiske radio og TV kanaler fra 1982 til 1994. John Hume fra Social Democratic and Labour Party var initiativtager til forhandlinger med Sinn Féin og Tony Blair om fredsaftalen ‘The Good Friday Agreement’ som i 1998 skabte forudsætningerne for en lokal regering – Nordirske parlament Stormont – med en magtfordeling mellem DUP og Sinn Féin.
Fredsaftalen betød at mange politiske fanger blev frigivet. Martina Anderson blev arresteret som 18 årig, og blev løsladt mod kaution og flygtede, men blev senere blev arresteret sammen med en gruppe som 24 årig og fik livstid. Hun blev løsladt og valgt politisk efter fredsaftalen. I ‘Good Friday Agreement’ indgår en række ændringer, som betød slut på de mange voldsomme kampe, og vægt på politiske kampe frem for væbnede. Det betød også. at alle der er født på øen Irland, kan få Irsk statsborgerskab. Dette betyder nu efter Brexit, at også protestanter får irsk statsborgerskab.
Sinn Féin er som parti styret ret centralistisk, hvor alle beslutninger tages i to nationale boards: ‘The National Officer Board’ ( 7 medlemmer), og ‘Árd Comhairle’ (national executive) (47 medlemmer flest fra Nordirland, men også fra Irland). Der er kritik, af at organisationen er så uigennemsigtig og hierarkisk. Ved valget i 2022 blev Sinn Féin det største parti, og skulle ifølge ‘The Good Friday Agreement’ have premierminister rollen, i stedet for hidtil vice-minister. Men DUP (unionist partiet) blokerer Stormont, ved ikke at møde op. Der er derfor ingen regering, og det går ud over rigtig mange mennesker. Det betyder også mere styring fra Westminster.
Sinn Féin’s vigtigste politiske budskab er et forenet Irland. Det kræver dog støtte fra befolkningen i begge lande, og tilladelse fra Westminster om folkeafstemning om frigørelse fra UK. Både Martina Anderson og professor Colin Harvey var optimistiske. Colin Harvey, som er medlem af Sinn Féin har været med til en undersøgelse af den irske lovgivning og sagde, at de var i gang med de ændringer, som er nødvendige for at optage Nordirland. Der ser dog ud til at være en del forskellige holdninger til dette, da Nordirland er fattigt, og det vil være dyrt for Irland at optage det.
Martina Anderson har været MEP, indtil Brexit nedlagde hendes mandat. Hun har været aktiv i den socialistiske del af parlamentet, og i samarbejdet med andre undertrykte, bl.a. støtte til Palæstina.
Hun har også været parlamentsmedlem af flere omgange, og sidst efter Brexit indtil 2022.
Hun fortæller om hvordan den britiske diskrimination af katolikker/republikanere fortsætter. De bliver jævnligt standset af politiet og kontrolleret, MI5 er fortsat meget aktiv, og kan uden begrundelse lukke folks bankkonto, så man ikke kan komme til den. Ugen før vi besøgte ‘Creggan’ – et område med katolsk befolkning var der ballade, fordi politiet lukkede en hel bydel kl. 6.30 og det meste af dagen for at arrestere en 26årig kvinde. Det var en provokation og udløste selvfølgelig ballade fra de mange unge arbejdsløse i området, og dermed mange flere arresterede.

Et problem for processen, er at boligområder og skoler er så opdelte. Katolikkerne går i katolske skoler styret af Den katolske kirke, og protestanterne går i statsskoler med stor indflydelse også fra den protestantiske kirke. Dvs. fjendebillederne fortsætter, og de møder først nogle fra ‘den anden side’ i job eller universitet.
Det var imponerende, at så højtstående medlemmer af Sinn Féin tog sig tid til at mødes med os. Der var en klar forventning, om at vi kunne gøre noget for dem ved at formidle viden om vilkårene i Nordirland for republikanerne. En forventning om at vi som gruppe faktisk havde indflydelse, og kunne hjælpe dem. Det føles pinligt.

Her 25 år efter fredsaftalen er der stadig hegn mellem boligområderne, protestanter for sig katolikker ligeledes.. Foto Finn Hansson