Skal ondt altid med ondt fordrives?

I krig og kærlighed gælder alle kneb, lyder et gammelt ord – ligesom at ondt skal fordrives med ondt. Det er sandheder, som skal tages med et gran salt. I hvert fald i  den vestlige, demokratiprægede kulturkreds, vi tilhører. De rinder mig i hu ved at læse udsagn fra en militæranalytiker fra Forsvarsakademiet, der har taget til orde for at Danmark burde tilsidesætte et internationale forbud mod brug af landminer og klyngebomber.

 

Rusland, der (som USA i  øvrigt) ikke har tilsluttet sig internationale konventioner mod disse to barbariske våben, har bl. a. benyttet dem i den ukrainske by Kharkiv, som dokumenteret af Amnesty International. Det fritager imidlertid ikke de stater, der har ratificeret de to konventioner, for at overholde dem. I princippet skal folkeretlige forpligtelser efterleves som love i staternes interne ret. Nedslående er det, at staterne i vidt omfang blæser på folkeretten.

 

Ihærdige forsøg på at have visse minimumsregler også under krig er blevet gjort lige siden 1600-tallet, da en nederlænder ved navn Hugo Grotius i et stort værk “Om krigens og fredens ret” skitserede nogle minimale regler, der i krigstid burde iagttages af hensyn til civilbefolkningen. Langt senere, i vor tid, blev det Den Internationale Røde Kors Komités opgave at overvåge de videreudviklede regler om forbudte våbentyper og civilbefolkningen under krig, eksempelvis giftgas og dum-dum-kugler.

 

Landminer og klyngebomber er vældig effektive, lyder det fra orlogskaptajn Anders Puck Nielsen og han bakkes op af sin kollega

juristen Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som finder, at tiden måske er løbet fra disse folkeretlige forbud. Det er forstemmende, at to eksperter på grund af fjenden, Ruslands nærmest selvfølgelige tilsidesættelse af hvad vi kan kalde de internationale spilleregler mellem verdens nationer, er tilbøjelige til at tilsidesætte disse regler for få overmagt i krigen.

 

Internationalt Røde Kors har i sin forfatning to latin-sprogede motto’er, som bør  være ledestjerner, selv om krig mest synes at deje sig  om krudt og kugler, om hvem, der vinder. Per humanitatem ad paccem og Inter armas caritas. De indeholder, som sådanne formaninger, moralske appeller eller hvad man nu vil kalde dem, kun elementer af sandheden, ikke den fulde sandhed – “Gennem medmenneskelighed til fred” og “Vis barmhjertighed selv når der kæmpes” kan de oversættes ved.

 

Deri ligger en appel til krigsførende stater om bl.a. at behandle krigsfanger humant, eksempelvis ikke udsætte dem for tvangs- eller slavearbejde. Røde Kors er også kendt fra sin medvirken ved fangeudvekslinger. Det er til just Røde Kors, der kan knyttes spinkle håb om menneskelighed for såkaldte nonkombattanter, altså dem, der ikke (mere) deltager i krigen, men alene er dens ofre. Appeller om hensyntagen til dem, ikke mindst civilbefolkningen, har ikke den store virkning, Gaza-krigen er et rædselsvirkende eksempel herpå. Men nogen virkning kan dog knyttes til dem.

 

Ovennævnte Grotius var også i den fjerne fortid optaget af begreberne “retfærdige” og  “uretfærdige” krige. Nu  om dage skelner man snarere mellem angrebskrige  og forsvarskrige. Når FN-pagten i art. 2 siger, at medlemsstaterne skal afholde sig fra brug af magt i deres indbyrdes forhold, altså må forstå, at “krig er forbudt”, så sigtes der klart nok til angrebskrige, aggressioner – mens det selvindlysende er  tilladt at forsvare sig.

 

Mundhuggeri mellem stater – og såmænd også en håndfuld intellektuelle – om hvem der udløste fx Ukraine-krigen rører ikke ved, at Rusland angreb Ukraine, og at Ukraine satte sig folkeretsmæssig til modværge. I krige – som nu om dage kaldes internationale væbnede konflikter – gælder den humanitære folkeret. herunder respekt for de fire Røde Kors-konventioner af 1948 og påfølgende konventioner, som fx dem om landminer og klyngebomber. 

 

Grundlaget for vores demokratier, i krig som i fred, skrider for alvor, hvis vi på grund af “krigens nødvendighed” giver køb på menneskelige værdier. Vi  står midt i en farlig international dyst, hvor årelange indsatser for fred, retsstaten, menneskerettigheder og demokrati udfordres som aldrig før efter 2. Verdenskrig. De idealer, alt dette bygger på, må ikke blive offer for krigen som sådan.