Globale Seniorer

Soft power i Arktis

Om udfordringerne når man er et kongerige med forskellige interesser. Et resume af en spændende formiddag med Peter Linde fra udenrigsministeriet
I den arktiske arbejdsgruppe spænder interesserne over både det transnationale og de sikkerhedspolitiske udfordringer i hele det arktiske område og mere snævert om udviklingen i Grønland og Danmarks forhold til et Grønland, hvor en voksende forventning om absolut selvstændighed er et fast punkt på den politiske dagsorden.
 
Når man udefra betragter det arktiske område, får mange et billede på nethinden af hav og store vidder dækket af is – ufremkommeligt og meget tyndt befolket – ikke desto mindre er det i disse år omgærdet af vældig megen interesse af sikkerhedspolitisk karakter fra stormagterne blandt andet på grund af adgangen til store ressourcer af olie og gas og udsigterne til en fremtidig mulighed for at sejle gennem Øst-passagen, nord om Rusland.
 
Det kan være svært at få indflydelse for de mindre stater, der støder op til det arktiske områder, ikke mindst for de befolkningsgrupper, som udgør den oprindelige befolkning i området. Disse befolkningsgrupper udgør tilsammen kun 10% af de i alt ca 4 mio mennesker, der lever nord for polarcirklen. De har særlige traditioner for at leve i den sårbare natur. Traditioner man ønsker respekt for, og som man gerne vil fastholde.
 
I Grønland er der en klar politisk forståelse af, at Grønland skal være en selvstændig nation i fremtiden, men indtil videre er man afhængig af at være en del af rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark, med de begrænsninger (og muligheder) det indebærer, herunder at udenrigs- og sikkerhedspolitikken henhører under den danske regering.
 
Arktisk Råd
I denne sammenhæng spiller Arktisk Råd en helt central rolle. Her er sikkerhedspolitikken nemlig ikke på dagsordenen. Det er derimod mange områder, hvor det i langt højere grad er soft power, der spiller en rolle, og der har hidtil været enige om at ønske, at Arktisk skal være lavspændingsområde.
Medlemmerne i Arktisk Råd er de lande, der har territorie nord for polarcirklen, det vil sige USA, Canada, Rusland, Sverige, Norge, Island, Finland og Kongeriget Danmark. Af disse lande har 5 (USA, Canada. Rusland, Norge og Kongeriget Danmark) kyststrækninger ud mod Polarhavet. De kaldes A5- landene.
 
I Arktisk Råd kan der ikke træffes bindende juridiske aftaler. Det giver andre muligheder, når man tænker repræsentation, hvorfor Rådet er sammensat, så der foruden repræsentanter fra de involverede stater er øremærkede pladser til de oprindelige befolkningsgrupper, der er i området, men som ikke har noget formelt folkeligt mandat. Rådet har ud over otte medlemsstater, seks organisationer, der permanent repræsenterer de oprindelige befolkninger.
 
For Danmark og Grønlands vedkommende er situationen særlig, fordi Grønland har delvis selvstændighed. Det er løst ved, at man har to pladser, der i fællesskab udgør kongerigets repræsentation.
 
Samarbejdet mellem de arktiske lande startede med Ottawa erklæringen tilbage i 1996 primært med henblik på miljøspørgsmål. I 90erne efter Sovjetunionens opløsning var der i mindre grad opmærksomhed på sikkerhedspolitiske aspekter i Arktisk. Det skabte mulighed for et fælles fokus på f.eks. de miljømæssige udfordringer, der er i det polare miljø samt en fælles forståelse for, at et fredeligt samarbejde er en forudsætning for udvikling og vækst i området.
I dag er der seks faste arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med; oprydning i Arktisk, overvågning på klimaområdet, bevaring og beskyttelse af fauna, havmiljø, kystvagt og endelig bæredygtig udvikling. Det fælles ønske om, at området omkring Arktisk skal være lavspændingsområde blev særligt tydeligt, da A5 landene, på baggrund af arbejdet i Arktisk Råd og på Rigsfællesskabets initiativ blev enige om Ilulissat erklæringen i 2008, hvorefter eventuelle uenigheder om territoriale spørgsmål i relation til havsoklen skal afgøres efter FNs havretsregler – en aftale som det i dag i 2022 formentlig ville være meget vanskeligt at få på plads.
 
Udadtil har Rådet en stor åbenhed. Ikke mindre end 13 stater har observatørstatus, hertil kommer  13 IGOer – bl.a. World Metrological Organization og Nordisk Råd og endelig 12 NGOer, f.eks. WWF. Man er dog meget opmærksomme på observatørernes rolle og er ikke specielt åbne over for eventuelle ”statements” fra denne gruppe.
 
Der er i 2021 under islandsk formandskab vedtaget en ny ti-års strategi for arbejdet i Arktisk Råd. Formandskabet er overgået til Rusland, men der lurer en frygt for, at konflikten omkring Ukraine kan få samarbejdet til at falde sammen.
 
Særligt om Grønland og Rigsfællesskabet – Kongeriget Danmark.
I 2011 fik Kongeriget sin første formelle sammenhængende strategi for Arktisk udarbejdet af udenrigsministeriet for perioden 2011 til 2020. Det ville selvfølgelig have været hensigtsmæssigt, hvis vi havde haft en ny, inden der skulle vedtages en for det samlede Arktisk Råd, men det blev ikke tilfældet. Det er et godt eksempel på, at meget har ændret sig siden 2011. Grønland ønsker, at en ny strategi afventer, at man i Grønland får udarbejdet en samlet udenrigspolitisk strategi. Der er således nu ingen tvivl om, at en arktisk strategi for Kongeriget Danmark er helt afhængig af, hvad man ønsker i Grønland. Et valg i Grønland med en ny regering, som blandt andet i forhold til spørgsmålet om udvinding af råstoffer sender helt nye signaler, betyder naturligt nok, at en ny samlet strategi er forsinket.
 
Over de seneste år er den daglige kontakt mellem Nuuk og København blevet meget bedre, og der er tæt kontakt mellem landsstyreformanden og statsministeren. Rigsfællesskabet hører under statsministeriets ressortområde. Det medfører, at der skal tænkes og arbejdes på nye måder i udenrigsministeriet, der har ansvaret for arbejdet i Arktisk Råd.
 
Økonomisk er Grønland stadig stærkt afhængig af Danmark. Det årlige bloktilskud er på 3,9 mia kr. og hertil kommer, at der løses opgaver for ca 1,7 mia kroner. Se eventuelt nærmere om den grønlandske økonomi i opsamlingen fra Christen Sørensens oplæg.
 
I de senere år har USA’s forhold til Grønland fået meget opmærksomhed. Trumps forslag om at købe Grønland blev fulgt op af et tilbud på økonomisk støtte til forskellige formål, primært projekter som indbefatter opgaver udført af amerikanerne på i alt ca 100 mio kr.
 
Hvad man hører langt mindre om er, at der fra EU er et årligt tilskud på ca 200 mio om året primært til uddannelsessektoren.
 
Tusind tak til Peter Linde for at gøre os meget klogere på Arktisk Råd og for de generelle politiske vilkår fra arbejdet i det arktiske område.
 

Resumeret af:
Anita Sørensen og Karen Poulsen
Udgivet 4. marts 2022